Kilder
Kildeintroduktion:
Den 20. april 1908 fik danske kvinder ved en ny lov for første gang kommunal valgret. Samme sommer afholdt Dansk Kvindesamfund i Odense sit årlige møde med deltagelse af medlemmer fra hele landet, og den nyvundne valgret var naturligt nok et vigtigt emne. Nedenfor kan du læse Jutta Bojsen-Møllers (1837-1927) formandsberetning samt forhandlingerne om, hvordan i foreningen skulle agitere i forhold til de nye rettigheder. Diskussionen handlede især om, hvordan man fik de nye vælgere mobiliseret, om det var nødvendigt med kvindelige kandidater, og i givet fald hvordan de skulle opstilles ved det kommunalvalg, der skulle finde sted den 1.-15. marts 1909 - gennem de etablerede partier eller på rene kvindelister. Beretningen stammer fra en artikel i Dansk Kvindesamfunds medlemsblad, Kvinden og Samfundet.
Dansk Kvindesamfunds Aarsmøde i Odense den 3., 4. og 5. Juni 1908
Mødet aabnedes den 3. Juni, Kl. 9 Form[iddag], i Fyns Forsamlingshus. Formanden, Fru Jutta Bojsen Møller, bød Velkommen. Til Ordstyrere valgtes: Frk. cand jur. H. Petersen, Kbh., Fru Riising Rasmussen, Odense, Frk. Kommunelærerinde Eline Hansen, Kbh. Til Protokolfører: Frk. Kommunelærerinde Anna Olsen.
(…)
Punkt V. Aflæggelse af Beretninger.
a. Formanden, Fru Jutta Bojsen Møller[1]: Naar jeg nu skal til at fortælle, hvad vi har udrettet i dette Aar, siden vort sidste store Møde i Svendborg - hvor jeg desværre for første Gang ikke var med - saa maa jeg begynde med 1) det sidste, den store Sejr, vi har vundet, at vi nu har faaet fuld kommunal Valgret og Valgbarhed, ganske i Lighed med Mændene. Vi, der har kæmpet i snart 40 Aar for lige Ret for Mand og Kvinde, og »holdtes kun ved Haab i Live«, vi kan ikke forstaa den Misfornøjelse, der er kommet til Orde, - nej, vi maa juble og takke Vorherre for Sejren - men ogsaa takke alle dem, der har hjulpet os dertil. Derfor var vi ogsaa til Audiens baade hos Indenrigsministeren og Konseilpræsidenten, og til den sidste sagde vi: »Her kommer nogle glade Kvinder, der paa »Dansk Kvindesamfund«s og »Valgretsforbundet« s Vegne vil takke Dem for, hvad vi nu har faaet; men naturligvis ønsker vi mere; vi vil ogsaa have den politiske Valgret og Valgbarhed.« Ministeren svarede, at det fik vi ogsaa nok, men det gælder nu først, hvordan Kvinderne benytter den Ret, de nu har faaet.
(…)
Punkt VII. Forhandling i Anledning af, at Kvinder har faaet kommunal Valgret.
Fru Esther Carstensen[2] (Kbh.). Efter at have omtalt den vundne Sejr - den kommunale Valgret - og den Indvending, der oftest nu fremføres mod Kvindens Valgret, at Kvinderne selv er ligegyldige for dette Spørgsmaal samt det beretttigede i denne Indvending, udtalte Fru Carstensen: Jeg tror, det vil være bedst for os Kvinder, om vi ikke allerede nu anvender for stærke og begejstrede Ord, om hvad vi skal tilføre Samfundet, men mest for vort Vedkommende tænker paa alt det uendelig meget, som vi har at lære. Et Haab maa jeg blot have Lov til at udtale, nemlig, at det maatte lykkes Kvinden at faa lagt mere Vægt paa Kærlighed til selve Sagen, end paa Kampen med de modsatte Partier. Naar vi nu imidlertid skal betragte Spørgsmaalet om, hvorledes »Dansk Kvindesamfund« bør forholde sig ved de kommende kommunale Valg, saa maa det straks blive os klart, at Opgaven falder i to Dele. - For det første gælder det om at faa Kvinderne til at interessere sig for Valgene og at vise denne Interesse ved at stemme. Da Konseilpræsidenten og Indenrigsministeren fornylig modtog den Deputation fra Valgretsforbundet og D. K. S. [Dansk Kvindesamfund], som kom for at takke Ministrene for deres Medvirken til Opnaaelse af Kvindernes Stemmeret, var det første, de begge sagde omtrent dette: »Naar de nu bare vil benytte den,« det er jo ogsaa den bedste Maade at vise vor Glæde paa; og her bør D. K. S. i det kommende Aar koncentrere sine Kræfter. Her maa naturligvis anvendes - i saa rigt Maal som muligt - de sædvanlige Agitationsmidler, som Afholdelse af Møder og stadige Artikler i Bladene. Hvis det var muligt at organisere et Arbejde med Undersøgelse af, hvorvidt alle kvindelige Vælgere i Kommunen er opførte paa Valglisterne, vilde dette sikkert ogsaa være meget gavnligt. Der maa dog være Steder, hvor det var overkommeligt. Et Middel, som jeg tror vilde være virksomt til at vække Interessen for de kommunale Valg, vilde det være, om Kredsene paatog sig at lade afholde en Række oplysende Foredrag om de Institutioner, der kommer ind under Kommunens Omraade. Der er jo alle Steder Folk, som beskæftiger sig med disse Sager, og det kan vist saaledes ikke være vanskeligt at finde Foredragsholdere. Jeg mener saaledes, at der burde holdes Foredrag om Skolevæsen, Fattigvæsen, Hospitaler, Vejvæsen osv., alle disse forskellige »Væsner«, som spiller saa gennemgribende en Rolle i vort daglige Liv, og som vi nu skal til at have Indflydelse paa. Jeg beder Kredsene indstændig om at tage under Overvejelse, om de ikke kunde foranstalte saadanne Foredrag afholdte. Dette var nu altsaa den ene Del af Opgaven. Den anden bliver den, at sørge for, at der vælges Kvinder, og dygtige Kvinder, ind i de kommunale Raad; og det er hverken den mindst vigtige eller den mindst vanskelige Del af Opgaven. Her bør Kredsstyrelserne ligesom i Agitationen for at faa Kvinderne til at stemme, bestandig huske, at D. K. S. er og bør være upolitisk, idet det blandt sine Medlemmer tæller Tilhængere af alle Partier. Kredsstyrelserne bør derfor søge Samarbejde med alle de forskellige lokale politiske Foreninger, der opstiller Kandidatliste til Valgene for at sikre sig, ikke alene at der findes Kvinder paa alle Lister, men ogsaa at disse kvindelige Kandidater kommer højt nok op paa Listen. Det rimeligste vil naturligvis være, om hveranden Kandidat er en Mand og hveranden en Kvinde, saa at hvis ikke Nr. 1 er en Kvinde, maa Nr. 2 være det. Dersom de politiske Partiledelser ikke selv har Kvinder at opstille, bør Kredsstyrelserne, som jo har Forbindelser blandt de for Sagen interesserede Kvinder, være beredte paa selv at kunne foreslaa saadanne. Altsaa opfordrer Fællesstyrelsen Kredsstyrelserne til i Tide at opsøge dygtige og hæderlige Kvinder af alle Partier, som man paa Grund af deres Samfundsinteresse eller Indsigt kunde ønske valgt ind i de kommunale Raad og forhøre sig om, hvorvidt de kunde ønske at bringes i Forslag af D. K. S. Dernæst opfordres Kredsstyrelserne til, naar Valgene nærmer sig, at henvende sig til alle de forskellige Vælgerforeninger med Opfordring til disse om at opstille Kvinder som omtalt paa de eventuelle Lister og med Tilbud om Samarbejde i dette Øjemed. Kun i det Tilfælde, at Vælgerforeningerne afslaar Opfordringen og ikke ønsker Samarbejde, saaledes at der opstilles Lister uden Kvinder eller med Kvinder saa langt nede i Rækken, at de kun har ringe Udsigt til at blive valgt, kan Fællesstyrelsen tilraade Kredsene at opstille en selvstændig og upolitisk Kvindeliste. D. K. S. har bestandig hævdet, og vil vedblive dermed, at Kvinderne søger ikke at opnaa nye Rettigheder for at bekæmpe eller fortrænge Manden, men for at samarbejde med ham i Samfundets Tjeneste, saa at dette kan faa sit Præg af dem begge. Altsaa bør Samarbejde søges saavidt muligt, men netop derfor maa Kvinderne ogsaa ind i de kommunale Raad. - Der er blot en Ting endnu, som jeg kunde ønske at tilføje for min egen Regning. Skulde det i et eller andet Sogn være vanskeligt at finde Kvinder eller - i alle Tilfælde tilstrækkelig mange Kvinder, som egner sig til at opstilles som Kandidater til Valgene - vi er jo endnu kun Begyndere og har saa meget at lære, og der kan jo være saa mange Forhold, der kan gøre det vanskeligt eller uoverkommeligt for Kvinder at paatage sig et saadant Arbejde - lad saa Hensynet til Samfundet, her Byen eller Sognet, alligevel gaa forud for Hensynet til Kvindesagen og Lysten til at kunne opvise saa og saa mange kvindelige Byraads- eller Sogneraadsmedlemmer. Kvindesagen vinder nok frem alligevel, og den staar sig maaske tilsidst bedst ved, at det kun bliver dertil særlig egnede Kvinder, der vælges. Hvis Kredsstyrelserne, naar Tiden nærmer sig, skulde ønske at vide Fællesstyrelsens Opfattelse af deres specielle Forhold, og hvorledes den finder, at Kredsen bedst bør forholde sig, vil Fællesstyrelsen være glad over at optage en skriftlig Forhandling om Sagen.
Overretssagfører A. Munch-Petersen[3] kunde i et og alt slutte sig til Fru Carstensens Udtalelser. Naar den kommunale Valglov har givet Kvinder Valgret og Valgbarhed, er D. K. S.s Opgave først og fremmest den at faa Kvinderne til at benytte denne deres Ret. Kredsene skulde have deres Opmærksomhed henvendt paa, at saa mange Kvinder som muligt opfylder Lovens Betingelser for Valgret, særlig den, at de betaler den for Valgretten nødvendige Skat, at de kvindelige Vælgere virkelig findes paa Valglisterne, samt at de før Valget ved Møder, gennem Pressen eller maaske skriftligt til hver enkelt kvindelig Vælger, giver Kvinderne Anvisning paa, hvorledes de skal stemme (ikke hvem de skal stemme paa), og at de bør afgive deres Stemme. Hovedpunktet var imidlertid dette: Hvorledes bør D. K. S. stille sig overfor de bestaaende Partier? Og her burde Fællesmødet slaa fast, at det, Kredsene skal arbejde for, er at faa Kvinderne til hver efter sin Overbevisning at gaa ind i de forskellige Partier. D. K. S. er som saadan en ren upolitisk Forening, men den bør bestaa af politisk interesserede Medlemmer. Disse burde frem for alt ikke forsøge at danne et Kvindeparti eller forsøge paa at rejse en Bevægelse for at danne et upolitisk Parti. Det var kun gennem Brydninger af modsatte Meninger, at det virkelig retfærdige og sande kunde komme frem.
I Norge havde, da de norske Kvinder havde faaet kommunal Valgret [1901, red.], den Bevægelse gjort sig gældende, at Kvinderne ikke skulde lade sig binde og blande sig i den politiske Strid. Dette Standpunkt blev forfægtet af Kvindestemmeretsforeningen. Imidlertid blev Resultatet i Kristiania heraf kun, at denne fik gennemført 2 Repræsentanter. Ved det næste Valg kun én - og oven i Købet en Mand. Endelig ved det 3die og sidste Valg blev denne Bevægelse opgivet. Hvis den samme Bevægelse gør sig gældende her i Landet, er det min Overbevisning, at det vil gaa akkurat paa samme Maade som i Norge. En af de ivrigste Kvindesagsforkæmpere i Norge, og som var aktiv Deltager i denne Bevægelse, havde paa en Henvendelse om Forholdene i Norge svaret: »Jeg har selv været en af de »upolitiske« og angrer ikke paa det, fordi de ideelle Krav i mig er blevet tilfredsstillet, men hele vor Stilling har dog været saavidt frugtesløs, at jeg aldrig vilde raade noget Land til at følge vort Eksempel.« Man bør virkelig lære af den Erfaring, et andet Land har høstet. Ved Valgloven er der gennemført Forholdstalsvalgmaaden, og ved denne er Partisammenslutninger en nødvendig Betingelse. Kvinderne skal ikke gaa til Valg som Kvinder, men som Vælgere sammen med Mændene og ikke i Kamp mod Mændene. Lad Kvinderne komme ind i de politiske Partier og her gøre et Arbejde og muligvis bringe en stærkere Følelse for Sandhed og Retfærdighed og en stærkere Sigten og Kritik af de Personer, der deltager i den aktive Politik. Her kan Kvinderne udrette noget, men deres Plads er indenfor de politiske Partiers Rækker.
Efter de indledende Foredrag udspandt der sig en lang og meget interessant Diskussion.
Frk. Anne Bruun[4] (Kbh.), som var rejst til Odense blot for at deltage i denne Forhandling, udtalte, at hun vel vidste, at hun stod her i Dag som en ringe Minoritet, men hendes Samvittighed bød hende at tale. Hvis hun for en Menneskealder siden havde kunnet forudse, hvad Politik nu er blevet her i Landet, og at Kvinderne kun skulde danne Partiernes Hale, saa havde hun nedlagt Vaabnene. Med Sorg havde hun hørt, at vi skulde melde os ind i de politiske Partier, hvor man stemmer med sit Parti og efter sit Partis Presse, mere end efter Overbevisning. Med Hensyn til Norge véd vi, hvorledes det Parti, der har hævdet Kvindernes Valgret, ved sidste Valg strøg hvert eneste Kvindenavn af sin Liste. Saa længe der er Tale om den kommunale Valgret, bør Kvinder vælges alene som Kvinder.
Under den følgende Diskussion, hvor ogsaa den nuværende Valgmaade blev drøftet og kritiseret, gik Udtalelserne bestandig stærkere og saa godt som enstemmigt imod Dannelsen af et Kvindeparti.
Frk. Anne Bruun hævdede, at det aldrig havde været hendes Mening, at der skulde dannes et Kvindeparti, eller laves Kvindelister; hun vilde blot, at Kvinderne ikke skulde lade sig sluge af de politiske Partier, men at de skulde stemme upolitisk og derved bringe noget nyt ind i det offentlige Liv.
Paa Fællesstyrelsens Vegne stillede Overretssagfører Munch-Petersen følgende Resolution til Afstemning:
Fællesmødet udtaler, at »Dansk Kvindesamfund« er en upolitisk Forening, at de enkelte Kredse kun bør opfordre deres enkelte Medlemmer til at gaa ind i de forskellige politiske Partier, som de føler sig i Overensstemmelse med, og derigennem gøre deres Indflydelse gældende, og at Kredsene ikke bør opstille særlige Lister.
Rigsdagsbibliotekar Elberling[5] foreslog følgende Tilføjelse:
undtagen i Nødsfald.
Efter en kort Forhandling herom, vedtoges den stillede Resolution med Vedføjelsen.
(…)
Ordforklaringer m.m.
[1] Jutta Bojsen-Møller (1837-1927): Kvindesagsforkæmper, formand for Dansk Kvindesamfund 1894-1910.
[2] Esther Carstensen (1873-1955): en af de ledende kræfter i Dansk Kvindesamfund. Fra 1907 formand for Dansk Kvindesamfunds valgretsudvalg, 1908-13 redaktør af foreningens blad Kvinden og Samfundet.
[3] Anton Munch-Petersen (1875-1933): overretssagfører, medlem af Dansk Kvindesamfunds Hovedbestyrelse.
[4] Anne Bruun (1853-1934): lærer og kvindesagsforkæmper.
[5] Emil Elberling (1835-1927): journalist, forfatter og bibliotekar.
Denne kilde er en del af projektet ”Digitalisering af kvindehistoriske kilder”.