1960'ernes højkonjunktur førte til udbygning af velfærdsstaten og øget velstand i Danmark – og en større middelklasse og ungdomsoprør mod de gældende normer. Velfærdsstaten kostede imidlertid mange penge og gav således også udbredt utilfredshed med den stigende skat, ligesom både borgerlige og venstreorienterede vælgere var utilfredse med, at Socialdemokratiet dominerede det politiske landskab. Det synlige bevis på dominansen var, at partiet havde regeringsmagten i årene 1953-68 og 1971-73.

Nederlag til de fire gamle partier

Valget den 4. december 1973 vendte op og ned på det politiske billede. Der var tale om et stort nederlag til de fire store, gamle partier: Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre. Traditionelt havde vælgerne indtil 1973 – generelt set – stemt på det samme parti valg efter valg. Nye vælgere trådte groft sagt i de samme politiske fodspor som deres forældre eller fulgte partiernes ideologier: socialisme (socialdemokratisme), liberalisme, konservatisme og socialliberalisme.

I 1973 skiftede næsten 44 % af alle vælgere imidlertid parti, og det markerede det største vælgerskred i dansk historie. Således fik Det Konservative Folkeparti kun halvdelen af sine mandater fra det foregående valg, mens Socialdemokratiet med 25,6 % af stemmerne oplevede det ringeste valg siden 1. verdenskrig. Hvor antallet af partier i Folketinget før valget var fem, blev antallet nu fordoblet til ti. De store omvæltninger fik iagttagere til at døbe 1973-valget 'jordskredsvalget'.

Ved tidligere valg havde de fire gamle partier ofte fået 80-90 % af stemmerne, og de fordelte mandaterne mellem sig på den måde, at Socialdemokratiet på den ene side og Venstre/Det Konservative Folkeparti på den anden side var næsten lige store. Det Radikale Venstre var ofte udslagsgivende, når der skulle vælges regering, og det havde venstreorienterede partier som Danmarks Kommunistiske Parti, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne ikke kunnet forhindre.

Årsager til vælgerskredet

Der var en lang række faktorer, der i 1973 spillede ind på det markante vælgerskred og succesen for de fem nye partier i Folketinget – hvoraf to partier tidligere havde været repræsenteret. En af faktorerne var danskernes forhold til Europa. Danskerne havde i 1972 stemt ja til at blive medlem af EF (Det Europæiske Fællesskab, senere EU), og selv om folkeafstemningen resulterede i et overvældende ja (63,4 %), var der modstandere, der mente, at debatten havde været alt for præget af trusler om, hvor galt det ville gå, hvis Danmark ikke kom med i EF fra 1. januar 1973. DKP og Retsforbundet havde begge en klar nej-profil, der var medvirkende til deres tilbagevenden til Folketinget.

Nye partier så dog også dagens lys. Kristeligt Folkeparti var blevet dannet i 1970. Folkene bag partiet tog et oprør med VKR-regeringens (1968-71) frigivelse af billedpornografi i 1969, ligesom partiet var modstander af seksualundervisning i folkeskolen, der blev indført i 1970. Med et program, der havde fokus på familien og moralske værdier, stod Kristeligt Folkeparti også stærkt i debatten om retten til fri abort, der blev vedtaget i 1973. Centrum-Demokraterne blev dannet i 1973 og opnåede som nydannet parti næsten dobbelt så stor vælgertilslutning som Kristeligt Folkeparti – nemlig 7,8 %. Centrum-Demokraterne brød ud fra Socialdemokratiet og tiltrak socialdemokratiske vælgere, der var utilfredse med det gamle arbejderpartis venstredrejning. Samtidig var dele af Centrum-Demokraternes politik lagt an på at beskytte parcelhusejere. På den måde appellerede Centrum-Demokraterne i høj grad også til borgerlige vælgere.

Det mest bemærkelsesværdige ved jordskredsvalget var dog Fremskridtspartiets indtog i Folketinget. Partiet var blevet stiftet i 1972 og tordnede ind i Folketinget med 15,9 % af vælgerne bag sig og fik 28 mandater. Partiet blev dermed det næststørste parti – kun overgået af Socialdemokratiet. Advokat Mogens Glistrup var Fremskridtspartiets karismatiske leder, der talte imod det høje skattetryk og bureaukratiet i den offentlige sektor (”papirnusseriet”).

Konsekvenser

Ved jordskredsvalget blev antallet af partier i Folketinget fordoblet fra fem til ti. Valget betød et opgør med det klassiske politiske billede, hvor først og fremmest ’de fire gamle’ partier - Socialdemokratiet, De Radikale, De Konservative og Venstre - havde domineret. Samtidig indvarslede valget en mere flydende parlamentarisk situation i Danmark med større bevægelser mellem partierne, som ikke mere i samme omfang kunne stole på kernevælgernes ubetingede opbakning. De efterfølgende år blev derfor præget af regeringer med spinkel parlamentarisk opbakning og en række små partier prøvede at komme i Folketinget. Ved de følgende – hyppige – valg opstillede 12-15 partier, der alle kappedes om vælgerne.