Enevælde, 1660-1814

Samfundets sociale struktur

Langt hovedparten af befolkningen boede stadig på landet (80 %), og resten fordelte sig ligeligt mellem købstæderne på den ene side og hovedstaden København på den anden. Fordelingen mellem land og by rykkede sig ikke afgørende gennem perioden, mens de sociale mønstre ændrede sig gradvist. Hierarkierne i standssamfundet blev tydeligere: En lille magtfuld elite med enorm økonomisk kapacitet skilte sig ud. Det store mellemlag på landet (gårdmændene) var tynget af krig og kriser i begyndelsen af perioden, men kom gradvist til at udgøre en stor magtfaktor gennem økonomiske opsving og landboreformer. Ligeledes betød den økonomiske fremgang og samhandel med resten af verden i slutningen af 1700-tallet, at også byernes borgerskab voksede til en politisk, økonomisk og kulturel betydningsfuld gruppe. En befolkningstilvækst i hele samfundet betød, at især de nederste sociale lag voksede på land og i by. Antallet af fæstegårde, købmænd og håndværksmestre lå meget fast, derfor kunne den øgede befolkning kun absorberes i de lavere samfundslag.

Købstæderne og byerne i provinsen

Købstæderne varierede i størrelse fra under 1000 indbyggere i langt de fleste til op omkring 5000 indbyggere i de største som Odense, Aalborg og Helsingør. De små købstæder adskilte sig ofte ikke størrelsesmæssigt fra de store landsbyer, men der var en skarp arbejdsdeling mellem by og land. Købstæderne havde monopol på handel og de fleste håndværk – og der måtte kun brændes brændevin i købstæderne. Samtidig var de kulturelle og økonomiske forskelle store.

Landbefolkningen blev langt fattigere end bybefolkningen gennem anden halvdel af 1600- og 1700-tallet. Først med landboreformerne kom der igen en bondeelite på landet.

Det største skel i købstaden var mellem borgerne og de øvrige samfundslag. Købmænd og håndværkere havde borgerskab og besad derfor en særlig status. Sammen med embedsmænd og præster udgjorde borgerskabet byens øverste sociale lag. Uden for borgerskabet fandt man daglejere, matroser, tyende og almissenydere, men også alle under oplæring i et bestemt erhverv.

De erhvervsdrivende i byerne var organiseret efter erhverv. Håndværksmestrene inden for de enkelte håndværk tilhørte det samme lav, der havde monopol, bestemte priserne, og hvor mange håndværksmestre der måtte være. Samtidig fungerede lavene som et socialt sikkerhedsnet, hvor medlemmerne støttede hinanden i tilfælde af sygdom og død. En kvinde kunne formelt set ikke drive selvstændigt erhverv, men hun kunne drive et værksted videre som enke, hvis hendes mand døde. Supplikker til kongen viser imidlertid, at kvinder agerede som selvstændigt erhvervsdrivende, også inden for andre erhverv end deres mænd. Svendene var organiseret på tilsvarende vis som mestrene i svendelav. Desuden var de medlem af deres mesters husstand, hvilket betød, at han havde myndighed over dem.

Hovedstaden København

København skilte sig radikalt ud blandt købstæderne alene ved sin størrelse. Hovedstaden var desuden noget særligt, fordi den husede kongen og hoffet, regeringen, centraladministrationen, flåden og en væsentlig del af militæret samt universitetet. Det skabte et langt større og mere mangeartet forbrug og handelsliv end i den øvrige del af landet. Hovedparten af udenrigshandelen gik over København, hvilket bidrog til at skabe et pengestærkt borgerskab. I borgerskabet indgik også de embedsmænd, der var tilknyttet centraladministrationen. Desuden var adelen til stede i stort tal i byen. Kongens, hoffets og centraladministrationens tilstedeværelse i hovedstaden gjorde det nødvendigt for adelen at have palæer i byen, fordi de kun gennem en sådan standsmæssig bolig kunne markere sig og øve indflydelse. Men hovedstaden rummede selvfølgelig ikke kun eliten, politiske beslutningstagere og højkulturen. Som storby husede den også store mængder af fattige, småkriminelle og prostituerede, der kæmpede for livets opretholdelse i de små og beskidte gader og baggårde.

Byplaner for København fra henholdsvis 1650 og 1750

Byplaner for København fra henholdsvis 1650 og 1750, der viser, hvordan hovedstaden voksede i perioden. I 1672 lå befolkningstallet på ca. 42.000, mens indbyggertallet i 1730 var steget til ca. 70.000. Byen blev i oktober 1728 ramt af en voldsom brand, hvor omkring en tredjedel af den gamle bykerne gik op i flammer. Her nedbrændte ca. 1500 ejendomme, seks kirker og en del af universitetet. Hovedstaden blev endnu en gang ramt af en omfattende brand i 1795. På kortet ses bl.a., hvordan fæstningsvæsenet efter indførelsen af enevælden i 1660 blev udbygget med Kastellet, der stod færdigt i 1666.  © danmarkshistorien.dk  

Folk på landet

Ejendomsforhold og livsbetingelser på landet varierede en del i kongens riger og lande, dvs. der var store forskelle mellem Danmark, Norge, Island og endelig Slesvig og Holsten. I Danmark var godsejeren øverst i det sociale hierarki. Godsejerne udgjorde en meget lille del af befolkningen, men ejede, sammen med kongen, stort set al jord. En del af jorden blev dyrket direkte under godset som hovedgårdsjord, men langt størstedelen var fæstet (lejet ud) til enten gårdmænd eller husmænd. En fæstegård havde typisk en størrelse, der gjorde det muligt at brødføde en familie og et par karle og piger. Husmændene kom efter fæstebønderne i det sociale hierarki. Husmandsbrugene var imidlertid så små, at det ikke var muligt for en familie at leve af driften. Husmændene var derfor tvunget til at arbejde som løsarbejdere på både godser og bøndergårde eller drive bierhverv i form af fiskeri, trækulsbrænding eller småproduktion af fx potter. For mange gårdmænd var bierhverv i øvrigt også en vigtig del af produktionen.

Antallet af husmandsbrug voksede fra ca. 25.000 til ca. 110.000 i perioden, hovedsageligt fordi antallet af fæstegårde lå fast, så befolkningstilvæksten blev tvunget ned i husmandsklassen. Mange husmandsbrug var blot jordløse, men husmandsbrug med jord blev også oprettet ved godserne og ved de nye selvejergårde, som de nyskabte husmænd så kunne levere arbejdskraft til.

Ud over gårdmænd og husmænd bestod landsbysamfundet af tjenestefolk på godser og gårde samt inderster, der ikke havde eget hushold, men boede til leje eller var på aftægt. Dertil kom, som i byerne, samfundets nederste lag af fattige, der var afhængige af almisser og forsørgelse hos andre.

I det sociale hierarki på landet var embedsmændene placeret mellem godsejere og fæstebønder. De skilte sig ud med en bymæssig kultur. Det kunne være ridefogeder, herredsfogeder og ikke mindst præster. Præsterne varetog ikke alene de kirkelige opgaver, men fungerede også som kongens embedsmænd på det helt lokale niveau. De læste ny lovgivning op fra prædikestolen, registrerede befolkningen i kirkebøgerne ved fødsel, død, ægteskab osv., og de påtegnede tjenestefolkenes skudsmålsbøger, når de flyttede fra sogn til sogn. Den tætte registrering af befolkningen, som præsterne gennemførte, dannede grundlag for et nøjagtigt overblik over befolkningens størrelse, og hvor den boede, hvilket bl.a. var nyttigt i forbindelse med udskrivning af skatter. Præsterne havde samtidig en særstatus i lokalsamfundet, idet præstegården med dens præstegårdsjord gerne skulle fremstå som et mønsterlandbrug, ligesom præstens hushold skulle være forbillede eller rollemodel for befolkningen. Det fungerede dog ikke altid sådan, og der var både druk og magtmisbrug blandt sognepræsterne.

I begyndelsen af 1700-tallet lå gårdene normalt stadig samlet i landsbyerne. Jorden var fordelt og blev individuelt dyrket efter de samme principper som i de foregående århundreder, og det hele blev reguleret og koordineret gennem landsbyfællesskabet. Rammerne for landsbyfællesskabet var nedfældet i de såkaldte vider (eller vedtægter). Her stod der bl.a. optegnet, hvor meget de enkelte gårde måtte bruge fællesarealerne, alt efter gårdens størrelse, hvordan de var forpligtet på gensidig hjælp ved fx genopbygning af en gård efter brand, og hvad der var deres pligt i tilfælde af sygdom. Viderne rummede også bestemmelser for adfærd ved bystævnet og regler om et bødesystem, der indgik i forsørgelsen af de fattige. En af de store sociale forandringer i 1700-tallets landsbyer var netop opbruddet i landsbyfællesskabet, som fulgte med landboreformerne.

Husstanden og dens medlemmer

Husstanden udgjorde samfundets grundenhed. Både i byen og på landet var samfundet organiseret omkring husstanden, der udgjorde en produktionsenhed og oftest rummede mere end blot kernefamilien. Individets muligheder og placering i samfundet var ikke kun afgjort af køn og socialt tilhørsforhold, men også af ægteskabsstatus. Med ægteskabet fulgte som hovedregel status som overhoved for en husstand for både mænd og kvinder. Men det var omvendt en position, der ud over myndighed over børn og tyende også gav ansvar for husstanden. Omkring 10 % af befolkningen levede som ugifte hele deres liv og forblev dermed en del af andres husstand. For dem, der giftede sig, var ægteskabsalderen som regel relativt høj, i gennemsnit knap 30 år for kvinder og godt 30 år for mænd. Langt de fleste havde været ude at tjene i en kortere eller længere årrække, før de fik mulighed for at gifte sig. Man giftede sig nemlig først, når man kunne forsørge sig selv og en familie og dermed etablere sig i egen husstand. Ægteskabsmønster og husstandsstruktur var en af de langtidsholdbare sociale strukturer, der havde formet samfundet siden senmiddelalderen.

Køn og arbejdsdeling i hjemmet

Manden havde det overordnede ansvar for husholdet – på landet, at gården blev drevet, og i byerne, at håndværk eller handel blev udført og passet. Arbejdsopgaverne var som en konsekvens af dette langt hen ad vejen knyttet til køn. Det mandlige tyende, drenge og svende, arbejdede med drift af marker og pasning af dyr eller med varetagelse af handel og håndværk. Husholdningen var husmorens ansvar, og det kvindelige tyende og pigerne arbejdede sammen med husmoren om madlavning, børnepasning, vask, tilvirkning og reparation af tøj samt andet husarbejde. På landet varetog kvinderne dog også specifikke arbejdsopgaver i landbruget, og det gjaldt både i marken og i relation til dyrene. Malkning var fx alene et kvindeanliggende, og i forbindelse med høsten var det kvinder og piger, som rev det skårlagte korn sammen og bandt det til neg, men det var mændene, som foretog selve afskæringen af kornet. Ægteparret var øverst i husholdets hierarki og ledte og fordelte arbejdet. Jo lavere man var i husholdets hierarki, jo mere manuelt og tungt arbejde udførte man.

Husbond og madmor havde ifølge loven ret og pligt til at revse deres børn og tjenestefolk, men inden for det, der dengang blev opfattet som rimelighedens grænser. De måtte ikke udøve unødvendig vold, og ingen måtte tage varig skade. Børn havde pligt til at adlyde deres forældre, og der var dødsstraf for at udøve fysisk vold mod sine forældre. Også tyendet havde pligt til at adlyde deres husbond og madmor – så længe det ikke stred mod Guds ord. Til gengæld havde forældrepar pligt til at opdrage deres børn i den kristne tro og give dem et ærligt erhverv. Husstandens overhoveder havde også pligt til at sikre tyendets moralske levned og kristne oplysning, og samtidig skulle de give piger og karle tilstrækkelig mad og den aftalte løn.

Ægteskab og sex

Husholdet byggede på ægteskabet og blev beskyttet gennem dets status i samfundet. Ægteskabet var som sagt en forudsætning for, at man kunne stifte familie og etablere sin egen husstand, men også den eneste legitime ramme om seksuelle forhold. Den lovgivning, der efter reformationen havde gjort uægteskabelig sex strafbar, blev optaget i Danske Lov i 1683 og videreført i 1700-tallet. Men mod slutningen af 1700-tallet blev straffen for ugiftes seksuelle forhold gradvist lempet, først faldt det åbenbare skriftemål i kirken væk i 1767, og i 1812 blev bøderne for første og andet lejermål (samleje uden for ægteskab) ophævet. Afkriminaliseringen blev især begrundet med, at man ønskede at lette noget af den sociale skam, der var forbundet med at få børn uden for ægteskabet. Ugifte kvinder, der hemmeligholdt deres graviditet og slog deres nyfødte barn ihjel ved fødslen, var et udbredt socialt problem, som lovgiverne forbandt med straffene for lejermål og skammen ved at være gravid uden for ægteskab.

Prostitution blev først reguleret som en selvstændig forseelse i slutningen af 1700-tallet, hvor man oplevede en stigende frygt for veneriske sygdomme. Indtil da blev lovgivningen mod ugiftes seksuelle forhold også brugt mod prostituerede. Det, man straffede, var selve det seksuelle forhold uden for ægteskabet, baggrunden for det (penge eller ej) var underordnet. Lovgivningen ramte mænd og kvinder lige, men i praksis har det altid været lettere for mænd end for kvinder at undvige straf og skam forbundet med et uægteskabeligt forhold. Voldtægt og voldtægtsforsøg blev straffet med døden, men de var vanskelige at bevise. Og hvis en kvinde rejste en anklage om voldtægt uden at kunne bevise det, blev hun i stedet selv straffet for det seksuelle forhold uden for ægteskab.

Godsejerens øvrighedsmagt og pligter

Godsejeren havde rettigheder og pligter over for alle beboerne på godset, ligesom husbonden havde det i forhold til tyendet. Man har i forskningen mest fokuseret på godsejerens rettigheder og til en vis grad overset betydningen af de forpligtelser, der også lå hos godsejeren. Godsejeren var husbond på godset, og han havde derfor revselsesret over dets beboere.

I forlængelse af revselsesretten havde godsejeren den såkaldte sigt- og sagefaldsret. Det betød, at han var ansvarlig for, at der blev rejst sager ved domstolene, hvis noget kriminelt var begået på hans gods. Til gengæld havde han ret til at indkassere de bøder, der måtte blive idømt. Det førte ikke til, at godsejerne var ivrige efter at lægge sag an, blot fordi de kunne tjene på bøderne – måske snarere tværtimod. Datidens retsvæsen fungerede nemlig som private søgsmål, og den skyldige skulle betale både sagsomkostninger og en eventuel bøde til den, der rejste sagen. Men hvis den skyldige ikke kunne betale, faldt regningen tilbage på den, der havde lagt sag an, i dette tilfælde altså godsejeren, som så ikke engang kunne indkassere bøden. Derfor så man en tendens til, at der ikke blev rejst sager mod fattige, hvis forseelsen var tilstrækkelig lille.

Hvis et gods var tilstrækkeligt stort, udgjorde det en særlig retskreds, birkeretten, hvor godsejeren havde retten til at udpege dommeren, birkedommeren. Godsejeren udførte desuden myndighedsopgaver på vegne af den enevældige konge. Det var først og fremmest godsejerens ansvar, at skatterne på godset blev opkrævet og betalt til kongen. Hvis bonden ikke betalte, hæftede godsejeren for skattebetalingen. Godsejeren udskrev også soldater og bestemte, hvem der skulle udtages til militæret. Derudover havde godsejeren skiftemyndighed, hvilket betød, at det var godsejeren, der stod for at opgøre en fæstegårds værdier, når en bonde døde.

En del godsejere ejede lokale kirker, og det havde økonomisk betydning i form af skatter. Godsejerne havde således ret til at få del i kirketienden, som var den afgift, fæstebønder og husmænd skulle betale til kirken, samtidig med at de kunne disponere over kirkens formue og låne af den i trange tider. Til gengæld havde kirkeejerne pligt til at vedligeholde kirkerne. Ejerskab til en lokal kirke gav godsejeren ret til at udpege præsten, hvilket betød, at præsten, der også var lokal embedsmand, kom i et afhængighedsforhold til godsejeren.

Godsejeren havde således både rettigheder og pligter, og til det sidste hørte også en ikke nærmere defineret social forpligtelse over for de syge og de fattige på hans gods. I mange tilfælde oprettede godsejerne både hospitaler (fattighuse) til gamle og fattige og legater til værdigt trængende fattige, der sikrede dem et minimalt niveau af almisser og materiel hjælp.

Fattige og tiggere

Samfundets måde at tage sig af sine fattige og syge på var under forandring gennem 1700-tallet. I 1708 kom periodens første store lovgivning om fattigforsorg. Siden reformationen var de værdigt trængende blevet forsynet med en tilladelse til at tigge. Men nu blev tiggeri helt forbudt, og i stedet blev de værdigt trængende defineret som dem, der var indeholdt i én af de tre følgende kategorier: 1. de syge og gamle, der ikke kunne arbejde for livets opretholdelse, 2. de forældreløse børn, der ikke var gamle nok til at arbejde, 3. de, der kunne arbejde noget, men ikke nok til at forsørge sig selv og deres familie.

Hvis man ikke faldt ind under en af disse tre kategorier, blev man opfattet som uværdigt trængende, dvs. en, der godt kunne arbejde for livets opretholdelse, men af umoralske årsager som dovenskab eller druk alligevel lå samfundet til last. De uværdigt trængende skulle ikke forsørges, men sættes til at arbejde. Det kunne ske ved lokale arbejdshuse i købstæderne, kongelige fæstninger og bygningsarbejder, i et af tugthusene i København eller i et af de tre tugthuse, der blev bygget til formålet i løbet af 1700-tallet: på Møn i 1737, i Viborg i 1739 og i Odense i 1752. I praksis lykkedes det ikke at afskaffe tiggeri, men man gjorde sig ihærdige anstrengelser for at bekæmpe det.

De værdigt trængende skulle derimod hjælpes. De kunne henvende sig til præsten, der var ansvarlig for fattigkassen. Den blev finansieret gennem frivillige bidrag i kirken, en fattigskat (som dog ikke var nogen væsentlig finansieringskilde) og visse bøder, der gik til sognets fattige. I praksis foregik en væsentlig del af forsørgelsen af de fattige ved omgangsforsørgelse, hvor de fattige gik på omgang mellem gårdene, hvor de fik kost og logi hvert sted et antal dage fastsat af præsten. Gamle forældre gik ofte også på omgang mellem deres voksne børn med egen husstand. Fattige kunne også få mindre støtte i form af mad og brændsel. Gamle og forældreløse børn blev også bortauktioneret til den husstand, der ville betale mest for dem mod til gengæld at få deres arbejdskraft. Ofte blev der ved generationsskifte indgået en aftale om aftægt, så den eller de gamle blev boende og forsørget hos den nye husbond.

Fattigkommissioner og hospitaler

Lige omkring år 1800 blev fattigloven revideret med en lov for København i 1799, en for købstæderne i 1802 og endelig en for landsognene i 1803. Der blev oprettet en fattigkommission i hvert sogn, der havde præsten som fast medlem og ofte formand, men også gav plads til de driftigste borgere eller gårdmænd. De fattige blev fortsat inddelt i de samme tre kategorier som efter 1708-loven, og de skulle stadig henvende sig til præsten for at få hjælp. Der er ikke grund til at tro, at de lokale fattigkommissioner har været meget rundhåndede med, hvem de gav hjælp. Det nye var, at borgere og gårdmænd blev inddraget i administrationen af den samfundsopgave, der før havde ligget hos øvrigheden, dvs. præster og godsejer, og at finansieringen nu i al væsentlighed overgik til at stamme fra skatteindtægter frem for de tidligere halvfrivillige bidrag.

De syge var ofte omfattet af samme lovgivning som de fattige, men også her var der ændringer. Hospitaler var i periodens begyndelse blot en betegnelse for institutioner, hvor syge og fattige blev forsørget under samme tag, men i 1750'erne blev det første sygdomsbehandlende hospital bygget i København, Frederikshospitalet. Samtidig blev der i København oprettet en fødselsstiftelse, hvor ugifte kvinder kunne føde deres børn anonymt, i et forsøg på at dæmme op for de mange hemmeligholdte fødsler.


Af Nina Javette Koefoed, ph.d, lektor og Mette Frisk Jensen, ph.d., seniorrådgiver ved Aarhus Universitet 

Udgivet af: Aarhus Universitet, 2020