Baggrund

Vækst i byerne og den spirende industri skabte grundlag for en ny klasse af lønarbejdere i anden halvdel af 1800-tallet. En egentlig dansk arbejderbevægelse opstod med stiftelsen af Den Internationale Arbejderassociation for Danmark i 1871, i daglig tale kaldet Internationalen, som sidst i 1870’erne blev opdelt i et politisk parti, Socialdemokratiet, og i en fagbevægelse. Sidstnævnte skulle først og fremmest kæmpe for forbedringer af arbejdernes løn- og arbejdsvilkår, men dog i alliance med partiet.

Bevægelsen voksede i antal og styrke. Der kom flere fagforeninger, og der blev indgået flere og flere overenskomster, dvs. skriftlige aftaler mellem arbejdere og arbejdsgivere om løn, arbejdstid og andet, der vedrørte arbejdsvilkårene. I 1885 dannede skomagere, snedkere og vævere som de første landsdækkende fagforbund, og i 1898 fulgte en fælles landsorganisation, De Samvirkende Fagforbund (DSF), der repræsenterede fagforbund og -foreninger med til sammen 70.000 medlemmer. Flere store forbund var dog skeptiske overfor at overgive for megen magt til DSF. Resultatet blev en relativ decentral struktur, hvor f.eks. retten til at erklære strejke og indgå overenskomster fortsat lå hos de enkelte fagforbund. Som formand for DSF valgtes maler Jens Jensen (1859-1928).

Det stiftende møde i De samvirkende Fagforbund, også kaldet det store arbejderparlament, som fandt sted i København i dagene 3.-5. januar 1898. Mødet skulle egentlig have været holdt i Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade, der i dag er Arbejdermuseet. På grund af det store antal deltagere måtte det flyttes til den nyere og større sal i Folkets Hus på Enghavevej i København. Foto: Arbejdermuseet.

Under indtryk af fagbevægelsens vækst begyndte også arbejdsgiverne at slutte sig sammen. Særligt inden for jernindustrien forsøgte de aktivt at bekæmpe fagforeningerne. Det skete bl.a. gennem lockout, hvor arbejderne blev udelukket fra deres arbejde. Jernindustriens ledere, i folkemunde kendt som 'jernbaronerne', fik derfor ry for at være fagforeningerne særligt fjendtligt stemt. Der var dog også arbejdsgivere, som havde et andet syn på fagforeninger. Ved at indgå bindende aftaler med fagbevægelsens ledere kunne man forpligte disse på at tage medansvar for at opretholde rolige arbejdsforhold og afværge utidige arbejdskonflikter. På den måde kunne eksistensen af fagforeninger måske vendes til en fordel for arbejdsgiverne. Det var et synspunkt, som bl.a. storentreprenøren Niels Andersen (1835-1911) stod for.

Andersen blev i 1896 valgt til formand for en nystiftet forening af arbejdsgivere inden for byggeri og anlæg. Da foreningen fik tilslutning fra arbejdsgivere i industrien, skiftede den i 1899 navn til Dansk Arbejdsgiver og Mesterforening (DAM). I modsætning til fagbevægelsen var arbejdsgivernes organisation relativt stærkt centraliseret med magten samlet i DAM’s ledelse.

De 8 punkter

I foråret 1899 nedlagde snedkerne i Aalborg og seks andre jyske byer arbejdet. Strejken var en protest imod den nyligt indgåede overenskomst i snedkerfaget, som medførte lavere lønninger i Jylland end på Fyn og Sjælland. Det ville de jyske snedkere ikke acceptere. Både Snedkerforbundet og DSF frygtede en større konflikt, som man ikke havde kræfter til at vinde. Organisationernes ledelse lagde pres på snedkerne for at gå i arbejde. Det lykkedes til sidst, men for sent: arbejdsgiverne havde besluttet at trække en streg i sandet.

Med virkning fra den 24. maj erklærede DAM en national lockout inden for en række fag omfattende ca. 30.000 arbejdere. Senere blev lockouten udvidet til at omfatte ca. 40.000.

To af hovedpersonerne i den langvarige arbejdskamp, hvor arbejdere og arbejdsgivere tørnede sammen henover sommeren 1899. Til venstre ses maler Jens Jensen, formand for De samvirkende Fagforbund. Foto: Frederik Riise, Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Til højre entreprenør Niels Andersen, formand for Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening. Foto: Johan Crone, Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

Som betingelse for at afslutte lockouten stillede DAM en række krav, i samtiden kendt som ”de otte punkter”. Et hovedkrav var, at fagforeningerne skulle anerkende arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Andre krav havde til formål at centralisere forhandling og indgåelse af nye overenskomster mest muligt og dermed gøre DSF’s ledelse direkte ansvarlig for overenskomsternes overholdelse, også på lavere niveau. Arbejdsgiverne ønskede også, at alle fremtidige overenskomster skulle udløbe og genforhandles samtidig d. 1. januar. Det ville stille især fagforeningerne i byggefagene dårligt, for byggeriet lå ofte stille om vinteren, og så kunne man jo ikke true med strejke.

DSF svarede arbejdsgiverne, at man var villige til at indgå forhandlinger om de otte punkter, men at man under ingen omstændigheder kunne acceptere dem betingelsesløst. For DAM var punkterne som udgangspunkt ufravigelige, og konflikten dermed en kendsgerning.

Lockouten

Der var ved lockoutens start en vis frygt i offentligheden for, at de lockoutede skulle forsamle sig og skabe uro og optøjer. Den frygt vist sig dog hurtigt at være ubegrundet. En del lockoutede fra byerne valgte at rejse ud på landet eller til udlandet i et forsøg på at finde arbejde.

De tilbageværende modtog et mindre beløb i understøttelse fra deres fagforeninger. Pengene kom især fra de arbejdere, der ikke var lockoutramte og stadig havde en indtægt, men også fx fra handlende, der donerede en vis del af deres salgsindtægter. Konflikten blev også fulgt med stor interesse af fagbevægelsen i andre lande. Der blev indsamlet betragtelige støttebeløb i udlandet og holdt støttefester for de lockoutede danske arbejdere så langt væk som i Kapstaden, Sydafrika og i New York, USA. Tilsammen blev der under hele lockouten indsamlet mere end 2,5 millioner kroner.

Imens blev der forhandlet mellem parterne i det såkaldte Enighedskammer. Arbejdsgiverne fastholdt, at deres otte krav ikke kunne fraviges, og introducerede til og med en række nye. Det fik DSF til at svare igen med et krav om arbejdstidens nedsættelse fra ni til otte timer. Forhandlingerne endte resultatløst.

Internt i fagbevægelsen blev der rejst krav om, at man skulle svare igen på lockouten med strejker, som kunne ramme de arbejdsgivere, der ikke var i konflikt. Det modsatte Jens Jensen og DSF’s ledelse sig. Dels ønskede man ikke at give regeringen en anledning til at gribe ind på en for fagbevægelsen ugunstig måde. Dels ønskede man, at arbejderne i den offentlige opinion skulle fremstå som den angrebne part og arbejdsgiverne som de uforsonlige.  

Plakat for avisen Social-Demokraten, 1899. Det beskedne blad, som Louis Pio (1841-1894) grundlagde i 1871 var nu vokset til et af landets største dagblade og var et kraftfuldt talerør for arbejderne under konflikten. Avisen fik efterhånden lokaludgaver i hele landet. I 1959 skiftede det navn til Aktuelt. Faldende læsertal betød, at avisen lukkede i 2001. Foto: Privateje

Opinionen

Storlockouten fandt sted på bagkant af voldsom politisk konfrontation mellem på den ene side Højre og på den anden Venstre med Socialdemokratiet som juniorpartner. Arbejdsgiverne var politisk knyttet til Højre. Det var man ikke sene til at påpege fra arbejderbevægelsen, som erklærede sin kamp for medbestemmelse og indflydelse på arbejdspladserne som en kamp for ”industriel parlamentarisme”. Det var en parallel til kampen for politisk parlamentarisme, som Venstre førte, og som førte til en Venstreledet regering i 1901.

Støtten til de lockoutede fra især den radikale fløj i Venstre udeblev da heller ikke. Fra landet blev der sendt fødevarer ind til de sultne arbejderfamilier i byerne, mens arbejderbørn omvendt blev sendt på ferieophold hos sympatiserende bønder. I København samarbejdede arbejderbevægelsen og de liberale om at understøtte de lockoutede såvel materielt som moralsk.

I dagspressen fandt fagforeningerne naturligvis entydig opbakning i deres egen avis, Social-Demokraten. Men også Politiken stod klart på de lockoutedes parti. Moderate venstreblade som f.eks. Dannebrog forsøgte fra start at dele sol og vind lige, men blev mere kritiske mod arbejdsgiverne og deres manglende forhandlingsvilje, som konflikten skred frem.

Omvendt fandt arbejdsgiverne stærk støtte i den del af pressen, som var politisk knyttet til Højre, som Berlingske Tidende, Nationaltidende og provinsens stiftstidender. Efterhånden som de sociale konsekvenser af lockouten viste sig, bredte bekymringen sig dog også i traditionelt social-konservative kredse. En erklæring udsendt sidst i juni fra en stor gruppe københavnske gejstlige, med den konservative stiftsprovst i spidsen, må således opfattes som en indirekte opfordring til arbejdsgiverne om at vise forhandlingsvilje. Også de københavnske handlende begyndte at protestere mod lockouten, som berøvede dem omsætning og indtægter.

Septemberforliget

Efter mere end to måneders lockout tog formanden for Københavns Borgerrepræsentation, den liberale Herman Trier (1845-1925), initiativ til et mæglingsforsøg. Det mislykkedes i første omgang, men godt en måned senere, d. 4. september, gav begge parter deres tilslutning til et forlig. I flere byer blev der holdt fest med taler, sang og dans for at fejre lockoutens afslutning.

Ved en umiddelbar betragtning var det arbejdsgiverne, der vandt mest ved Septemberforliget. De fik således fastslået deres ret til at lede og fordele arbejdet. De fik også indført bestemmelser, der skærpede DSF og forbundenes ansvar for, at overenskomsterne blev overholdt lokalt. Nogle af arbejdsgivernes krav var dog blevet opblødt. Og kravet om at alle overenskomster skulle udløbe og genforhandles samlet d. 1 januar kom ikke med.

Septemberforliget skal imidlertid ikke vurderes alene på indholdet af de enkelte punkter. Forligets betydning bestod i mindst lige så høj grad i, at det knæsatte princippet om, at løn og arbejdsvilkår skulle fastlægges gennem forhandlinger mellem parterne. Og at arbejderne havde ret til at slutte sig sammen i fagforeninger og forhandle kollektivt.

Igennem 1890’erne havde der i flere europæiske lande været markante arbejdskonflikter. Men efterhånden bredte der sig i bl.a. Tyskland og Storbritannien en opfattelse af, at fagforeninger var en uundgåelig del af et moderne industrisamfund, og at man som arbejdsgiver kunne få lige så meget ud af forhandling som konfrontation. Danmark var imidlertid blandt de første lande, hvis ikke det første, hvor dette udmøntede sig i en forpligtende, national aftale mellem fagbevægelse og arbejdsgivere.

Eftervirkninger

Septemberforliget fik afgørende betydning for det danske arbejdsmarked op igennem det 20. århundrede. Det var gældende helt frem til 1960, hvorefter det afløstes af en såkaldt Hovedaftale byggende på de samme principper. Hovedaftalen er, med små justeringer, stadigvæk i kraft.

På basis af Septemberforliget blev overenskomstsystemet lagt i faste rammer og institutionelt understøttet af bl.a. Den Permanente Voldgiftsret i 1900, som senere skiftede navn til Arbejdsretten, og Forligsmandsinstitutionen i 1910. Disse lovfæstede institutioner er eksempler på en grundtanke i det, som almindeligvis kaldes ”den danske model”, nemlig at det er arbejdsmarkedets parter selv, der skal regulere arbejdsmarkedet gennem aftaler, mens det er statens opgave at sikre de institutionelle og formelle rammevilkår herfor.

Allerede i mellemkrigstiden blev princippet om statens tilbagetrukne rolle dog udfordret i praksis. Da en varslet lockout i 1933 truede med at afbryde landbrugseksporten, midt under den økonomiske krise, valgte regeringen Stauning således at gribe ind, og, som del af Kanslergadeforliget, at forbyde konflikten ved lov. Det skabte en præcedens for, at skiftende regeringer kunne gribe ind og afslutte større arbejdskonflikter, når man fandt, at de truede væsentlige samfundsinteresser.

På trods af disse og andre de facto begrænsninger, så er retten til at erklære konflikt når der ikke kan opnås enighed om en ny overenskomst stadig et grundlæggende element i den danske model. Det samme er princippet om, at løn- og arbejdsvilkår primært fastlægges gennem aftaler mellem parterne fremfor gennem lovgivning. Det sidste princip udfordres dog af EU-politikken, hvor der inden for EU er et ønske om at bruge netop lovgivning til at skabe lige forhold for lønmodtagerne, sådan som det er kutyme i de fleste medlemsstater.

Forhandlingerne om overenskomst for offentligt ansatte førte i 2008 til konflikt. Især sundhedspersonalets strejke blev langvarig: næsten to måneder. Kravet var ligeløn mellem offentligt og privat ansatte med samme uddannelsesniveau. Det lykkedes at opnå lidt større lønforhøjelser end det oprindeligt tilbudte. Men de offentligt ansatte – flertallet er kvinder – er stadigt gennemsnitligt dårligere lønnede end privat ansatte. Foto: Lars Kjølhede Christensen. 

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.