Uddannelseseksplosionen

I 1960'erne gennemgik Danmark en række centrale strukturelle samfundsforandringer, som også betød, at de unge fik en væsentlig anden ungdom end de foregående generationer. En af de helt store forskelle var, at de unge i langt højere grad fik en uddannelse.  Den såkaldte ’uddannelseseksplosion’ var dels forårsaget af en stor samfundsmæssig efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft, og dels af velfærdssamfundets ekspansion, der gjorde det økonomisk muligt for langt flere at tage en uddannelse. 

Presset på uddannelsessektoren blev yderligere forstærket af, at det var nogle meget store årgange, der i 1960'erne nåede den uddannelsesparate alder. Samtidig betød ændrede kønsroller, at langt flere kvinder ønskede og havde mulighed for at uddanne sig ud over den obligatoriske folkeskole.

Den store søgning til uddannelserne medførte en markant stigning i antallet af gymnasieelever og universitetsstuderende. I 1960 var der således ca. 9000 universitetsstuderende i Danmark, i 1970 var dette tal næsten firedoblet til 35.000.

Med den store udbygning af universitetssektoren, som for alvor tog fart i 1970’erne, steg ønsket fra politisk side om at have kontrol på området tilsvarende. Kampen om, hvem der skulle sætte kursen for landets universiteter, blev for alvor intens, fordi den udspillede sig samtidig med studenteroprøret, som fra 1968 udfordrede det såkaldte professorvælde og krævede medindflydelse på studiernes organisering og indhold. 

Styrelseslovene 1970 og 1973

Universitetssektoren var reguleret under en styrelseslov, vedtaget af VKR-regeringen i 1970. Denne lov var imidlertid under kritik fra såvel ansatte som studerende. Professorerne var utilfredse med, at den mindskede deres indflydelse over fag og ansættelsespolitik, og tilsvarende ønskede de studerende og de yngre forskere og undervisere mere indflydelse. Samtidig var studenterrådene i København og Aarhus også utilfredse med styrelsesloven. De ønskede, at valg til universitetets styrende organer skulle være enhedslistevalg gennem studenterrådene, hvilket i praksis ville give dem monopol på udpegning af kandidater.

I 1973 fremsatte den socialdemokratiske undervisningsminister Knud Heinesen (f. 1932) en gennemgribende styrelsesreform af alle de højere uddannelser, som han fik opbakning til fra alle partier i Folketinget.

Loven omfattede universiteterne og en række andre videregående uddannelser som Danmarks Tekniske Højskole, Farmaceuthøjskolen og tandlægehøjskolerne. Den indførte direkte valg til universiteternes styrende organer, og repræsentationsretten blev udvidet til at inkludere det teknisk-administrative personale (TAP). Repræsentationsfordelingen blev fastsat til 50 % til fastansatte lærere og eksterne lektorer, 25 % til studerende og 25 % til TAP, ligesom kompetenceforholdene blev præciseret mellem de forskellige styrende organer og mellem institutionerne og Undervisningsministeriet.

Politikernes ønske om styring og dimensionering af de længerevarende uddannelser og universitetsverdenen kom i konflikt med studenteroprørets krav om medbestemmelse. Denne konflikt blev forstærket af de økonomiske krisetider, der i kølvandet på oliekrisen i 1973 indebar kraftige besparelser i sektoren. Det harmonerede ikke rigtigt med de studerendes forventninger, der stadig var præget af højkonjunkturens tro på, at alt kunne lade sig gøre og alt kunne finansieres.

Ikke desto mindre lagde den nye styrelseslov op til større inddragelse af de studerende i læreanstalternes styrende organer, og den nye studentermagt blev brugt, ofte ganske offensivt. Det bidrog til en politisering af studierne, der ofte kolliderede direkte med eksisterende studienormer og skabte debat langt uden for universitetsverdenen selv. Sideløbende med debatten om universiteternes overordnede strukturer var uddannelsernes konkrete indhold nemlig en tilbagevendende del af den politiske debat. 

De røde universiteter

I begyndelsen af 1970’erne holdt marxistisk teori sit store indtog på de humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter på universiteterne. Venstredrejningen medførte stor debat både i og uden for universitetsverdenen. To af årtiets mest omdiskuterede sager vedrørte Nordisk Institut på Aarhus Universitet og Roskilde Universitets Center (RUC).

Sagen omkring Nordisk Institut på Aarhus Universitet begyndte i 1972 og omhandlede et større indkøb af omkring 400 marxistiske bøger til instituttets bogsamling   I løbet af sommeren og efteråret 1972 udviklede debatten om dette indkøb sig til en decideret fejde mellem den socialdemokratiske undervisningsminister Knud Heinesen og Aarhus Universitets rektor Svend Bundgaard (1912-1984). Knud Heinesen fandt indkøbet stærkt kritisabelt, mens rektor Bundgaard antydede, at ministeren havde til hensigt at udøve censur. Til sit forsvar fastholdt Heinesen, at han ville sikre sig, at skatteydernes penge blev brugt hensigtsmæssigt. Bogindkøbssagen faldt først til ro i oktober 1972, efter at Aarhus Universitets Konsistorium havde udtrykt sin bekymring over Bundgaards fremfærd i sagen.  Samtidig understregede Konsistoriet universitetets pligt til inden for styrelseslovens rammer at hævde universitetets selvstændighed, men samtidig udvise ansvar over for de bevilgende myndigheder.

Det var dog Roskilde Universitets Center (RUC), der mere end noget andet dansk universitet var underlagt en kritisk debat i 1970'erne. Grundlæggende var der to anklagepunkter mod universitetet: For det første, at der ikke var tilstrækkelig faglig kvalitet i undervisningen, og for det andet, at der blev udøvet en marxistisk ensretning på studierne.

På RUC var der en stærk en forestilling om, at undervisning og forskning skulle bedrives med og for arbejderklassen, hvilket betød, at undervisningen og forskningen heller ikke kunne eller skulle bedømmes på et borgerligt-videnskabeligt grundlag. Denne forestilling var ikke uden kritik internt på RUC, og denne interne splid forhindrede RUC i at demonstrere, at universitetet evnede en troværdig selvforvaltning.

I 1975 blev RUC sat under ekstern administration, hvortil der blev oprettet et eksternt tremandsrektorat. Dette var dog relativt billigt sluppet for RUC, da der blandt de borgerlige partier var udtrykt ønske om at underlægge RUC Københavns Universitet, eller endda helt at nedlægge universitetet.  

Sagen om RUC mobiliserede de studerende på landets andre universiteter, der gennem demonstrationer, eksamensboykot og institutbesættelser reagerede mod, hvad de så som statsmagtens forsøg på at ensrette og disciplinere et uddannelsespolitisk eksperiment. Studenterprotesterne skyldtes ligeledes, at det ikke bare var RUC, men hele styrelsesloven, som de borgerlige partier ønskede at underlægge en strammere kontrol. 

1976: Dimensioneringen

I 1976 vedtog Folketinget en gennemgribende dimensionering af universitetssektoren via adgangsbegrænsning på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser - hidtil havde alle med en studentereksamen kunnet indskrive sig. Den indførte adgangsbegrænsning tillod et samlet optag på maksimalt 20.000 studerende pr. år, primært reguleret gennem karaktergennemsnit. Reguleringen var effektiv, og optagelsestallene for 1977 og de følgende år kom til at ligge noget under rammen.

Bag opstramningen lå økonomiske overvejelser om velfærdsstatens stigende omkostninger. Politikerne ønskede at begrænse udgifterne for den offentlige sektor, som var blevet et finanspolitisk problem, efterhånden som den økonomiske krise bed sig fast. Dimensioneringen signalererede samtidig et delvist skifte væk fra idéen om fri og lige uddannelse. 

1980: Budgetrammereformen

I 1980’erne fortsatte nedskæringerne på bevillingerne til universitetssektoren. Eksempelvis måtte Aarhus Universitet i 1981 finde besparelser for 12 mio. kr. (svarende til 3 % af bevillingen for 1980), og 9,5 mio. kr. det følgende år. Københavns Universitet måtte igennem lignende besparelser, mens Odense Universitet (i dag Syddansk Universitet), Aalborg Universitets Center og Roskilde Universitets Center ikke blev udsat for helt så voldsomme besparelser, fordi Folketinget af regionalpolitiske grunde ønskede at styrke disse universiteter.

Undervisningsministeriet præsenterede i 1980 en budgetrammereform. Målet var dels at ændre den hidtidige praksis for bevillinger, hvor universiteterne i høj grad selv bestemte, hvordan bevillingerne blev anvendt, dels at adskille bevillingerne til undervisning og forskning. Det sidste skulle sikre, at det ikke var forskningen der kom til at bære hele byrden at nedskæringerne, fordi forskning blev set som en samfundsmæssig ressource og en vigtig faktor i optimeringen af den danske konkurrenceevne. Reformen var desuden udtryk for et politisk ønske om en stærkere styring af universitetssektoren, både for at have kontrol med udgifterne og for at kunne prioritere mellem universiteternes aktiviteter og belønne produktivitet. Budgetrammereformen kan således ses som en slags forløber for taxametersystemet, der gradvist blev indført fra begyndelsen af 1990'erne og fortsat anvendes i dag.