Rock’n’ Roll feberen over USA og Europa

Hvordan opstod det hysteri, som har grebet teenagerne i en række lande, og hvem startede det

ROCK’N’ROLL.. Politiet i USA, England og andre lande kæmper forgæves mod horder af unge mennesker, som gaar helt amok, splitter inventaret i dansesale og restauranter, ødelægger biografer, hvor der vises rock’n’roll-film og i det hele taget opfører sig som gale til stor bestyrtelse for psykologer, politimyndigheder og forældre. Hvor skal aarsagen til alt dette hurlumhej søges?

En omhyggelig kulegravning af fænomenets forhistorie fører os til den lille by Tupelo i Mississippi, hvor mrs. Presley for mange aar siden nægtede at give sin søde, lille søn, Elvis, en cykle [sic] og i stedet gav ham en guitar. Dermed startede Elvis Presley, rock-galskabens ”ypperstepræst” nummer ét, sin musikalske karriere. Hvilke resultater det førte med sig, ser man i dag i det bælte af hysteri og ødelæggelse, som roll-fans lægger efter sig.

Elvis Presley – 21 aar gammel – er dagens fænomen i amerikansk musikliv. Hans tag i det ungdommelige, amerikanske publikum er sidste skud paa crooner-hysteriet, og han har tillige slaaet alle rekorder, som hidtil er set paa dette ejendommelige gebet. Musikkritikerne har valgt at omgive Presley med kold luft – men det hjælper lidet, thi hvem gider rette sig efter en samling støvede, forbenede individer uden forstand paa virkelig musik, siger ungdommen. Nogle amerikanske radiostationer valgte at meddele lytterne, at de fremtidig ikke agtede at spille Elvis plader eller Rock’n’Roll i det hele taget. Ruderne blev smadrede, og ind i speakerrummene fløj stene med truende budskaber – ligesom i filmene. – Saa spillede man Rock’n’Roll igen. 

Lige meget, hvor meget man forsøger at ignorere Rock’n’Roll og ”ypperstepræsten” Elvis, saa tromler den sig frem over staterne og har bredt sig til Europa. Et par kig i Rock’n’Roll’s generalier vil vise, at ordet ”tromle” er velvalgt i forbindelse med musikkens fremtrængen.

Et kig i Rock’n’rolls blakkede generalieblad

Brooklyn: Rock’n’roll-ophidset ungdom stormede efter en koncert et undergrundstog, terroriserede passagererne og smed alt, hvad de kunne rive løs, ud ad vinduerne. Maatte fjernes af politiet.

Udenfor en Rock’n’Roll-orkesterleders hjem: Hob af hysteriske pigebørn med fortinnede øjne styrtede frem mod huset og forsøgte at tiltvinge sig adgang til ”guden”s soveværelse. De ville høre ham snorke … Maatte fjernes af politiet.

Amarillo, Texas: Hob af teenagere smadrede flere glasdøre ved at kaste sig igennem dem for at komme frem til Elvis Presley. 

Den tvivlsomme ære af at have anstiftet de første Rock’n’Roll-optøjer tilkommer undgommen i Bridgeport, Conneticut. Det var for tre aar siden.

Og hermed er vi straks inde paa Rock’n’Roll-galskabens historie, eller hvad man nu skal kalde det. Rock’n’Roll er for saa vidt intet nyt indenfor musikken. Louis Armstrong[1] har spillet det i mange aar uden at opnaa saa ”bemærkelsesværdige” resultater. I realiteten er Rock’n’Roll slet og ret en 12-takters traditionel blues med kraftige beats. Det nye er den evindelige gentagelse af 12-takters-motivet i én uendelighed – og saa sangen, som den først og fremmest leveres af Elvis Presley. Han synger kun paa vokaler - I Want You, I Need You bliver i Elvis forgudede mund til Ah Wa-ha-hunt Yew-who, Ah Nee-hee-hee Yew-Who – altsaa nærmest som en hund siger, naar den er blevet traadt over halen.

Naar Elvis ruller sig ud

Dertil kommer Presleys specielle kropsbevægelser, han vrikker med hofterne (og kaldes i den anledning ”The Hip” – hoften), river tøjet til side fra kroppen, river der tilbage igen og grynter sit Wa-ha-hunt-yew-who af sig. En flegmatisk journalist, der overværede en saadan forestilling, da Presley kom til Hollywood for kort tid siden – naturligvis efter, at han var sluppet igennem en massiv mur af politifolk og 10.000 hylende, skrigende teenagers af begge køn – var nærmest chokeret over effekten. Han skrev:

Saa er det naturligvis forståeligt, at det maa gaa helt galt, naar en tusindtallig fan-skare bringes i ekstase. De unge mænd river stolene i stykker og slaar takt med stumperne, de unge piger hviner, stønner, daaner, klapper og vrikker og gør gentagne stormløb mod Elvis Presleys faste livvagt paa 24 granvoksne vagtmænd, som ved alle hans koncerter tager opstilling foran tribunen. Synes Presley selv, det bliver for hidsigt, standser han pludselig op midt i grynteriet og siger: ”Saa sætter vi os alle sammen pænt ned – ellers gaar jeg min vej nu.” Hvorefter der falder ro – eller i hvert tilfælde Rock’n’Roll-ro – over gemytterne. 

Naar Rock’n’Roll-historien skal skrives, maa man ogsaa drage mr. Alan Freed til ansvar for galskabens følger. Mr. Freed er grammofoncausør – disc jockey – i New York, og han har som saadan et sikkert blik for, hvad der ”gør sig”. Det var ham, som lancerede Rock’n’Roll-navnet som benævnelse for de inciterende, men langtfra originale tolvtakters-bluesnumre, som for to aar siden oversvømmede staterne under navnet ”Rhytm and Blues”. Og det tør jo nok antydes, at mr. Freeds opfindsomhed gav resultater. Et godt navn sælger en daarlig vare – det er bevist til overmaal med Rock’n’Roll. 

Fra dyrskuets amatørkonkurrence til 7 Cadillac’er

Lad os slutte af med et par kendsgerninger om selveste Elvis Presley. Det begyndte som sagt med, at han fik en guitar, da hans mor ikke turde give ham en cykle [sic]. Saa vandt han en amatørkonkurrence ved det lokale dyrskue, saa sang og spillede han for venner og bekendte, men han gjorde sig egentlig ikke forhaabninger om at tjene penge ved det.

For to aar siden var han lastbilchauffør i Memphis, Tennessee, og hans højeste ønske var at blive elektriker. Men om lørdagen gik han ud til hovedgaden og saa paa alle de flotte Cadillac’er, som gled frem og tilbage, og dette syn gav ham sociale ambitioner. Han ville osse ha en Cadillac.

            Det har han faaet – han har faktisk syv i forskellige farver, én til hver dag i ugen, det var hans maal, men han maa altid køre i taxa. Hans fans smadrede og plyndrede hans Cadillac totalt, da han endnu selv kørte til koncerterne. Saa det er han altsaa holdt op med. Han kører taxa. Men de syv Cadillac’er har han.

Han har ligeledes bygget sig et nyt hus, og han har kontor til fan-korrespondance i New York. Kontoret er holdt i farverne lyserødt og sort. Men Presley tjener ogsaa gode penge, naturligvis gør han det. Sidste aar tjente han en halv million dollars – 3,5 mill kr. – men hvorvidt han har tænkt paa fremtiden, er der ingen, der ved.

Hvorledes næste akt former sig, tør man kun tænke paa med gysen. Udviklingen frem til Rock’n’Roll er gaaet fra de første croonere, der startede for 30 aar siden, da gode mikrofoner skabte deres eksistensgrundlag. Næste skridt var Bing Crosby[2], der nu anses for passende til tanteselskaber, saa Frank Sinatra[3], der som den første kunne faa sit ungdommelige publikum til at briste i graad, over Johnnie Ray[4], der fik pigebørnene til at hulke med sig, naar han sang ”græd”. Efter Johnnie Ray troede ingen, man kunne naa videre ud i galskaben, men saa kom altsaa Elvis Presley. Han opnaar større resultater end ti Johnnie Ray’er og Sinatra’er paa stribe. Stillet overfor dette maa man med gysen tænke paa, hvad det næsten min bliver.

 
Indsat i artiklen er denne lille notits, der viser, at rock’n’roll også er kommet til Danmark. I notitsen står følgende: 

Rock’n’roll i KB-hallen

Nu kan københavnerne for alvor faa lejlighed til at stifte bekendtskab med Rock’n’roll: paa torsdag arrangerer Børge Kisbye[5] Rock’n’roll-aften i KB-hallen under medvirken af fire Rock-orkestre, to svenske og to danske samt tyve Rock-dansere, der vil demonstrere trinene. Der bliver desuden ”Rock-battle” mellem orkestrene og en række andre arrangementer, bl. a.en kavalkade af danse, der har forarget gennem tiderne. 

Billedet her optræder i den originale avisartikel med følgende billedtekst: ”En politibetjent i New York holder hysteriske Rock’n’Roll-besatte unge mennesker tilbage fra at styrte sig ind over deres musicerende afguder. Indsat i venstre hjørne: den forgudede Rock’n’Roll-sanger Elvis Presley i et nummer, der hedder ´Heartbreak Hotel´.” Foto: Dagens Nyheder 30. september 1956, side 7