I sommeren 1955 tog en flok unge mennesker initiativ til at starte en jazzklub i Haderslev. Allerede ved åbningen tegnede der sig små 200 medlemmer. Haderslev Jazz Club var en omgående succes, der kom til at spille en betydelig rolle i byens kultur- og foreningsliv og kunne i sin storhedstid før lukningen i 1960 mønstre op mod 700 medlemmer. Historien om Haderslev Jazz Club var langt fra enestående. I midten af 1950'erne opstod der på lokalt initiativ jazzklubber i en lang række provinsbyer over hele Danmark.

Jazzklubberne dyrkede som oftest den såkaldte traditionelle jazz eller revivaljazzen, som den også blev kaldt, der havde den største fanskare blandt det unge publikum. I klubberne kunne unge mennesker mødes og lytte til og diskutere de nyeste jazzplader. Klubberne var også rammen om koncertarrangementer med danske og til tider også internationale jazznavne. Herudover gav klubberne lokale amatørmusikere en plads at udfolde sig på. Klubberne havde, så vidt det var muligt, altid levende musik til klubaftenerne med lokale orkestre.

Jazzklubberne som ungdomskulturelt fænomen

Der er flere årsager til, at de lokale jazzklubber i 50'erne fik så stor succes og blev en væsentlig del af årtiets ungdomskultur. Klubberne var blandt andet et udtryk for den fremspirende fritidskultur i halvtredserne. Unge mennesker havde ganske vist også haft fritid før 1950'erne, hvilket det rige foreningsliv, der blomstrede i Danmark allerede fra det 20. århundredes begyndelse vidner om. Men til forskel fra 50'ernes andre foreningstilbud sad der ikke forældre eller andre voksne i bestyrelserne, som havde det sidste ord eller var med til foreningsarrangementerne. Jazzklubberne var i høj grad ungdommens egne foreninger.

En anden vigtig forudsætning for jazzklubbernes gennembrud var den almene anerkendelse af jazzen i efterkrigstiden. Før og under krigen blev jazz ofte betragtet som primitiv musik og også tilhængerne, de såkaldte swingpjattere, blev betragtet med større eller mindre skepsis. Ofte blev de endog sammenlignet med religiøse galninge.

Efter krigen vendte billedet. Amerikansk populærkultur vandt stærkt frem i Vesteuropa efter 2. verdenskrig. Desuden var det i Danmark en udbredt opfattelse, at frihedskampen var blevet båret af ungdommen og særligt de jazzelskende swingpjattere. Med billedet af frihedskæmperen som en jitterbuggende swingpjatter og jazzen som en seriøs kunstform blev jazzen rehabiliteret i anden halvdel af 1940'erne. Forældre i 1950'erne kunne altså sagtens lade deres børn gå i jazzklub.

Arven fra jazzklubberne

Selvom jazzklubberne ikke forsvandt helt efter 1960, havde de deres storhedstid som ungdomskulturelt fænomen i 1950'erne. Mod slutningen af årtiet løb jazzklubberne ind i flere og flere problemer. Der blev i den offentlige debat sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt jazzklubberne nu også var så godt for unge mennesker. I efterdønningerne af en festival arrangeret af Lighthouse Jazzklub i Roskilde i 1960 kørte Roskilde Tidende en veritabel kampagne mod den lokale jazzklub. De lokale klubber kæmpede med Koda, der krævede afgifter efter koncerterne, og i kulissen spøgte skattevæsnet med forlystelsesafgift.

På trods af at jazzklubberne kun havde en relativt kort storhedstid i løbet af 50'erne, pegede de fremad mod tendenser, der kom til at gøre sig gældende i 1960'erne. Dyrkelsen af musik i foreningsregi på lokalt plan blev genoptaget i beatklubberne i 60'erne. Pigtrådsmusikken havde mange af de samme kvaliteter som revivaljazzen: Alle kunne danse til den og unge med lyst til selv at spille havde forholdsvis nemt ved at komme i gang.

Jazzklubberne var et af de første tegn på, at unge uden indblanding fra autoriteter selv kunne organisere sig og skabe nye kulturelle strømninger og en mere selvbevidst ungdomskultur. Jazzklubberne og deres medlemmer var måske ikke selv antiautoritære, men arven fra dem pegede frem mod nye tider og muligheder for ungdommen, der for alvor blev udløst i løbet af 1960'ernes ungdomsoprør.

Jazzklubstemning i slutningen af 1960'erne- formentlig i Aabenraa. De mange jazzklubber og jazzballer var en god anledning til fredag eller lørdag aften at finde en dansepartner og samtidig høre tidens populære jazz. Foto: Erik Smedegaard