Versaillestraktaten og Den Internationale Kommission

Da det i oktober 1918 stod klart, at Tyskland ville tabe 1. verdenskrig, opstod muligheden for at indlemme de dansksindede dele af Slesvig i Danmark. I forbindelse med Versailleskonferencen i Paris i foråret 1919, blev fredsaftalerne efter afslutningen af krigen fastlagt. Her blev det besluttet, at der skulle afholdes folkeafstemninger om en ny dansk-tysk grænse. Afstemningerne skulle afholdes i to zoner: zone 1, som omfattede Nordslesvig, og zone 2, som omfattede Mellemslesvig. Afstemningsområderne i Slesvig skulle stilles under en international kommissions myndighed, og de tyske tropper og øverste myndigheder skulle rømmes fra områderne senest 10 dage efter fredstraktatens ikrafttræden den 10. januar 1920. I stedet skulle Den Internationale Kommission (Commission Internationale de Surveillance de Plebiscite Slesvig (CIS)) overtage forvaltningsmyndigheden og træffe alle nødvendige forholdsregler for at sikre frie, uhindrede og hemmelige folkeafstemninger i Slesvig.

Udgangspunktet var, at CIS skulle bestå af tre medlemmer fra de sejrende magter samt af to neutrale medlemmer, udpeget af henholdsvis den svenske og den norske regering. Det amerikanske senat kunne på grund af politiske uenigheder ikke rejse et flertal for at ratificere Versaillestraktaten og afstod derfor også fra at udpege et medlem til CIS, som derefter kom til at bestå af Charles Marling fra Storbritannien, Paul Claudel fra Frankrig, Oscar von Sydow fra Sverige og Thomas Heftye fra Norge. Som præsident udpegedes Marling, mens englænderen Charles Brudenell-Bruce blev kommissionens generalsekretær. CIS’s afgørelser skulle træffes ved flertal, men ved stemmelighed havde præsidenten det afgørende ord.

Mens Danmark var blevet hørt om det slesvigske spørgsmål ved Versailleskonferencen, havde Tyskland som tabende part i 1. verdenskrig ikke været inviteret med til forhandlingerne. Fra starten var der altså en udpræget tysk skepsis over for CIS, som man anså for et instrument til at forringe tyskernes chance for at vinde de kommende folkeafstemninger. Fra tysk side mente man, at en fælles dansk-tysk kommission, som førte tilsyn med den eksisterende tyske forvaltning, havde været tilstrækkeligt.

CIS ankommer til Flensborg den 26. januar 1920. I civilt tøj ses tre af medlemmerne fra CIS. Fra venstre den franske gesandt Paul Claudel, derefter kommissionens formand den engelske gesandt Charles Marling, og yderst til højre det svenske medlem Oscar von Sydow. Kun den norske repræsentant Thomas Heftye mangler. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Den Internationale Kommission overtager forvaltningen i afstemningsområderne

Den 12. januar 1920 bekendtgjorde CIS, at tyske tropper skulle rømmes fra afstemningszonerne i Slesvig og erstattes af franske og engelske. Dette var ikke populært blandt tysksindede, og særligt i Flensborg var der stærke tyske manifestationer, da de tyske tropper drog af sted fra byen den 24. januar. De tyske tropper blev erstattet af franske og britiske, som allerede var begyndt at ankomme til Slesvig fra den 20. januar. I alt udstationeredes ca. 3.000 franske og britiske soldater i afstemningsområderne med Duborg-kasernen og marineskolen i Mørvig/Mürwik i Flensborg som militært hovedkvarter. Tropperne blev stort set ikke brugt til at tøjle uroligheder. Deres tilstedeværelse mindede dog om, at CIS ville være i stand til at gennemtvinge sine beføjelser med magt samt at afstemningszonerne var neutraliseret og ikke længere under tyskernes militære herredømme.

Medlemmerne af CIS ankom til Slesvig den 26. januar 1920 og blev indkvarteret på Hotel Flensburger Hof i Flensborg. Det skulle i de kommende måneder fungere som kommissionens hovedsæde. CIS havde dog allerede påbegyndt det forberedende arbejde i august 1919, hvilket betød, at flere bekendtgørelser om CIS’s overtagelse af myndigheden i afstemningsområderne allerede var udstedt inden kommissionens ankomst til Slesvig.

En af de første opgaver var at afskedige og udvise de højtstående tysksindede politiske embedsmænd fra afstemningsområderne. Det drejede sig om landråder og kommissariske amtsforstandere samt Flensborgs overborgmester, som dog først blev afskediget efter danske protester. Derudover afskediges 79 almindelige amtsforstandere, uden at de blev udvist. De afskedigede embedsmænd afløstes af personer, der enten var udpeget af CIS eller valgt af dansk- og tysksindede repræsentanter i fællesskab. De lavererangerende embedsmænd i Slesvig fik lov til at blive på deres poster, men måtte indordne sig under CIS’s myndighed. Fra dansk side frygtede man imidlertid, at disse ville udnytte deres stilling i lokalsamfundene til at piske en antidansk stemning op, hvilket også skete i nogle tilfælde. Derfor pressede man CIS til at udstede et forbud mod at embedsmænd aktivt måtte deltage i agitationen ved offentlige møder og demonstrationer. Dette forbud var særligt rettet imod præster og lærere, der skulle afholde sig fra enhver form for agitation i kirke og skole. Straffen for overtrædelse af forbuddet var udvisning eller bøde på op til 10.000 Mark.

Kommissionen ønskede ikke at bruge de franske og britiske soldater til politiarbejde. Et andet vigtigt område var derfor oprettelsen af et særligt politikorps, der skulle understøtte CIS’s mulighed for at forvalte afstemningsområderne. Her nedlagde man det tyske gendarmeri på 90 mand og erstattede det med et nyt under CIS på 376 mand. Opgaven var hovedsageligt at sikre en fredelig afvikling af folkeafstemningerne, at opretholde forbuddet mod, at embedsmænd deltog i møder og demonstrationer samt at beskytte de dansksindedes mulighed for frit at kunne agitere i det tyskprægede Mellemslesvig. Korpset bestod hovedsageligt af tidligere soldater, som for de flestes vedkommende kom fra det nordlige Slesvig og derfor var af dansk sind. Trods tyske protester blev rigsdanskeren Daniel Bruun (1856-1931) udnævnt til politipræsident, mens Waldemar Sørensen, der efter krigen var skiftet fra tysk til dansk side, blev politichef i Flensborg. Det nye politikorps og politiets ledelse havde altså fået en klar dansk slagside. Det opvejedes dog i nogen grad af, at en stor del af det kommunale politi forblev tysk, og i en bekendtgørelse af 10. januar 1920 forsikrede politipræsident Bruun desuden, at der fra politiets side ville blive udvist ubetinget upartiskhed.

Engelske soldater står vagt foran Flensburger Hof, hvor CIS var indkvarteret i 1920, mens franske soldater marcherer forbi. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

En gruppe mennesker er samlet til en tysksindet demonstration på Skibbroen/Schiffbrücke i Flensborg i 1920. Til hest ses en betjent fra CIS’s politi, som holder øje med demonstranterne. På skiltet står der ”Jungs holt fast” (”drenge hold fast”), som var et plattysk ordsprog, der ofte blev benyttet i afstemningstiden. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig   

I sidste del af valgkampen skærpede CIS kontrollen med afstemningsområderne. I februar 1920 blev der oprettet en domstol, der skulle varetage sager, der omhandlede afstemningskampen, ligesom der indførtes plakatcensur, et alkoholforbud, der dog ikke omfattede øl, samt et delvist flagforbud. Der blev også holdt øje med pressen. Således blev der i perioden fra 18. februar og 8 dage frem indført et forbud mod udgivelse af den tysksindede avis Flensburger Tageblatt, da man fra kommissionens side mente, at avisen i en artikel indirekte havde opfordret til forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Kommissionens indstilling til en ny dansk-tysk grænse

Som afslutning på CIS’s arbejde skulle kommissionen komme med en indstilling til en ny dansk-tysk grænse. Indstillingen skulle tage hensyn til afstemningsresultaterne den 10. februar og 14. marts 1920 samt til geografiske og erhvervsmæssige forhold. Til trods for, at afstemningerne havde vist et klart dansk flertal i Nordslesvig på 75 % og et endnu mere klart tysk flertal i Mellemslesvig på 80 %, var der intern uenighed blandt CIS’s medlemmer om, hvilken grænse man skulle anbefale. Marling og von Sydow støttede en grænse langs den såkaldte Clausen-linje, der gik nord om Flensborg og syd om Tønder. Det var også den linje, der havde udgjort grænsen mellem afstemningszonerne i Nord- og Mellemslesvig. Claudel og Heftye ønskede derimod, at en række kommuner fra Mellemslesvig kom med til Danmark, til trods for at de havde vist et tysk flertal. Da medlemmerne ikke kunne blive enige, var det Marlings stemme som præsident, der blev udslagsgivende. I indstillingen valgtes derfor Clausen-linjen som den primære anbefaling. På baggrund af uenigheden fik Claudel og Heftye dog tilføjet et mindretalsvotum, som fremlagde deres synspunkter. Begge synspunkter blev derfor forelagt Ambassadørrådet i Paris, der var nedsat til at skulle stå for gennemførelsen af beslutningerne i Versaillestraktaten. Fra både dansk og tysk side forsøgte man at påvirke processen. På dansk side ønskede mange, at Flensborg også skulle blive dansk, mens man fra tysk side ønskede en nordligere grænse langs den såkaldte Tiedje-linje. Trods forsøgene på at påvirke kommissionens beslutning, valgte rådet at følge Marling og von Sydows anbefaling, som dermed kom til at udgøre grundlaget for den nuværende dansk-tyske grænse.

Temaet er udarbejdet i samarbejde med Den Slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig med støtte fra Sydslesvigudvalget.