Opvækst og bryllup som 10-årig

Margrete fødtes i 1353 som yngste barn af Valdemar Atterdag (ca. 1321-1375) og dronning Helvig (ca. 1320-1374). Så vidt vides fødte dronning Helvig seks børn, hvoraf tre nåede voksenalder. Ud over Margrete gjaldt det broderen Kristoffer (ca. 1341-1363) og søsteren Ingeborg (1347-ca.1368). Da Kristoffer døde meget ung, måtte en efterfølger findes blandt Valdemars dattersønner. Ingeborg blev som 3-årig forlovet med en hertug af Mecklenburg som led i en alliance for at vinde Skåne tilbage til Danmark. Brylluppet stod vist i 1361, og muligvis i 1363 fødtes deres eneste søn, Albrecht (4.), død 1388. Margrete blev i 1359 forlovet med kong Håkon 6. af Norge (og senere Sverige) (1340-1380) i forbindelse med en alliance mellem primært dennes fader og Valdemar Atterdag. Hun blev den 9. april 1363 som 10-årig gift med kong Håkon, og godt syv år senere fødte Margrete deres, så vidt vides, eneste barn, Oluf (på norsk Olav) (1370-1387).

Margrete måtte altså som 10-årig eller måske lidt senere forlade familien og flytte til Norge, hvor hun mest opholdt sig på borgen Akershus i Oslo. En svensk adelsdame, Merete Ulvsdatter, som tillige var datter af Den Hellige Birgitta af Vadstena (1303-73) blev ansat til at stå for opdragelse og uddannelse af den unge dronning. Merete medbragte sin egen datter Ingegerd, og ifølge en senere krønike fik de to unge damer ofte ”det samme ris at smage”, det vil sige, at de fik tæsk med et bundt tynde grene som led i opdragelsen. I et bevaret brev fra 1370 kan vi imidlertid opleve en ung dronning, som tydeligvis (i mandens fravær) har styr på husholdningen på Akershus og også på forskellige regeringssager.

Margrete 1.s gyldne kjole. Kjolen befandt sig i sin tid i Roskilde Domkirke ved siden af Margretes sarkofag, men blev sammen med andre ’Margrete-relikvier’ stjålet af den svenske besættelseshær i 1659, og siden blev den anbragt i Uppsala Domkirke, hvor den stadig befinder sig. Der er tale om en særdeles kostbar kjole vævet af såkaldt guldbrokade, dvs. forgyldte sølvtråde på en bund af purpurfarvet silke. Kjolen er sandsynligvis fremstillet i Lucca i Norditalien. Det har været hævdet, at der var tale om den 10-årige Margretes bryllupskjole fra 1363. En kulstof 14-datering viser dog, at kjolen sandsynligvis er fremstillet mellem 1403 og 1439, og stilhistorikere mener også, at den stammer fra begyndelsen af 1400-tallet. Den kan altså tænkes at have tilhørt Margrete. Sagen kunne måske afklares ved at åbne Margretes sarkofag og måle efter, om hun kunne passe kjolen. Under alle omstændigheder er der dog tale om en helt unik genstand i en nordisk sammenhæng. Foto: Lennart Engström, Digitalt Museum/Upplandsmuseet

Margrete som medlem af formynderstyrelsen for Oluf

Margrete indtrådte for alvor på den politiske scene kort før eller kort efter Valdemar Atterdags død den 24. oktober 1375. Noget tyder på, at Valdemar da havde udset hendes søn Oluf som sin efterfølger. Imidlertid opstod der hurtigt store vanskeligheder, idet Valdemar tidligere havde lovet, at hans anden dattersøn, Albrecht (4.) af Mecklenburg (ca. 1363-1388), skulle efterfølge ham, ligesom han havde overladt dennes fader magten over Lolland. En række tyskfødte stormænd i Danmark støttede den mecklenburgske sag, forskellige krigeriske begivenheder fulgte, og truslen om flere hang i luften i flere år. Og som næsten altid i middelalderen førte politisk ballade til en voldsom opblussen af røverier og lignende, herunder udbredt sørøveri. Først i 1385 efter et langstrakt og til tider nervepirrende forløb lykkedes det fuldstændig at sikre Danmark for Margretes søn.

Dronning Margrete 1.s såkaldte sekret (dvs. i det daglige anvendte segl), som hun benyttede 1375-76. Omkring den siddende dronning med krone på hovedet ses øverst til venstre Norges rigsvåben bestående af en opretstående løve med økse i forpoterne, dernæst Danmarks tre kronede løver (symbol på hendes fædrene slægt), herunder Sveriges såkaldte Folkungeløve og til venstre hertugdømmet Slesvigs to kronede løver (symboliserer hendes mødrene slægt). Omskriften på latin lyder i oversættelse: ”Sekret for Margrete af Guds nåde Norges og Sveriges dronning”. Illustration fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)

Oluf blev imidlertid valgt til konge den 3. maj 1376 med ret begrænset opbakning, og til at styre i den 5-årige drengs navn blev der indsat en formynderregering bestående af hans forældre og rigsrådet. I 1380/81 blev Oluf tillige konge i Norge efter sin faders død. Også her blev Margrete medlem af formynderstyret med fuldmagt til at tage sig af udenrigspolitiske anliggender. Oluf blev erklæret myndig i 1385, hvor han blev hyldet i Norge og på landstingene i Danmark. Hans selvstændige regering – givetvis under moderligt opsyn – blev dog kort, da han døde meget pludseligt allerede den 3. august 1387, muligvis af et hjertestop, men den præcise dødsårsag kendes ikke.

Portræt af Margrete 1., hvor hun bærer den karakteristiske krone med slør, der også optræder på hendes sarkofag, hvor kronen dog er tilføjet eller fornyet i 1500-tallet. Det er usikkert, hvornår portrættet er lavet, og nogen lighed med den virkelige Margrete skal man ikke regne med. Fra: Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Margrete som selvstændig regent

En uge efter Olufs død havde Margrete sikret sig magten som regent i Danmark, indtil man havde fundet et passende kongsemne. I Norge blev hun i begyndelsen af 1388 valgt til regent på livstid, men da Norge var et arverige, måtte man her fastslå, hvem arven skulle gå til, og man forbigik da de nærmeste mecklenburgske slægtninge og valgte hendes søsters datters søn, som hed Bugislav og var søn af en pommersk hertug. Hans navn blev dog hurtigt ændret til det for en nordisk konge mere passende Erik, og senere blev han naturligt nok kendt som Erik af Pommern (ca. 1382-1459).

I 1389 blev Erik af Pommern formelt hyldet som norsk konge, men da han endnu var et barn, skulle Margrete regere, til han blev myndig. På vejen hjem fra Norge i 1388 havde Margrete et møde med en delegation af indflydelsesrige svenske stormænd, som havde gjort oprør mod deres konge, Albrecht (3.) af Mecklenburg (ca. 1338-1412). Hun lovede at støtte dem og blev til gengæld antaget til svensk regent på livstid med ret til at udpege sin egen efterfølger. Den 24. februar 1389 slog en svensk-dansk-norsk hær kong Albrechts svensk-tyske hær og tog Albrecht til fange, hvorefter Margrete kunne sætte sig i besiddelse af det meste af Sverige. I oktober 1389 blev hun formelt indsat som Sveriges regent på de nævnte vilkår. Visse dele af landet måtte der dog fortsat kæmpes for, og Stockholm fik Margrete først magten over i 1398 efter krig og forhandlinger.

Margrete som Erik af Pommerns formynder

I 1396 blev Erik af Pommern, skønt stadig umyndig, indsat som konge først i Danmark og siden i Sverige. Indsættelsen blev begge steder ledsaget af en lovgivning, der demonstrerede en uhørt stærk kongemagt. Blandt andet blev der iværksat en hårdhændet konfiskation af tidligere krongods i begge riger. I Sverige handlede det primært om gods, som var bortgivet eller pantsat af kong Albrecht eller på anden vis ’privatiseret’ under hans svage styre, i Danmark mest om gods, som Valdemar Atterdag havde konfiskeret fra oprørske adelsmænd eller erhvervet med mere utraditionelle metoder, og som de oprindelige ejere havde benyttet lejligheden til at tage tilbage efter Valdemar Atterdags død, ofte med den daværende svage regerings tilskyndelse eller accept. Hertil kom gods, som Margrete mente burde have været konfiskeret fra oprørere mod kongemagten. I Danmark blev det desuden forbudt adelen at bygge nye borge fremover, mens Margrete i Sverige forbeholdt sig retten til at forlange borge nedrevet, som var opført mens Albrecht var konge. Endvidere blev der i Danmark udskrevet betydelige ekstraordinære skatter.  

Året efter samledes en meget stor forsamling nordiske stormænd i Kalmar i Sydsverige, hvor man den 17. juni 1397 kronede Erik til konge over alle tre riger, Danmark, Norge og Sverige. I forbindelse med kroningen blev ikke mindre end 133 nordiske stormænd slået til riddere. Samtidig indledtes forhandlinger om en traktat om fortsat kongefællesskab og fælles udenrigspolitik. Dette såkaldte unionsbrev foreligger imidlertid i en højst ufuldstændig skikkelse, og et utal af historikere har de sidste 150 år diskuteret dets status. Løsningen er formentlig, at Margrete ønskede, at traktaten skulle have en slags semilegal status, så hun kunne bruge den efter forgodtbefindende, men stadig have den mulighed, at hun i andre sammenhænge kunne nægte dens gyldighed. Alligevel var det dette møde, der gav anledning til betegnelsen Kalmarunionen for kongefællesskabet mellem de tre nordiske riger, der med nogle afbrydelser varede til 1523. Derudover blev det såkaldte kroningsdokument udstedt, lovformeligt beseglet af 67 stormænd. Dette sikrede i realiteten på udspekuleret vis, at den siddende regent kunne udpege sin efterfølger.

Margrete 1. og Erik af Pommern ved Eriks kroning til konge over det samlede Norden den 17. juni 1397 i Kalmar. Billedet er en såkaldt anskuelsestavle, der blev benyttet i undervisningen fra begyndelsen af 1900-tallet. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Reel magthaver til 1412

Erik blev erklæret myndig i 1401, men også herefter fortsatte Margrete med at være hovedkraften i rigernes styre. Bl.a. stod hun i 1408 for generhvervelsen af Gotland. Denne oprindeligt svenske ø i Østersøen blev erobret af Valdemar Atterdag i 1361. Snart efter mistede han den igen, men fra 1366 til 1645 var den mere eller mindre reelt underlagt Danmark. Under de fortsatte kampe om magten over dele af Sverige efter 1389 blev øen efterhånden overtaget af de store flokke af sørøvere, som formelt støttede den mecklenburgske sag mod Margrete. Dette var ikke mindst til skade for de tyske hansestæder, og i 1398 indtog Den Tyske Orden øen og fordrev sørøverne. Da Ordenen ikke umiddelbart ville rømme øen, forsøgte Margrete sig i 1403-04 med et mislykket angreb. Herefter forhandledes der, og i 1407-08 lykkedes det at få Ordenen til at rømme øen mod betaling af et større kontant beløb.  

De sidste år af sit liv koncentrerede Margrete sig især om at forsøge at vinde magten over hertugdømmet Slesvig. Dette havde hun i 1386 set sig nødsaget til at overlade til greverne af Holsten. I 1404 døde den regerende hertug, Gerhard 6. af Holsten (ca. 1367-1404), imidlertid, hvorefter Margrete fik sig placeret som formynder for hans enke og umyndige børn. Denne status udnyttede hun til at skaffe sig store dele af hertugdømmet som pant, hvilket i 1410 førte til krig mod Holsten. Krigen varede helt frem til en våbenstilstand i 1432, hvorefter hertugdømmet senere måtte afstås til Holsten. Så længe Margrete stod for sagen, gik tingene imidlertid den modsatte vej. Men netop som hun havde sikret sig herredømmet over hovedbyen Flensborg, døde hun, angiveligt af pest, på et skib i Flensborg Fjord den 28. oktober 1412.

Alterkalk af forgyldt sølv fra Krønge Kirke på Lolland. Foden bærer våbenskjold med det danske rigsvåben og en indskrift, der i oversættelse lyder: "Barmhjertighedsgave for fru Margrete, Danmarks, Norges og Sveriges dronning. Bed for hende". Al sandsynlighed taler for, at kalken oprindeligt var del af et af de 50 altersæt, som i overensstemmelse med Margretes tabte testamente blev skænket til sidealtrene i Roskilde Domkirke ved dronning Margretes gravlæggelse her i 1413. Foto: Nationalmuseet

Margretes unionsstyre

Margretes styre var stærkt autokratisk, da hun for alvor havde sikret sig magten. Hun undlod at genbesætte de gamle magtfulde rigsembeder som drost (i Norge drottsete) og marsk, da indehaverne døde, og hun sikrede derved, at rigsrådene ikke havde nogen selvstændig ledelse. Selv rådslog og legitimerede hun sit styre med en snæver kreds af til dels skiftende håndplukkede rigsrådsmedlemmer. Regeringen befandt sig der, hvor Margrete opholdt sig, og det blev med tiden mere og mere i Danmark - og så måtte man opsøge magten, hvor den nu end befandt sig, hvis man havde behov for det. Det betød så også, at det fortrinsvis var danskere, der kunne få indflydelse på centralt plan og udfylde de centrale administrative funktioner. I Sverige indsatte hun en del danskere som lokaladministratorer. Og både her og især i Norge blev danskere indsat på de magtfulde bispestole. Et helt overordnet formål for Margrete var givetvis at styrke kongedømmets finanser og dermed dets magt. Derfor blev de før omtalte godsinddragelser også gennemført med voldsom intensitet. I Sverige har historikere afsløret, at der i stort omfang blev anvendt forfalskede breve og forfalskede vidneudsagn til at fremme processen. Kun i Sverige hørtes der imidlertid om opposition mod Margretes styre, da den svenske kirke protesterede mod indblanding og godskonfiskationer, ligesom også svenske historieskrivere i den nære eftertid var særdeles kritiske over for hendes indsats.

Margretes sekret-segl anvendt ca. 1390-1393, der blot viser tre kongekroner – symbol på hendes tre riger Danmark, Norge og Sverige. Omskriften består blot af ordet ”sekretum” (sekret) gentaget fem gange. Foto: Wikimedia Commons

Margretes titler og gravsted

Da Margrete i 1363 blev gift med den norske konge, Håkon 6., fik hun naturligt nok titel som dronning af Norge. Men da Håkon året før, i 1362, var blevet valgt til også at være konge af Sverige, blev hun også dronning af Sverige ved samme lejlighed. Imidlertid blev Håkon allerede i efteråret 1363 fordrevet som svensk konge og året efter formelt erstattet af Albrecht (3.) af Mecklenburg (ca. 1338-1412), men det forhindrede ikke, at både han og Margrete fortsatte med at bære deres svenske titler.

Da Margrete i 1387 blev valgt til selvstændig regent i Danmark blev ”den hæderlige fyrstinde og frue fru Margrete, Norges og Sveriges dronning” valgt ”til fuldmægtig frue, til husbonde og til hele Danmarks riges formynder”. Men i stedet for denne tunge titel, som hun næppe brød sig om, kaldte hun sig fremover i breve udstedt i Danmark som regel ”ret arving og fyrste til Danmarks rige”. Hun kunne dog også finde på at kalde sig ”af Guds nåde Valdemars danskernes konges datter” for derved at lægge vægt på, at hun mente, hun havde arvet magten. Konsekvens var imidlertid ikke middelalderens stærkeste side, så i breve skrevet for andre kunne hun blive kaldt f.eks. ”Danmarks, Norges og Sveriges dronning”, endda blot ”dronning af Danmark” og sågar i et enkelt tilfælde ”fru kongen”. Meget af dette afspejler givetvis forvirring om, hvad man skulle kalde en regerende kvinde. Fyrste/fyrstinde giver jo imidlertid god mening, også den dag i dag, og da Margrete altså var regerende fyrste af Danmark ligesom sin langt senere navnesøster, er det konsekvent nok, at sidstnævnte hedder Margrethe 2., selvom dronningetitlen i middelalderen (normalt) ikke havde samme omfattende betydning, som den kan have i dag.

Margrete blev oprindelig efter eget ønske gravlagt i Sorø Klosterkirke, men liget blev senere bortført af bispen i Roskilde. Og den dag i dag kan hendes storslåede gravmæle, bekostet af Erik af Pommern i 1423, beses i Roskilde Domkirke. På indskriften på gravmælet, som er bevaret i sin originale form, kaldes hun ”den højst navnkundige fyrstinde og frue, førhen rigerne Danmarks, Sveriges og Norges dronning”.

Margrete 1.s sarkofag i Roskilde Domkirke. Sarkofagen er fra 1423, 11 år efter hendes død. Kun selve kisten og det meste af figuren på toppen, bortset fra kronen, er originale. Resten er rekonstruktioner foretaget 1862-1912 – delvis på basis af bevarede brudstykker. Sarkofagen menes at være fremstillet i Lübeck, men noget endegyldigt bevis for dette findes ikke. Foto: Wikimedia Commons