Fængselsvæsenet i Danmark

Fra begyndelsen af 1600-tallet til midten af 1800-tallet var Danmarks fængselsvæsen todelt. På den ene side fandtes tugthusene. De var arbejdshuse, hvor både mandlige og kvindelige kriminelle arbejdede, typisk med produktionen af tekstiler. Indtil begyndelsen af 1800-tallet husede disse institutioner ofte også andre grupper end de dømte kriminelle - f.eks. kunne man få sat sine børn eller tjenestefolk i arbejdshusene, hvis de havde brug for tugt. Det første tugthus, bedre kendt som Børnehuset, kom i brug i 1605 og var på mange måder Christian 4.s personlige projekt. Senere kom der også tugthuse rundt om i provinsen.

På den anden side fandtes de institutioner, der i begyndelsen af 1700-tallet blev kendt som 'slaverier'. Det var institutioner, hvor dømte mandlige forbrydere blev brugt til manuelt arbejde i fæstninger eller på orlogsværftet i København. Denne form for tvangs- eller strafarbejde er kendt helt tilbage fra 1560'erne. Imod slutningen af århundredet udviklede flådeværftet sig til centrum i dette system, men fanger cirkulerede imellem forskellige militære lokaliteter, som behovet for arbejdskraft skiftede. Trunken opstod som en kulmination på dette systems fremvækst. Med denne bygning fik Danmark sit første fængsel, der var skabt til at huse dømte kriminelle.

På dette prospekt af København omkring 1611 ses Bremerholmen til højre. Få år senere blev Trunken bygget på det åbne areal tæt ved de to mindre bygninger ved vandet. Illustration af Jan van Wijk (1611). Fra: Wikimedia Commons

Det første fængsel og straffearbejdet

Trunken var blandt de allerførste fængsler for dømte kriminelle i verden. Overalt i Europa eksperimenterede man med forskellige former for strafarbejde. Tugthusene havde en klar hollandsk model, men blev tilpasset danske forhold. De hårde arbejdsstraffe ved værftet og fæstningerne havde sin klareste europæiske parallel i Sydeuropa, hvor fanger blev brugt på flådernes galejer som roere. Her blev det dog først senere normalt at bygge egentlige faste fængsler til denne slags fanger på land. Brugen af strafarbejdere på galejer omtales sporadisk i de danske kilder indtil midten af 1600-tallet, men opførslen af et egentligt fængsel i København antyder, at det ikke var pointen med institutionen.

I stedet fungerede fangerne som en arbejdsreserve, der kunne lette det evige behov for søfolk som arbejdere ved værftet og soldater på fæstningerne. De kunne blandt andet bruges til det arbejde, andre arbejdere ikke ønskede at tage. Et ekstremt eksempel på dette er brugen af strafarbejdere som pestgravere i 1711. De kunne dog også bruges til alt muligt andet. I København arbejdede de eksempelvis med brolægning og vedligehold af fæstningsværker. De omtales fx i forbindelse med etableringen af Christianshavns ny vold. De rengjorde voldgrave og slæbte korn ved bagerierne i Kastellet og på Proviantgården. Og så var de vigtige i den langsomme udbygning af Holmen, der bid for bid blev til i løbet af 1700-tallet.

Arbejdet ved fæstningerne rundt om i landet havde samme karakter. På selve værftet arbejdede fangerne med et væld af forskellige opgaver som fx tømmerslæbere og vandbærere. Dette arbejde blev normalt udført af søfolk og nogen gange soldater, men brugen af strafarbejdere kunne lette omkostningerne ved bygningen af de kostbare flådeskibe. Desuden arbejdede fangerne i de mange værksteder ved værftet.

Fangerne i Trunken

Antallet af fanger i Trunken varierede over tid. Set i et langt perspektiv er det tydeligt, at der blev flere og flere fanger i slavesystemet. Men det varierede. Nogle gange var det så lavt som nogle få håndfulde, fx efter pesten i 1711 hvor antallet af fanger på Bremerholmen kunne tælles på nogle få hænder. I andre perioder var der flere hundrede slaver i København ad gangen.

Frem imod midten af 1700-tallet voksede deres antal også på fæstningerne rundt om i landet – især ved Kronborg, Rendsborg og Nyborg. I midten af 1700-tallet var deres antal så højt, at man begyndte at leje dem ud til private arbejdsgivere, der for seks skilling kunne leje en slave for en dag, men selv skulle hente og aflevere denne. Lejede man tilstrækkeligt mange, kunne man få en fangevogter med i prisen uden tillæg. I Trunken boede de såkaldte fangefogeder med deres familier i tilbygninger til selve fængslet. De var typisk veteraner – enten soldater eller søfolk. I enkelte tilfælde brugte man desuden løsladte fanger til jobbet.

Brugen af ordet 'slave' blev almindelig omkring 1700. Det skete, samtidig med at Danmark for alvor engagerede sig i den transatlantiske slavehandel. Fangeprotokollerne blev til 'slaveruller' og fangefogederne 'slavegevaldigere'. Det store fængsel, der i 1741 afløste Trunken og var del af det store Stokhuskompleks i det nordlige København, kaldtes 'Slaveriet'. Modsat slavegjorte afrikanere, kunne slaverne i dette system dog ikke sælges. Brugen af ordet 'slave' blev aldrig normal for fangerne i tugthusene. Dem ser man dog af og til omtalt med det ældre begreb 'trælle'. Det brugte man også om arbejderne på værftet eller fæstningerne. I 1500-tallets løsgængerlovgivning omtaltes strafarbejdet da også som 'trældom'. Man tænkte således igennem perioden strafarbejde og fængsel som former for slaveri - ikke identisk med den atlantiske variant, men dog beslægtet. Fangerne i slavesystemet var genkendelige på de lænker, alle bar. De bar desuden en 'slavekjole', der ligeledes gjorde det muligt at spotte dem. Omkring 1800 begyndte man desuden at kronrage dem.

For københavnere var slaverne et tilbagevendende syn i gadebilledet. Her ses en slave med en kost. Fodlænken er synlig. De andre figurer er en slavefoged, en politibetjent og to vægtere. Foto: Københavns Museum

Kildematerialet om livet som fange i Trunken

Fra slutningen af 1600-tallet er der kilder, der kan fortælle os om livet i Trunken. I admiralitetets retsprotokoller optræder fangerne igen og igen. Her nævnes selvmordsforsøg, klager over kosten, voldelige sammenstød imellem fanger og fangefogeder, en illegal økonomi imellem fanger og sågar et par sager, der viser, at en klike af fanger med soldater- og matrosbaggrund udgjorde en elite i fængslet, der beskattede medfangerne og holdt en ulovlig ret over fanger, der forbrød sig imod andre fanger. Desuden gør kilderne fra 1690 og frem os i stand til at rekonstruere fangebefolkningen. Vi kender fra dette tidspunkt alle fanger ved navn og ved, hvad de var dømt for, hvor længe de skulle sidde, og hvordan opholdet endte.

Vi kan se, at dødsraten fluktuerer heftigt. Fangerne var sårbare over for de epidemier, der med jævne mellemrum hærgede i København. Vi kan også se, at fanger, der kom langvejs fra, var særligt udsatte i smitteklimaet i København. Islandske løsgængere havde for eksempel en klart højere dødsrate end danske ditto.

Af materialet fremgår det, at spørgsmålet om ære var særdeles vigtigt. Alle fanger, der var brændemærkede eller kagstrøgne af bødlen, talte som 'uærlige', dvs. æreløse. De blev aldrig benådet. Det gjorde fanger, der stadig havde deres ære. Nogle af disse blev løsladt, fordi deres straf havde en fast slutdato. Men også livstidsfanger blev benådet – f.eks. i forbindelse med vigtige begivenheder i Kongehuset, eller hvis hæren havde akut brug for rekrutter. Det gjorde de uærlige ikke. Deres eneste vej til frihed var flugt.

Flugt fra fængslet

Omkring hver femte fange flygtede fra strafarbejdet ved Trunken. Mange flere forsøgte, men lykkedes ikke. I begyndelsen af 1700-tallet var muligheden for at forblive på fri fod stadig relativt høj, og ca. 2/3 af de flygtede blev ikke pågrebet. Ved slutningen af 1700-tallet var det blevet betydeligt sværere at forblive på fri fod, blandt andet på grund af etableringen af politiinstitutioner, men også fordi det blandt andet blev praksis af efterlyse fanger i aviser. De uærlige fanger var klart mest tilbøjelige til at forsøge flugten. De var typisk tyve eller desertører (og ofte begge dele). Mange var lejesoldater eller matroser og havde således før dommen levet som del af bysamfundets fattigste lag. Deres forbrydelser kan læses som udtryk for denne sociale position.

I 1720'erne og begyndelsen af 1730'erne udfordrede fanger som disse fængslet på stadig større skala. De orkestrerede stadigt mere koordinerede flugtforsøg. Normalt flygtede fanger alene eller i små grupper fra arbejdspladserne, men nu blev flugten en kollektiv indsats, der startede inde i fængslet. Stikkere forsøgte fangernes ledere at holde i skak med tæsk. De gravede tunneller, brød hul på murene og taget og planlagde i en enkelt sammenhæng et decideret sørøvertogt, hvor de efter flugten ville tage et skib og drage på rov. Disse store komplotter blev dog alle opdaget, før nogen slap væk.

Komplotterne gjorde autoriteterne urolige. Man begyndte at lænke fanger sammen i situationer, hvor man frygtede, at de ville flygte. Man brugte også tungere jern på dem, man mistænkte for at gå med flugtplaner. Det gik ud over produktiviteten, men blev set som nødvendigt. Et andet tiltag var forsøgene på at bryde fangehierarkiet op ved at sende ledere til enten Kronborg eller Christiansø.

Kilderne tillader os ikke at granske magthavernes tanker bag lukningen af fængslet i 1741 i detaljen, men stadsarkitekten Laurids de Thurah skrev i 1748, at Trunkens lukning skyldtes frygten for, at fangerne i et flugtforsøg ville sætte ild til det strategisk vigtige flådeanlæg. Med de store komplotter omkring 1730 in mente er denne udlægning bestemt ikke usandsynlig. 

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.