(…)

i. Studiemæssige betingelser for opnåelse af støtte.

Af det foregående såvel som af betænkning I vil det fremgå, at hensigten med de omtalte støtteforanstaltninger er at demokratisere adgangen til den højere uddannelse, eller — udtrykt på en anden måde — at give ubemidlede unge, der skønnes egnede dertil, lejlighed til at gennemgå en uddannelse ved et universitet eller en anden højere læreanstalt. Det vil derfor være nødvendigt blandt de ubemidlede unge at udskille dem, der er egnede for denne uddannelse.

Der gør sig med hensyn til denne udskillelse principielt de samme vanskeligheder gældende som omtalt i gymnasiebetænkningen, jfr denne betænknings s. 41 f.[1] Dels skal en målestok for egnetheden opstilles, og dels kræver egnethedsbedømmelsen en vis tid, idet de lærere, som skal foretage denne bedømmelse på vedkommende læreanstalt, ikke vil have noget forudgående kendskab til studenten.

Det vil herefter være indlysende, at i tiden forud for aflæggelsen af en eksamen ved universitet eller læreanstalt vil det være vanskeligt at foretage en egnethedsudskillelse af eleverne, mens derimod en bestået eksamen — og denne må være af en vis betydning — vil være et kriterium, på grundlag af hvilket en udskillelse vil kunne foretages.

Det vil således være formålstjenligt at dele behandlingen af støtteforslaget i to dele, nemlig tiden forud for 1. del (eller en dermed ligestillet eksamen) og tiden efter 1. del.

Gennem et rundspørge dels til læreanstalterne og dels til de studerendes faglige repræsentanter har kommissionen fået bekræftet, at frafaldet fra studierne, efter at 1. del eller en dertil svarende eksamen er bestået, er meget ringe, således at det med rimelighed kan hævdes, at næsten alle de studerende, som består 1. delen, også får vedkommende endelige eksamen.

a) Støtte for bestået 1. del eller dertil svarende eksamen.

Afgørende for støtteordningens nærmere udformning før 1. del er kriteriet for egnethed.

Det kunne synes, at den mest nærliggende løsning var at give den student støtte, som i gymnasiet havde modtaget understøttelse, såfremt han stadig opfyldte de økonomiske betingelser (…). Herved ville man opnå at skabe sikkerhed hos gymnasiasten for videre hjælp.

Dette kriterium giver dog ikke tilstrækkelig sikkerhed. Det er en almindelig erfaring, at det at studere ved en højere læreanstalt er så fundamentalt forskelligt fra at gå i gymnasiet, at en aflagt studentereksamen ikke kan sige noget sikkert om den pågældendes evner til at gennemføre et studium.

Et bevis herfor findes i det meget store frafald mellem studentereksamen og 1. del ved universiteterne. Nu skyldes den store dumpeprocent til 1. del vel nok tildels økonomiske forhold, hvis tryk man gennem støtteforslaget netop vil søge at lette. De økonomiske faktorer er dog ikke ene afgørende. En stor del dumper ved 1. del på grund af manglende studieegnethed, og det er derfor ikke muligt at opstille nogen fast korrelation imellem en students evner for at gennemføre gymnasieuddannelsen med tilfredsstillende resultat og hans evne til at bestå 1. del.

Kommissionen kan derfor ikke slutte sig til det synspunkt, at alle de studenter, som i gymnasiet har fået støtte, også skal have det efter studentereksamen, forsåvidt de agter at studere.

En udskillelse af de egnede må derfor ske ud fra andre kriterier, enten således at universiteterne og læreanstalterne selv skønner over egnetheden, eller således at sondringen sker på grundlag af den beståede studentereksamens resultat.

Bygger man udskillelsen på universiteternes og læreanstalternes skøn ville det mest nærliggende naturligvis være at henholde sig til den form for uddeling af legater til ganske unge studerende, som nu eksisterer. I dag fordeles legaterne til 1. dels-studerende på grundlag af et samlet skøn over studentereksamensresultat og de erfaringer, som den allerede forløbne studietid har givet læreanstaltens lærere, manuduktører[2] o. lign. Denne uddelingsform kan imidlertid kun fungere på betryggende måde, fordi der står så få legater til rådighed til 1. dels-studerende, at kun de særlig fremragende kan komme i betragtning. For at fremme den lige adgang til de højere læreanstalter måtte dette beløb imidlertid stærkt forøges, og i så fald blev de uddelende myndigheder netop stillet overfor problemet om en udskillelse efter et af de ovennævnte kriterier.

En udskillelse af egnede på grundlag af universiteternes og læreanstalternes skøn lider iøvrigt også af alvorlige skavanker.

For det første forudsætter udøvelsen af skønnet, at de pågældende lærere må have erhvervet sig et vist kendskab til de studerende. Støtten kan derfor først ydes et stykke inde i studiet, f. eks. efter 1 eller 2 års forløb. Den enkelte må altså selv bære den økonomiske byrde i dette tidsrum og risikoen for ikke at få støtte senere, og dette vil sikkert i mange tilfælde holde studenten tilbage fra at påbegynde et studium. Demokratiseringsprincippet vil herved blive mindre konsekvent gennemført.

For det andet gør de sagkyndige — til hvis skøn kommissionen kan henholde sig — gældende, at det ikke vil være muligt for universiteter eller læreanstalter at udskille de egnede studerende med blot nogenlunde sikkerhed, før 1. del er bestået. Ganske vist vil visse læreanstalter være bedre stillede med hensyn til at bedømme eleverne, end det er tilfældet med flere af fakulteterne på universiteterne, idet disse læreanstalter daglig har nær kontakt med eleverne, ligesom der ofte findes eksaminer på et meget tidligt tidspunkt i studiet, mens universiteterne gerne har en langt løsere forbindelse med de studerende især i de første par år; men på trods af læreanstalternes bedre kendskab til eleverne og uagtet der visse steder aflægges en eksamen allerede efter 1 års studium, er man fra sagkyndig side betænkelig ved at anbefale, at der foretages en udskillelse af egnede på grundlag af lærernes skøn eller af denne tidlige første eksamen.

Det eneste brugbare kriterium for sondring mellem egnede og uegnede før 1. del er da studentereksamen. Da studentereksamensresultatet imidlertid ikke er nogen helt sikker indikation for de pågældendes duelighed for viderestudium, har kommissionen på en ny måde søgt at forlige de to hovedhensyn, nemlig 1) at sikre den ubemidlede adgang til de højere læreanstalter og 2) ikke at afstedkomme et stort finansielt spild.

Ud fra den erfaring, at de dygtige studenter i reglen vil tilendebringe deres senere studium med tilfredsstillende resultat, har man herefter ment at turde anbefale, at studenter med en forholdsvis høj studentereksamenskarakter allerede i de første år af deres studietid får tillagt stipendium. De øvrige studenter, der vel langt fra alle er uegnede, men om hvis chance for at gennemføre studiet man ikke allerede ved indskrivelsen på universitetet eller læreanstalten kan have nogen begrundet formodning, bør derimod have ret til rentefrie, statsgaranterede lån, således at tilbagebetalingspligten bortfalder, når de ved at tage en god 1. del viser, at de er egnede.

Afgørende for den nærmere udarbejdning af denne hovedregel er fastlæggelsen af grænsen mellem de »sikre« og de »usikre« studenter. Herom har der i kommissionen været ført meget indgående drøftelser.

Fra een side har man ment at burde lægge en fast og i forvejen kundgjort[3] kvotient. Man har ment som principiel regel at kunne fastslå, at en student, som har 14,00[4] til studentereksamen, må anses for »sikker« og derfor bør have en ret til stipendium. For at undgå de urimeligheder, der kan opstå ved en ujævn fordeling af karaktererne hos den enkelte student, har man dog foretrukket ikke at lægge vægt på alle studentereksamenskaraktererne, men på et udvalg heraf, foretaget af lærerne ved det fakultet eller den læreanstalt, hvor den pågældende vil søge uddannelse.

Studenter, der ikke har opnået 14,00 i de udvalgte fag, bør dog ikke være helt udelukket fra at få stipendium før 1. del. Der bør tilkomme de uddelende myndigheder et skøn over, hvorvidt studenter med under 14,00 skal have stipendium eller ej. Herved skal især tages hensyn til kursus-studenterne, hvis karakterer gennemgående — allerede på grund af de mere forcerede læseforhold — er dårligere end gymnasie-studenternes, samt til ensidigt eller sent udviklede begavelser.

Når en del af kommissionens medlemmer således har ment, at der på forhånd bør fastlægges en bestemt kvotientgrænse, skyldes det først og fremmest disse medlemmers opfattelse af, at en fast grænse under alle omstændigheder vil blive opstillet i praksis. Man kan ikke administrere en ordning, der forudsætter en deling af studenterne før 1. del, uden at der i løbet af kortere tid fastlægges tydelige kriterier for sondringen. Man kan derfor ligeså godt straks i fuld offentlighed kundgøre grænsen som at vente en 2—3 år, til det i praksis fulgte skelnemærke er blevet almindelig kendt.

Hertil kommer, at selve proklameringen af en grænse efter de omtalte medlemmers mening har gavnlige virkninger, der forstærker hele støtteordningens formål: at sikre de egnede ubemidlede unge adgang til studierne. De som går i gymnasiet, kan på forhånd vide, hvad de kan vente sig i henseende til støtte. De bedst egnede får sikkerhed for støtte, medens de dårligere egnede, som der ikke er samme anledning til at støtte, klart bliver gjort opmærksom på, at de selv må tage risikoen for, at de eventuelt ikke vil kunne gennemføre studierne.

Når man har valgt netop 14,00 som grænse, skyldes det en almindelig enighed — også hos de sagkyndige — om, at denne karakter i de alt overvejende tilfælde vil give sikkerhed for gennemførelse af studiet. Det kan i denne forbindelse oplyses, at 20—30 pct. af studenterne har over 14,00 til studentereksamen

Fra anden side i kommissionen har man imidlertid været stærkt betænkelig ved således på forhånd og offentligt at fastslå en grænse bygget på udvalgte studentereksamenskarakterer.

Man er ganske vist med tilhængerne af en fast grænse enig i, at der bør ske en udskillelse af »sikre« studenter, der får stipendier, og »usikre«, der får lån. Man finder heller ikke den foreslåede grænse uforsvarlig, men anser den snarere for lidt for streng. Afgørende for disse medlemmers standpunkt har derimod været, at en minimumsgrænse for opnåelse af et gode, hvad enten dette er adgang til en højere læreanstalt eller opnåelse af stipendieret, vil fremme det karakterjageri, som i forvejen kendetegner en del af gymnasieundervisningen i dag, hvor de meget høje kvotienter — hvilke ofte går op over 14,00 — der kræves for at få adgang til de højere læreanstalter, især ødelægger arbejdet i 3.g. Hertil kommer, at der er en vis fare ved en fastlæggelse af en bestemt kvotient, idet det ikke er ukendt, at en fastsat minimumskvotient har medført, at karakterniveauet er steget.

Man foreslår derfor fra den side, at man altid lader det bero på et skøn, om en student skal have stipendium eller lån før 1. del. Man er naturligvis klar over, at dette skøn ikke i længden bliver individuelt, men at der hurtigt udvikler sig faste retningslinjer, der måske ikke bliver meget forskellige fra 14,00-grænsen. Ved at undgå på forhånd at proklamere bestemte bindende retningslinjer vil man dog efter denne opfattelse opnå, dels en formindskelse af faren for pointsjageri i skolerne, dels også at en noget større gruppe end efter 14,00-grænsen kan få stipendium.

Under den ovenfor refererede debat har man været inde på tanken om helt at stryge sondringen mellem »sikre« og »usikre« studenter, og i stedet give alle studenter før 1. del lån med mulighed for ændring til stipendium efter bestået 1. del.

Denne tanke har man dog været enige om at afvise. Man har herved først og fremmest lagt vægt på, at en lige adgang til lån ikke kunne have samme demokratiserende virkning som en adgang for de dygtige til at oppebære[5] stipendium fra studiets begyndelse. Hertil kommer, at en sådan forskelsløs behandling af alle uanset studieegnethed måske kan friste mange med små eksaminer til at søge lån, selvom erfaringen viser, at mange af dem ikke vil kunne tage en ordentlig 1. del. Resultatet kan herefter frygtes at blive det mindst ønskværdige: en betydelig tilstrømning af studenter, der ikke har evner til at gennemføre studiet. En udsondring af studenter, som får stipendier fra de første studieår, vil derimod virke til at afholde de mindre egnede fra at søge de akademiske erhverv.

Kommissionen har derfor ikke kunnet undgå at overveje en stillingtagen til de to ovenfor skildrede synspunkter vedrørende fastlæggelsen af grænsen mellem de studenter, der bør have stipendium og de, som bør have lån. Uoverensstemmelsen mellem de to synspunkter, der i sig selv ikke er stor og som angår et i forhold til hele den foreslåede støtteordning mindre væsentligt punkt, beror til en ikke ringe grad på bedømmelsen af pædagogiske problemer, som kommissionen ikke besidder tilstrækkelig sagkundskab om.

Man skal derfor indskrænke sig til at fastslå, at kommissionen er enig i, at der straks ved indtegningen til studiet bør og kan foretages en sondring mellem studenter, hvis chancer for at gennemføre studierne må betegnes som meget gode og alle andre studenter, at sondringsgrundlaget må findes i den aflagte studentereksamens resultat, og at de studenter, der bedømmes som »sikre«, bør have stipendium, medens de øvrige får ret til lån.

De studerende, for hvis vedkommende der er en betydelig risiko for ikke-gennemførelse af studierne, bør principielt selv bære risikoen herfor. Da de ringe økonomisk stillede iblandt dem imidlertid ikke selv kan bære denne risiko, foreslår kommissionen, at den, der har aflagt studentereksamen, men som ikke har opnået et sådant resultat, at de stipendieuddelende myndigheder mener, at hans gennemførelseschancer berettiger ham til stipendium, og derfor ikke har villet yde ham et sådant, får ret til at optage et statsgaranteret rentefrit lån, som sætter ham i stand til at gennemføre studiet til 1. del; får han ikke sin 1. del, forfalder lånet til tilbagebetaling. Får han derimod 1. del, vil tilbagebetalingspligten i visse tilfælde bortfalde, jfr. nedenfor under b), og beløbet indgår i så fald i den stipendiesum, som han eventuelt modtager efter 1. del, og behandles efter de regler, der gælder herfor.

De ovenfor opstillede regler: stipendium til unge med en relativ høj studentereksamen og ellers statsgaranteret rentefrit lån, der ændres til stipendium, når 1. del tages med godt resultat, har givet anledning til forskellige overvejelser med henblik på deres anvendelse under særlige forhold, og man skal nedenfor angive et par eksempler:

Det kan tænkes, at en student, som på grundlag af sin studentereksamen får tillagt stipendium fra studiets begyndelse, enten dumper til 1. del eller går fra, inden 1. delen er forsøgt bestået; dette vil f. eks. kunne blive tilfældet med studiner, der indgår ægteskab, efter at et studium er påbegyndt, eller med unge, som f. eks. bliver slået ud af sygdom.

Man vil naturligvis ikke med rimelighed kunne forlange stipendiet tilbagebetalt som værende oppebåret under falske forudsætninger, men kommissionen vil i øvrigt mene, at de fejlinvesteringer, som her vil foreligge, vil være af så begrænset omfang, at de ikke bør tillægges betydning.

Det tilfælde er også blevet nævnt, at en student, der læser på lån, og som ønsker at opgive studiet, vil kunne se sin fordel i at tage sin 1. del (med 1. karakter[6]), selvom han ikke vil læse videre, men fordi hans lån herved ændres til stipendium. Det fremstår dog for kommissionen som højst usandsynligt, at en student med eftergivelse af en gæld som eneste mål vil påtage sig det betydelige arbejde forbundet med risikoen for at opnå mindre end 1. karakter, som læsningen til 1. del eller dermed ligestillet eksamen er, for derefter at opgive videre studier.

b) Støtte efter bestået 1. del eller dertil svarende eksamen.

Sondringen mellem egnede og uegnede volder efter 1. del ingen væsentlig vanskelighed. Som nævnt ovenfor vil så godt som alle de studenter, der har taget 1. del, også fuldende deres studier.

For at opnå sikkerhed for stipendiemidlernes forsvarlige anvendelse mener kommissionen at kunne fremsætte følgende forslag:

De studerende, der har taget 1. del, deles i 2 grupper; den ene gruppe består af dem, der har opnået mindst 1. karakter. Disse studerende får ret til at oppebære stipendium i resten af den normerede studietid, ligesom de får et eventuelt lån fra tiden før 1. dels aflæggelse ændret til stipendium.

Den anden gruppe består af dem, der har fået under 1. karakter. Over for denne gruppe er stipendieudvalget frit stillet både med hensyn til tildeling af stipendium og med hensyn til ændring af lånet før 1. del til stipendium.

Studenter, der har bestået 1. del med mindre end 1. karakter, vil altså kunne få stipendium, men kun såfremt de uddelende myndigheder skønner det. Grundlaget for den skønsmæssige tildeling må naturligvis være, at studenterne med de dårlige eksaminer ikke får stipendium, mens studenterne med gode eller jævnt gode enkeltkarakterer kan få stipendium, idet man ikke, alene fordi en 1. del er under 1. karakter, vil afskære vedkommende student fra at få stipendium. Dels kan den lave karakter have årsager, som ikke kan tillægges nogen synderlig betydning i henseende til vedkommendes studieegnethed, dels kan den beståede eksamen ligge ganske tæt på 1. karakteren og derved give en vis rimelighed for tildeling af stipendium, og dels kan studenten i løbet af kortere eller længere tid efter 1. del måske vise tegn på studieegnethed, der lover godt med hensyn til den endelige eksamen, hvorfor et straks efter 1. del bevilget lån kan efterfølges af stipendium.

Den her skitserede ordning har den fordel, at den stiller de dokumenteret dygtige studerende gunstigt, mens den i temmelig høj grad sikrer det offentlige mod, at dets midler uddeles uden tilstrækkelig sikkerhed for, at pengene er velanvendte.

Det er blevet foreslået, at den student, som på grund af en for lav studentereksamenskvotient ikke opnår stipendium før 1. del og heller ikke får 1. karakter til 1. del og derfor ikke får lånet ændret til stipendium, skal have lånet forud for 1. delen eftergivet, forsåvidt han består endelig eksamen med 1. karakter. Kommissionen finder denne tanke rimelig og vil iøvrigt mene, at en tilslutning til den kun kan få ringe finansielle konsekvenser, da det må betragtes som noget af et særsyn, at en student, som hverken til studentereksamen eller til sin 1. del opnår den fornødne kvotient, skulle kunne få 1. karakter til endelig eksamen.

I forbindelse med forslaget rejser det spørgsmål sig også, om ikke det vil være nødvendigt at se på de grænser for 1. karaktererne, der eksisterer i dag ved universiteternes fakulteter og ved læreanstalterne, idet kommissionen er bekendt med, at bedømmelsen af, hvor 1. karakterens laveste grænse ligger, ikke er ens alle vegne. Da 1. karakteren i henhold til nærværende forslag får en meget væsentlig betydning for udbetaling af stipendium, finder kommissionen, at karaktergrænsen overalt bør fastsættes efter samme retningslinjer.

Grænsen for beståelsen af en 1. del (eller dertil svarende eksamen) er i flere tilfælde 1. karakter, mens den i andre og i øvrigt de fleste tilfælde ligger herunder. Dette betyder i førstnævnte forhold, at alle, der består vedkommende eksamen, straks vil være berettigede til at oppebære stipendium.

Ordforklaringer m.m.

[1] Ungdomskommissionen udarbejdede i 1949 en lignende betænkning om ungdommens adgang til den gymnasiale uddannelse.

[2] Manuduktør: offentligt ansat eller privat lærer, der fører universitetsstuderende igennem et givet stof med henblik på eksamen.

[3] Kundgjort: offentligt kendt

[4] Topkarakteren i samtidens karakterskala var 15. Overført på den nu benyttet 7-trins skala, ville et karaktergennemsnit på 14,00 sandsynligvis svare til mellem 7 og 10.

[5] Oppebære: modtage.

[6] 1. karakter: i den øvre tredjedel af karakterskalaen (cirka). 2. karakter var middelkarakter, mens 3. karakter var under middel.