Forsiden på Social-Demokraten den 3. februar bragte ovenstående billede af de studerende og universitetsansatte under demonstrationen. Foto: Social-Demokraten, 3. februar 1951

Et kilometerlangt studentertog gik genem Københavns gader

Kolossal tilslutning til demonstrationstoget, der talte mellem 5000 og 10.000 deltagere

Regeringen har ønsket en hurtig betænkning fra videnskabskommissionen

Det er meget vanskeligt at fastslå, hvor mange studenter og videnskabsmænd, der deltog i demonstrationstoget til Christiansborg i går, men tallet har sandsynligvis ligget mellem 5000 og 10.000. Under alle omstændigheder blev det en ganske enestående tilkendegivelse af, at den lærde verdens økonomiske forhold nu må tages op til drøftelse, hvis vi ikke i løbet af forholdsvis kort tid skal synke ned blandt sekunda[1]-kulturstaterne.

Det blev også et demonstrationslog der satte sit præg på hele den indre by, hvor færdslen delvis gik i stå, medens det kilometerlange tog bevægede sig frem gennem Fiolstræde, op over Nørrevold, Rådhuspladsen og forbi Nationalmuseet til slotspladsen, anført af de seks store læreanstalters rektorer. Det blev også en fornøjelig og velordnet demonstration, hvor et ukueligt studenterhumør slog gennem den bitre nød, der skjulte sig bag mange af de barokke påfund. Toget startede fra Frue Plads kl. 15 efter at studenterne havde stillet op sammen med professorer og videnskabsmænd inden for deres fag, og efter at ridende politi havde holdt ruten klar af de talrige tilskuere.

Skelet og student i rustning med i demonstrationstoget

Der var et vældigt humør at spore overalt i det lange tog. Fra konservatorie-studenterne lyste et skilt med sætningen ”Vi har dissonanser, men ingen finanser” op i rækken. Et sted så man en lastbil fyldt med en hel børnehave: ”Det gælder osse os, studenter af 1970”. En særlig opfindsom student på motorcykel havde iført sig en regulær rustning, med visir og del hele, og et skilt, der kundgjorde følgende: ”Jeg går i min faders aflagte...” De studerende fra Landbohøjskolen medførte endog et skelet af et eller andet større husdyr (måske har de stakler været tvunget til at spise kødet!) – kort sagt, der var gode ideer nok, selv om det var sørgeligt at konstatere - på et andet skilt – at i England lever 70 procent af studenterne af legater, medens denne procent her landet er 1. Deltagere i demonstrationstoget var også ca. 120 jyske studenter (”Ingen videnskab uden jyder”), der i går morges ankom med ”C. F. Tietgen”[2], med tilskud fra DFDS, og et stort antal ældre akademikere, der delvis sluttede sig til undervejs.

Den sociale udvikling er gået udenom studenterne

Ved 16-tiden ankom toget til Christiansborg, hvor professorerne H. M. Hansen[3], Franz Blatt[4], Anker Engelund[5], C. Faurholt[6], E. Husted[7], N. Thorkild-Jensen[8] og Diderichsen[9] fik foretræde for stats-, finans- og undervisningsministrene, tingenes formænd og partiformændene. Også repræsentanter for de studerendes fællesråd deltog i deputationen. – I henvendelsen til regeringen og rigsdagen udtalte professor H. M. Hansen bl. a. følgende:

De 15.000 studerende ved de højere læreranstalter [sic] i Danmark er i dag så dårligt økonomisk stillet, at øjeblikkelig hjælp er påtrængende nødvendig.

Vore nuværende økonomiske forhold er karakteriseret ved. at legatmængden er ganske utilstrækkelig til at være af betydning for størsteparten af de studerende. I øjeblikket har kun 100-150 studenter så mange legater, at de omtrent kan leve af dem. En fordeling af de uddelte legatmidler på samtlige studerende ville kun give et beløb på godt 100 kr. pr. studerende pr. år. Forholdene varierer dog temmelig stærkt fra denne ene højere læreanstalt til den anden. Som et særlig grelt eksempel kan nævnes, at rådighedsbeløbet pr. studerende ved Tandlægehøjskolen i 1942 var kr. 3,76. De stadig stigende priser og det stigende studentertal bevirker, at legatmidlernes reale værdi er stadig faldende, da en forøgelse af legatmængden kun har fundet sted i meget ringe omfang.

Denne mangel på legatmidler kan ikke afhjælpes ved lån. Herom kan henvises til de betragtninger, som blev gjort gældende af det af universiteterne nedsatte udvalg til overvejelse af universiteternes legatforhold.

Derfor bliver resultatet af de manglende legater, at en meget stor del af de studerende kun kan gennemføre deres studium ved at tage andet arbejde ved siden af arbejde, som kun sjældent er af nogen værdi for studiet. For denne meget store gruppe medfører det ekstra arbejde, dels at studietiden forlænges stærkt, og dels at udbyttet af studiet bliver væsentligt forringet.

Videre udtalte man:

Vender man sig nu til udlandet, viser det sig, at Danmark er ualmindelig dårlig stillet i forhold til de øvrige kulturlande. I Danmark kan således kun ca. 1 pct. af studerende leve af de legater de får. I England har man derimod trods landets store økonomiske vanskeligheder i 1944 gennemført den vigtige Education Act, hvorefter det store flertal af studerende får legater. I 1950 fik således 68 pct. af de engelske studenter legater, der kunne dække deres leveomkostninger.

Studenternes kår er således overordentlig ringe både set i forhold til tidligere tider og til udlandet i dag. Dette resulterede som omtalt i, at mange studerende har arbejde ved siden af studiet.

Det bevirker samtidig, at mange afholdes fra at studere, fordi de ikke ser nogen økonomisk mulighed for at gennemføre studiet. Dette forhold afspejles tydeligt i statistiken over studenternes sociale rekruttering: kun ca. 7 pct. af studenterne kommer fra arbejder- og husmandshjem, skønt denne gruppe udgør ca. 50 pct. af befolkningen. Derimod stammer 54 pct. af studenterne fra den højere middelstand, der omfatter 5 pct. af befolkningen.

Selvom andre forhold end de økonomiske spiller ind i spørgsmålet om den sociale rekruttering, er misforholdet mellem antallet af studenter fra den højere middelstand og fra arbejderklassen dog så stort, at det må fremhæves, at med mindre der gennemføres en meget betydelig forøgelse af legatmængden, er enhver tale om, at der er lige adgang til den højere undervisning uden mening. En sådan lige adgang til den højere undervisning (en demokratisering af den højere uddannelse) er fra alle sider i det danske samfund blevet fremhævet som nødvendig. Således hedder det i Ungdomskommissionens betænkning 1 om ”Ungdommens adgang til den højere uddannelse”:

”Ønsket om udannelsens [sic] demokratisering er derfor først og fremmest et krav om, at samfundet skal øge den retfærdighed over for hver enkelt borger uanset stand og sociale stilling, som ligger i demokratiets begreb.

I den [foreliggende] situation er studenternes økonomiske kår imidlertid så ringe, at en øjeblikkelig hjælp er påkrævet. Derfor støtter studenterne varmt det fremsatte forslag om et præmieobligationslån på 25 mil. kroner til forskningen og til studenterne, og derfor anmoder vi regeringen og rigsdagen om at gennemføre dette forslag som en øjeblikkelig nødhjælp, indtil vore økonomiske problemer kan få en forsvarlig løsning på grundlag af Ungdomskommissionens betænkning om ”Ungdommens adgang til den højere uddannelse”.

I en af henvendelserne til regeringen sluttede man med følgende udtalelse:

På en af plakaterne i vort tog står der: Frugtbar muld og frodige hjerner er Danmarks vigtigste råstoffer. Dette er indlysende rigtigt, men mulden skal gødes og bearbejdes. Bearbejdningen foretager vor udmærkede bondestand på forbilledlig måde, men videnskaben hjælper bonden med at få det mest mulige ud af sit slid.

På samme måde skal også de frodige hjerner gødes og bearbejdes. Dette påhviler vore højere læreanstalter. Vi beder om, at disse nu må blive sat i en sådan stand, at de stadig kan løse deres opgave til samfundets tilfredshed. En kortsynet sparsommelighed i dag vil blive kostbar for det danske samfund i fremtiden.

Det blev en temmelig lang og kold ventetid, medens deputationen var inde. For at holde varmen måtte studenterne ude på slotspladsen ty lidt til hoppe-gymnastik og varme sig med den ”Hellige flamme[10]”, ”Gaudeamus igitur[11]” og en kort tale af professor Brandt Rehberg[12], der bl. a. udtalte at hvis forholdene forbliver uændret, ænder det med, at kun de velhavende kan klare et studium. ”Vi har ikke tid til at vente længere, dette er ikke falsk alarm”.

Endelig dukkede professor H. M. Hansen[13] op og kunne meddele, at man naturligvis ikke havde kunnet få endelige positive løfter, men at statsministeren[14] ville sætte pris på, at videnskabskommissionen snarest afgiver en betænkning om nogle af de punkter, som man fra deputationens side havde fremført, og professoren tilføjede, at dette ville ske. Han takkede endelig alle dem, der var mødt frem for at være med til at understrege det betydningsfulde i, at de store problemer i forbindelse med de vanskelige kår, der i dag arbejdes under både af videnskabsmænd og studenter, snarest bringes til en tilfredsstillende løsning.