Jakob Røds røgelseskar

Et røgelseskar er et lille, hult og todelt metalkar med kædeophæng. I karret afbrændes røgelse, og når det svinges frem og tilbage spredes velduftende røg i kirkerummet igennem huller i karret. Røgelseskar spiller en vigtig rolle i katolske rituelle kirkehandlinger, hvor røgen bl.a. opfattes som rensende. Røgelseskar var derfor kirkeinventar i danske kirker, mens landet var katolsk, dvs. indtil reformationen i 1536, som markerer middelalderens afslutning.

  
Kalkmaleri i Ballerup kirke på Sjælland fra første halvdel af 1400-tallet. Motivet forestiller dommens dag, hvor Kristus er omgivet af to engle. Den ene svinger et røgelseskar på samme måde, som præsten gjorde det i kirken. Foto: Nationalmuseet, Kirsten Trampedach.   

Jakob Røds røgelseskar blev lavet af en bronzelegering ved hjælp af en metode, som på fransk kaldes à cire perdue 'ved tabt voks'. I praksis udfærdiges en model i voks, der indkapsles i ler og derefter brændes. Ved brændingen smelter voksen, løber ud og ”tabes”. Tilbage er en støbeform af brændt ler, der kan fyldes med flydende metal. Den støbte genstand er helt identisk med den tabte voksmodel. Runerne på Jakob Røds kar har derfor også en ubesværet formgivning, idet de kunne ristes ind i den bløde voks fremfor at blive graveret ind i det hårde metal. Man, sikkert Jakob Rød selv, har formentlig brugt stylus, en særlig skrivepen, på samme måde som man i middelalderen skrev på vokstavler.

Jakob Røds røgelseskar er på grund af produktionsmåden hver især unikke, men de hører stilmæssigt til en type af røgelseskar, der var på mode på kontinentet omkring år 1200. Især ét af Jakob Røds kar, som har tilhørt Bøstrup kirke på Langeland, er karakteristisk. Låget er udformet som et lille hus, der er en imitation af det himmelske Jerusalem, som var et vigtigt symbol i den katolske middelalder. Det er svært at datere Jakob Røds kar mere præcist end til 1200-tallet, da dateringen bygger på kunsthistoriske betragtninger - dvs. karrenes stilistiske udformning, deres typologi - og de sproglige træk, der findes i runeindskrifterne.

Detalje af Bøstrup-karret fra Langeland. Runeindskriften er på latin og lyder i oversat form: "Mester Jakob Rød gjorde mig". Kunne man afkode runelatinen, fortalte den, at karret var lavet af Jakob Rød. Foto: Nationalmuseet  

Runerne på Jakob Røds røgelseskar 

Runeskriften kædes ofte sammen med vikingetidens runesten og det før-kristne samfund. I realiteten fik runeskriften størst social udbredelse i kølvandet på kristendommens indførelse i slutningen af vikingetiden og stod som hovedregel ikke i et modsætningsforhold til det kristne samfund. Eksempelvis skrev gejstlige korte religiøse formuleringer eller bønner med runer, f.eks. på vægge i kirkerne, og runerne blev også anvendt på gravsten og kirkeklokker. Det var ikke et unikt tilfælde, når Jakob Rød anvendte runerne i en kirkelig sammenhæng.

Runeindskrift i koret i Aggersborg kirke ved Limfjorden, der rummer adskillige runeindskrifter fra højmiddelalderen. Indskriften på billedet er en latinsk hyldest til jomfru Maria, Ave Maria, på dansk: Hil dig, Maria. Foto: runer.ku.dk.   

Grundsætningen på Jakob Røds tolv røgelseskar er: ”Mester Jakob Rød gjorde mig”. En sådan formulering var almindelig og kendes også fra f.eks. stenhuggeres værker. Her er altså tale om en slags håndværkersignatur, som var et ganske udbredt fænomen i perioden. Sådanne signaturer afspejler en håndværkers ønske om at kommunikere, at netop han havde lavet en konkret genstand.

På Jakob Røds værksted har man fremstillet karrene, men det var næppe mesteren selv, der gav dem bort til kirkerne. Det har været bestillingsarbejde. I indskriften på karret fra Ollerup kirke står f.eks.: ”Toke købte mig”. Givetvis har Toke købt karret af Jakob Rød og derefter skænket det til kirken. Gaver til kirken gav aflad, og man kan forestille sig, hvorledes Toke og andre har købt og doneret Jakob Røds kar til de fynske kirker i håb om at slippe gennem skærsilden med mindst mulig pine. Et røgelseskar fra Ulbølle kirke er muligvis skænket kirken af en mand for at opnå sjælsfrelse for sin hustru. Indskriften er delvis skadet, men der står formentlig: ”… hustru Meretes sjæl …”.

Røgelseskarret fra Hundstrup kirke på Fyn med den korte runeindskrift: "Magister Rød". Her er således tale om en håndværksmesters signatur med latinsk titel men tilnavn i dansk sprogform. Foto: Nationalmuseet, Arnold Mikkelsen.  

Man kan med nogen ret hævde at sprogsamfundet i middelalderen var både tosproget (latin var et udbredt sprog, især i kirkelige sammenhænge) og to-skriftsproget. I løbet af højmiddelalderen blev runerækken udvidet med flere tegn og tegnvarianter, og i løbet af perioden kom en række særtegn i brug, som kunne bruges på linje med latinske bogstaver. Et betydeligt antal indskrifter viser dog, at man generelt fastholdt runetegnenes antal (16) og rækkefølge: f-u-þ-a-r-k-h-n-i-a-s-t-m-b-l-y. Indskrifterne på røgelseskarrene fra Fyn fremviser samlet betragtet et næsten perfekt sæt af det middelalderlige tegninventar. De er skrevet dels på dansk, dels på latin, men kun med runer. Indskrifterne varierer fra få ord til en længere indskrift bestående af flere sætninger.  

Hvem var Jakob Rød?

Mesterens fornavn er 'Jacobus' eller på dansk Jakob. Han kalder sig selv 'magister' på latin, men mester på dansk. I middelalderen blev titlen magister i kombination med et personnavn overvejende brugt som akademisk titel af gejstligt uddannede, men også som titel for håndværksmestre, og Jakob Rød har rimeligvis brugt titlen som netop håndværksmester. Hvis Jakob Rød var, eller også var, magister i akademisk forstand, var han en af ganske få danskere, som havde studeret i udlandet på dette tidspunkt, da der endnu ikke var et universitet i Danmark. Det er også umuligt at få vished om, hvad der var motivationen for hans tilnavn, 'Rufus' eller på dansk Rød. Måske var han rødhåret eller rødmosset? Eller måske henviste tilnavnet til det glødende metal, han producerede varer af.

Mester Jakob omtaler også sig selv som 'faber', det latinske ord for smed, og knytter i en af indskrifterne sig selv til byen Svendborg. Stednavnets runeskrevne form er (translittereret til latinske bogstaver) sinnæbu=uhr, hvilket må afspejle en fejllæsning af en form skrevet med latinske bogstaver. Bogstavskriftens u, i, n og m kunne nemlig være svære at skelne fra hinanden. Runerne sinn er derfor formentlig en fejl for 'suin', altså ordet svin, der indgår som forled i stednavnet Svendborg, og som sikkert refererede til de marsvin, man kunne fange i havet omkring Fyn.  Disse få ord og navne fortæller os om Jakob Rød og om udfordringer der er ved at afkode runerne på hans røgelseskar.

Røgelseskar fra Ulbølle kirke med den lange runeindskrift, som bl.a. fortæller, at karret er lavet af Jakob Rød. I øvrigt nævnes en ukendt mands hustru ved navn Merete. Foto: Nationalmuseet, Arnold Mikkelsen.  

Betydningen af Jakob Røds røgelseskar

Det er uvist, hvor mange der kunne læse indskrifterne på mester Jakobs kar. Der har nok været et vist runekyndigt publikum for dansksprogede udsagn som ”Toke købte mig” og ”Mester Jakob gjorde mig”. De latinske formuleringer har kunnet læses og oplæses af samme, men næppe kunnet direkte forstås af majoriteten. De religiøse bønner har været henvendt til de højere magter og i den forstand haft en anden kommunikativ funktion, der kan sammenlignes med eksempelvis sygdomsafværgende runeamuletindskrifter med tilsvarende katolske gudspåkaldelser.

De fleste af Jakob Røds kar blev skænket til Nationalmuseet i begyndelsen af 1800-tallet fra private ejere, og i dag opbevares ti af tolv røgelseskar med runer på Nationalmuseet. Et kar fra Svindinge kirke på Østfyn er gået tabt, men dets indskrift blev afskrevet i begyndelsen af 1700-tallet. Et andet kar er på uvis måde kommet til Tjøme ved Oslofjorden i Norge, hvorfor det i dag befinder sig på Kulturhistorisk Museum i Oslo. Flere kar kan i dag ses i Nationalmuseets udstilling om Danmarks middelalder.