Kilder
Kildeintroduktion:
Med 'Lov om ændring i lov om folkeforsikring', der blev vedtaget i 1956 og trådte i kraft 1. april 1957, fik alle borgere over 67 år ret til folkepension. Folkepension er en offentlig ydelse, der gives uanset formue, tidligere erhvervsaktivitet og indkomst. Danmark fik hermed sin første universelle velfærdsydelse, der kan ses som et vigtigt led i velfærdsstatens udvikling. I det følgende er gengivet de relevante lovændringer, som udgjorde overgangen fra den tidligere "aldersrente" til folkepensionen.
Lov om ændring i lov om folkeforsikring som gengivet i Lovtidende for 1956. Klik her eller på billedet for at se hele lovteksten.
Lov om ændring i lov om folkeforsikring.
(Vedrørende indførelse af folkepension, ændringer af fradragsreglerne for beregning af folkepension og invalidepension og forhøjelse af pensionernes grundbeløb)
Vi Frederik den Niende, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenburg,
Gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§1.
I lov om folkeforsikring, jfr. bekendtgørelse nr. 218 af 11. juli 1953 med senere ændringer, foretages følgende ændringer og tilføjelser:
Til § 1.
Stk. 2 affattes således:
"Stk. 2. Enhver, der således har sygeforsikret sig eller sikret sig adgang til at blive sygeforsikret, er – med den begrænsning, der følger af bestemmelserne i § 36 – samtidig forsikret mod invaliditet og berettiget til pension på grund af alder, forsåvidt han har indfødsret og er bosat her i riget eller forhyret med dansk skib. For personer under 67 år giver denne forsikring ret til invalidepension, forsåvidt den forsikredes erhvervsevne ifølge kendelse af invalideforsikringsretten må anses for betydeligt nedsat, jfr. § 38 stk. 1, eller, forsåvidt de herfor fastsatte særlige betingelser er tilstede, til den i § 62 omhandlede ydelse. Til personer over 67 år – samt til enlige kvinder i alderen 62-67 år, der ikke oppebærer invalidepension – ydes pension på grund af alder uden undersøgelse af, hvor meget erhvervsevnen er nedsat; denne pension benævnes folkepension. For adgangen til at erholde invalidepension erlægger forsikrede i alderen mellem 18 og 62 år en særlig præmie i forbindelse med sygeforsikringskontingentet. Adgang til folkepensionens mindste beløb i henhold til § 39, stk. 2, er ikke betinget af, at pågældende opfylder de forannævnte vilkår med hensyn til sygeforsikring. Retten til invalide- og folkepension er iøvrigt undergivet reglerne i afsnit II."
Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:
"Stk. 3. Hvor særlige forhold taler derfor, kan socialministeren uanset bestemmelsen i stk. 2, 1. punktum, om optagelse i sygeforsikringen tillægge en person folkepension i henhold til § 39, stk. l, forudsat at pågældende iøvrigt opfylder betingelserne for at oppebære folkepension."
Stk. 3 ændres til stk. 4 og affattes således:
"Stk. 4. Når svigtende helbred eller andre ganske særlige omstændigheder taler derfor, kan kommunalbestyrelsen, i København et af kommunalbestyrelsen nedsat udvalg på mindst 5 medlemmer, såfremt mindst 2/3 af kommunalbestyrelsen, henholdsvis udvalget, stemmer derfor med samtykke af det i stk. 5 nævnte udvalg – uanset bestemmelsen i stk. 2, 3. punktum – undtagelsesvis tillægge en person folkepension i henhold til § 39, stk. l, allerede fra det fyldte 60. år, forudsat at pågældende iøvrigt opfylder betingelserne for at oppebære folkepension."
Som nyt stk. 5 indsættes:
"Stk. 5. Det udvalg, for hvilket spørgsmål om tilkendelse af folkepension i henhold til stk. 4 skal forelægges, består af direktøren for sygekassevæsenet som formand samt 2 af socialministeren udpegede medlemmer, af hvilke det ene skal være en af de til direktoratet for sygekassevæsenet knyttede lægekonsulenter, det andet skal repræsentere kommunerne. Udvalgets forretningsorden fastsættes af socialministeren, der kan bemyndige udvalget til at henvise de sager, i hvilke samtykke til at yde folkepension efter direktøren for sygekassevæsenets skøn bør meddeles, til direktørens afgørelse. Udvalgets afgørelse er endelig og kan ikke indankes for socialministeren."
[…]
Til § 39.
[…] Efter stk. 1 indsættes som nye stykker:
”Stk. 2. Folkepensionens mindstebeløb udbetales til personer, der er fyldt 67 år, uden hensyn til modtagernes økonomiske forhold. Beløbet udgør for ægtepar, når begge opfylder betingelserne for at opnå folkepension, 9 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for forsørgere, således som den senest er beregnet af det statistiske departement. Til enlige samt ægtepar, når kun den ene af ægtefællerne opfylder betingelserne, udgør mindstebeløbet 2/3 af beløbet for ægtepar.
Mindstebeløbet udgør for hele landet i tiden indtil 31. marts 1958 et beløb svarende til et årligt pensionsbeløb af 1020 kr. for ægtepar, når begge opfylder betingelserne for at opnå folkepension, og 684 kr. for enlige personer samt ægtepar, når kun den ene af ægtefællerne opfylder betingelserne. De anførte beløb beregnes efter reglen i § 85, stk. 4.
Stk. 3. Undtaget fra bestemmelserne i stk. 2 er personer, der oppebærer pension fra staten, folkeskolen, folkekirken, en kommune, et koncessioneret selskab, en offentlig virksomhed eller fra en statsunderstøttet pensionskasse, eller som ved afgang fra tjenesten har adgang til en sådan pension. Tilsvarende gælder de pågældendes nuværende og eventuelle tidligere ægtefæller, såfremt disse er berettiget til at opnå pension efter de pågældende.
Stk. 4. Når ganske særlige forhold foreligger, kan socialministeren efter forhandlinger med finansministeren dispensere fra bestemmelserne i stk. 3. Endvidere er socialministeren bemyndiget til efter forhandlinger med finansministeren at fastsætte de nærmere regler for, i hvilket omfang folkepensionen efter bestemmelsen i stk. 2 kan ydes i tilfælde, hvor der tidligere er tillagt pågældende en understøttelse af offentlige midler på grundlag af tjeneste i ikke-pensionsberettigende stilling.”
[…]
§ 2.
Stk. 1. Overalt i loven erstattes ”invaliderente”, ”aldersrente” og ”rente” med: ”invalidepension”, ”folkepension”, og ”pension”, ligesom ”invaliderentemodtager”, ”aldersrentemodtager” og ”rentemodtager” ændres til henholdsvis: ”invalidepensionist”, ”folkepensionist” og ”pensionist”.
[…]
§ 4.
Socialministeren bemyndiges til at lade lov om folkeforsikring, jfr. lovbekendtgørelsen nr. 218 af 11. juli 1953, genoptrykke med de ændringer og tilføjelser, der er en følge af nærværende lov, lov nr. 319 af 8. december 1953, lov nr. 39 af 2. marts 1955 samt lov nr. 177 af 24. maj 1955.
§ 5.
Denne lov træder i kraft den 1. april 1957.
Givet på Christiansborgs slot, den 2. oktober 1956.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl.
Frederik R.
Socialmin. Folketingstid. 1955-56: 949, 1167, 5256,5877: A. 693: B. 785 og 1191: C. 589.