Valgets temaer

Fire partier stillede op til valget: Højre, Det moderate Venstre (officielt navn: Det Forhandlende Venstre), Venstrereformpartiet og Socialdemokratiet. De konservative aviser og Højre forsøgte op til valget at mobilisere på en afstandtagen til det fremadstormende Socialdemokrati. På denne måde søgte de også at ramme Venstrereformpartiet, der i flere år havde indgået valgalliancer med Socialdemokratiet for ikke at skade hinandens kandidater i den fælles modstand mod Højre. Dette tema havde tidligere mobiliseret vælgerne henimod Højre og Det moderate Venstre under parolen om at ”sætte Bom for Socialismen”, men denne gang blev det ingenlunde succesfuldt.

Modsat agiterede både Socialdemokratiet og Venstrereformpartiet for at få indført folketingsparlamentarisme, så en regering var nødt til at have et folketingsflertal bag sig. Det blev opfattet som et påtrængende behov, da Højre-regeringerne efter Estrups afgang i 1894 på grund af manglende parlamentarisk opbakning havde haft svært ved at gennemføre lovgivning. Venstrereformpartiet var det klart største parti i oppositionen, og J.C. Christensen var oppositionens egentlige leder. Socialdemokratiet førte valgkamp på en bred ideologisk platform, som skulle tale til og mobilisere arbejdervælgerne. Emner som kvindelig valgret og en mere jævn fordeling af skattebetalingen blev også inddraget i valgkampen, især af Socialdemokratiet og dele af Venstrereformpartiet.

Valgets resultat

Folketingsvalget i 1901 var det første, der gennemførtes ved hemmelig afstemning. Førhen var valghandlingen foregået ved håndsoprækning eller ved offentlig skriftlig afstemning. Valgets store vinder blev Venstrereformpartiet. J.C. Christensen førte sit parti til en knusende valgsejr med 12 nye mandater (13 med det færøske mandat), i alt 75 (ditto 76). Regeringspartiet Højre blev halveret og sad tilbage med en folketingsgruppe på 8 – eller som den satiriske presse sagde: ”en Droskefuld”. Det moderate Venstre, som i 1894 havde indgået forlig med Højre, led for tredje valg i træk et stort nederlag og måtte afgive 7 mandater. Socialdemokratiet vandt 2 mandater og satte sig dermed på i alt 14. Valgresultatets nødvendige konklusion måtte være, at Hannibal Sehesteds Højre-ministerium ikke kunne fortsætte. Christian 9. var efterhånden blevet overbevist (sandsynligvis af sine børn) om det samme, og han meddelte Sehested, at der skulle dannes et nyt ministerium, når han var vendt hjem fra sit årlige kurophold i Tyskland. Der gik således et par måneder fra valgets resultat til udpegningen af landets første Venstre-ministerium.

Den ny konseilspræsident blev ikke Venstrereformpartiets leder, J.C. Christensen, men juraprofessoren J.H. Deuntzer (1845-1918), der ikke sad i Folketinget. Deuntzer var en acceptabel kandidat for kongen, da han var personlig ven af kongens ven, stifter af den store koncern Det Østasiatiske Kompagni (ØK) H.N. Andersen (1852-1937), der var venstremand "i nogen Grad", som han selv sagde. Det spillede formodentlig også en rolle for Christian 9., at Deuntzer ikke var folketingsmedlem, hvorved hans 'kapitulation' over for Folketinget ikke var så stor. J.C. Christensen blev i stedet kultusminister, en blanding af kirke- og undervisningsminister, selvom han dog stadig var regeringens reelle politiske leder. Det var også ham, der primært satte ministerholdet, hvor der blev plads til den radikale fløjs symbolske faderskikkelse, Viggo Hørup (1841-1902), der ellers havde ladet sig pensionere fra politik i 1894. Det var også i det år, at Det moderate Venstre havde indgået forlig med Højre, og på næsten symbolsk vis blev der ikke plads til dem i det første folketingsparlamentariske ministerium i dansk politisk historie.

Regeringen Deuntzer var en ren Venstre-regering. Fra: Statsministeriet

Statistik

I nedenstående tabeller ses fordelingen af stemmer m.v. ved folketingsvalget i 1901. Der hersker en vis usikkerhed omkring tallene, idet stemmelisterne blev ført mangelfuldt i nogle valgkredse. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tabellen. Kilde: Danmarks Statistik  

[1] I de kredse, hvor kun én kandidat var opstillet, blev denne ifølge den dengang gældende valglov proklameret som kredsens folketingsmand uden valg, medmindre mindst 50 personer i kredsen krævede, at der blev holdt en afstemning for eller imod pågældende kandidat. Hvis en afstemning resulterede i et flertal imod kandidaten, kunne en ny kandidat melde sig frem til klokken 8 den efterfølgende morgen, hvorefter et nyt valg skulle afholdes. Meldte ingen sig, blev den oprindelige kandidat valgt uden yderligere afstemning. Hvor stemmer for en kandidat er talt med i kandidatens partis samlede stemmetal, er stemmer imod angivet i 'Nej-stemmer'-rubrikken.

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i 1901. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik

Den procentvise fordeling af stemmer ved folketingsvalget i 1901. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i henholdsvis 1901 og 1898. Resultatet af folketingsvalgene på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik