Seks lande – Frankrig, Vesttyskland, Belgien, Italien, Holland og Luxembourg – etablerede i 1951 Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Samarbejdet var forløberen for EF (Det Europæiske Økonomiske Fællesskab), der så dagens lys i 1957. 2. verdenskrig havde efterladt et svækket Europa, og de seks lande ønskede at handle sammen for derved at forebygge krig. Ideen var, at varer og folk frit skulle kunne krydse landegrænser.

Dansk ansøgning og medlemskab

Sammen med Storbritannien og Irland søgte Danmark i 1961 om medlemskab af EF, men der kom til at gå mere end et årti, inden medlemskabet blev en realitet. Frankrig var nemlig imod britisk medlemskab, og det kom til at gå ud over Danmark, der derfor satte fokus på et tættere økonomisk samarbejde i Norden: NORDEK. Det nordiske samarbejde blev imidlertid opgivet i 1970, og Danmark orienterede sig igen mod EF og søgte om optagelse.

I Folketinget var der stor opbakning til et dansk medlemskab, og kun Socialistisk Folkeparti var imod. Men debatten viste hurtigt, at der også i andre partier – især Socialdemokratiet – var EF-skeptikere. Fra 1971 blev en stor del af modstanden varetaget af Folkebevægelsen mod EF, hvis medlemmer var meget aktive i medie- og gadebilledet. I 1972 skulle der afholdes folkeafstemning om et dansk medlemskab, og da Norge kort forinden havde stemt nej til EF, troede mange, at det samme ville ske i Danmark ved afstemningen den 2. oktober 1972. Men argumenterne om bedre økonomi tiltalte tilsyneladende danskerne, for et overvældende flertal (63,3 %) sagde ja til medlemskab. En af hovedarkitekterne bag medlemskabet var den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag, der overraskende trak sig som statsminister dagen efter afstemningen. Krag så EF som en forudsætning for det velfærdssamfund, som Socialdemokratiet ville fastholde og udbygge.

Komiteen for tilslutning til EF. På plakaten er der billeder af Erik Eriksen (V), Jens Otto Krag (S), Hilmar Baunsgaard (R) og Viggo Kampmann (S) - fire statsministre, som alle ønskede et ja til EF.  

Det nationale kompromis

I kølvandet på Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 opstod chancen for et Europa, hvor de østeuropæiske stater kunne blive medlemmer af EF (EU). Blandt andet derfor udarbejdede de europæiske politikere Traktaten om Den Europæiske Union, der i 1992 blev underskrevet i Maastricht og derfor er kendt som Maastricht-aftalen.

Danskerne ville det imidlertid anderledes. Den 2. juni 1992 stemte et flertal på 50,7 % af danskerne nej til Maastricht-traktaten, der havde fokus på økonomisk politik, valuta og fri bevægelighed af kapital. Samtidig fik Europa-Parlamentet større del i arbejdet med at lave love, der ville få indflydelse på nationalt plan.

Med danskernes nej blev alt sat i stå, for de 12 daværende medlemslande skulle alle være enige om unionsplanen. Det fik de danske politikere til at reagere. Dels var de bange for, at Danmark ville blive tvunget til at forlade EU, hvilket EU-modstanderne håbede, og dels skulle der findes en løsning, så de andre lande kunne iværksætte Maastricht-traktaten.

Syv af Folketingets partier – Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti – blev enige om, at der var dele af EU-samarbejdet, Danmark ikke skulle deltage i (se under ”De fire forbehold”). Denne aftale blev efterfølgende kaldt Det nationale kompromis. Det er især værd at bemærke, at Socialistisk Folkeparti, der tidligere havde været imod stort set alt samarbejde i EF, var med i aftalen. I Folketinget var kun Fremskridtspartiet imod Det nationale kompromis.

Aftalen blev konfirmeret på Edinburgh-mødet, hvor Det Europæiske Råd (dvs. EU's formand, stats- og regeringscheferne i EU samt Europa-Kommissionens formand) var samlet, og dermed fik Danmark en aftale, som de andre EU-lande ikke har. Den 18. maj 1993 var der en ny folkeafstemning, der resulterede i et ja til Edinburgh-aftalen (Maastricht-traktaten): 56,7 % stemte ja, 43,3 % nej. På afstemningsaftenen kom det til kampe mellem politi og demonstranter/autonome på Nørrebro i København, og for første gang i fredstid brugte politiet skydevåben mod demonstranter.

Europa-parlamentssalen i Strasbourg. Foto: Wikimedia Commons  

De fire forbehold

Siden 1993 har Danmark ikke deltaget i EU på fire områder:

1) Euro. Danmark skifter ikke kronen ud med fællesmønten euro.

2) Unionsborgerskab. Danmark vil ikke skifte dansk statsborgerskab ud med et unionsborgerskab.

3) Forsvar. Danmark er ikke med til afgørelser og aktioner, der ledes af EU.

4) Det retlige samarbejde. Danmark deltager ikke i samarbejdet om asyl- og indvandringspolitik.

Med til Edinburgh-aftalen hører, at Danmark kan droppe de fire forbehold, hvis Folketinget beslutter det og sender forslaget til folkeafstemning. Det forsøgte man med euroen i 2000, men danskerne sagde med et flertal på 53,1 % nej.

Afstemninger en masse

Siden 1972 har det danske folk seks gange stemt om EF/EU. Ifølge den danske grundlov er det folket, der bestemmer, om andre end den danske stat skal have mere magt. I paragraf 20 kan man læse, at Danmark kan afgive en del af sin magt til EU (eller andre internationale organisationer), hvis

• 5/6 (fem sjettedele) af Folketingets 179 medlemmer siger ja
• over halvdelen af befolkningen siger ja ved en folkeafstemning.

Da der sjældent er fem sjettedeles flertal for traktatændringer i Folketinget, har vi af og til folkeafstemninger i Danmark. De seks folkeafstemninger, der frem til 2011 har været om EF/EU, er:

1972: Danskerne sagde ja til at blive medlem af EF.

1986: Danskerne stemte ja til EF-pakken – et fælles marked.

1992: Danskerne sagde nej til Maastricht-traktaten og dermed EU.

1993: Danskerne stemte ja til Edinburgh-aftalen og indtrådte dermed i EU.

1998: Danskerne stemte ja til Amsterdam-traktaten, der blandt andet gjorde det lettere at træffe beslutninger i Ministerrådet.

2000: Danskerne stemte nej til at indføre euroen.

I 2005 var der desuden planlagt en folkeafstemning om EU's forfatning, men de danske politikere aflyste, efter at befolkningerne i Holland og Frankrig stemte nej til forfatningen. Det hollandske og franske nej efterlod EU i en mindre krise. Men der blev lavet en ny traktat om integration i EU, og medlemslandene blev i efteråret 2007 enige om den aftale, der blev kaldt Lissabon-traktaten. Det danske Folketing godkendte traktaten i april 2008 – Dansk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod.

Den Europæiske Unions flag. Foto: Wikimedia Commons