1970'erne: Kulturopbrud og nye partitilhørsforhold

Danmark gennemlevede i 1960’erne omfattende og hastige samfundsforandringer. Urbaniseringen og affolkningen i landdistrikterne, uddannelseseksplosionen, væksten i servicesektoren –  herunder kvindernes store indtog på arbejdsmarkedet – og velfærdsstatens udvikling begyndte at udviske de traditionelle klasseskel. Danmark gik fra at være et landbo- og industrisamfund til et service- og velfærdssamfund. Det gav anledning til et stort både samfundsmæssigt og kulturelt opbrud, der kulminerede i 1970’erne.

Udviklingen førte til fremvæksten af en ny gruppe af funktionærer (ofte kaldet 'de nye mellemlag'), der følte sig politisk hjemløse i det gamle partisystem. Det tvang partierne til i stigende grad at orientere sig mod de nye mellemlag. Venstre måtte f.eks. i højere grad tage hensyn til byerne på bekostning af deres traditionelle og skrumpende vælgergrundlag: bønderne.

Den samfundsmæssige transformation førte også til et kulturelt værdiopbrud. Der blev eksperimenteret og sat spørgsmålstegn ved grundlæggende familiemønstre, kønsroller og seksualitetsnormer. Opbruddet kom klarest til udtryk i ungdomskulturen, men nåede også ud til bredere miljøer, drevet frem af velstandsudviklingen og gennem fjernsynet, der efterhånden var fast inventar i danskernes stuer.  

Værdiopbruddet førte generelt til et politisk ryk til venstre i den politiske kultur. De gamle partier blev derfor alle i større eller mindre grad præget af en modsætning mellem klassiske orienteringer, hvor politiske værdier og politisk udsyn typisk var formet i og af det traditionelle klassebaserede landbo- og industrisamfund, og mere modernistiske orienteringer med rod i de nye, delvist post-materielle værdier, der voksede frem sammen med velfærds- og servicesamfundet.

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet har historisk set altid haft en indre modsætning mellem højre- og venstresocialdemokrater og mellem fagbevægelse og parti. Det har ført til interne spændinger og forskellige politiske orienteringer, der har grupperet sig i ’kaffeklubber’ og andre former for mere eller mindre udtalte fraktionsdannelser.

Da Danmark i 1960’erne og 1970’erne gik fra at være industrisamfund til servicesamfund, ændrede Socialdemokratiets vælgergrundlag sig også. Samfundsforandringerne og venstredrejningen i dansk politik gjorde, at der opstod nye modsætningsforhold internt i partiet. Bl.a. fandt der et ungdomsoprør sted, som f.eks. kom til udtryk i fraktionsdannelsen Socialdemokratisk Samfund fra 1966. Ved valget i 1971 fik partiet valgt en hel række nye, unge politikere ind. Ung-gammel blev således en ny akse i partiet, ikke mindst fordi de unge havde andre prioriteringer end de gængse socialdemokratiske. Det var ikke klassisk fordelingspolitik, der havde deres prioritet, men derimod køns-, miljø- og uddannelsesspørgsmål, krydret med et moderne socialismeperspektiv. De var heller ikke bange for at lægge afstand til traditionen, når det kom til synet på NATO og EF.

EF var længe et særligt prækært spørgsmål for Socialdemokraterne. Både mange af de nye ungdomsprofiler og mange ældre venstresocialdemokrater var EF-skeptikere. Andre var forbeholdne EF-tilhængere, der anskuede EF's fællesmarked som en økonomisk nødvendighed, men ikke ville lade samarbejdet antage overstatslig karakter. En tredje gruppe var uforbeholdne tilhængere.

Det var bl.a. for at lægge bånd på disse modsætninger i forhold til EF, at Jens Otto Krag (1914-1978) udpegede Anker Jørgensen (1922-2016) som sin efterfølger, netop da Danmark havde stemt ja til EF-medlemskab i 1972. Anker Jørgensen havde som tidligere formand for fagforbundet Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (senere SiD; i dag 3F) stærke rødder i fagbevægelsen. Han havde en tydelig profil på partiets venstrefløj, men var også tilhænger af EF. Anker Jørgensen havde derfor de bedste forudsætninger for at holde sammen på partiet. Partiet forblev dog martret af de interne spændinger om EF-politikken. Det fik konsekvenser i forhold til EF-politikken, hvor partiet eksempelvis i forbindelse med det første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979 kun fik tre af de 15 danske mandater.

I november 1973 brød den højreorienterede socialdemokrat Erhard Jakobsen (1922-2016) med Socialdemokratiet og stiftede Centrum-Demokraterne. Den konkrete årsag var Jakobsens utilfredshed med det nyligt indgåede boligforlig, men den dybereliggende årsag var utilfredshed med Anker Jørgensens venstreorienterede linje. Erhard Jakobsens exit medførte, at den socialdemokratiske regering kom i mindretal og derfor var nødt til udskrive valg til Folketinget. 

I anden halvdel af 1970’erne havde den økonomiske krise for alvor bidt sig fast med høj arbejdsløshed og enorme underskud på statsbudget og betalingsbalance til følge. Krisen tvang Anker Jørgensens sidste regeringer til at foretage en række hårde indgreb over for lønmodtagerne, hvilket var upopulært i baglandet i fagbevægelsen og særligt LO. Kombineret med et stadig dårligere personligt forhold mellem statsministeren og LO's formand Thomas Nielsen (1917-1992) blev resultatet et ukonstruktivt forhold, der flere gange forhindrede Anker Jørgensens regeringer i at føre en effektiv politik, og endda direkte og indirekte nødvendiggjorde udskrivelse af folketingsvalg.

Det Radikale Venstre

De Radikale var lige så splittede som socialdemokraterne i EF-spørgsmålet, men mere alvorlig var skillelinjen mellem dem, der lagde vægten på det sociale i partiets selvkarakteristik som socialliberalt parti, og dem der omvendt vægtede det liberale element. Helt konkret kom det til udtryk i en uoverensstemmelse mellem dem, som ville forhandle til højre i Folketingssalen, og dem, der ville forhandle til venstre. Jordskredsvalget i 1973 svækkede formanden Hilmar Baunsgaards (1920-1989) autoritet og styrkede den del af partiet, der foretrak Socialdemokratiet som samarbejdspartner.

Samtidig var partiet og folketingsgruppen præget af en række personlige rivaliseringer og stridsspørgsmål. Det plagede Baunsgaard, der havde vanskeligt ved at træde op med samme selvsikkerhed, som han tidligere havde gjort. I opgøret med Baunsgaard spillede også et ønske om fornyelse ind, hvortil der hørte en klar ung-gammel-modsætning. En ny generation af vækstkritiske og miljøorienterede radikale politikere begyndte at blive dagsordenssættende, mens Baunsgaard omvendt ikke blev forbundet med de nye vinde. Efterhånden blev det tydeligt, at mange på både venstre- og højrefløjen så partilederen som en del af partiets problem, og Baunsgaard trak sig i 1976 som både gruppeleder og folketingskandidat. 1977 blev et katastrofevalg for partiet, der kun fik seks mandater.

Splittelsen i det Radikale Venstre truede ikke partiet på samme måde som fløjkrigene i Socialdemokratiet eller hos Det Konservative Folkeparti, men den lurede under overfladen, og det blev den ved med 1970’erne og 1980’erne igennem. Som støtteparti for den borgerlige Firkløverregering under Poul Schlüter (1929-2021) i 1980’erne og senere regeringsparti i KVR-regeringen 1988-1990 måtte formanden Niels Helveg Petersen (1939-2017) gå en vanskelig balancegang mellem de forskellige fløje i partiet. Helveg Petersens fokus på den økonomiske genopretning – og partiets nøglerolle i at understøtte den – appellerede mere til den liberale fløj i partiet end til den sociale, som hævdede at genopretningen ensidigt gik ud over lønmodtagere, modtagere af overførselsindkomster og den offentlige sektor. Dette gik dårligt i spænd med en selvforståelse som altruistisk og socialt bevist parti. Uroen blev mærkbar i det radikale bagland, men blev dog holdt i skak, fordi partiet på andre politikområder kunne demonstrere sin selvstændighed ift. regeringen ved at gå imod den. Det gjaldt på værdiladede politiske områder som miljøpolitik, retspolitik, udlændingepolitik og ikke mindst sikkerhedspolitik, hvor den idealistiske profil kunne plejes.

Det Konservative Folkeparti

I det klassebaserede samfund var Det Konservative Folkeparti traditionelt et parti for godsejere og senere de erhvervsdrivende i de større byer. Siden 1930’erne havde partiet været splittet i to linjer. Den ene, den social-konservative, lagde vægt på at appellere til funktionærvælgerne i konkurrence med Socialdemokratiet og var parlamentarisk også indstillet på at samarbejde med arbejderpartiet. Den fremmeste eksponent for denne linje var John Christmas Møller (1894-1948). Heroverfor stod partiets mere traditionelle konservative fløj, der virkede for at opretholde samfundets eksisterende økonomiske og magtmæssige hierarkier, blandt andet gennem interesseplejen for de store industriejere og de tilbageværende godsejere. Begge linjer var karakteriserende for partiet som helhed, men vægtningen kunne give anledning til diskussion. Det var ikke kun et spørgsmål om finere nuancer, men fik i den grad konsekvenser for partiet i 1970’erne, ikke mindst fordi den blev tæt sammenviklet med personlige magtkampe. Det mest voldsomme udslag af partiets interne skisma går under betegnelsen ’den konservative borgerkrig’.

Borgerkrigens konkrete bagvedliggende årsag var, at der opstod et magttomrum i partiet efter den stærke politiske leder Poul Sørensens (1904-1969) død i 1969 samt Knud Thestrups (1900-1980) afgang som partiformand. Der udspillede sig herefter et trekantsdrama om lederskabet af partiet. Thestrup anbefalede Poul Møller (1919-1997), en af de fremmeste repræsentanter for partiets social-konservative fløj. Dette fik imidlertid ikke opbakning hos gruppeformand Erik Ninn-Hansen (1922-2014), der tilhørte partiets erhvervsvenlige fløj, og som havde et elendigt personligt forhold til Møller. I kampen om formandsposten meldte sig imidlertid også Erik Haunstrup Clemmensen (1920-2009). Han var ligeledes socialkonservativ, men blev alligevel støttet af Ninn-Hansen som partiets formand i Ninn-Hansens forsøg på at spænde ben for Poul Møllers kandidatur. Møller ønskede en kåring frem for kampvalg og trak sit kandidatur, hvorfor Haunstrup Clemmensen blev valgt som partiets formand i oktober 1972.

Erik Ninn-Hansen havde regnet med at kunne tage sig af det politiske arbejde og lade Haunstrup Clemmensen tage sig af det organisatoriske. Den arbejdsdeling overholdt Haunstrup Clemmensen imidlertid ikke, men udtalte sig flittigt om partiets politiske linje. Hans kongstanke var, at Det Konservative Folkeparti skulle samarbejde med Socialdemokratiet. Ninn-Hansen ønskede derimod, at partiet skulle forfølge en klar borgerlig linje i samarbejde med Venstre og om nødvendigt med Det Radikale Venstre. Hertil kom, at gemytterne slet ikke spillede sammen. Der udspillede sig nu en for partiet skadelig magtkamp mellem de to, hvor hårde udtalelser om modstanderen hyppigt blev luftet i pressen, hvilket i traditionel dansk politisk kultur var meget usædvanligt. Først da Poul Schlüter blev valgt som formand for folketingsgruppen i 1974 og som landsformand i 1977 og således samlede magten i partiet, lykkedes det at få fred i partiet.

Venstre

Venstre regnedes i 1970’erne stadig i høj grad for landboklassens og bøndernes parti. Ikke desto mindre gjorde en generation af akademikere sit indtog i partiet, og der opstod derved en modsætning mellem partiets bønder og akademikere. En ny generation markerede sig i partitoppen i slutningen af 1970’erne, og ligesom i Socialdemokratiet var der i en vis udstrækning tale om en generationskløft. Ikke mindst efter Venstres tilbagegang ved valget i 1981 rejste der sig en debat i partiet om denne skillelinje, hvor akademikerne blev beskyldt for at have drejet Venstre i den forkerte retning. De to landmænd, gruppeformand Ivar Hansen (1938-2003) og Niels Anker Kofoed (1929-2018), trak i trådene fra kritikernes fløj, vendt mod partiformanden Henning Christophersen (1939-2016) og de to fremadstormende ’venstreløver’ Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022) og Bertel Haarder (f. 1944).

Der er ingen tvivl om, at personlige rivaliseringer var blandt årsagerne til debatten. Men det var også en debat båret af holdninger til, hvad partiets kultur var og skulle være i fremtiden. Var Venstres eksistensberettigelse at være interessevaretager for landbruget og landbolivsformen, eller skulle man i erkendelse af, at landbruget rent demografisk vejede stadigt mindre i vælgerskaren, række ud efter liberalt sindede vælgere i byerne? Det sidste skulle så i givet fald være med en politisk linje, der skubbede landbrugets interesser i baggrunden til fordel for en politik, der fokuserede på en stærk økonomi, et lavere skattetryk, en mindre offentlig sektor samt i det hele taget en moderniseret og slankere velfærdsstat, der understøttede den private virkelyst.

I stedet for at betragte uenighederne som udtryk for en land/by-modsætning, kan man også se kløften i Venstre som et skisma mellem et grundtvigiansk højskole-Venstre og et nyliberalt handelshøjskole-Venstre. En person som Bertel Haarder viser dog begrænsningen i den opdeling, da han står med et ben i begge lejre.