Reformation og magtstat, 1523-1660

Danmark og omverdenen

Kongeriget Danmark var i hele perioden del af en større statsdannelse. Ganske vist var Kalmarunionens tid ude, men den danske konge var stadig også konge af Norge, og han var hertug over Slesvig og Holsten. Hertil kom de såkaldte bilande, Island, Færøerne og Gotland. Historikere bruger gerne ordet konglomeratstat til at beskrive sådan en samling af forskellige lande og territorier under samme konge, men med forskellige lokale systemer. Konglomeratstaten betød, at de danske konger havde interesser at varetage fra Nordkap til Nordtyskland og fra Atlanterhavet til Østersøen.

Det lutherske Europa og de nordtyske naboer

Tætte forbindelser mellem landene i det nordlige Europa var intet nyt træk, men reformationen skabte et nyt vigtigt fællesskab. Den lutherske tro blev statskirke i de nordiske lande og de fleste nord- og østtyske stater og kom til at adskille området fra det katolske Europa mod syd. Kultur og ideer fra det øvrige protestantiske Europa flød til Danmark; det var navnlig i de lutherske områder, at danske gejstlige studerede, og at unge håndværkere tog på valsen, og det var også fra Nordvesteuropa, der kom tilflyttere til kongeriget.

Forbindelserne til Nordtyskland var således tætte. Holsten var et nordtysk hertugdømme, og der var også stærk tysk indflydelse i Slesvig. Det tyske sprog var det ene af centralregeringens to sprog – kun veg den plattyske variant efterhånden for højtysk som skrift- og kultursprog. Periodens fire dronninger kom alle fra det tyske område, og de fleste kongedøtre blev gift dér, så tysk var også et dagligt sprog for kongerne og meget af hoffet.

Mens tysk sprog dominerede i mødet mellem Danmark og det tyske område, var den danske konges rige til gengæld politisk storebror det meste af tiden. Det lutherske Nord- og Østtyskland var opdelt i en lang række fyrstendømmer, hertugdømmer og grevskaber, som alle var markant mindre end kongens riger. Kongerne behøvede normalt ikke at frygte deres tyske naboer. Det gælder også det engang så mægtige Hanseforbund, hvis tid var ved at ebbe ud.

Nederlandene som vigtigste handelspartner

Også økonomisk var hansestædernes betydning for Danmark vigende. I stedet var Nederlandene på vej frem. Området rummede Nordeuropas største koncentration af store byer, som kom til at råde over en langt større handelsflåde end deres nordtyske konkurrenter. I de første to tredjedele af 1500-tallet hørte Nederlandene under det habsburgske hus, men i 1568 udbrød der et oprør, som førte til, at de nordlige provinser blev en selvstændig forbundsrepublik.

Nederlandene blev i løbet af 1500-tallet den vigtigste handelspartner for det samlede monarki. De aftog korn og stude fra Danmark og hertugdømmerne og fisk og tømmer fra Norge, og de leverede forarbejdede og eksotiske varer til gengæld. Oven i det drev nederlænderne hvalfangst i Nordatlanten, i farvande, som danske konger anså som deres. Samtidig bidrog Nederlandene afgørende til kongens indtægter gennem Øresundstolden, da de sad på en stor del af den omfattende handel mellem Østersøområdet og Nordvesteuropa. Da den nederlandske republik blev en militær stormagt i løbet af 1600-tallet, øgede det yderligere deres muligheder for at øve indflydelse på Danmark. Også kulturelt var indflydelsen stor. De malere, som afbildede tidens danske konger, og de bygmestre, som tegnede deres slotte, kom for det meste fra Nederlandene.    

Reformationstidens udenrigspolitik

Året 1523 markerede ikke bare enden på Christian 2.s kongemagt, men også i praksis på Kalmarunionen. Det år fik Danmark og Sverige hver sin nye konge, som begge var kommet til magten ved et oprør mod Christian 2. Frederik 1. fik rigeligt at gøre med at konsolidere sin egen kongemagt. Han nåede aldrig at få sikret tronfølgen, så hans død i 1533 efterlod et tomrum, som førte til borgerkrig, og først i 1536 var Christian 3. herre over hele Danmark. Derefter var Christian 3.s store projekt gennemførelsen af reformationen.

I al den tid kom den væsentlige trussel fra den afsatte Christian 2.s svigerfamilie, habsburgerne, og især fra Christians svoger, kejser Karl 5., som både var overhoved over Det Tysk-romerske Rige, hersker i Nederlandene og den katolske kirkes forsvarer. Heldigvis var han også optaget andre steder. I 1531 gav han ganske vist Christian 2. ressourcer til et generobringsforsøg, men omfanget var begrænset, og allerede året efter opgav kejseren videre støtte til den afsatte konge. Begravet blev truslen dog først i 1544, da kejseren og Christian 3. indgik en fredstraktat.

Samtidig havde de danske konger overladt den svenske scene til Gustav Vasa, der i mellemtiden havde gennemført reformationen i Sverige og skabt en stærkere og mere centralistisk kongemagt. Foreløbig var det sket i forståelse med Christian 3., som sågar havde hjulpet med at slå et svensk bondeoprør ned.    

Fra Syvårskrigen til Kalmarkrigen

Da nye konger kom til i Danmark og Sverige 1559 og 1560, arvede henholdsvis Frederik 2. og Erik 14. begge en styrket kongemagt. Men snart skiftede fokus til gensidig rivalisering. Det handlede om førerstillingen i Norden og Østersøområdet, og det udviklede sig til en ca. to hundrede år lang epoke med gentagne krige.

I begyndelsen kunne de to nordiske stater konkurrere og slås uden større indblanding af andre. Den første større krig kom 1563-70 og er kendt som Den Nordiske Syvårskrig. Krigen blev mest udkæmpet som kampe om fæstninger og togter ind i fjendens territorium. Svenske hære angreb både Skåne, Halland, Blekinge og Norge, mens danske hære rykkede ind i de sydsvenske provinser og en enkelt gang så dybt ind i Sverige, at man nærmede sig Stockholm. Begge parters håb om, at de områder, man rykkede ind i, ville skifte side, blev dog til skuffelse. Det blev en udmattelseskrig, som tærede på ressourcer og krigsvilje i begge lande. Danmark satte sig fast på øen Øsel i Estland, men ellers fik kongen ikke noget ud af den lange og dyre krig.

I de næste godt 40 år førte Danmark en tilbageholdende udenrigspolitik og accepterede, at Sverige fortsatte med at ekspandere i Baltikum. Det generede dog Christian 4., da han var kommet til magten i 1596, og han fik omsider presset rigsrådet til en krig, som udkæmpedes 1611-13 og kendes som Kalmarkrigen. Krigen blev indledt med angreb på de svenske fæstninger Kalmar og Älvsborg, som begge blev erobret, men derefter gik den i stå. Denne gang var der dog større gensidig vilje til at indgå fred. Danmark fik en sum penge for de svenske fæstninger, og en mangeårig strid om grænsedragningen mellem Norge og Sverige længst mod nord blev afgjort til dansk-norsk fordel. Det havde dog begrænset strategisk og økonomisk betydning.    

Danmark, Sverige og Trediveårskrigen

Længe havde Danmarks udenrigspolitiske fokus været rettet mod nord, og kongerne havde kunnet være trygge ved det stærkt opdelte Nordtyskland. I 1618 indledtes Trediveårskrigen imidlertid i det tyske og centraleuropæiske område. I begyndelsen af 1620’erne vandt det kejserlige og katolske parti vigtige sejre og satte sig på flere hidtil protestantiske områder. Det foruroligede både de tyske protestantiske stater og andre stormagter, som rivaliserede med den tyske kejser.

England, Nederlandene og Frankrig opfordrede både den danske og den svenske konge til at engagere sig. Christian 4. ville gerne. Hvis han kunne etablere sig som leder for og beskytter af de tyske protestanter, ville det styrke hans position, og han frygtede, at Sverige ellers tog stafetten. Rigsrådet var imod og blokerede for, at Christian 4. kunne handle som konge af Danmark. Det var derfor som hertug af Holsten, at Christian oprustede og blev mere aktiv i nordtysk politik. I længden førte det til krig, og den tabte kongen, fordi han kom til at stå over for både kejseren og en sammenslutning af andre tyske katolske stater kaldet Den Katolske Liga. I 1626 slog ligaens hær kongen ved Lutter am Barenberg, og året efter besatte kejserens hær under feltherren Wallenstein hertugdømmerne og hele Jylland. Kongen var dog herre til søs.

Der blev indledt fredsforhandlinger, men de trak ud. I februar 1629 mødtes Christian 4. med sin svenske kollega Gustav Adolf i Ulvsbäck præstegård ved den dansk-svenske grænse. Gustav Adolf foreslog, at de to lande slog sig sammen og førte krigen videre under svensk ledelse. Christian 4. ville dog ikke spille andenviolin i et svensk orkester, så han afslog. I stedet benyttede han forhandlingerne med Sverige til at lægge pres på kejserens forhandlere, så det endte med en for den danske konge tålelig fred i Lübeck i maj 1629. Dermed endte det afsnit af Trediveårskrigen, som i dansk historie kendes som Kejserkrigen.

Torstenssonfejden

Mens Danmark trak sig ud af Trediveårskrigen, gik Sverige ind, og de næste år vandt de svenske hære store sejre, fra 1635 i alliance med Frankrig. Det bekymrede den danske konge, som fik oprustet hær og flåde og i øvrigt diplomatisk nærmede sig kejseren. I 1643 angreb en svensk hær uden varsel hertugdømmerne sydfra. Krigen mellem Sverige og Danmark fik navnet Torstenssonfejden efter den svenske hærs anfører, Lennart Torstensson. Det danske forsvar kollapsede, og hertugdømmerne og Jylland blev igen besat. Ondt blev værre, da en forenet svensk-nederlandsk flåde besejrede den danske ved Femern. Christian 4. havde vakt Nederlandenes vrede, fordi han havde finansieret en del af sin oprustning ved en forhøjelse af Øresundstolden.

Danmark måtte indgå en ydmygende fred i Brømsebro. Danmark afstod øerne Gotland og Øsel i Østersøen og de tyndt befolkede norske provinser Jemtland og Herjedalen til Sverige sammen med det danske landskab Halland – det sidste dog formelt kun for 30 år.    

Karl Gustav-krigene

I 1648 sluttede Trediveårskrigen omsider. Sverige var én af de helt store vindere og beholdt flere områder i Nordtyskland. Det blev ikke bedre af, at Sverige opretholdt en meget stor hær. Den nye danske konge, Frederik 3., ønskede revanche, men vurderede også, at der ville komme krig før eller siden. En traktat med Nederlandene ordnede spørgsmålet om Øresundstolden og fjernede en trussel fra den side. Da svenskerne så ud til at være kørt fast i en krig i Polen, erklærede Frederik 3. krig i 1657. Karl Gustav handlede imidlertid resolut. Med sine bedste tropper brød han op fra Polen og fejede det danske forsvar i hertugdømmerne og Jylland til side.

Den svenske hærs togt over de tilfrosne bælter i januar-februar 1658 vakte international opmærksomhed. Her gengivet af en italiensk kunstner på et kobberstik fra 1670. Billedet er en mere symbolsk end konkret gengivelse, og ruten er ikke særlig præcis. Reelt gik man fra Jylland til Fyn over det tilfrosne Lillebælt lidt længere nordpå end kortet viser, og til gengæld over Storebælt noget længere sydpå – over Tåsinge og Langeland og videre til Lolland. Foto: Det Kgl. Bibliotek 

Danmark havde dog allierede, som var ved at samle tropper til hjælp, så Karl Gustav risikerede at blive fanget i Jylland. En streng vinter betød imidlertid, at bælterne frøs til. De svenske tropper gik over Lillebælt og videre over Storebælt via Langeland og Lolland. Det skabte panik i København. Ved freden i Roskilde 26. februar 1658 måtte Danmark afstå Skåne, Halland (definitivt), Blekinge og Bornholm samt de norske provinser Bohus len og Trondheims len. Samtidig blev kongens slægtning hertugen af Gottorp erklæret 'suveræn' over sine områder i Slesvig, som i øvrigt blev udvidet lidt. Hertugen havde helt siden Kejserkrigen reelt været nødt til at følge den udenrigspolitik, Christian 4. havde stået for, skønt han havde været imod meget af den. Nu skiftede han side og allierede sig med Sverige.

Hen over foråret fortrød Karl Gustav, at han ikke havde taget hele landet. Svenskerne kontrollerede stadig Jylland, og en svensk hær gik i land ved Korsør. Denne gang kapitulerede Danmark dog ikke. København var befæstet og beredte sig på modstand. I februar 1659 søgte den svenske hær at storme København, men forgæves. Samtidig rykkede tropper fra Polen, Østrig og Brandenburg ind i hertugdømmerne og Jylland, og Nederlandene sendte en flåde til hjælp. Herfra var man ikke interesseret i, at svenskerne – som før danskerne – skulle sætte sig på begge sider af den vigtige indsejling til Østersøen. I ly af dette kunne Danmark opbygge en ny hær, som slog den svenske hær ved Nyborg i november 1659. Bornholmerne befriede sig selv, og en norsk hær generobrede Trondheim. Ved freden i København 1660 fik den danske konge lov til at beholde disse to områder, men ellers stod Roskildefreden ved magt. Det danske monarki fandtes stadig, men det var formindsket og svækket.    

Krigens rædsler

Tidens krige var meget mærkbare for civilbefolkningen. Især Den Nordiske Syvårskrig blev ført med stor brutalitet. Meget af krigsførelsen bestod i omfattende ødelæggelser af de områder, man rykkede ind i. Sit voldsomste udtryk fik krigen ved den lille by Ronneby i Blekinge. Da byen nægtede at overgive sig til den fremrykkende svenske hær, beordrede den svenske konge sin hær til at dræbe alle, både mænd, kvinder og børn, efter at byen var erobret.

I de følgende krige blev der skruet ned for både volden og den systematiske ødelæggelse. I stedet udviklede hærene et system, hvor man lovede ikke at myrde, brænde og plyndre de besatte områder mod at få løbende leverancer af penge, fødevarer og andet. Disse krav var mange gange højere end de skatter, civilbefolkningen normalt betalte, og derfor et voldsomt dræn i økonomien. Det fik befolkningen i hertugdømmerne og Jylland at mærke under besættelserne 1627-29, 1644-45 og 1657-60. Ved sidste lejlighed blev øerne også ramt.

Byrderne blev sværere og sværere at bære. Den første besættelse kom landet sig rimeligt hurtigt over økonomisk. Den næste blev værre, men især Karl Gustav-krigene blev en voldsom belastning. De førte til en stærkt svækket økonomi i næsten hele landet og til et næsten fuldstændigt økonomisk kollaps i Nordslesvig og Sydjylland, som også blev ramt af epidemi.

Når der var fremmede tropper i landet, gravede mange folk deres skatte ned, og senere er der gjort talrige skattefund netop fra 1600-tallets krigsår. De vidner om, at en del mennesker faktisk ejede noget af værdi, men også om, at mange aldrig kom tilbage og fandt deres skatte igen.

Det gjorde ikke den store forskel, om soldaterne var allierede eller fjender. Fra 1659 har man endda et udsagn om, at de allierede var værst. I forhold til selve krigen var bønderne normalt passive, men 1659-60 var der dog episoder af guerillakrig på Sjælland, udført af de såkaldte snaphaner, som også kaldtes gønger, fordi en del af dem kom fra den skånske grænseegn Gønge herred, hvor man var mere vant til at gøre modstand. 


Af Charlotte Appel, dr.phil., lektor, og Carsten Porskrog Rasmussen, dr.phil., adjungeret professor ved Aarhus Universitet

Udgivet af: Aarhus Universitet, 2020