Fodboldspillet som en mandlig sfære

Fodboldens oprindelse kan spores tilbage til Storbritannien, hvor spillet gjorde sit indtog på kostskoler og hos middelklassen efter industrialiseringen. Fra midten af det 19. århundrede blev fodbold set som moralsk opdragende og karakterdannende for drenge, der skulle have ’sunde sind i sunde kroppe’. ’Sunde sind’ var frie for synd og moralsk svaghed, og fodbold blev promoveret som en pålidelig modgift til onani, ’kvindagtighed’ og homoseksualitet. For unge mænd og drenge blev fodbold dermed en vigtig del af deres opdragelse. Britiske kvinder fik under 1. verdenskrig i en kort periode lov til at spille fodboldturneringer. Kvinderne havde på det tidspunkt i stort omfang arbejde i den tunge britiske industri, da mange mænd deltog i krigen, og kvindefodbold blev iscenesat som en måde, hvorpå kvinder kunne støtte deres mænd. Kampene var nemlig med til at støtte krigsindsatsen ved at indsamle midler til militæret og anden patriotisk velgørenhed. Men da krigen sluttede, og man ønskede at vende tilbage til hverdagen før krigen, endte kvindernes arbejds- og fodboldeventyr også. Kvinderne skulle geninstalleres i rollerne som hustruer og mødre, og i 1921 forbød man kvinder at spille fodbold med den begrundelse, at fodboldspillet var ”aldeles upassende for kvinder og [ikke bør] opfordres.”

Fodbold i Danmark blev grundlagt i slutningen af det 19. århundrede, hvor mænd fra borgerskabet etablerede fodboldklubber. Det nationale forbund DBU blev stiftet i 1889. Snart fulgte de regionale fodboldunioner (lokalunionerne) for klubberne i landsdelene, herunder Jydsk Boldspil-Union i 1895. Lokalunionerne er også i dag selvstændige under DBU og sørger for at organisere turneringer og udvikle medlemsklubberne i de enkelte regioner. Fodboldspillet, klubberne og turneringerne blev en udvidelse af mændenes offentlige sfære, da fodboldspillet fik en markant plads i mændenes selvforståelse og opfattelsen af mandighed. På dette tidspunkt var det manden, der besad størstedelen af den politiske, økonomiske og juridiske magt i samfundet. Opfattelsen af kvindelighed fik dermed også betydning for definitionen af fodboldspillet, der også i Danmark blev set som et område for mænd og dermed noget kategorisk ukvindeligt.  Dette lå i forlængelse af tidens kvindesyn med argumenter om, at kvinders sarthed og faren for overanstrengelse betød, at bestemte former for idræt og sportsgrene med hård fysisk anstrengelse blev set som en belastning for kvindekroppen og fertiliteten.

1959: De første danske kvindefodboldhold opstår

Dansk kvindefodbold opstod i begyndelsen som pauseunderholdning til mændenes kampe. I 1959 startede Alf Mørkeberg (1918-1997), journalist fra ugebladet Femina, et af de første rigtige kvindefodboldhold, Boldklubben (BK) Femina, som selvsamme ugeblad sponsorerede. Mørkeberg stod også for at opstarte og lede en pokalturnering for de kvindelige hold. Det foregik kun med accept fra Dansk Boldspil-Union, fordi det handlede om klubarrangementer, hvis formål var at skrabe penge sammen til økonomisk trængte herrefodboldklubber. Efter et afslag fra lokalunionen, Københavns Boldspil-Union, på et forslag om at lave en dameturnering i 1963, endte kvindeklubberne med at danne egne unioner, en øst- og en vestkreds. De fungerede for det meste uafhængigt af hinanden, indtil man dannede ét samlende landsforbund, Dansk Kvindelig Fodbold Union (DKFU). DKFU stod bl.a. for at koordinere turneringer og ensrette regelsæt; den samme rolle, som DBU havde for herreklubberne.

Fodboldspillende kvinder i gang med en kamp som en del af et velgørenhedsarrangement i Brøndby Strand Idrætsklub i 1944. Udklædt i mamelukker og med fjerprydede hatte var kvinderne et underholdende indslag mellem herrernes kampe. Fra: Forstadsmuseet Historiens Huse, Brøndby Lokalarkiv

I forbindelse med oprettelsen af kvindefodboldklubber i 1959 i Danmark kunne man i pressen læse om, at drenge stod og grinede ved siden af banen, og at der burde laves særlige regler for kvinderne, der forhindrede enhver form for brutalitet. Det var i medieomtalerne også tydeligt, at fodbold blev set som noget ukvindeligt: kvinderne blev beskrevet som klodsede frem for brutale og som søde og charmerende, når de ubehjælpsomt prøvede at spille fodbold. Og endelig stillede en avis spørgsmålet: ”Kan den kvindelige ynde bevares – eller vil amazonerne dominere?” som en overskrift på en artikel om, at ”det yndefulde vil forsvinde, naar der kommer rigtig gang i sagerne.”

Verdensmestre i 1970 og 1971

De danske fodboldkvinder var dygtige, og ved det første uofficielle verdensmesterskab i Italien i 1970 inviterede man klubholdet BK Femina, da man ikke havde et udtaget landshold i Danmark. BK Femina vandt verdensmesterskabet med 2-0 over Italien, og det medførte stor interesse for og langt mere fokus på kvindefodbolden. På det tidspunkt havde mændenes fodboldlandshold ingen international gennemslagskraft, hvilket til dels skyldtes, at DBU indtil 1971 ikke tillod, at professionelle danske fodboldspillere fra udenlandske klubber stillede op for landsholdet.  

Efter sejren strømmede kvinder og piger til fodboldklubberne og -banerne, og i 1971 var det således muligt for DKFU at udtage et landshold for at forsvare titlen fra 1970. Der var nu op mod 15.000 kvindelige fodboldspillere i Danmark under DKFU. Den endelige udtagelseskamp til landsholdet var dog en opvarmningskamp til en herrekamp. Der var stor opmærksomhed om kvindernes tur til VM i Mexico i 1971, hvor landsholdet efter en 5-0 sejr over Argentina i semifinalen mødte hjemmebanefavoritterne Mexico i finalen med 110.000 tilskuere på Estadio Azteca i Mexico City. Det endte med en sejr til Danmark med resultatet 3-0 med hattrick af den 15-årige Susanne Augustesen (f. 1956). Ved hjemkomsten til Danmark blev kvindelandsholdet modtaget af venner, familie og fodboldvenner og herefter fejret med pandekager på Københavns Rådhus hos kulturborgmester Børge Schmidt (1908-1992).

Ved ankomsten i Kastrup Lufthavn den 7. september 1971 efter VM-sejren i Mexico blev kvindelandsholdet iført sombreros modtaget af 2000 mennesker, men ingen fra DBU var mødt op for at lykønske kvinderne med deres bedrift. Foto: Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv

UEFA og FIFA lægger pres på DBU for at optage kvindefodbold

Kort efter det første uofficielle verdensmesterskab i 1970 tog både det europæiske fodboldforbunds fællesorganisation UEFA (Union of European Football Associations) og det internationale fodboldforbund FIFA (Fédération Internationale de Football Association) kontakt til deres medlemslande angående kvindefodboldens status og udvikling. Flere af medlemslandene havde allerede anerkendt og organiseret de kvindelige fodboldspillere. I DBU var holdningen i et bestyrelsesreferat fra den 7. august 1970 en ”enig imødekommende indstilling til kvindefodbolden”, selvom bestyrelsesformanden Vilhelm Skousen (1908-1986) i et avisinterview i august 1970 efter sejren i Italien havde udtalt, at kvindefodbolden ”i nogen grad var [et] noget selvbestaltet show” og ikke ville blive taget alvorligt i DBU indtil videre.

I december 1970 fastlagde UEFA og FIFA i et udsendt cirkulære, at man anbefalede medlemslandene at holde et årvågent øje med kvindefodboldens udvikling. De nationale organisationer skulle være i stand til at tage de nødvendige foranstaltninger i forhold til at kontrollere og holde opsyn med den nye bevægelse, hvor dette endnu ikke var sket. Man måtte forhindre, at kvindefodbold udviklede sig ”vildt”, og det skulle opnås ved at udviklingen blev kontrolleret af ”dygtige ledere”. De uofficielle verdensmesterskaber i 1970 og 1971 var nemlig arrangeret af Federation of Independent European Female Football (FIEFF), et fodboldforbund finansieret af private forretningsmænd. Mesterskaberne var således uden nogen form for medvirken og kontrol fra de officielle forbund som DBU, UEFA og FIFA.

Således var de europæiske og internationale hovedorganisationer altså med til at få kvindefodbold på dagsordenen hos DBU. Daværende generalsekretær for DBU, Erik Hyldstrup (1924-1998), udtalte dog til pressen i oktober 1970, at ”[d]et bedste ville være, hvis der blev oprettet underafdelinger med damefodbold i vore fodboldklubber. Når der så er hold nok, er det op til lokalunionerne at arrangere turneringer. Og på den måde vil det blive mere eller mindre officielt”. Ved at give ansvaret for kvindeafdelinger og -turneringer til klubberne og lokalunionerne sikrede DBU sig, at det ekstra organisatoriske arbejde og de økonomiske udgifter, kvindeoptaget ville medføre, ikke ville ende hos DBU, men på lokalt og regionalt niveau.  

Lokalforeningerne baner vejen

I april 1971 havde Dansk Kvindelig Fodbold Union søgt om optagelse i Dansk Idræts-Forbund (DIF), men var blevet afvist, idet der inden for DIF kun kunne være ét forbund til samme sportsgren. Det var begyndt at være en hæmsko for DKFU, at kvindefodbolden ikke var organiseret på samme måde som i udlandet. Det medførte blandt andet, at de danske kvindefodboldhold ikke kunne deltage i internationale kampe og turneringer.

Lokalunionerne havde oplevet et pres fra mange af deres klubber, der forsøgte at skubbe udviklingen i en mere progressiv retning. I februar 1971 havde 42 ud af de 273 delegerede i Jydsk Boldspil-Union kvindefodbold på programmet i deres hjemmeklubber. Det medførte, at lokalunionerne i stigende grad begyndte at hjælpe medlemsklubberne med at integrere kvinderne. Lokalunionerne stod også for at danne en turnering med det resultat, at kvinderne kunne anerkendes nationalt og dermed spille kampe på internationalt niveau. Målet var, at der skulle kunne udskrives nationale turneringer fra 1972.

Hvorfor tøvede DBU?

Modstanden fra DBU mod kvindefodbold hvilede især på problematikkerne angående logistik og dermed økonomi. Kvinder i klubberne ville tage banetid fra herrerne og skabe problemer med omklædningsrummene, der potentielt kun kunne løses med nye faciliteter til kvinderne. Dette ville være en stor økonomisk udgift. Det er i den forbindelse værd at huske på, at DBU først optog den professionelle fodbold i 1978. Det vil sige, at man indtil 1978 ikke havde en økonomi, der var understøttet af sponsorater, reklamepenge, tv-rettigheder og andre indtægter, som professionel kommerciel fodbold kunne indbringe.

DBU forholdt sig officielt tavse om kvindefodbolden indtil 1970, på trods af pres fra både medier og kvindelige fodboldspillere. Først i forbindelse med VM i Italien i 1970 og de efterfølgende henvendelser fra UEFA og FIFA blev kvindefodbolden sat på DBU’s dagsorden.

1972: Kvindefodbold optages i DBU

Kvindefodbolden blev officielt anerkendt ved optagelsen i DBU i februar 1972. Dette kunne lade sig gøre, idet lokalunionerne på deres årsmøder samme måned havde optaget kvinderne, og afrundingen af dette forløb var at vedtage en nedsættelse af et dameudvalg til DBU’s repræsentantskabsmøde. Samme år blev en kvindeliga grundlagt og Ribe kunne i 1973 kalde sig de første officielle danmarksmestre efter optaget i DBU.

Kort efter repræsentantskabsmødet lukkede DBU kvindelandsholdet med begrundelsen, at der ikke var nogen officielt anerkendte internationale turneringer, som holdet kunne deltage i. Kvinderne måtte derfor nøjes med den danske liga og udenlandske klubber indtil juli 1974, hvor den første officielle landskamp blev afholdt i Finland i turneringen om det nordiske mesterskab. Først i 1984 blev EM afholdt for kvinderne, og man skulle vente til 1991, før landsholdet kunne deltage i et officielt VM i Kina. Danmarks første kamp med værterne blev overværet af 60.000 tilskuere, som er det største publikum, det officielle kvindelandshold har spillet for – en anden størrelse end de 110.000 tilskuere i Mexico i 1971.

Andelen af spillende kvinder er steget støt siden 1970’erne. I dag er der næsten 70.000 piger og kvinder under DBU, hvor antallet af drenge og mænd er på omkring 275.000 til sammenligning. I 2012 toppede antallet af kvinder med 77.889 under DBU’s faner. Siden 2016 har DBU haft fokus på at få flere piger og kvinder i fodboldsporten, og man nedsatte en kommission. Dens funktion er at bidrage med initiativer, der skal sikre udviklingen af pige- og kvindefodbolden i Danmark, herunder med fokus på kommercielle partnere, græsrødder, faciliteter og samfundet som helhed. Baggrunden for kommissionen var forskningsprojektet ”Pigernes Stemme”, der viste, at pigerne føler sig underprioriterede i fodboldkulturen i forhold til drengene.

Danmark kan i dag bryste sig af at have verdens bedste professionelle kvindelige fodboldspiller: Pernille Harder (f. 1992), der i 2020 blev solgt til Premier League-klubben Chelsea for 2,6 millioner kroner, det højeste beløb for en kvindelig spiller nogensinde.
Til sammenligning blev landsholdsspilleren Kasper Dolberg (f. 1997) i 2019 solgt til Nice for 153 millioner med en månedsløn på 1,9 millioner. Verdens dyreste mandlige fodboldspiller, Neymar da Silva Santos Júnior (f. 1992) blev i 2019 solgt for 1,65 milliarder kroner til det franske klubhold Paris Saint-German.