Moderne fodbold i Danmark

Fælles for den tidlige fodbold i Danmark var en vis usikkerhed om reglerne, begrænset adgang til fodboldbaner og mangel på den anerkendelse, som vi forbinder spillet med i dag.

Fodbolden i Danmark fandt sit første centrum i borgerskabets boldklubber i København i 1880’erne. I klubber som Kjøbenhavns Boldklub (grundlagt i 1876) samlede borgerskabet sig og dyrkede forskellige former for boldspil. I begyndelsen dominerede cricket, og da fodbolden kom til, var det primært tænkt som et vinterspil, når det var for koldt at spille cricket. Fodbolden viste sig dog at være meget populær året rundt, og ved slutningen af 1800-tallet var fodbolden blevet klubbernes vigtigste disciplin.

Klubberne havde ikke egne baner. Fodboldkampene foregik på Fælleden på Østerbro i København, der senere blev omdannet til Fælledparken. Ud over fodbold blev området blandt andet brugt til militære øvelser og græsning af kreaturer. Det betød, at de første fodboldspillere selv måtte markere banen, medbringe målstænger og rydde banen for kokasser og hestepærer.

Selve spillet skete efter regler, som klubberne havde kopieret fra England. I England var reglerne imidlertid først blevet fastlagt i 1882, og spillet var altså præget af en vis variation, blandt andet med hensyn til, hvor meget en spiller måtte bruge hænder. Reglerne, der tillod spillerne at bruge hænderne, udviklede sig senere til rugby, mens varianten, der bare tillod én spiller at bruge hænder, blev til den fodbold, som vi kender i dag.

Fodbolden begyndte i København blandt borgerskabet, men spredte sig hurtigt til hele landet. Det kom også til Rønne på Bornholm, hvor der i 1910 blev spillet en kamp mellem et lokalt hold og et hold fra Søværnets krydser Hekla, som var på besøg på øen. Foto: Nationalmuseet

DBU grundlægges

I 1889 stiftede 21 københavnske og fem jyske boldklubber Dansk Boldspil-Union (DBU). Det nationale forbund sørgede for, at reglerne blev ensrettet, hvilket gjorde det nemmere at koordinere kampe og turneringer. I 1919 var der 92 klubber med omkring 9.300 spillere i Danmark.

DBU sørgede også for, at Danmark fik mulighed for at deltage i de internationale fodboldturneringer.  Ved OL i 1908 i London var fodbolden for første gang på programmet, og som bare et af seks hold deltog Danmark i den olympiske turnering. Danmark endte med en sølvmedalje efter et nederlag til hjemmeholdet England i finalen. Sølvmedaljen lagde grunden til forestillingen om, at Danmark havde kontinentets stærkeste fodboldhold – et selvbillede, der holdt sig i årtier.

Endelig var DBU også fortaler for ideen om, at en fodboldspiller måtte være amatør. Den ideelle sportsmand måtte simpelthen ikke tjene penge på sin sport. DBU begrundede sin holdning med, at penge i idrætten ville drive folk til at specialisere sig for meget i en idræt, føre til såkaldt ”rekordjageri” og ikke udvikle harmoniske mennesker.

Konkret betød DBU’s strenge amatørregler, at spillere ikke måtte modtage betaling for deres sport. Det udelukkede fx danske klubber fra at tegne kontrakter med deres spillere, og selv de bedste fodboldspillere i danske klubber var nødt til at have arbejde ved siden af træningen og de mange kampe. Spillere, som brød reglerne ved at blive professionelle i udlandet, straffede DBU ved at udelukke dem fra landholdet på livstid, og tidligere professionelle spillere måtte søge om at få deres såkaldte amatørrettigheder tilbage, når de vendte hjem til Danmark, hvis de ønskede at spille fodbold i en dansk klub.

Fodbold var blevet allemandseje i 1930'erne og et symbol på dynamik, fart, fremdrift og en kollektiv indsats for at komme ind i det moderne Danmark. I samfundet såvel som idrætten skulle der være "plads for dem alle, plads for alle, der vil", som socialdemokraterne sang i "Danmark for folket", der ledsagede det store valgprogram, som Socialdemokratiet gik til valg på i 1935. De fik deres bedste valg nogensinde med 42 % af stemmerne. Fra: Arbejdermuseet

1970’erne: Dansk fodbold reformeres

I 1960’erne og 1970’erne steg presset på DBU for at reformere deres amatørregler. Baggrunden var, at udenlandske klubber – især i Italien og Skotland – var begyndt at vise stor interesse for danske fodboldspillere. De danske amatørspillere var ikke bundet af kontrakter til deres danske klubber og var både nemme og billige at få til at spille for en udenlandsk klub. Udvandringen tog især fart, efter at landsholdet begyndte at klare sig godt og vandt hhv. bronze og sølv ved OL i 1948 og 1960. Det drænede den danske liga og landsholdet for de største talenter, og Danmark glimrede ved sit fravær ved EM og VM.

Indtil EM i 1984 kvalificerede det danske herrelandshold sig – med undtagelse af EM i 1954 –  ikke til et eneste VM eller EM. I 1977 gav DBU sig og tillod klubberne fra 1978 at tegne kontrakter med deres spillere. Ændringen fulgte et pres fra spillere, fans, flere klubber og så truslen fra Harald Nielsen (1941-2015), en af stjernerne fra OL i Rom og tidligere topscorer i Serie A, om – sammen med den senere minister Helge Sander – at starte en professionel piratliga uden om DBU’s eget ligasystem.

Parallelt med diskussionen om at tillade professionel fodbold var der også flere og flere, som mente, at kvinder burde få lov til at spille fodbold. Også her gav DBU efter, da de i 1972 åbnede for at optage kvindelige spillere og hold som medlemmer. Indrømmelsen var blandt andet en følge af, at dansk kvindefodbold havde udviklet sig enormt i 1960’erne – uden om DBU. Det var i stedet damebladet Femina, som stod bag den første kvindefodboldsturnering i Danmark. Bladet sponsorerede også et hold selv, BK Femina, som i 1970 deltog i – og vandt – det første uofficielle VM i kvindefodbold i Italien. Året efter sendte Danmark et (uofficielt) dansk landshold og forsvarede sin titel i Mexico, hvor 110.000 tilskuere så den 15-årige Susanne Augustesen (f. 1956) lave et hattrick og sikre Danmark en klar 3-0-sejr over Mexico. De tidlige internationale triumfer og DBU’s anerkendelse blev fulgt af mere stille år. Kort efter anerkendelsen af kvindefodbolden lukkede DBU landsholdet med henvisning til, at der ikke var nogen internationale turneringer, som holdet kunne deltage i. Dansk kvindefodbold måtte i de første år klare sig med den danske liga og de danske kvinder i udenlandske klubber.

Herrelandsholdets internationale gennembrud

For herrelandsholdet gav professionaliseringen øgede muligheder, blandt andet på grund af et sponsorat fra Carlsberg. Landsholdet fik en ny træner, Josef ’Sepp’ Piontek fra Tyskland, som indførte en mere seriøs tilgang til spillet på landsholdet. Arbejdet resulterede i både national og international anerkendelse. På nationalt plan betød landsholdets gode resultater blandt andet, at flere og flere begyndte at følge kampe både på stadioner hjemme, ude og ikke mindst på TV, som i 1985 for første gang viste en hel kamp direkte, hvor Danmark slog Sovjetunionen 4-2 på grundlovsdag. Internationalt klarede det berømte ’firserhold’ sig både godt ved EM i 1984 og særligt ved VM i 1986, men den store gevinst løb den næste generation med, da Danmark vandt EM i 1992 i Sverige. De flotte resultater lagde grunden til de store forventninger til det danske herrelandshold, som holdt ved selvom de blev svære at indfri i 1990’erne og i det nye årtusinde. Selvom holdet flere gange kvalificerede sig til både EM og VM, havde resultaterne langtfra samme gennemslag som firserholdet.

Den 21. september 1983 besejrede det danske fodboldlandshold England 1-0 på det ikoniske Wembley Stadium. På billedet ses Allan Simonsen med armene i vejret, efter han har scoret kampens eneste mål på straffespark. Fra: Samvirke Classic

Kvindefodbolden får international succes (igen)

I 1990’erne oplevede kvindelandsholdet sine første internationale succeser siden 1970’erne, dog uden at få den samme store opmærksomhed, som var blevet herrerne på firserholdet til del. Landsholdet fik sin første internationale medalje i 1991, da Danmark vandt EM-bronze på hjemmebane. Selvom kvindelandsholdet gentog succesen med semifinaledeltagelse ved EM-slutrunden i 1993 og igen i 2001 og 2013, så skabte resultaterne ikke stor opmærksomhed. Det var først ved EM i Holland i 2017, hvor kvindernes slutrunde blev sendt på landsdækkende TV og holdet fik en sølvmedalje, at flere talte om, at kvindelandsholdet havde fået et folkeligt gennembrud.

Årsagen til gennembruddet for kvindelandsholdet i 2010’erne skal ikke kun findes hos landsholdets egen internationale succes. I årene op til slutrunden var der kommet generelt mere opmærksomhed på kvindefodbolden på både klub- og landsholdsniveau i Danmark og i udlandet. Flere af spillerne på det danske landshold som fx Nadia Nadim og Pernille Harder var blevet profiler i udenlandske klubber, og i årene inden nåede bl.a. Fortuna Hjørring finalen i kvindernes Champions League, og Brøndby IF semifinalerne flere gange.

Professionel klubfodbold i Danmark

På herresiden var et lignende udviklingsarbejde begyndt for klubberne i 1980’erne – umiddelbart efter at DBU havde tilladt professionel fodbold i Danmark. Indførelsen af professionel fodbold betød blandt andet, at klubberne fik bedre muligheder for at udnytte deres talentfulde spillere. Men lønudgifterne krævede også, at klubberne begyndte at se på klubben som en forretning. Det var ikke alle klubber, som klarede omstillingen, og der var stor udskiftning i toppen af danske fodbold. Gamle traditionsrige klubber som BK Frem rykkede ud, mens andre knyttede særlige professionelle afdelinger til klubben. B1903 og KB (Kjøbenhavns Boldklub) dannede fx F.C. København i 1992.

Det foreløbige toppunkt på denne udvikling kom i 1991 med oprettelsen af Superligaen, der skulle samle landets bedste klubber, skabe mere seværdige kampe og på den måde øge interessen fra både publikum og medierne. Det lykkedes. Publikumstallene steg, og gennem salg af TV-rettighederne fik klubberne i Superligaen adgang til øgede økonomiske ressourcer. Bagsiden af udviklingen var et øget skel mellem de bedste klubber i Superligaen og så de næstbedste i 1. division, der havde svært ved at gøre sig gældende, når de rykkede op.

Med det hævede niveau fik de bedste danske klubber også bedre muligheder for at gøre sig internationalt gældende. Brøndby IF deltog i 1990’erne flere gange i UEFA Cup (den senere UEFA Europa League) og kvalificerede sig som det første danske hold til Champions League. Senere har blandt andre F.C. København og FC Midtjylland også gjort sig gældende internationalt.

Tiden efter 1945 er også gennembruddet for barne- og ungdomsfodbolden i Danmark. I 1950 oversteg antallet af DBU’s unge medlemmer for første gang antallet af voksne medlemmer i unionen. Efter at have oplevet en nærmest eksponentiel stigning fra 92 klubber i 1910 til omkring 1.200 i 1950 steg antallet af klubber derefter jævnt til dagens omkring 1.500 klubber (1.577 i 2021) og næsten 350.000 medlemmer, hvoraf 20 % er kvinder. Mens præstationerne på eliteniveau har været kendetegnet af op- og nedture, så har breddefodboldens historie i Danmark været præget af næsten uafbrudt fremgang, hvilket sammen med landsholdenes gennemslag i befolkningen har været med til at sikre fodbolden status som dansk nationalsport.

Reportage fra venskabskampen mellem Danmark og Sverige den 19. oktober 1941 med 40.933 tilskuere på lægterne i Idrætsparken. Allerede fra kl. 6 om morgenen er der trods silende regn kø foran Idrætsparken. Danmark vinder med 2-1 på mål af Johannes Pløger og Kaj Hansen. Fra: Danmark på film, Det Danske Filminstitut

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.