Da oliekrisen brød ud i oktober 1973 var det begyndelsen til enden for den fossile kultur. På kort sigt ændrede krisen betingelserne både for energiforsyningen og den måde, energien blev brugt i det daglige.

Yom Kippurkrigen, der begyndte den 6. oktober 1973 med Egyptens og Syriens angreb på Israel, havde som sideeffekt, at den vestlige verden blev ramt af en oliekrise. Den havde to sider. Dels fik de olieproducerende lande i OPEC presset højere priser igennem, dels truede de arabiske olieproducenter med at bruge olien som politisk våben i form af en embargo, der særlig var rettet mod de lande, som mest helhjertet støttede Israel i den mellemøstlige konflikt. Embargoen fik ikke den store betydning. Markedet ændrede sig derimod permanent, idet priserne siden har svinget betydeligt. I det store og hele har de ligget på et højere niveau end før oliekrisen.

Danmark blev hårdt ramt af oliekrisen. Den vigtigste grund hertil var, at mere end 90% af energiforbruget var baseret på olie, og omkring 90 % af olien blev importeret fra det urohærgede Mellemøsten. Set i bakspejlet kan det undre, at energiforsyningen i så udpræget grad var blevet enstrenget.

Et køkken fyldt med elektriske apparater: Så er der gang i moderniseringen af hverdagslivet. Reklame fra det nordsjællandske elselskab NESA i vinteren 1966. Foto: Bygge og Bo: Tidsskrift for moderne hjem

Opbygningen af infrastruktur

Etableringen af et gasværk i Odense i 1853 var den første infrastruktur for energi i Danmark. Den primære opgave var at levere gas til det offentlige rum. Modellen bredte sig til andre dele af landet. Fra 1890’erne begyndte elektriciteten at vinde indpas, om end det gik langsomt. Efter 2. verdenskrig lå elforbruget i Danmark på niveau med lande, vi normalt ikke sammenligner os med. Det lave forbrug afspejlede, at Danmark stadig var et landbrugsland, at urbaniseringen ikke var fremskreden, og at energiforsyningen ikke var tilstrækkelig udviklet til at kunne imødekomme de behov, der udsprang af, at landet var på vej til at blive et moderne industrisamfund.

Behovet var erkendt, blandt andet fordi en elektricitetskommission  i 1946 barslede med en betænkning, der pegede på nødvendigheden af at udbygge og centralisere systemet. Marshall-programmet, der løb fra 1948 til 1952, styrkede den samme tankegang og bidrog til at styrke elforsyningen. Det primære mål var at fremme industrialiseringen, men også andre dele af samfundet fik glæde af udbygningen.

Mangel på boliger

Det største sociale problem ved befrielsen var manglen på boliger. Der var brug for mindst 50.000 nye boliger og renovering af store dele af den eksisterende boligmasse. Folketinget vedtog i 1946 at støtte det sociale boligbyggeri og yde lån til opførelsen af private enfamiliehuse, som i folkemunde blev kaldt for 'statslånshuse'. Loven blev i 1958 afløst af en lov om realkredit uden at målsætningen var helt opfyldt, idet de opførte 150.000 boliger var et stykke under det planlagte. Men den store udflytning fra ’lejekaserner’ i byerne til parcelhuse i forstaden var i gang. Efter godt 25 år boede knap halvdelen af befolkningen i et parcelhus. Det kunne ses på energiregnskabet.

Forstæderne vokser

Forstæderne tilbød eftertragtede goder som lys og luft samt rolige og børnevenlige omgivelser. De var et godt og sundt alternativ til byerne og de ofte alt for små lejligheder. Og de gav frihed og trygge rammer.

Men der var tillige bagsider. Fordi det var et grundtræk ved forstaden, at arbejdet ikke lå i boligkvarteret, indebar udflytningen en daglig transport til og fra jobbet. Tilbage i tiden foregik turen på cykel, men offentlige transportmidler og især bilen tog over. Forstaden blev yderligere kritiseret for at være en soveby, hvor intet foregik om dagen, og hvor de hjemmegående husmødre ofte havde en ringe trivsel.

Ved besættelsens ophør i 1945 var manglen på boliger et af de største sociale problemer. Boligstøtteloven fra 1946 gav mulighed for at få offentlig støtte til små enfamiliehuse. Det åbnede for at designe det helt rigtige ’statslånshus’, og en række konkurrencer gav arkitekterne rig lejlighed til at afprøve, hvordan det moderne hus skulle se ud og indrettes. De mange forslag fra Politikens konkurrence i 1949 blev samlet i en lille bog. Foto: Det levende hus/Politikens Forlag

Parcelhuset som ideal

Der var mange grunde til at vælge parcelhuset. Egen bolig, plads, haven og muligheden for at indrette boligen så den passede til familiens behov. En række arkitektkonkurrencer blev afholdt for at komme med ideer til fremtidens enfamiliehus. En af de første var Politikens konkurrence ”Det levende hus,” der blev udskrevet i 1949. I udgangspunktet var husene forholdsvis små, 50-60 m2, fordi de var tænkt til at skulle vokse med familien. Vinderhuset lignede en etværelseslejlighed placeret oven på en lille kælder med rum til cykler, tørresnor, fyr og koks, idet forslaget indebar, at kakkelovnen blev afløst af centralvarme.

Standardisering og fleksibilitet var vejen frem ifølge arkitekterne og en lang række typehusmodeller kom på markedet. Rumopdelingen i grundplanen blev ændret på flere måder. Opholdsstuen blev fx tilføjet en spisekrog eller en vinkel til spisebordet, og soveværelset blev adskilt fra børnerummene. For energiforbruget var det af større betydning, at husene konstant blev større så der blev plads til flere børneværelser, bryggers, gæstetoilet, hobbyrum mv.

21 grader kulturen

Centralvarmen, og fra 1960’erne også fjernvarmen, bidrog afgørende til måden at bo på. Med de nye varmekilder blev 21 graders kulturen skabt. Den handlede om, at kakkel- gas- og petroleumsovnens strålevarme blev afløst af, at det med centralvarmen blev muligt at holde en jævn temperatur i hele boligen. Det blev langt lettere at indrette de enkelte rum, fordi der ikke længere skulle tages samme hensyn til varmekilden.

Den tidlige centralvarme med kulfyrede kedler forbedrede dagligdagen. Men den havde en bagside. Med jævne mellemrum skulle der skovles koks ind i kedlen, et både hårdt og støvende arbejde. Dertil fyldte koksene godt op i kælderen eller udhuset, og de udsendte en ubehagelig lugt.

Det kunne gøres lettere. Med den bedre økonomi fra slutningen af 1950’erne vandt oliefyret frem, og i nye parcelhuskvarterer var det en fordel at etablere fjernvarme. Det betød, at beboerne stort set ikke længere havde besvær med at få varme i boligen. Olien var ligeledes attraktiv, fordi den var billig. Kort før oliekrisen brød ud i oktober 1973 var næsten 60% af boligerne opvarmet med oliefyr, mens fjernvarmen stod for omkring 27%.

Oliefyret var moderne, og da det ikke støvede som koks, kunne det lanceres som en hygiejnisk opvarmningsform, der forbedrede komforten i boligen. Den stabile opvarmning var fx med til at fremme brugen af lette tekstiler som bomuld. Udbredelsen af oliefyret var sammen med brugen af olie i elforsyningen en vigtig forklaring på den markante afhængighed af olie lige før oliekrisen i 1973. I dag er oliefyret på vej på pension på grund af dets CO₂ forurening.

Elektrificering

I samme periode som 21 graders kulturen vandt frem, blev boligen elektrificeret. Forbrugerne foretrak klart elektricitet frem for bygas, fordi den var mere praktisk og fremstod som mere moderne. I køkkenet havde elkomfuret fx den fordel, at det var mere sikkert og renere end bygas. Dernæst kunne el bruges til en lang række tidsbesparende apparater og til underholdning, navnlig sort-hvid fjernsynet, der fik sit store gennembrud med OL i Rom i 1960.

Køkkenet var det første rum, der for alvor blev elektrificeret. Elkomfuret og køleskabet var standard, mens egen fryser og ”fuldautomatisk” vaskemaskine vandt frem sammen med andre køkkenmaskiner. Forbruget voksede hurtigt og kom i løbet af 1960’erne på niveau med flere af de lande, Danmark normalt sammenligner sig med.

Strøm til kroppen i de glade 1960’ere. Energiens erobring af hverdagen betød, at kroppen kom i spil – ja, det var den, det handlede om. Lys, varme og velvære var målet. Og når elektriciteten nu havde aflastet kvinden for de husmoderlige pligter, kunne hun lige så godt bruge den til at pleje kroppen og udseendet til gavn og glæde for sig selv og ægtefællen. Reklame fra Danske Elværkers Forening 1967. Foto: Ebba Schultz/Dansk El-Forbund

Oliekrisen og fremtiden

Væksten i energiforbruget skyldtes ikke kun forbruget i boligen. Den høje vækst i landbrug, industri og serviceerhverv byggede på en mindst lige så høj vækst i energiforbruget, og transporten af gods flyttede fra jernbane til lastbiler. Flyrejser blev stadigt mere populære, og det konstant voksende antal personbiler kunne ses på energiregnskabet.

I 1973, da oliekrisen ramte den vestlige verden, var afhængigheden af fossile brændsler omfattende og næsten alle aspekter af hverdagslivet involverede brug af fossil energi. Oliekriserne i 1973-1974 og igen i 1979 ændrede betingelserne for den fossile kultur. Kriserne medførte, at priserne generelt blev højere. Forbrugets størrelse blev derfor et nærværende tema, og i 1980’erne skete en afkobling af væksten i energiforbruget fra den økonomiske vækst, først og fremmest på grund af energieffektiviseringer. Dernæst greb det offentlige ind og begyndte en forholdsvis tæt regulering af markedet. Endelig gav de højere priser på olie og benzin mulighed for at naturgas og fornybar energi som sol og vind blev realistiske alternativer. De fossile brændsler stod for første gang i godt hundrede år over for nye, realistiske energiformer.

Ib Spang Olsens (1921-2012) populære plakat fra 1975 var bestilt af Handelsministeriets Energispareudvalg. Pigen, bamsen og butikken opfordrer til at isolere, mens folk i vinduerne viser eksempler på omgang med energi. Isoleret blev der. Men der skulle mere end kampagner til at få befolkningen til at bruge mindre energi. Forbruget fortsatte med at stige indtil den næste energikrise i 1979. Foto: Ib Spang Olsen/VISDA

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.