Reformation og magtstat, 1523-1660

Fra middelalder over reformation til tidlig moderne tid

I europæisk og dansk historieskrivning eksisterer der en lang tradition for at se tiden omkring 1500 som skelsættende og som afslutning på middelalderen. Det skyldes en række epokeskabende begivenheder. Centralt står europæernes opdagelse af Amerika og søvejen til Indien, der blev fulgt af en intensivering af globale kontakter og senere kolonisering i alle verdensdele. Dertil kommer de reformationer, der fandt sted i Tyskland og andre europæiske lande, og som førte til opbrud af den gamle middelalderkirke under ledelse af paven og til dannelse af et konfessionelt opdelt Europa med lutherske, calvinistiske og katolske områder. Også en markant styrkelse af statsmagten i de fleste lande fremhæves som grund til at tale om en ny periode i Europas historie. I dansk sammenhæng er det også fra omkring 1500, at renæssancen gør sig gældende i bl.a. billedkunst, arkitektur og videnskab.

Udviklingen mod en stærkere central statsmagt var begyndt i middelalderen og blev i Nordeuropa forstærket af reformationer, hvor konger og fyrster overtog kirkelige godsbesiddelser og fik det øverste ansvar for de reformerede kirker. Det gav øgede ressourcer, nye beføjelser og stærkere legitimitet. 1500- og 1600-tallets militære og politiske udvikling kom til at bidrage yderligere til fremvæksten af det, man har kaldt en 'militær- og skattestat' eller 'magtstaten' slet og ret. Endnu en årsag til at tale om en ny epoke fra omkring 1500 er, at bogtrykket nu for alvor slog igennem som udbredt medie, og at nye paradigmer i kunst og videnskab gjorde sig gældende – med mennesket i centrum. I europæisk historieskrivning betegner man ofte tidsrummet ca. 1500-1800 som den 'tidlig-moderne periode' ('early modern' på engelsk). Tidsrummet anses for at slutte med den tidlige industrialisering og Den Franske Revolution i 1789, der indledte en ny epoke.

Den nye bogtrykteknik blev opfundet af Johann Gutenberg i Tyskland ca. 1440. Med stærke og bevægelige typer af bly, en holdbar tryksværte samt en effektiv presse kunne der nu hurtigt produceres fx 1000 ens kopier af samme tekst. De håndskrevne bøger dominerede dog længe, og de første trykte bøger lignede de skrevne. Træsnit fra 1568 af Jost Amman (1539-1591). Foto: Wikimedia Commons 

Danmark, Norge, Island og Færøerne

Det rige, som de danske konger stod i spidsen for, var en konglomeratstat, dvs. at kongens besiddelser var sammensat af flere dele med forskellig status i statsretlig henseende. Geografisk var det et vidtstrakt rige, som især blev bundet sammen ved hjælp af søtransport.

Kernen udgjordes af Kongeriget Danmark, der ved periodens begyndelse gik fra Kongeåen i sydvest (syd for Kolding) til Skåne, Halland og Blekinge i øst. Kalmarunionen var brudt sammen i 1523, men den danske konge var fortsat konge over Norge. I Christian 3.s håndfæstning fra 1536 indgik en paragraf, som erklærede, at Norge nu hørte under Danmark, og at det norske rigsråd skulle afskaffes. Reelt blev Norge dog også fremover behandlet som et rige for sig med egen lovgivning og en række særlige institutioner, fra 1572 bl.a. en statholder. Landet havde stor betydning i kraft af sin geografiske udstrækning og rige naturressourcer.

Med Norge fulgte overhøjheden over de såkaldte norske bilande: Færøerne, Island og Grønland. Til Grønland var der stort set ingen kontakt mellem 1400-tallet og 1720’erne, men både Island og Færøerne var i hele perioden vigtige for handel, sejlads og fiskeri. Siden middelalderen havde der eksisteret en stærk skriftkultur i Island, og efter reformationen blev Bibelen oversat til islandsk, der blev kirke- og skolesprog, ligesom også lokaladministrationen foregik på islandsk. På Færøerne derimod blev dansk det officielle sprog i kirke, skole og administration.    

Hertugdømmerne og de nordiske magtforhold

Væsentlig for den danske konges position var også hans rolle som hertug over Slesvig og Holsten. De to hertugdømmer havde været genstand for arveopdelinger i middelalderen, fordi områderne blev set som kongefamiliens slægtsgods. I 1544 gennemførtes endnu en opdeling af Slesvig og Holsten i tre fyrsteområder, og yderligere opdelinger kom til. I hovedtræk faldt områderne efter 1580 i tre dele: en kongelig del, en gottorpsk del og adelens godser, som var under fælles styre af konge og hertug. Fællesregeringen omfattede desuden visse generelle spørgsmål, herunder især det meste af forsvaret frem til 1658. Hertugdømmerne udgjorde en vigtig ressource for kongen både økonomisk og politisk, idet han her var uafhængig af det danske rigsråd. Det sidste var en rolle, som navnlig Christian 4. skulle forstå at udnytte.

Befolkningen i Holsten og dele af Sydslesvig talte primært plattysk, mens den slesvigske landbefolkning var overvejende dansksproget. Langs vestkysten taltes også frisisk. I områdets byer blev der især talt tysk, både høj- og plattysk, og administrationssproget blev i periodens løb overvejende højtysk. Hertugdømmerne fungerede som en vigtig kulturel korridor for strømninger sydfra, og mange håndværkere, handelsmænd og hoffolk i Danmark var indvandret derfra.

I hele perioden var Norden reelt delt i to magtsfærer: Danmark-Norge over for Sverige-Finland. Begge parter oprustede både ideologisk og militært fra 1500-tallets midte og frem, og det førte til en lang række krige. I 1658 måtte alle de østdanske provinser afstås til Sverige. Ved periodens begyndelse havde København ligget midt i den danske konges riger og lande, mens hovedstaden fra 1658 befandt sig længst mod øst i et amputeret rige. Ikke mindst placeringen ved indsejlingen til Østersøen betød, at andre europæiske magter holdt øje med og løbende blandede sig i det dansk-svenske magtforhold.

Kort over områder, som Danmark-Norge afstod til Sverige som følge af svenskekrigene. © danmarkshistorien.dk

Privilegie- og standssamfundet

Denne lektion har tre gennemgående temaer. Det første handler om Danmark som privilegie- og standssamfund under adelig dominans. Den lille adelige overklasse havde sammen med kongen fået eneret til at eje landbrugsjord, dvs. samfundets vigtigste produktionsmiddel. I perioden lykkedes det adelen at få fastholdt og udbygget sine politiske, økonomiske og sociale rettigheder gennem et system af privilegier, der definerede, hvad alle stænder – også gejstlighed, borgerstand og bondestand – måtte og ikke måtte. Samfundets karakter af standssamfund med grundlæggende forskelle mellem høj og lav og med adelen som privilegeret førstestand er vigtig at holde sig for øje, næsten uanset hvilket aspekt af samfundsudviklingen man ser på.

I ældre dansk historieskrivning har der eksisteret en stærk tradition for at betegne tidsrummet 1523-1660 som 'adelsvældens storhedstid', hvor adelens magt kulminerede. I denne tolkning var det først i den efterfølgende periode, at kongemagten kunne gøre sig mere fri af adelen gennem indførelse af en enevældig styreform. Nyere forskning betoner i højere grad samarbejde og forhandlinger mellem konge og adel og adelstandens mange forskellige funktioner.  

Fremvæksten af en militær- og skattestat

Lektionens andet hovedtema drejer sig om periodens krige og deres betydning for dannelsen af en styrket og ændret stat. De seks krige i perioden 1563-1660 førte nemlig til, at de militære budgetter voksede eksplosivt. Hovedmidlet til at dække de store statsudgifter også i fredstid var højere skatter. Denne udvikling resulterede i gennemgribende ændringer i forvaltnings- og statsapparatet, som fik form af en ’militær og skatteskat’, også kaldet ’magtstat’, og i sidste ende et nyt politisk system, nemlig enevælden.

Også interessen for en stærkere statsmagt har rødder i ældre historieskrivning, hvor man længe betonede, hvordan 1500-tallets reformation og overtagelsen af det tidligere kirkegods førte til en styrkelse af kongemagten, til dels på bekostning af adelen. I nyere forskning har historikerne i mindre grad set kongen som en konkurrent til adelen og i stedet interesseret sig for forandringerne af selve statsmagten, og hvordan forvaltningsapparat og statsbudgettet voksede.    

Reformationens virkningshistorie

Lektionens tredje gennemgående tema handler om reformationens virkningshistorie i bred forstand. Reformationsbevægelsen og den nye reformationsordning fra 1536-37 resulterede i forandringer på både kort og langt sigt. En række konkrete forandringer af gudstjeneste og kirkeorganisation var synlige fra begyndelsen, ligesom fx kongemagtens overtagelse af kirkegodset hurtigt fik praktiske konsekvenser. Men hertil kom mere gradvise ændringer af religiøs tro og praksis, af synet på køn, familie, børneopdragelse m.m.

Ældre historieskrivning om reformationen løb i to ret adskilte hovedspor, nemlig et kirkehistorisk, med vægt på de religiøse ideer og selve kirkeindretningen, og et politisk-historisk spor, med interesse for reformationens betydning for magtkampen mellem adel og kongemagt. I nyere forskning er et bredere reformationsbegreb slået igennem, hvor reformationen opfattes som del af større samfundsmæssige og kulturhistoriske forandringer. Historikere ser også i højere grad reformationen som et transnationalt fænomen, dvs. at udviklingen i Danmark var en del af større sammenhænge, både i 1520’erne og 30’erne og i tiden derefter, hvor forskellige konfessionskulturer voksede frem. Endelig forstås reformationen som en mere langstrakt og kompleks proces frem for et færdigt teologisk program, der hurtigt kunne indføres ’oppefra’ ud fra Luthers ideer.

Da de turbulente reformationsår ca. 1523-1537 markerer indledningen til den her behandlede periode, skal hovedtræk af reformationens historie fortælles først.    

Reformationens forudsætninger

Ved 1500-tallets begyndelse levede alle mennesker med en magisk-religiøs forestillingsverden. De forstod deres egen tilværelse og samfundets indretning i lyset af bibelske fortællinger, og det var en udbredt opfattelse, at dommedag var nær. Kirke, klostre og gejstlighed stod som nødvendige formidlere mellem Gud og mennesker, og der udspillede sig et intenst fromhedsliv i tilknytning til de kirkelige institutioner. Det betød, at enhver kritik af kirkens lære og legitimitet ikke kun handlede om teologi og interne kirkeforhold, men også om sociale og politiske forhold og om de normer, som bandt hele samfundet sammen.

Allerede i senmiddelalderen havde der været kritik af pavekirken og krav om 'reformation', dvs. gendannelse af kirken, så den kunne komme tilbage til sit oprindelige og sande grundlag. Det skete i sammenhæng med bibelhumanistiske strømninger, som betonede vigtigheden af Bibelens ord, og med den såkaldte konciliebevægelse, der ønskede øget magt til de store fælles kirkemøder, koncilierne. Kritikken blev især rettet mod paven i Rom, hans kardinaler og biskopper. Mange tolkede de gejstliges 'misbrug' og andre krisetegn som konkrete udtryk for dommedags snarlige komme, og i europæiske byer, hvor skriftkulturen var blevet mere udbredt, kunne flere nu selv læse både bibeltekster og kritiske skrifter. Sociale spændinger og politiske magtkampe bidrog til en tilstand af krise mange steder.

Luthers budskaber

Da munken Martin Luther i 1517 publicerede sine 95 teser i Wittenberg med kritik af kirkens afladshandel, kunne hverken han eller andre forudse, at det ville blive begyndelsen til en opsplitning af den gamle kirke. Men i løbet af få år rejste der sig åben og radikal kritik af den gamle kirkes sandheder. Nyhederne om Luthers udfordring af pavemagten og om den store tyske bondekrig 1524-1526 blev spredt videre ud i Europa ligesom selve de skrifter, Luther og andre reformatorer havde forfattet. Det skete både hurtigt og effektivt pga. bogtrykket.

De reformatoriske ideer handlede om mange ting. Centralt stod budskabet om, at kirken ikke skulle stå mellem Gud og det enkelte menneske. Gud alene kunne sikre det syndige menneske nåde og frelse. Handelen med aflad, der skulle sikre forkortelse af tiden i skærsilden, var et menneskeligt påfund ligesom munkevæsen, helgendyrkelse og pilgrimsfærd. Det afgørende var troen, ikke gerningerne. Alle mennesker skulle have direkte adgang til Guds ord, og derfor var bibeloversættelser og præsternes prædikener på modersmål vigtige. Kun de sakramenter, der stod beskrevet i Bibelen, kunne anerkendes, dvs. dåb og nadver, og alle troende skulle have adgang til både brød og vin ved altergang, ikke kun præsterne. Cølibatet skulle afskaffes, fordi præster og bisper ikke var en særlig hellig stand. Til gengæld betonede Luther, at man skulle adlyde den af Gud indsatte verdslige øvrighed.    

En fyrstereformation og flere byreformationer

Allerede i Frederik 1.s håndfæstning fra 1523 stod, at kongen ikke måtte tillade ”nogen kætter, Luthers disciple eller andre” at prædike mod kirken og dens lære. Men få år senere kunne karmelitermunken Poul Helgesen, som selv havde læst og oversat nogle af Luthers skrifter, berette, hvordan ”Lutheriets gift sneg sig gennem hele Jylland” i 1526.

En regulær luthersk fyrstereformation fandt sted i en del af hertugdømmerne, nemlig i Haderslev og det tilhørende Tørning len i 1526-1528. Her regerede Frederik 1.s søn Christian som hertug. Christian var passioneret tilhænger af Luther og gennemførte en reformatorisk ordning i Haderslev med evangelisk gudstjeneste og præsteseminarium samt ophævelse af præsternes cølibat.

Også i kongeriget tog begivenhederne fart i flere af de større købstæder. I Viborg var det johannitermunken Hans Tausen, der efter studier i bl.a. Wittenberg begyndte at prædike evangelisk fra 1525 og derfor blev udstødt af sin munkeorden. Han opnåede en særlig retsbeskyttelse fra Frederik 1.; snart blev en prædikantskole oprettet i Viborg, og en tysk bogtrykker kom til byen. I løbet af 1530 var reformationen synlig for enhver i byen: Klostrene var blevet lukket, og munkene var drevet ud, 12 kirker nedlagt, en ny gudstjenesteorden indført, og de første præster havde giftet sig. I Malmø var man vidne til en lignende byreformation fra 1527 og frem. I denne fase var ordet 'lutheraner' et skældsord, brugt af modstanderne, mens prædikanterne kaldte sig for 'vi evangeliske'. De danske reformatorer var inspireret af forskellige, herunder sydtyske og mere radikale reformationsretninger, og ikke kun af Luther selv. Det ytrede sig bl.a. i et ønske om at reformere samfundet her og nu med Bibelen som rettesnor.    

Politiske brud og borgerkrig

Frederik 1. befandt sig i en svær balancegang mellem det magtfulde, katolsk dominerede rigsråd og mere reformvenlige kræfter. Formentlig har han selv været positiv over for det nye, og han lod to døtre ægte protestantiske tyske fyrster. Først og fremmest var han dog en pragmatiker, der ønskede at fastholde magten i en vanskelig situation, hvor der også var uro blandt bønderne, og hvor den afsatte Christian 2. udgjorde en konstant trussel fra sit eksil i Nederlandene.

1526 blev et centralt år. På herredagen i Odense fik Frederik 1. rigsrådets accept af, at bisper og andre høje kirkelige embeder fremover ikke behøvede godkendelse fra paven i Rom. Dermed var den danske kirke reelt blevet en territorial- eller nationalkirke. I de følgende år eskalerede de mange modsætninger, bl.a. med en voldelig billedstorm i Vor Frue Kirke i København i 1530, hvor en stor del af de katolske altre og øvrige billeder blev ødelagt, samt med Christian 2.s landgang i Norge i 1531. Forhandlinger blev indledt, og Christian lovet frit lejde, men i stedet blev han sejlet til Sønderborg Slot og fængslet. På Fyn gennemførte en evangelisk-sindet biskop den første reformation i et helt stift i 1532.

I sommeren 1533 døde Frederik 1. uventet, og rigsrådet stod lammet. Kongens ældste søn, den lutherske hertug Christian, var ikke en spiselig kandidat, og lillebroren Hans var blot 12 år gammel. Et flertal i rigsrådet fik udsat kongevalget, og de katolske bisper vejrede morgenluft. Hans Tausen blev indstævnet for herredagen og anklaget for injurier og kætteri af bisperne. Der faldt dog ingen dom, og snart viste det sig, at landet ikke kunne regeres uden konge.

De følgende år blev præget af splid og borgerkrig. Lang tids utilfredshed og uro blandt bønderne angående bispetiende og andre afgifter førte til oprør i Nørrejylland, kaldet Clementsfejden efter en af lederne, Skipper Clement, og herregårde blev sat i brand. Også i flere byer var der oprør. Oprørerne fik støtte fra Lübeck, og man fandt en feltherre, den oldenborgske grev Christoffer, der skulle forsøge at erobre magten på vegne af den fængslede Christian 2. Derfor fik borgerkrigen navnet 'Grevens Fejde'. Til sidst måtte flertallet af de adelige konkludere, at hertug Christian (3.) var eneste løsning, og han blev hyldet som konge i 1534. Et felttog blev indledt med feltherre Johan Rantzau i spidsen for hertugens tropper. Han erobrede først Jylland og siden Fyn, og til sidst blev København belejret og udsultet.    

Reformation og kirkeordinans

Efter byreformationer ’nedefra’ endte de omtumlede reformationsår i Danmark med en luthersk fyrstereformation ’oppefra’. Christian 3. havde erfaringer med fra Haderslev, og nu var turen kommet til hele landet. Med sin hær i ryggen lod han de katolske biskopper fængsle, og 30. oktober 1536 blev en reces udstedt, der kundgjorde, at kongen nu var kirkens leder og med øjeblikkelig virkning havde overtaget kirkens godser.


Den ideelle lutherske gudstjeneste med sakramenter er her vist på en alterbordsforside fra 1561. Til venstre ses dåben og i midten nadveren, hvor de to præster uddeler både brød og vin til sognefolket. Til højre prædiker præsten for menigheden ud fra Bibelen, og i midten ses den afgørende baggrund: Kristus på korset. Maleriet er fra Torslunde Kirke, nær Roskilde, men indgår nu i Nationalmuseets samling.  Foto: Nationalmuseet

At det skulle være en reformationsordning efter wittenbergsk mønster, blev hurtigt klart. Christian 3. korresponderede med Luther selv, og snart kom en af dennes hovedrådgivere, Johannes Bugenhagen, til København. Han forestod kroningen af kongen og dronningen i domkirken og udarbejdede en ny kirkeordning sammen med kongeligt udvalgte eksperter, bl.a. den unge Peder Palladius, der selv havde studeret i Wittenberg.

En ny kirkeordinans udstedtes på latin i 1537 og på dansk i 1539. Ordinansen blev en slags grundlov for kirken i ca. 150 år og reelt endnu længere, fordi de fleste bestemmelser indgik i senere lovgivning. Med overtagelsen af de kirkelige ejendomme og institutioner havde kongen fået øverste ansvar for en lang række samfundsopgaver, der før havde hørt under kirken. Ordinansen indeholdt derfor detaljeret regulering af bl.a. gudstjeneste, skoleforhold og fattigvæsen. Bugenhagen stod også bag en ny fundats for det genåbnede Københavns Universitet, der havde været lukket under de turbulente reformationsår. Her skulle fremtidens lutherske gejstlighed nu uddannes.

Men én ting var, at de formelle rammer kom på plads. Foran ventede en stor opgave med at omorganisere kirke- og statsforvaltning – og ikke mindst med at opbygge et kristent evangelisk samfund til Guds ære.


Af Charlotte Appel, dr.phil., lektor, og Carsten Porskrog Rasmussen, dr.phil., adjungeret professor ved Aarhus Universitet

Udgivet af: Aarhus Universitet, 2020