Interview med Otto Brandenburg i Billed-Bladet, 22. juni 1960

Kilder

Kildeintroduktion:

I sommeren 1960 blev Otto Brandenburg (1934-2007) gift. I udlandet havde musikbranchen erfaret, at et mandligt ungdomsidols popularitet faldt voldsomt, hvis ungkarlestatussen forsvandt. Derfor besluttede Otto Brandenburgs pladeselskab, at det skulle holdes hemmeligt. Det lykkedes dog ikke ret længe, men i forsøget indledte man et samarbejde med Billed-Bladets journalist Annette Winding, som skrev artiklen “Ene men stærk”. I artiklen fremgår det direkte, at man har tænkt sig at holde det hemmeligt, hvis Otto begynder at se en kvinde fast, for det vil skade forretningen og såre de tilbedende unge piger. Det er altså tydeligt, at det ikke er en artikel skrevet til de unge, men snarere om de unge.

Artiklen er et udtryk for den kritiske diskurs, der var omkring idoldyrkelsen af de nye pop- og rockstjerner i 1950’erne og 1960’erne, men den er også et eksempel på, hvordan pladeselskaberne havde ret frie tøjler i forhold til lanceringen af deres musikere i pressen. 


Klik på billedet for at læse artiklen som pdf. Fra: Billed-Bladet


Ene Men Stærk

Den forgudede Otto Brandenburg vil ikke lade sine følelser dræbe populariteten. Teen-agerne skal ikke tro, drømmene om ham er urealistiske

 

TEKST: Anette Winding                FOTO: Vagn Hansen

Det maa godt komme ud, at Otto Brandenburg ryger fyrre cigaretter om dagen og bru­ger tre kvarter af hver morgen til vægtløftning for at faa tjæren ud af lungerne igen. (Detaljerne i denne vedligeholdelse af aandedrætsorganerne skal De blive skaanet for, men sagt i fortrolighed synes han heller ikke selv, den er rar).

Derimod bliver popsangerens fø­lelsesmæssige status ikke gjort op for aabent tæppe. Af hensyn til po­pulariteten skulle det nødig komme ud, hvis han begyndte at gaa alt for fast med en pige.

— I andre lande, siger han, er det skam nævnt i enhver grammofon­kontrakt med en ung sanger, at han helst ikke maa gifte sig, og det er jo meget naturligt. Tænk paa alle de teen-age-piger, der har forelsket sig i et billede eller en stemme. Mon ikke deres drømme ville tage en brat afslutning, hvis de fornemmede, der ikke var noget at drømme sig til? Og mon ikke de ville være mindre tilbøjelige til at købe sig fattige i hans plader, hvis de ikke drømte om ham?

Vi sænker altsaa et hemmeligheds­fuldt slør over denne del af Otto Brandenburgs tilværelse.

Til gengæld skal det af hensyn til de unge mennesker, der kunne tænke sig at efterligne Otto Bran­denburgs publikum i Løgstør — som i begejstring masede og skubbede saa kraftigt for at naa deres idol, at han maatte søge tilflugt i en mørk garage for flere timer — oplyses, at den 25-aarige sanger er i stand til at klare en hvilken som helst situa­tion med de bare næver. Gennem fire aar gjorde han sig glimrende bemærket som amatørbokser, men maatte holde inde, fordi resten af de Four Jacks syntes, det virkede paa­ faldende paa en scene, at han saa ofte optraadte med et blaat øje eller en opsvulmet overlæbe.

Det er ni aar siden, Brandenburg begyndte at synge. Først sammen med Poul Rydi Jensen i et par aars ubemærkethed, senere som en af de fire.

For to aar siden blev han uven­ner med de andre i vokalensemblet, han syntes ikke, de fornyede sig til­ strækkeligt.

— Saa stod jeg altsaa de?r og tænk­te, at der jo var noget nyt noget, der hed rock. Saa øvede jeg mig i to maaneder (Stig Lommer stillede venligst ABC-teatret til raadighed, da sangeren dengang boede i et selvistandgjort, men ikke lydisoleret pul­terkammer paa Vesterbrogade), og saa begyndte jeg altsaa i Ridder­salen i en Cabaret med Sigrid Home Rasmussen. Den lukkede altsaa, og saa kom jeg paa en turne? med blandt andre Grete og Jørgen Ingmann. In­gen af os fik nogensinde vores penge, men det gik jo meget godt alt­sammen, og saa begyndte jeg altsaa at indspille plader.

Resten af historien bør vi kende. Seksten af hans numre udødeliggjort i uforgængeligt materiale og sendt paa market to og to med et charmerende portræt paa omsla­get. En af pladerne, What Do You Want To Makes Those Eyes At Me For og Dukke Lise, er solgt i 50.000 eksemplarer foreløbig. Til oriente­ring skal en plade ud i 15.000 eks­emplarer for at være solgt godt.

Der er dannet adskillige fan clubs til hans ære (i en af dem har man den ordning, at for hver 500 — fem­ hundrede — medlemmer skal e?t en tur i byen med »the man himself«), og posten bringer ikke under 50 be­undrerbreve om dagen, skønt der paa døren til den moderne et-værelses lejlighed paa Tagensvej staar Jørgensen for at narre. Det kan un­dertiden have sine vanskeligheder at faa skubbet døren op, for Otto Bran­ denburg er bogstavelig talt kun hjemme en dag om ugen. Resten af tiden rejser han fra den ene forening til den anden landet over (han er engageret hver aften indtil marts 1961). Af og til maa han ogsaa en tur til Tyskland, hvor han foreløbig har indspillet fire plader og i øvrigt har planer om at flytte ned (hvis han ikke giver efter for drømmen om et idyllisk hus paa landet) af hensyn til skattevæsenet. Og i den nærmeste fremtid skal han til Stock­holm for at medvirke i et fjernsyns­show, til Finland paa turne? og til Norge for et par optrædender.

Otto Brandenburg øver sig aldrig. Naar han faar et nyt nummer, kom­mer han et par timer før, han skal optræde og synger teksten igennem med sin faste guitarist. Maaske lidt ejendommeligt paa baggrund af hans utilfredshed med tidligere kollegers uvilje mod at forny sig.

— Jamen, jeg fornyr mit reper­toire, ikke min stil. Jeg synger sta­dig rock og har i sinde at fortsætte med det. Ganske vist er der ikke nogen, der ved, at jeg gør det — der­ for maa jeg blandt andet til forskel fra alle øvrige rock-sangere godt op­ træde i K.B.-Hallen — for folk kan kun høre, det er rock, naar de faar det at vide.

»Folk« i denne forbindelse er vist lige saavel Otto Brandenburgs fans, som de, der ikke kender noget vi­dere til den tidligere maskinarbej­der. Men for hans skyld er det lige­gyldigt — saa længe han kan køre rundt i sin aabne sportsvogn, bliver stiv i nakken af at skrive sit navn paa billeder — trykt i enorme oplag og for enorme summer — og træt i hovedet af at finde paa ny drejnin­ger af autografen for at det ikke skal blive for kedsommeligt. Saa længe han kan faa en 13-aarig pige til at rødme dybt og lykkeligt ved at skrive Hello-Helle og hjertelig hilsen i hendes bog, og saa længe skattevæsnet kræver summer, det er værd at nævne, klager han ikke.