Artikler
Den amerikanske rock’n’roll-sanger Elvis Presley blev et kulturchok ved sit store gennembrud i 1956 – også i Danmark. Både hans musik og hans udseende gjorde ham til ungdomsidol, men placerede ham samtidig midt i en omfattende strid om normer og skel i opfattelser af generationer, klasser, køn, racer og relationer mellem USA og Europa. De tidlige danske opfattelser af Elvis Presley kan dermed bruges som prisme på et helt kompleks af historisk bestemte kulturelle og sociale modsætninger. Det beskriver denne artikel, der ledsages af eksempler fra samtidige danske mediekilder.
Elvis Presley og kulturchokket i 1956
Elvis Aaron Presley (1935-1977) blev født i den lille amerikanske sydstatsby Tupelo, Mississippi. Som 13-årig flyttede familien til den nærmeste storby Memphis i staten Tennessee i håb om fast arbejde og indtægt. Memphis var et knudepunkt for transporten af arbejdskraft og varer fra sydstaternes landområder til nordstaternes industricentre. Det gjorde samtidig byen til et bredt sammensurium af både euro- og afroamerikanske kulturelementer, som den unge Elvis Presley sugede til sig med begejstring. Som arbejderdreng med rødder i et sammenstød mellem land og by og mellem hvid og sort kultur kunne han intuitivt samle vidt forskellige musikalske og kulturelle impulser, som både i samtiden og årtierne derefter kunne anses for nye, smarte og – for den større omverden – ærkeamerikanske.
Efter et par år med nogen regional succes i de amerikanske sydstater oplevede han i 1956 sit store gennembrud på landsplan. Rock’n’roll-musikken og den nye ungdomskultur omkring den havde allerede året før vakt nogen opstand med filmen Blackboard Jungle (på dansk: Vend dem ikke ryggen) og dens kendingsmelodi Rock Around the Clock af Bill Haley and His Comets. Men med Elvis Presley blev rock’n’roll-kulturen personificeret og fandt sit største idol. På samme tid nåede chokerende fortællinger om både rock’n’roll og Elvis Presley også de europæiske offentligheder.
Samtidens udbredte forfærdelse over rock’n’roll og Elvis Presley handlede ikke kun om musik og lyd. Den handlede også om kropslige og visuelle udtryk med rebelske og seksuelle signaler. Hans musik blev efter datidens fremherskende standarder vurderet som støjende med sin stærkt markerede rytme på bekostning af det melodiske. Den var samtidig præget af energi i udførelsen snarere end nøje planlagte arrangementer eller meningsfulde sangtekster. Hans visuelle fremtoning med pomadiseret ’anderumpehår’, bakkenbarter og oversize blazerjakker i den afroamerikanske stil vakte også opsigt og i vide kredse afsky med sit aftryk af proletariske og ’sorte’ kulturelle elementer i modsætning til de fremherskende opfattelser af kultur som åndsdannelse. Og i kernen af opstandelsen stod hans koncertoptrædener, kendetegnet ved hans aktive, seksualiserede kropssprog og en intens, erotisk betonet respons fra de unge kvinder i publikum. Frygten gjaldt dermed ikke bare idolet selv, men også hans publikum og i videre forstand hele den ungdom, han blev betragtet som et udtryk for.
Elvis Presleys optræden var lige så meget udseende, krop og sex, som det var musik. Og det hele kunne virke stærkt chokerende inden for 1950’ernes snævre kulturelle kriterier. Her ses en 22-årig Elvis på et pressebillede til filmen Jailhouse Rock fra 1957. To år senere fik filmen dansk premiere under titlen Med knyttede næver, der tydeligere understregede, hvordan samtiden kunne forbinde hovedrolleindehaveren med en formålsløst oprørsk og voldelig ungdom. Foto: Wikimedia Commons
Ungdomskulturer fra jazz til rock’n’roll
Udviklingen af særlige ungdomskulturer gik betydeligt længere tilbage i historien. I 1930’erne og begyndelsen af 1940’erne havde navnlig den dansevenlige amerikanske swingmusik givet datidens ungdom et populært sprog med egne stiltræk og en fælles identitet på tværs af landegrænser. Under 2. verdenskrig og den kolde krigs første år var ungdommen imidlertid blevet mødt med skærpede og snævrere krav til, hvordan man burde agere og udtrykke sig.
I 1950’erne blev det i vidt omfang forventet, at unge mennesker tog de roller på sig, som de ældre generationer allerede havde formet og defineret. Det gjaldt både samfundsliv, karriere, familie og seksualmoral og stiludtryk som tøj, frisurer og sprog. Selv ret små udskejelser og afvigelser fra de snævre normer kunne afføde nye forfærdede indlæg i tidens tilsyneladende uendelige debatter om ungdommens fordærv, slaphed og formålsløse opsætsighed. Ungdommen selv blev typisk ikke hørt, så forfærdelsen fik kun modspil fra de lidt mere imødekommende voksne.
Rock’n’roll-kulturen signalerede et kulturelt brud med de snævre normer. Her kunne sen-1950’ernes unge udtrykke deres egen, generationsbestemte fælles identitet. Karakteristisk for 1950’ernes nye ungdomskulturelle udtryk blev disse kulturelle frontstillinger ikke forbundet med udtalte hensigter eller programerklæringer fra ungdommen selv, sådan som man så det i strømmen af manifester under det store ungdomsoprør i slutningen af 1960’erne. 1950’ernes ungdomskultur udtrykte sig ved sin anderledes stil og nye måder at udtrykke sig eller agere på. Ved at danse vildt i koncertsale, biografer og gader udtrykte ungdommen sig på sin egen måde – og insisterede på at have det sjovt i en verden præget af strenge krav om alvor og konformitet. Anfægtelsen af de herskende normer blev altså udøvet snarere end erklæret. Ikke mindst den unge Elvis Presley udtrykte og blev en eksponent for dette generationssammenstød.
Elvis Presley i de danske medier
Tæt forbundet med generationsstriden mellem unge og ældre var der andre kulturelle stridspunkter i 1950’ernes rock’n’roll-kultur: amerikanisering og kulturelle overskridelser af raceskel mellem ’hvide’ og ’sorte’ mennesker. Som kulturel figur kom Elvis Presley til at symbolisere alle disse normanfægtelser, men også mere endnu. Hans optræden og publikums respons betød nemlig, at flere væsentlige elementer blev lagt til i mediernes karakteristikker af ham – både i USA og i Europa og Danmark. Det drejede sig om hans uvante udtryk for kropslighed, følsomhed, sanselighed og seksualitet, men også om hans udfordringer af traditionelle mande- og kvinderoller.
Elvis under en koncert i 1956 – med pomadehåret vildt daskende ned i panden, skjorten åbnet ned over brystet og hele kroppen afbildet på tværs, som om den er ved at vælte. Det var sådan, man afbildede trusler om kaos i 1950’ernes presse. Den unge kvinde på fotoet til venstre er hårdt ramt af Elvishysteri – det, samtiden opfattede som en særligt kvindelig og faretruende seksuel reaktion på den ’mandlige Marilyn Monroe’ på scenen. At de andre i publikum synes at arte sig helt fredeligt, var det vist ikke meningen, man skulle lægge mærke til. Oprindelse: Se og Hør 2. november 1956.
1950’ernes mange danske karakteristikker af den unge Elvis Presley viser dermed nogle af de vigtige grænser for de tidsbundne kulturelle normer, som i samtiden oftest virkede så selvfølgelige, at de forblev implicitte eller underforståede. Man kan endvidere finde udtryk for konkrete modsætninger mellem fremtidsfrygt og fremtidshåb, mellem trygheden ved det velkendte og fascinationen af det spændende nye samt mellem tradition og modernitet. Ligeledes er det interessant at se nærmere på følelsesudtryk og elementer af sansning og sanselighed i kildematerialet (links i bunden af denne artikel), ikke mindst i samspillet mellem visuelle og lydmæssige elementer i fremstillingerne af Elvis Presley og rock’n’roll-kulturen.
Rock’n’roll fordansket
1950’ernes danskere kunne læse meget om Elvis Presley i aviser og ugeblade. Men med få, vigtige undtagelser var de dog afskåret fra at opleve fænomenet med egne sanser i de første par år efter hans gennembrud. Hans koncerter og sensationelle tv-optrædener var forbeholdt det amerikanske publikum, og en blanding af dårlige distributionsforhold, økonomisk knaphed og strid om internationale konkurrenceforhold betød, at hans musik og spillefilm først begyndte at blive distribueret i Danmark fra sensommeren 1958. Herefter begyndte den indledende forfærdelse over Elvis gradvis at fortage sig i medierne.
Vel var Elvis ej kommet til byen. Men fra sensommeren 1958 kunne danskerne endelig købe noget af hans musik i danske forretninger, se hans debutfilm i biografen – og selv spille hans sange derhjemme fra det svenske hæfte med Elvisnoder. En reklame fra månedsbladet Quans Musikorientering, 9. oktober 1958.
Opstandelsen over rock’n’roll og Elvis Presley i de tidlige år blev derfor større end hans succes hertillands. Det, at de amerikanske fænomener kunne virke så fjerne og chokerende anderledes – og at de i et vist omfang også var praktisk utilgængelige på det danske marked – fik i første omgang rock’n’roll-opmærksomheden til at rette sig mod afledte, ikkeamerikanske udtryk. I efteråret 1956 gjaldt det især den københavnske danselærer Børge Kisbyes (1912-1966) lancering af rock’n’roll som dans – reelt en opdateret udgave af den velkendte jitterbugdans, der var opstået i USA og så småt havde bredt sig allerede under besættelsen for så at blive den helt store dansedille for ungdommen fra 1945 og ind i det følgende årti. I 1957-58 samlede opmærksomheden sig om den unge britiske sanger Tommy Steele (f. 1936), der først blev lanceret som sit hjemlands svar på Elvis Presley, men hvis rock’n’roll-optræden var uden de seksuelle og ’sorte’ signaler, der fik det amerikanske idol til at virke så faretruende. I store dele af ungdommen stod jazzmusikken også fortsat stærkt, især den populære, dansevenlige revival-jazz, men i stigende grad også den mere distingverede, såkaldte moderne jazz. Så selv om Elvis Presley begyndte at gøre sig gældende som ungdomsidol også i Danmark fra 1958, var hverken han eller hans musik altdominerende.
Håret skulle helst sidde ligesom idolets, når unge medlemmer af den nystiftede Skagen Elvis Presley Fan Club poserede med rejsegrammofon og Elvisplader. På fotoet er vi med Billed-Bladet på besøg til fantræf hos klubbens vice president John Nielsen. I ungdommens popkultur omkring 1960 var det smart at være amerikansk. Foto: Billed-Bladet 22. april 1960.
Efterspil: Elvis Presley som popidol fra begyndelsen af 1960’erne
Et egentligt massepublikum i Danmark opnåede Elvis Presley først i begyndelsen af 1960’erne, da han efter to års militærtjeneste i Vesttyskland blev relanceret som et mere poleret popidol i takt med en ny tids smag. Han optrådte ikke under sin soldatertid, men pressen viste ham ivrigt i uniform og fulgte endda med på øvelser, så publikum kunne se den før så chokerende sanger som en pligtopfyldende ung mand på den rette side i den kolde krig. Det var med til at gøre ham betydeligt mere acceptabel end før over for den bredere offentlighed. Samtidig kom der en langt større imødekommenhed over for ungdommen som et særligt forbrugersegment i 1960’ernes bølge af generel økonomisk vækst.
Som ikon for de tidlige 1960’eres popkultur var Elvis Presley heller ikke ukontroversiel, men præmisserne for de kontroverser adskilte sig markant fra 1950’ernes kulturkampe. Hvor han i 1950’erne var blevet anset for at være en oprører, så 1960’ernes intellektuelle kritikere ham snarere som udtryk for en fordummende og ensrettende kommerciel kultur. I senere tilbageblik kan både 1950’ernes og start-1960’ernes nye ungdomskulturer dog siges at have banet noget af vejen for det egentlige ungdomsoprør i slutningen af 1960’erne – og dermed for omfattende justeringer i normer, omgangsformer og forventninger til ungdommen.
Kilder: 1950'ernes danske beskrivelser af den unge Elvis Presley
”Det allernyeste idol”. Artikel om Elvis Presley i Social-Demokraten, 13. juli 1956
”En ny 'Galskab' paa Vej?”. Artikel om Elvis Presley i Aarhus Amtstidende, 17. juli 1956
”Rullekongen fra USA”, DR-radioudsendelse fra december 1956, tilrettelagt af Bent Henius, som netop var vendt tilbage fra en rejse til Canada.