Det danske samfund i forandring

Danmark gennemlevede i 1960’erne og 1970'erne omfattende samfundsforandringer: Urbaniseringen, uddannelseseksplosionen, fremkomsten af servicesektoren og velfærdsstatens ekspansion var nogle af tegnene på den hastig udvikling.

Forandringerne gav anledning til en række politiske og kulturelle opbrud, der kulminerede i 1970’erne. Her stødte traditionelle værdier med rod i et klassebaseret landbo- og industrisamfund sammen med nye, fremvoksende værdier og normer, der tilhørte et postindustrielt servicesamfund. Opbruddet kom klarest til udtryk i de nye sociale bevægelser og ungdomskulturen, fx udtrykt i Beatlemaniaen,  men nåede også bredere ud drevet frem af velstandsudviklingen, teknologiske fremskridt og medieudviklingen.

1960'erne og 1970'erne var også en tid præget af voldsomme samfundsmæssige konfrontationer som vilde strejker, blokader, aktioner og ’happenings’. Denne type protestaktioner havde typisk sit udspring på venstrefløjen, hos arbejderne og blandt de unge. Det var et opgør med det etablerede og autoriteterne, klassesamfundet og den borgerlige ejendomsret, statsmagten og overenskomstsystemet.

Opbruddet var dog på ingen måde entydigt. Begreber som fremskridt og kultur var voldsomt omstridte. Det var ikke kun et spørgsmål om at være traditionalist eller modernist - også internt i den modernistiske lejr var der en diskussion mellem dem, der søgte et totalt opgør med tidens materialistiske kultur, og dem, der først og fremmest ønskede at ophæve dens sociale slagside. Det afspejledes f.eks. i Socialdemokratiet, hvor der opstod en splittelse mellem den ældre generation, der var optaget af at udbrede velfærdssamfundets goder til flest muligt, og en ny generation præget af tidens politiske venstredrejning, der ønskede en mere dybtgående samfundsforandring.  

Kvindebevægelsen og den seksuelle frigørelse

I 1960'erne voksende kvindernes erhvervsfrekvens markant, hvilket er tydelig i denne officielle betænkning fra 1974. Kvinderne fik som følge heraf mere frihed, både økonomisk og arbejdsmæssigt, og det var med til at bane vejen for den nye kvindebevægelse og ændrede kønsroller.

Kvindernes oprør slog også igennem på Christiansborg, hvor kvindeandelen voksede både blandt menige folketingsmedlemmer og blandt ministrene.  Ligestillingen blev samtidig et politisk tema, og i 1975 nedsatte den socialdemokratiske regering Ligestillingsrådet, der skulle bistå og råde Folketinget i ligestillingsspørgsmål.

Kvindernes nye stilling i samfundet og opbruddet i de traditionelle kønsroller var tæt sammenvævet med den seksuelle frigørelse. I 1966 fik de danske kvinder adgang til p-pillen, der var et bekvemt præventionsmiddel med meget høj beskyttelse, og som gav nye muligheder for at styre, hvor mange børn man ville have. I 1973 vedtog Folketinget at indføre fri abort. Forud gik en lang og til tider hård debat både i og uden for Christiansborg. Du kan her læse folketingsdebatten om loven og  journalist Willy Reunerts interview fra 1967 af to kvinder, som begge havde fået foretaget en illegal abort.

I 1969 frigav Danmark som det først land i verden billedpornografien. Forslaget blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, og du kan læse folketingsdebatten om frigivelse af billedpornografien her. Pornoens frigivelse gjorde Danmark internationalt kendt for sit frisind.

Jordskredsvalget og oprøret fra højre

Venstredrejningen og de store kulturelle forandringer var dog ikke uden modspil. Det blev tydeligt ved Jordskredsvalget i 1973, der førte til en fordobling af antallet af partier i Folketinget (fra fem til ti) og et generelt opbrud i det parlamentariske landskab. De nyindvalgte partier bestod især af en række nye højreorienterede og enkeltsagsorienterede partier, som repræsenterede en protest mod velfærdsstatens ekspansion opbruddet i de traditionelle værdier.

Jordskredsvalgets helt store vinder var det nystiftede Fremskridtspartiet (ledet af den karismatiske jurist Mogens Glistrup (1926-2008)), der kom i Folketinget med 28 mandater. I partiets første partiprogram kan du læse, hvordan Fremskridtspartiet ville minimere statens "papirnusseri" og afvikle indkomstskatterne. Partiet blev i 1970'erne og 1980'erne det tydeligste symbol på en samfundskritik fra højre, og det gjorde sig ofte bemærket med spektakulære forslag og udtalelser, fx da Glistrup i et interview sammenlignede skattesnydere med jernbanesabotører under besættelsen. Generelt var Folketingets øvrige partier skeptiske over for at samarbejde med Fremskridtspartiet, som blev anset som useriøse og upålidelige. 

En anden form for højreorienteret protest, der kom til udtryk ved Jordskredvalget, var repræsenteret af partierne Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne.  

Centrum-Demokraterne var et udbryderparti fra Socialdemokratiets højrefløj og fik ved valget i 1973 7,8 % af stemmerne, svarende til 14 mandater. Partiet var stiftet kort før folketingsvalget og stillede derfor ikke op med et omfattende partiprogram. Men i partiprogrammet fra 1977 kan man se alle de klassiske mærkesager, partiet blev identificeret med, blandt andet støtte til bil- og boligejere, et stærkt forsvar forankret i NATO-medlemskabet samt et angreb på den påståede venstredrejning i Danmarks Radio.

Kristeligt Folkeparti blev stiftet i 1970 i protest mod liberalisering af abortlovgivningen og frigivelsen af billedpornografien og kom for første gang i Folketinget i 1973 med 4 % af stemmerne. I Kristeligt Folkepartis principprogram fra 1972 kan man se det nye partis politiske profil. Det kristne grundlag fremgår meget tydeligt at programmets første afsnit

Hverken Kristeligt Folkeparti eller Centrum-Demokraterne blev nogensinde til store partier, men særligt i 1980'erne formåede de som en del af Poul Schlüters første to regeringer at yde en vis indflydelse på dansk politik.

Værdipolitiske brydningsflader

De store samfundsforandringer og de kulturelle opbrud medførte, at værdipolitiske emner og spørgsmål fik en stigende betydning for de politiske partier i 1970'erne. Det skabte ofte gnidninger mellem Folketingets partier og endda nogle gange internt i partierne. Det kan du læse om i artiklen om partiernes fragmentering. 

Skolepolitikken er et tydeligt eksempel på et område, der blev genstand for en heftig værdipolitisk diskussion om folkeskolens formål. Det kom i 1970'erne til udtryk i forbindelse med behovet for en folkeskolereform. Debatten foregik ikke kun i Folketinget, men også bredt i samfundet. I 1972 sendte fx både skoleelever, folkeskolelærere og sognepræster breve til den socialdemokratiske undervisningsminister Knud Heinesen (f. 1932) med deres tanker om den varslede folkeskolereform.

Universitetpolitikken blev også stærkt debatteret i Folketinget. Her var der store uenigheder om indholdet af undervisningen, og om hvor mange penge samfundet skulle poste i sektoren. Debatten blev ekstra intens, fordi den udspillede sig samtidig med studenteroprøret, som fra 1968 udfordrede det såkaldte professorvælde og krævede medindflydelse på studiernes organisering og indhold.

I 1970'erne blev miljøpolitik også for første gang et vigtigt emne på nationale og internationale dagsordener. I 1973 fik Danmark sin første miljølov og miljøminister, og siden har balancen mellem økonomiske og miljømæssige hensyn været et tilbagevendende tema for de danske regeringer. Debatten blev særligt stærk under 1980'ernes borgerlige regeringer, hvor et alternativt grønt flertal flere gang tvang regeringen til at føre en strammere miljøpolitik, end den egentlig havde lyst til.

De værdipolitiske brydninger fandt også sted i forbindelse med helt konkrete enkeltsager, fx om hvordan Folketinget skulle forholde sig til Fristaden Christiania, der var opstået i 1971, da en gruppe mennesker besatte den tidligere Bådsmandsstræde Kaserne på Christianshavn. Du kan læse den socialdemokratiske justitsminister Knud Axel Nielsen (1904-1994) notat om sagen her.

To andre eksempler på betydningsfulde værdipolitiske diskussioner var debatten om homoseksuelle forhold i 1980'erne, der førte til indførelsen af registreret partnerskab i 1989, samt debatten om indførelsen af hjernedødskriteriet i 1990.