Temaer
Samarbejdspolitikken under besættelsen er normalt betegnelsen for den særlige ordning, som eksisterede mellem Danmark og Tyskland under besættelsen. Det er også betegnelsen for den politik, den danske regering førte overfor besættelsesmagten frem til den 29. august 1943. Grundlaget for samarbejdspolitikken var et ønske blandt danske politikere om at skåne den danske befolkning så meget som muligt samt om at bevare så megen indflydelse som muligt på danske hænder. Samarbejdspolitikken var en succes i den forstand, at Danmark var det besatte land i Europa, der mærkede mindst til krigen. Modstandsbevægelsen var dog fra begyndelsen modstander af samarbejdspolitikken, som også efter befrielsen er blevet kritiseret for at have været moralsk forkastelig.
Baggrunden for samarbejdspolitikken skal findes i begivenhederne den 9. april 1940, hvor tyske tropper besatte Danmark. Tyskland erklærede ikke Danmark krig, og ifølge Tyskland selv var formålet med besættelsen at sætte Danmark under tysk militær beskyttelse for at undgå, at England besatte Danmark. Men samtidig erklærede Tyskland, at man ikke ville krænke Danmarks politiske selvstændighed. Selvom besættelsen naturligvis var en krænkelse af Danmarks politiske selvstændighed, valgte den danske regering at tage Tyskland på ordet, og i forbindelse med kapitulationen fremhævede Danmark, overfor Tyskland, de tyske forsikringer, som var blevet givet til Danmark. Det betød, til forskel fra alle andre besatte lande, at den tyske besættelse af Danmark blev en besættelse, hvor kontakten foregik mellem udenrigsministerierne som i to selvstændige lande. I Danmark fortsatte fx politiet med at fungere frem til 1944, Folketinget mødtes og lovgav frem til 1943, og også den danske hær blev først opløst i 1943.
Allerede den 9. april 1940 dannedes en dansk samlingsregering af alle de betydende partier i Folketinget. Det var denne regering, der i de kommende tre år førte samarbejdspolitikken og forhandlede med besættelsesmagten. Ofte måtte man gøre indrømmelser overfor tyskerne, men det lykkedes også at mindske mange af de krav, tyskerne stillede. Og det lykkedes at holde de danske nazister fra magten. En pris måtte dog også betales. Fx måtte Folketinget vedtage en grundlovsstridig lov, der forbød kommunistpartiet og internerede de ledende danske kommunister. Danmark måtte også selv stå for at bekæmpe modstandsbevægelsen i de første besættelsesår, da man selv havde ansvaret for den indre ordenshåndhævelse. For de danske politikeres vedkommende talte det dog også, at modstandsfolk derved blev meget mildere behandlet, end hvis de skulle arresteres og dømmes af besættelsesmagten.
Efterhånden som krigslykken vendte og Tysklands fremmarch på krigens fronter stoppede, kom samarbejdspolitikken dog i stigende grad under pres i Danmark. Den modstandsbevægelse, der voksede frem i årerne 1941-43, var ikke blot rettet mod besættelsesmagten, men også mod samarbejdspolitikken og den danske regering. Modstandsbevægelsen og mange af dens sympatisører ønskede 'rene linjer' i forholdet til besættelsesmagten, så man ikke var i tvivl om, hvor Danmark stod i krigen. Det kunne man kun få, hvis den danske regering gik af, og Tyskland overtog styringen af landet, så alle kunne se, at der var tale om en besættelse.
Socialdemokraterne Thorvald Stauning og Vilhelm Buhl. Begge var statsministre under Besættelsen og samarbejdspolitikken. Stauning frem til sin død i maj 1942, hvorefter han blev afløst af Buhl. Fra: Det Kgl. Bibliotek
Det stigende pres mod samarbejdspolitikken, hvor tyskerne tvang regeringen til flere og flere upopulære tiltag, kulminerede i august 1943. Den danske modstandsbevægelse udførte i løbet af sommeren en række sabotageaktioner. Tyske modforanstaltninger førte til landsdækkende strejkebevægelser og blev yderligere forstærket af den udbredte opfattelse, at et tysk nederlag var nært forestående. Efter direkte ordre fra Hitler stillede besættelsesmagten krav til regeringen om at gribe hårdt ind overfor urolighederne, erklære undtagelsestilstand og indføre dødsstraf for sabotage. Disse krav kunne den danske regering ikke gå ind på, og den valgte derfor at træde tilbage, hvorefter besættelsesmagten overtog ledelsen af landet.
Selvom samarbejdspolitikken således ophørte den 29. august 1943, fortsatte elementer af den også herefter. Den danske centraladministration fortsatte med at administrere landet under det såkaldte departementschefstyre, og dansk politik fortsatte med at fungere frem til efteråret 1944. Herudover var der helt frem til befrielsen uformelle kontakter mellem besættelsesmagten og ledende danske politikere.
Tema
I dette tema kan du finde en række artikler og kilder, der beskriver samarbejdspolitikken under besættelsen. Først og fremmest er der tre længere artikler om samarbejdspolitikken i Danmark generelt, den mere aktivistiske del af samarbejdspolitikken og så om den danske samarbejdspolitik i europæisk perspektiv. Herudover er der artikler om to helt centrale aktører: Den danske udenrigsminister Erik Scavenius, som tillige var statsminister fra 1942 til 1943, og så Werner Best, der var den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark fra 1942 til 1945. Du kan også læse om udenrigsminister fra 1929 til 1940 Peter Munch, som skabte de tidligste rammer for samarbejdspolitikken.
Erik Scavenius og Werner Best fotograferet sammen ca. 1942. Fra: Frihedsmuseets fotoarkiv
Yderligere findes i temaet en artikel om digterpræsten Kaj Munk, der var en af samarbejdspolitikkens offentlige kritikere, og om Augustoprøret i 1943, som førte til samarbejdspolitikkens fald. Endelig er der også artikler om besættelsestiden set i eftertidens lys samt om det såkaldte Nimandsudvalg, der bestod af ledende danske politikere, og som spillede en central rolle som bindeled mellem de danske folketingspolitikere og den danske regering.
Temaet indeholder også en række centrale historiske kilder, der belyser samarbejdspolitikken. Selve tilblivelsessituationen kan ses i kongen og regeringens proklamation om besættelsen d. 9. april og regeringens udtalelse ved den første samlingsregerings dannelse d. 10. april. I juli 1940 blev samlingsregeringen omdannet, og Erik Scavenius blev ny udenrigsminister. Det indvarslede en tid, hvor samarbejdspolitikken blev præget af en mere aktiv imødekommelse af de tyske ønsker, hvilket allerede kunne spores i Scavenius' tiltrædelsestale d. 8. juli.
Andre kilder, der belyser samarbejdspolitikken, er 'Amtmandscirkulæret' fra august 1940, hvor regeringen opfordrer lokale embedsmænd til at skabe personlige kontakter med besættelsesmagten, og i Christian 10.s nytårstale fra 1941 opridses regentens syn på situationen. Blandt eksempler på modsætninger mellem samarbejdspolitikere og modstandsbevægelse er statsminister Buhls 'antisabotagetale' fra 1942, hvor han skarpt advarer danskerne mod at ty til sabotage og opfordrer til, at man melder sabotører til politiet. Som svar på talen holdt den konservative politiker Christmas Møller, der i 1942 var flygtet til London, en tale i engelsk radio, hvor han opfordrede danskerne til at bekæmpe besættelsesmagten. At det i øvrigt ikke var alle tiltag, som danske politikere var lige utilfredse med, ses i den konservative politiker Ole Bjørn Krafts tale ved vedtagelsen af kommunistloven, som mange danske politikere ikke så noget problem i.
John Christmas Møller under en radiotale til Danmark fra BBC i London. Fra: Frihedsmuseet
Samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august er belyst gennem de tyske krav til regeringen, som den meddelte, den ikke kunne imødekomme, hvorefter den trådte tilbage. Debatten om samarbejdspolitikken i eftertiden er derudover belyst gennem statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved 60-året for 29. august 1943, hvor han skarpt kritiserede samarbejdspolitikken, og så historikeren Hans Kirchhoffs kommentarer til Fogh Rasmussens tale, hvor han kritiserer statsministeren for manglende forståelse for besættelsestidens historie.
Endelig kan du også læse danmarkshistorien.dk’s periodekapitel om besættelsen 1940-45 samt tage en quiz om samarbejdspolitikken.