Artikler
Runesten blev rejst fra 700-tallet, men langt de fleste danske runesten er rejst i årtierne efter kristendommens indførelse i cirka 970. Stenene blev blandt andet rejst for at vise slægternes betydning.
Fra det gamle danske område kendes i omegnen af 260 runesten, hvoraf langt de fleste er rejst i Østjylland og Skåne. Stenene har været rejst på synlige steder, for eksempel ved veje, vadesteder og gravpladser, og de har sikkert også været med til at markere grænsedragninger mellem forskellige magtområder. Runestenene har desuden været malet i stærke farver, især rød og sort, men også hvide og blå farver forekommer.
Slægtens kontinuitet
Det var datidens stormænd og storkvinder, der rejste runestenene over familiemedlemmer, fæller, høvdinge og hirdmænd. De rejste runesten for at vise slægtens kontinuitet, fællesskab og sikre den efterlevende slægt arverettighederne efter den person, som runestenene blev rejst over.
De ældste runesten er rejst fra cirka 700 til midten af 900-tallet og hørte hjemme i et førkristent samfund med indskrifter, der påkalder Thor. De er rejst på Fyn, i det sydjyske område og på Sjælland og var ikke mere en cirka 20 i antal. De berømte ældste sten er Helnæs, Gørlev, Glavendrup og Tryggevælde, de to sidstnævnte rejst af Ragnhild, som øjensynligt var en af Danmarks mest magtfulde kvinder i 900-tallets første halvdel. De yngste runesten i Danmark er rejst på Bornholm i 1000-tallet.
Jellingstenene består af en mindre og en større runesten. Den mindste runesten, som er afbilledet ovenfor fra to sider, er ældst. Formentlig fra ca. 950. Den er rejst af kong Gorm den Gamle til minde om hans hustru Thyre. Stenen er også den ældst bevarede danske kilde, hvor Danmark nævnes i skriftlig sammenhæng. De to runesten afspejler begyndelsen på en væsentlig transformation i det danske samfund – overgangen fra den hedenske vikingetid til den kristne middelalder. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet
Kristendommen medførte flere runesten
Harald Blåtands kristning af Danmark og den store runesten i Jelling har været medvirkende til den vældige opblomstring af runestensrejsningen i slutningen af 900-tallet. De yngste runesten indeholder kristne bønner og er langt de fleste i antal. Sammen med kristendommen blev også den kristne gravskik indført, og med denne forsvandt muligheden for at de ledende slægter kunne demonstrere magt og rigdom gennem storslåede gravlæggelser. Stormændene havde derfor brug for nye måder at vise deres storhed, slægtsfællesskab og grænsedragninger på, og dette skete blandt andet gennem runestenenes budskaber og deres placering i landskabet.
Den store Jellingsten fra henholdsvis tekstsiden, Kristussiden og løvesiden. Den store runesten er sværere at tidsfæste, men den er formentlig blevet rejst mellem 960 og 985 af Harald Blåtand (død ca. 987). På runesiden står der: Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Thyre, sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet
Runestensskikkens ophør
Omkring 1020 ophørte runestensskikken i Danmark, bortset fra Bornholm, som først blev kristnet i midten af 1000-tallet. Samfundet havde i løbet af et par generationer efter kristendommens indførelse vænnet sig til den nye samfundsstruktur, og runestenene mistede dermed deres betydning som markører af slægtskontinuitet og grænsedragninger på overgangen mellem det hedenske og det kristne samfund.