Idrætssamarbejdet i 1930'erne

Det dansk-tyske idrætssamkvem under 2. verdenskrig skal først og fremmest forstås i sammenhæng med det sportslige samarbejde, der blev opbygget i årene frem til udbruddet af krigen. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 valgte den tyske statsmagt at satse massivt på det propagandamæssige aspekt i idrætten. Tyskernes enorme investeringer og fokus på eliteidrætten fascinerede mange danske idrætsledere og atleter, herunder særligt svømmerne Ragnhild Hveger (1920-2011) og Jenny Kammersgaard (1918-1997).

I 1936 blev De Olympiske Lege afholdt i den tyske hovedstad Berlin, og sportsbegivenheden var i høj grad med til at skabe et tæt sportsligt samarbejde mellem Danmark og Tyskland. Både reporteren Gunnar 'Nu' Hansen (1905-1993) og det danske sportsmagasin Idrætsbladet bragte mange positive stemningsrapporter fra de olympiske arenaer. Efter OL i 1936 udviklede det dansk-tyske idrætssamkvem sig til hidtil uhørt størrelse med stævner og landskampe inden for mange sportsgrene.  

Besættelsen sætter en midlertidig stopper for idrætssamkvemmet

Inden for stort set alle idrætsgrene havde Danmark og Tyskland et samarbejde i slutningen af 1930'erne. Men med den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 blev idrætssamkvemmet indstillet i perioden fra den 14. april til den 5. august 1940, først og fremmest fordi DIF af sikkerhedsgrunde ville forhindre muligheden for anti-tyske demonstrationer.

DIF var dog under et konstant pres fra flere specialforbund, som ønskede de internationale stævner tilbage. Besættelsesmagten lagde samtidig et voldsomt pres på DIF, fordi Tyskland af propagandamæssige årsager ønskede at genoptage idrætssamarbejdet for at vise omverdenen, at på trods af besættelsen kunne hverdagen i Danmark fortsætte nogenlunde som før. Efter et møde i august 1940 mellem besættelsesmagten og DIF blev samarbejdet genoptaget. Dette var formentlig ikke kun grundet det enorme pres fra specialforbundene og besættelsesmagten, men også på grund af at Danmark ved et idrætssamarbejde med Tyskland ville få et betragteligt økonomisk udbytte.  

Danmark som udstillingsvindue

Under besættelsen blev der afholdt idrætsstævner og landskampe med Tyskland i et helt ukendt omfang. Dette hang sammen med, at tyskerne så en propagandamulighed i et idrætssamkvem med den lille 'ariske' nation fra nord. Her kunne man se svedende sportsfolk omfavne hinanden og skabe en symbolsk sammenhæng mellem Danmark og Tyskland i en storgermansk ånd. Pludselig valfartede mange tyske sportsstjerner til Danmark, hvilket imponerede mange fans, da man sjældent havde set så kendte idrætsfolk på dansk jord.

Inden for for eksempel fægtning var der flere idrætsstævner mellem Danmark og Tyskland. Fra den 30. november til den 1. december 1940 var der fægtelandskamp i København mellem de to lande, hvor Dannebrog hang side om side med hagekorsflaget, og det tyske landshold hilste vanen tro med 'heilen'. Det tyske fægtelandshold var anført af SS-generalen Reinhard Heydrich (1904-1942), der dog til denne landskamp kun var tilskuer. Heydrich var en af hovedmændene bag Wannsee-konferencen i 1942, hvor jødeudryddelsen for alvor blev sat i system, og han regnes for en af det 20. århundredes største krigsforbrydere. Danmark stillede op uden jødiske fægtere, herunder den bedste danske fægter i sin tid, Ivan Osiier (1888-1965), og Tyskland vandt overlegent landskampen. Jøder deltog generelt ikke i idrætsstævner under 2. verdenskrig, hvor tyskerne deltog. Dette gik i høj grad ud over den københavnske jødiske idrætsklub Hakoah, hvor klubbens danske topbrydere, heriblandt OL-sølvvinderen fra Los Angeles 1932, Abraham Kurland (1912-1999), ikke blev udtaget til stævner og kampe mellem Tyskland og Danmark under besættelsestiden. 

Fægtelandskamp mellem Danmark og Tyskland i december 1940, hvor det tyske hold heiler mod det danske fægtelandshold. Foto: ©Hans Bonde 

Oprøret i Idrætsparken, 5. juni 1941

De danske myndigheder, DIF og danske sportsstjerner bifaldt det dansk-tyske idrætssamkvem. I begyndelsen af 1930'erne og 1940'erne lagde Københavns Idrætspark hus til langt det største folkelige samarbejde mellem danskere og tyskere. Særligt fodboldkampe havde naziregimets fokus, da det ifølge tyskerne var særlig god underholdning, der kunne være med til at højne tyskernes moral i en krigstid. Fodbold var også den mest populære sport i hele Europa, og tyskerne anså derfor fodboldkampe som en oplagt propagandamulighed.

Grundlovsdag den 5. juni 1941 mødte et dansk fælleshold fra københavnske klubber, det såkaldte Stævnet, det østrigske mesterhold Admira på Københavns Idrætsparks grønsvær, hvor 12.500 tilskuere så på. Efter Østrigs indlemmelse i Tyskland ('Anschluß') den 13. marts i 1938 blev fodboldholdet Admira flere gange udnyttet i propagandamæssige sammenhænge af det tyske propagandaministerium. Den danske og tyske ledelse havde i nogen tid frygtet en situation, hvor publikum ville foretage politisk motiverede optøjer mod samarbejdet. Det skulle vise sig, at publikums reaktion til denne fodboldkamp resulterede i, at det dansk-tyske idrætssamkvem blev kraftigt reduceret.

Kampen indledtes med, at det østrigske hold heilede til den tyske nationalsang ”Deutschland, Deutschland über alles”, hvortil de modtog en heilen tilbage fra de tyske soldater på tilskuerpladserne. Her på det danske demokratis fødselsdag blev de danske og tyske politikeres bange anelser til virkelighed. Besættelsesmagtens repræsentanter var i mindretal, og det udnyttede mange danske tilskuere. Den tyske heilen skabte vrede, og det danske nederlag på 1-4 hjalp formentlig heller ikke på stemningen. Fodboldkampen havde til formål at besegle venskabet mellem det danske og tyske folk, men endte i optøjer og voldsomme protester på tribunerne. De danske tilskuere kastede ølflasker mod de tyske soldater, der i et modsvar trak bajonetterne. Det endte med, at dansk politi måtte eskortere flere af besættelsesmagtens soldater ud af stadion, og episoden resulterede i, at idrætssamarbejdet mellem Danmark og Tyskland derefter foregik i et betydeligt mindre omfang, da Hitler ikke længere kunne se den propagandamæssige gevinst ved samarbejdet. 

Tolkninger af idrætssamarbejdet efter befrielsen i 1945

Under Nazi-Tysklands besættelse af Danmark fik idrætten i de første år en stærk symbolværdi i forsøget på at demonstrere sammenhold mellem besættere og besatte under dansk-tyske idrætsstævner og landskampe. Efter befrielsen den 5. maj 1945 blev sport for Danmark derimod et middel til at demonstrere det modsatte: fællesskab mellem befriede og befriere. Allerede den 15. maj 1945 blev den første internationale fodboldkamp efter befrielsen afholdt på Aarhus Stadion foran 12.000 tilskuere mellem et dansk hold bestående af sabotører og et engelsk hold af faldskærmsjægere.

Efter befrielsen valgte Dansk Idræts-Forbund at lægge slør over det dansk-tyske idrætssamkvem under besættelsen og fremhævede i stedet sig selv og prominente danske idrætspersonligheder nærmest som en del af modstandsbevægelsen. Mest tydeligt fremgår det på mindepladen i Idrætshuset i København på den nuværende Gunnar Nu Hansens Plads, hvor den indgraverede tekst lyder: ”LEG BLEV TIL IDRÆT – OG IDRÆT BLEV DAAD 1940-1945”.

Mindeplade, der pryder indgangspartiet til Idrætshuset i København på Gunnar Nu Hansens Plads. Budskabet er, at dansk idræt kæmpede imod besættelsesmagten. Foto: © Stanis Elsborg

Reporteren Gunnar 'Nu' Hansen, der i 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne var meget positiv overfor det dansk-tyske idrætssamkvem, tonede efter Danmarks befrielse frem som modstandsmand med frihedskæmperarmbind. Den danske svømmepige Inge Sørensen (1924-2011), der vandt bronzemedalje i 200 m brystsvømning ved OL i Berlin i 1936, blev efter krigen et symbol på afvisningen af nazismen, da hun på sejrspodiet ikke gengav den tyske heilen. Billedet blev efter afslutningen af 2. verdenskrig igen og igen brugt som et symbol på den danske forestilling om modstand mod den nazistiske propaganda.

Danske Inge Sørensen (1924-2011) på sejrsskamlen ved de olympiske lege i Berlin 1936, hvor hun vandt bronze i 200 m brystsvømning. Foto: Wikimedia Commons.

Under Nazi-Tysklands besættelse af Danmark fra 1940 til 1945 hævdede DIF hele tiden, at sport og politik ikke havde noget med hinanden at gøre. Problemet var blot, at det for det nazistiske Tyskland under ledelse af Hitler var vigtig propaganda at kunne heile og se hagekorsflaget flagre til de internationale idrætsstævner, hvor de kunne synge både ”Deutschland, Deutschland über alles” og den nazistiske slagsang Horst Wessel-sangen.

DIF og danskerne blev offer for en velsmurt nazistisk propagandamaskine, der udnyttede idrætten som udstillingsvindue for den stærke tyske nation. Derfor var det af høj prioritet for DIF efter krigen at nedtone det dansk-tyske idrætssamarbejde under besættelsen.