Baggrund

Baggrunden for historiekanonen for folkeskolen var den udvikling, som historiefaget havde gennemgået i det 20. århundrede. Omkring år 1900 var historie et fag, der skulle lære eleverne fædrelandets glorværdige historie, så de kunne blive gode danskere. Men særligt i efterkrigstiden udviklede historiefaget sig gradvist til et fag, der fokuserede mere på temaer, kritisk analyse og elevernes historiebevidsthed end på den mere traditionelle begivenhedshistorie.

Det var særligt i 1990’erne, at ’historiebevidsthed’ blev det centrale for historieundervisningen i folkeskolen. Ifølge formålsparagraffen for historieundervisningen fra 1993 skulle undervisningen ”styrke elevernes historiske bevidsthed og identitet”, forstået på den måde, at det var elevernes egen samtid, der var udgangspunktet, og at det var historiens samspil med denne samtid snarere end historien i sig selv, der var hovedsigtet.

VK-regering og politisk kursskifte

Efter regeringsskiftet i 2001, hvor VK-regeringen kom til magten, skete der et politisk kursskifte - også inden for folkeskolen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (f. 1953) talte hånligt om ”rundkredspædagogik”, og internationale undersøgelser syntes at vise, at danske skoleelever kun klarede sig middelmådigt, når det kom til læsning og regning. Alt i alt skabte det et pres for, at folkeskolen skulle indrettes med fokus på mere traditionel videns- og kundskabstilegnelse.

Det politiske kursskifte var også en del af en mere overordnet ’værdikamp’ eller ’kulturkamp’, som VK-regeringen skød i gang. Kulturkampen fik mange forskellige udtryk, men et af dem var et øget fokus på dansk kultur og identitet. Dette kom blandt andet til udtryk gennem kulturminister Brian Mikkelsens (f. 1966) oprettelse af en kulturkanon i januar 2006 med de vigtigste værker inden for blandt andet dansk litteratur, film, arkitektur mv. Senere blev kulturkanonen i marts 2008 suppleret med en demokratikanon, og også den danske indfødsretsprøve, der blev indført i 2007, var udtryk for den samme tankegang om at udpege bestemte dele til at være særlige udtryk for Danmark og danskhed.

Historiekanonen og ny folkeskolepolitik

I sommeren 2005 varslede VK-regeringen, at der som et led i en ny folkeskolepolitik skulle indføres en historiekanon for historieundervisningen i folkeskolen. Udover ønsket om at lægge større vægt på at kende til de vigtigste dele af historien, var det også et udtryk for regeringens mere generelle ønske om en stærkere styring af undervisningen i folkeskolen, så man lettere kunne måle resultater og kvalitet. Kanonen var på denne måde både et styringsinstrument og en omprioritering af retningen i historieundervisningen.

Til at formulere kanonen blev ”Udvalget til styrkelse af historie i folkeskolen” nedsat. Det bestod af historikere, lærere og pædagogiske forskere. I juni 2006 var udvalget klar med et bud på en kanon, der indeholdt 29 begivenheder fra dansk og international historie. Udvalget begrundede ikke de valgte kanonpunkter nærmere.

Historiekanonen blev stærkt omdiskuteret i medierne. Det var dog først og fremmest indholdet, der blev diskuteret, idet de fleste offentlige debattører bakkede op om selve tanken bag kanonen, altså at man skulle have redskaber til at stille forventninger til elevernes viden om historien. Lidt anderledes forholdt det sig i fagkredse, hvor mange lærere kritiserede selve kanontanken og forsvarede det hidtidige fokus på elevernes historiebevidsthed. Stærkest debatteret blev dog som sagt indholdet, ikke mindst var mange kritiske overfor, at Holocaust ikke blev nævnt i kanonen. Dette førte til, at punktet ”29. august 1943” blev udvidet til at hedde ”Augustoprøret og jødeaktionen 1943”. I 2023 blev Holocaust integreret i dette kanonpunkt, samtidig med tilføjelsen af et nyt: "Nordatlanten og rigsfællesskabet". 

Kanonpunkterne og hele kanontankegangen blev indskrevet i regeringens nye bindende retningslinjer for folkeskolen ”Fælles mål” fra 2009. Her fastholdt man målet om at styrke elevernes historiebevidsthed, men det blev rykket længere ned i formålsbeskrivelsen, som nu i stedet indledningsvist slog fast, at: ”Formålet med undervisningen er at udvikle elevernes kronologiske overblik, styrke deres viden om og forståelse af historiske sammenhænge og øve dem i at bruge denne forståelse i deres hverdags- og samfundsliv. Undervisningen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie”.