Kilder
Kildeintroduktion:
Nedenfor er gengivet et uddrag fra fodboldspilleren Carl Skoma’r Hansens (1898-1978) erindringer udgivet i 1954, hvor han bl.a. fortæller om sit syn på kvindefodbold. I lighed med mange andre i samtiden mente han ikke, at fodbold var en sport for kvinder.
Carl Hansen med tilnavnet Skoma’r var angriber i fodboldklubben B1903. Han blev som den første dansker professionel fodboldspiller i 1921, hvor han tog til Skotland for at spille for Glasgow Rangers. På en turné til Prag sammen med fodboldklubben, som han spillede for frem til 1925, havde han overværet den kvindefodboldkamp, som han berettede om i sine erindringer godt 30 år senere.
Overordnet set havde udbredelsen af fodboldsporten taget fart i Danmark siden 1880’erne, hvor der landet over var blevet oprettet lokale fodboldklubber for mandlige spillere, men der kom til at gå mange år, før at det for alvor blev en sport for kvinder. I 1958 forsøgte ugebladet Femina at rokke ved holdningen til kvindefodbold med en række artikler, der opmuntrede de kvindelige læsere til at prøve sporten. Bladet udskrev i 1959 landets første pokalturnering i kvindefodbold til afholdelse året efter. Her stillede 29 hold op i turneringen, og i sensommeren 1960 havde Femina kendskab til mindst 150 klubber, hvor kvinder spillede fodbold. I 1970 vandt klubholdet Femina det uofficielle verdensmesterskab i fodbold for kvinder, der blev afholdt i Italien.
Her ses uddraget fra Carl Skoma'r Hansens erindringer. Klik her eller på billedet for at se teksten i pdf-format. Fra: Et liv i fodbold (1954)
s. 44-45
Damefodbold
Her under vort ophold i Prag fik jeg for første og sidste gang lejlighed til at overvære en fodboldkamp mellem det andet køn. Det egner kvinder sig bestemt ikke til. Det var baade klodset og meget uskønt, da flere af dem var mere udstyret med, hvad der nu engang hører til en kvinde end skønt var. Der var vild jubel paa de danske tilskuerpladser, da der opstod et forrygende haandgemæng mellem to af kvinderne. De rev fat i haartotterne paa hinanden og væltede skrigende og sparkende rundt i græsset. Nej, hvor vi hylede af begejstring. Begge blev udvist af dommeren, da man endelig langt om længe fik dem skilt ad – det var egentlig en skam.
Hele turen var blevet filmet, og efter hjemkomsten fik vi os selv at se i Paladsteatret, hvor optagelserne var lagt ind som en forfilm. Det var helt sjovt at se, hvor fjollet man i grunden kan tage sig ud.
– Idrætsbladet kunne paa den tid fortælle, at samtlige baneejende klubber havde kørt med underskud i 1920. Den tidligere omtalte forlystelsesskat havde sikkert være stærkt medvirkende til det. B 1903 var den eneste af klubberne, der havde tjent penge og kunne lægge et anseligt beløb til side til sin banefond. Vort hold var da ogsaa meget populært og velset hos publikum. Jeg selv var en heldig lille mand og fik som regel fin kritik hos eksperterne, og jeg var naturligvis lykkelig og glad over, at sagkundskaben roste mig, fordi det var mig forundt at spille morsomt og effektivt fodbold. Den gamle maalmand Sophus Hansen skrev i Idrætsbladet: – Carl Hansen var langt den farligste forward i Idrætsparken i gaar. Han var sjælen i angrebet, altid i bevægelse, aldrig ladende forsvaret faa ro, det var ingen tilfældighed, at han scorede 3 maal, han ragede højt op over alle de andre i angrebet.
Jeg mente selv, at jeg kunne tage al rosen paa den rigtige maade. De brækkede ben, jeg allerede havde haft paa halsen, havde lært mig, at folkeyndest er en flygtig vare, saa jeg tog det ikke mere højtideligt, end det var værd. Men selvfølgelig var jeg som ungt menneske glad for en god omtale, det er vel uskyldigt.
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
