Optakt til Grønlands afkolonisering

Danmark havde i 1945 underskrevet FN-pagten. Pagten satte bl.a. fokus på bestyrelsen af kolonierne og forpligtigede medlemmerne til at arbejde for en forbedring af forholdene for befolkningerne i kolonierne. I 1946 modtog Danmark en henvendelse fra De Forenede Nationer (FN) om, hvorvidt Danmark var i besiddelse af en koloni. Hvis Danmark anerkendte at være i besiddelse af en koloni, så havde landet indberetningspligt til FN. Sovjetunionen og USA ønskede af ideologiske og politiske årsager at bekæmpe kolonisystemet, og da begge parter gik sejrrigt ud af 2. verdenskrig, så havde de mulighed for at formulere en politik, der imødekom det ønske.

Selvom Danmark drev Grønland som koloni, så var der i første omgang fra officiel dansk side modvilje mod at anerkende, at Grønland var en koloni på linje med andre landes kolonier. Argumentet gik på, at Grønland aldrig var blevet udbyttet ligesom de afrikanske og asiatiske kolonier, og derfor faldt Grønland ikke ind under FN-pagtens bestemmelser om indberetningspligt. Danmark indså dog, at det i en dansk optik var fordelagtigt at anerkende Grønland som koloni. På den ene side gav Grønlands geostrategiske placering imellem Sovjetunionen og USA mulighed for, at danske synspunkter blev taget mere alvorligt på den verdenspolitiske scene. Og på den anden side regnede danskerne ikke med, at den danske koloniadministration ville opfattes som kontroversiel i FN, fordi den positivt adskilte sig fra de markante koloniregimer i Asien og Afrika. Der var altså gode muligheder for, at Danmark kunne høste internationale gevinster, samtidig med at Grønland blev internationalt anerkendt som et dansk territorium. Grønland blev derfor anmeldt som koloni til FN. Alligevel begyndte spekulationerne om, hvordan Danmark konkret kunne bevare sin statsretlige tilknytning til Grønland i en verden, der i stigende grad ønskede at afvikle kolonierne.

Grønlandslovene af 1950

 I 1948 blev en kommission nedsat, der havde til formål at fremlægge en plan for, hvordan Danmark kunne forbedre forholdene i Grønland. I 1950 fremlagde kommissionen en række forslag, der sigtede mod en ny udvikling i social, politisk og erhvervsøkonomisk henseende. Rigsdagen ophøjede betænkningen til lov, og dermed var vejen banet for en gennemgribende modernisering af Grønland.

Kolonisystemet var fra slutningen af 1940’erne og i begyndelsen af 1950’erne kommet under stadig stærkere pres, og fra FN’s side var der fortsat fokus på kolonierne, og hvordan de blev administreret. Med Grønlandslovene af 1950 kunne Danmark vise det kolonikritiske FN, at Danmark som koloniherre gjorde en mærkbar og synlig indsats til gavn for sin koloni og dens befolkning på ca. 20.000 indbyggere. Danmark havde bedre forudsætninger for at modernisere sin folkefattige koloni end de øvrige kolonimagter med deres folkerige kolonier i Asien og Afrika, og det fortrin blev udnyttet. Grønlandslovene bidrog til at styrke opfattelsen af Danmark som liberal kolonimagt i både øst- og vestblokken, og det gav konkrete forhandlingsfordele på mellemstatsligt og overstatsligt niveau.     

Danske forhandlingsfordele i FN og Washington

Opfattelsen af Danmark som liberal kolonimagt gjorde, at Danmark kunne virke som brobygger imellem de østlige og vestlige blokdannelser i den gryende kolde krig. Begge blokke anså Danmark som et pragteksempel på en godgørende kolonimagt, og derfor var FN-medlemmerne overvejende positivt stemt, når Danmark fremlagde forskellige forslag.

 I begyndelsen af 1950’erne begyndte FN at udarbejde en faktorliste for, hvornår en koloni var bragt på lige fod med moderlandet. Kolonial status kunne bortfalde, når moderlandet havde opfyldt ét eller flere kriterier på faktorlisten. Faktorlistens indhold blev løbende forhandlet i FN. Da Grønlands statsretlige stilling skulle til afstemning i FN, så gjaldt som udgangspunkt tre faktorer. En koloni blev ikke længere opfattet som koloni, når den enten havde opnået uafhængighed fra, fri association med eller integration i moderlandet. Danmark havde foreslået, at integration i moderlandet kunne gælde som faktor, og det blev anerkendt i FN. Dette skulle blive afgørende i de næste års forhandlinger.

Samtidig gav Grønlands strategiske placering mellem Sovjetunionen og USA forhandlingsfordele i Washington. Hverken Sovjetunionen eller USA var interesseret i et selvstændigt Grønland eller i, at modparten åbenlyst overtog styringen af Grønland. Det kunne skabe unødige gnidninger. Derfor var begge parter venligt indstillede over for danske forslag. Navnlig USA var imødekommende. I 1941 tillod den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, på Danmarks vegne, at USA kunne anlægge militærbaser i Grønland, og til gengæld fik Danmark større ørenlyd, end landets størrelse egentlig berettigede til. Danmarks ry som liberal kolonimagt gjorde det realistisk, at verdenssamfundet ville anerkende, at Grønland kunne forblive hos Danmark, samtidig med at forhandlingsfordelene gjorde det attraktivt for Danmark at arbejde for at bevare Grønland. USA havde i forbindelse med sit køb af De Vestindiske Øer i 1917 og et forsøg på at købe Grønland i 1946 anerkendt Danmarks krav på området. Grønlands placering og den amerikanske støtte til Danmarks krav gjorde det lettere at få Grønland fjernet fra listen over verdens kolonier.

Overenskomsten, der gav USA lov til at anlægge militærbaser i Grønland. Aftalen blev underskrevet den 9. april 1941 af den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, som optrådte som uafhængig repræsentant for Danmark. Hjemme i det besatte Danmark vakte overenskomsten vrede, da den bragte den danske regering i unåde hos den tyske besættelsesmagt. Regeringen i København fordømte Kauffmann og hjemkaldte ham, men Kauffmann forsatte som uafhængig dansk gesandt i Washington. Efter krigen blev overenskomsten dog enstemmigt godkendt af den danske Rigsdag. Uddrag fra Lovtidende C 1945, nr. 2

Afkoloniseringen fuldbyrdes

Medens presset imod kolonisystemet gradvist voksede i begyndelsen af 1950’erne, var Danmark belejligt nok ved at forberede en ændring af Grundloven. Under forhandlingerne blev det foreslået at indføje Grønland som ligeværdigt amt i Danmark. Forslaget blev forelagt Grønlands Landsråd i 1952, der efter nogle få dages betænkningstid godkendte forslaget. Da den reviderede Grundlov blev vedtaget i 1953 efter en folkeafstemning i Danmark, stod der i første paragraf, at den ”gælder for alle dele af Danmarks Rige”. Den grønlandske befolkning tog ikke del i afstemningen, og den blev derfor kun hørt igennem sine repræsentanter i Grønlands Landsråd. Grønland var således blevet indføjet i Danmark, og Grundloven præciserede i øvrigt, at Grønland fik to pladser i Folketinget. Grønland havde dermed statsretligt ændret status fra koloni til amt.

I 1954 kom Grønlands ændrede status til afstemning i FN. Danmarks gode ry som kolonimagt, den danske tilføjelse til faktorlisten om integration i moderlandet som udtryk for ligeværdighed samt grundlovsændringens garanti for grønlandsk folketingsrepræsentation gjorde, at afstemningen gik igennem. FN anerkendte, at Grønland ikke længere var en koloni. Danmark bevarede derved en vigtig rigsdel i en tidsperiode, hvor kolonierne gradvist gled imperierne af hænde. Grønland forblev et dansk amt indtil 1979, hvor rigsdelen blev tildelt hjemmestyre.

En del af den danske delegation informerede 8. september 1954 FN om Grønlands nye status efter vedtagelsen af ændringen af Grundloven i Danmark den 5. juni 1953. Herefter blev Grønland anerkendt af FN som en integreret del af Danmark. Fra venstre: Augo Lynge, Eske Brun, Frederik Lynge samt (stående) P.P. Sveistrup. Foto: UN Publications