Kilder
Kildeintroduktion:
Efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 blev der dannet en dansk samlingsregering, der i de følgende tre år førte en samarbejdspolitik og forhandlede med besættelsesmagten. I løbet af sommeren 1943 kom samarbejdspolitikken under pres, idet tyskerne tvang regeringen til flere og flere upopulære tiltag, kulminerede i august 1943. Efter direkte ordre fra Hitler stillede besættelsesmagten krav til den danske regering om at gribe hårdt ind overfor en række uroligheder i Danmark, erklære undtagelsestilstand og indføre dødsstraf for sabotage. Disse krav kunne den danske regering ikke gå ind på, og den valgte derfor at træde tilbage, hvorefter besættelsesmagten overtog ledelsen af landet. Den danske regering havde hidtil forsøgt at beskytte jøderne, men efter samarbejdspolitikkens sammenbrud og regeringens tilbagetræden den 29. august 1943, var der ikke længere noget bolværk mellem nazisterne og de danske jøder. Derfor iværksatte nazisterne natten til den 2. oktober 1943 deportationen af danske jøder, som de havde gjort i 1941 og 1942 i de andre besatte lande.
I anledning af den nært foranstående jødeaktion skrev Københavns biskop, Hans Fuglsang-Damgaard (biskop fra 1934-1960), på vegne af de danske biskopper et såkaldt hyrdebrev i protest. Et hyrdebrev er betegnelsen for en biskops rundskrivelse til stiftets præster og menighed med retledende udtalelser om aktuelle spørgsmål og forhold. Hyrdebrevet fra den 29. september blev også sendt videre til de tyske myndigheder via de danske departementschefer, der førte landets ledelse videre efter sammenbruddet 29. august. Herefter blev det ligeledes sendt rundt til samtlige præster med opfordring til at oplæse det i kirkerne søndag den 3. oktober 1943.
De danske biskoppers hyrdebrev fra den 29. september 1943. Fra: Historisk Samling fra Besættelsestiden
Landets Biskopper har under 29. Sept. d. A. gennem Departementscheferne tilstillet de ledende tyske Myndigheder en Skrivelse af følgende Indhold:
DEN DANSKE KIRKES STILLING TIL JØDESPØRGSMAALET
Overalt, hvor der rejses Forfølgelse af Jøder som saadanne af racemæssige eller religiøse Grunde, er det den kristne Kirkes Pligt at protestere derimod.
- Fordi vi aldrig vil kunne glemme, at Kirkens Herre, Jesus Kristus fødtes i Bethlehem af Jomfru Maria i Følge Guds Forjættelse[1] til hans Ejendomsfolk[2], Israel[3] [4]. Jødefolkets Historie indtil Kristi Fødsel rummer Forberedelsen til den Frelse, Gud har beredt alle Mennesker i Kristus. Dette kendetegnes ved, at det gamle Testamente er en Del af vor Bibel.
- Fordi Forfølgelse af Jøder strider imod den Menneskeopfattelse og Næstekærlighed, som er en Følge af det Budskab, Jesu Kristi Kirke er sat til at forkynde. Kristus kender ikke Personanseelse, og han har lært os at se, at ethvert Menneskeliv er dyrebart i Guds Øjne. ”Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle er i een i Kristus Jesus.”(Gal, 3, 28)[5]
- Fordi det strider imod den Retsbevidsthed, som raader i det danske Folk, nedfældet i vor dansk-kristne Kultur gennem Aarhundreder. I Henhold hertil har alle danske Statsborgere efter Grundlovens Ord lige Ret og Ansvar for Loven og Religionsfrihed samt Ret til at udøve vor Gudsdyrkelse efter Kaldelse og Samvittighed og saaledes, at Race og Religion aldrig i sig selv kan blive Anledning til, at et Menneske berøves Rettigheder, Frihed eller Ejendom. Uanset afvigende religiøse Anskuelser vil vi kæmpe for, at vore jødiske Brødre og Søstre bevarer den samme Frihed, som vi selv sætter højere end Livet.
Der findes hos den danske Kirkes Ledere en klar Forstaaelse af vor Forpligtigelse til at være lovlydige Borgere, som ikke utidigt sætter sig op mod dem, der øver Myndighed over os, men samtidig er vi i vor Samvittighed bundne til at hævde Retten og protestere imod enhver Krænkelse; derfor vil vi i givet Fald utvetydigt vedkende os Ordet om, at vi skal adlyde Gud mere end Mennesker.
På Biskoppernes Vegne
Den 29/9 1943. H. Fuglsang Damgaard
Ordforklaringer m.m.
[1] Forjættelse: løfte eller tilsagn.
[2] Ejendomsfolk: da Moses førte jøderne fra Ægypten gjorde de holdt ved Sinaibjerget. Her åbenbarede Gud sig for Moses med ordene:” Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene”(2 Mos 19,5). Der er således tale om en henvisning til jøderne.
[3] Israel: i Biblen navnet på Guds folk.
[4] ”… i Følge Guds Forjættelse til hans Ejendomsfolk, Israel”: henvisning til de profetier i Det Gamle Testamente om en frelser, messias. Eks. Sl. 2, 4 Mos 23,2-24,25, og Es. 7-11. Det er disse profetier kristendommen mener Jesus var en opfyldelse af.
[5] Gal, 3, 28: henvisning til Det Nye Testamente, Galaterbrevet, kapitel 28.