Forslag til den højere uddannelses demokratisering

Vedtaget af ”Danske studerendes fællesråd” d. 8. maj 1947.

Princippet om den frie adgang til studiet ved universiteterne og de højere læreanstalter er aldrig blevet således udbygget, at økonomiske muligheder ikke har spillet en ganske afgørende rolle for udvælgelsen af de studerende. De økonomiske vanskeligheder ved gennemførelsen af et studium må tillægges hovedansvaret for, at kun en forsvindende del af studentermassen stammer fra de mindrebemidlede samfundslag (…). Der ligger heri en ganske åbenlys uretfærdighed, dels overfor samfundet, hvis akademikere ikke udvælges blandt de bedst egnede, dels overfor den enkelte person, der berøves muligheden for en naturlig udvikling af sine evner. Endelig er det et politisk uheldigt princip, at akademikere udvælges så ensidigt, som tilfældet nu er.

Omfanget af de studerendes økonomiske vanskeligheder ses ikke blot af den ovennævnte uretfærdighed og uhensigtsmæssighed ved udvælgelsen af akademikerne, men også deraf, at en meget stor del af de studenter, der til trods for den økonomiske risiko herved dog vover at påbegynde studiet, studerer under økonomiske og sociale forhold, der kun kan distancere dem overfor deres økonomisk bedrestillede kolleger. Den nugældende legatordning har da også vist sin utilstrækkelighed på alle områder. Studentertallet er steget kraftigt (f. eks. kan det nævnes, at antallet af studerende ved Københavns universitet er fordoblet siden forrige krig), at prisniveauet er steget, og legatkapitalernes rente er faldende, samtidig med, at legatmidlerne ikke er gennemgribende forøget (for at have samme effektivitet i dag som i 1870erne skulle legatmidlerne have været omtrent 30-doblet), portionerne, der uddeles, betyder ikke længere en effektiv støtte — ja, i de fleste tilfælde kan de kun betragtes som opmuntringspræmier (selv ”det store kommunitet[1]” må suppleres med lån). Ved siden af legater og støtte fra hjemmet har de studerende endnu to muligheder for at financiere [sic] deres studier: lån og arbejde ved siden af studierne. Studielån til en billig rente kan normalt først fås i de sidste studieår, og selv disse kan det være vanskeligt for mange kandidater at betale tilbage, men i al fald tillader unge danske akademikeres lønninger slet ikke tilbagebetaling af så store lån, som er nødvendige for at skaffe ubemidlede adgang til højere uddannelse.

Arbejde ved siden af studiet er for de fleste studerende et alvorligt handicap, specielt da arbejdet kun sjældent er af en sådan art, at det giver et værdifuldt supplement til den studerendes faglige viden og kunnen. Følgelig får arbejdet oftest karakter af spild af den studerendes tid. Under disse forhold kan der ikke ventes stigning i tilgangen fra ubemidlede hjem.

For at sikre en mere ligelig social rekrutering af de studerende og skaffe de allerede studerende en legatstøtte, der i effektivitet svarer til den, man tidligere har haft herhjemme, foreslår ”Danske studerendes fællesråd” følgende ordning, der udgør de økonomiske minimumsbetingelser for den højere uddannelses demokratisering.

Ved studiets begyndelse må der, formentlig ved at man samler de bestående legater til uddeling i de første studieår, tilsikres de studerende, der ikke selv kan rejse midler til studiets påbegyndelse, en effektiv legatstøtte, såfremt man på grundlag af anbefalinger kan skønne, at de er velegnede til studiet. I løbet af de første studieår kan denne støtte få et stadig bedre tildelingsgrundlag ved de fakulteter og læreanstalter, hvor professorer og legatudvalgsmedlemmer har et nøjere kendskab til de studerende.

For ubemidlede kan effektiv støtte kun opnås som legater af mindst ”det store kommunitets” nuværende størrelse.

På et givet tidspunkt i studiet (1. del eller forprøve ved universiteterne og tilsvarende studier ved læreanstalterne (…)) har den studerende dokumenteret sine studieevner og givet faktisk garanti for at nå en afsluttende eksamen. Det er derfor rimeligt, at samfundet efter dette tidspunkt fuldt støtter de studerende, der ikke selv fra hjemmene kan rejse den nødvendige kapital uden at overbelaste hjemmenes økonomi. For disse studerende må understøttelsen være en ret. Understøttelsen må derfor kun gøres afhængig af hjemmets aktuelle støttemuligheder.

Det falder næppe inden for dette forslags rammer at fastsætte de nærmere grænser for understøttelsens udbetaling, idet der må tages hensyn — foruden til indtægten — også til øvrige formueomstændigheder, antal af børn, o. s. v. Det må dog i almindelighed antages umuligt at ofre væsentlige summer til et studerende familiemedlems underhold, når familiens indtægt ligger under 6—7 000 kr.[2] om året. Og selv for indtægter væsentligt herover må det være vanskeligt fuldt at støtte et barn, endsige flere børn ved et flerårigt studium. Et tilskud efter glidende skala vil her være den naturlige udvej, idet der må tages hensyn til [forældres] indtægt, formue og antal af uforsørgede børn.

Den fulde understøttelses størrelse må svare til de faktiske udgifter, en student har i dag. Et holdbart budget på under 250—275 kr.[3] pr. måned vil vanskeligt kunne opstilles, dersom der skal sikres den studerende blot nogenlunde rimelige leve- og arbejdsvilkår.

Understøttelsen må udbetales månedsvis i det i en rimelig studieplan opgivne antal semestre. Dog må den være afhængig af stadig tilfredsstillende studium.

Det principielt afgørende i det stillede forslag er retten til økonomisk støtte efter bestået 1. del eller tilsvarende trin. I den øjeblikkelige situation er det frem for alt fællesrådet magtpåliggende at få anerkendt i teori og praksis, at den nuværende legatordning er forældet, og at muligheden for at opnå legater bliver erstattet med denne ret. Det må være forbeholdt senere tider efterhånden at nedsætte fordringen til den økonomiske trang yderligere og gradvis nå frem til den ideelle tilstand.

Det er for fællesrådet en selvfølgelighed, at understøttelsen kun ydes for det eller de tidsrum, som den normale studieplan afgrænser. Det ville dog være ønskeligt og rimeligt, om offentlige og private legater kunne tildeles sådanne ældre studerende, der i nogen tid ønsker at forskertse[4] deres understøttelsesberettigelse til fordel for mere videnskabelige studier uden for studieplanens rammer. Med henblik på den mulighed, at statsmagten kunne ønske yderligere kontrol med de bevilgede pengemidlers anvendelse, anser fællesrådet det for rimeligt, om man gør fortsat legatberettigelse afhængig af normal beståelse af de ved flere fag eksisterende små eksaminer mellem understøttelsens begyndelsestidspunkt og den afsluttende eksamen. Ved de fag, hvor sådanne små eksaminer ikke findes, kunne man da overveje at rykke eksaminationen i visse mindre fag frem til et tidligere tidspunkt i studiet. En semestervis fornyet studieattest må dog i hovedsagen være en tilfredsstillende kontrol.

Det er en selvfølge, at fordelingen af de omtalte midler må foretages som nu af de bestående stipendieudvalg som de eneste kompetente myndigheder.

Ovenstående forslag forudsætter, at understøttelsen udredes i kontante penge. Samme resultat kan opnås ved at kombinere den kontante understøttelse med såkaldte ”naturalstipendier”, d. v. s. gratis eller meget billige kollegiepladser, bespisning o. s. v. Fællesrådet anser sådanne foranstaltninger for særdeles ønskelige, men påpeger, at et blot nogenlunde tilstrækkeligt kollegiebyggeri næppe kan iværksættes i de første år.

Fællesrådets forslag må nødvendigvis resultere i en øget tilgang til den højere uddannelse af studerende fra de mindrebemidlede samfundslag. Om dette i længden vil medføre, at væsentlig flere studerende vil søge til universiteter og læreanstalter, er dog et spørgsmål. På grund af de utilstrækkelige legatmidler har utvivlsomt i øjeblikket en del studerende, hvis økonomiske evner er større end deres faglige, muligheder for en akademisk karriere, som de ellers ikke ville have. Det må forventes, at en del af disse, når den foreslåede ordning træder i kraft, på forhånd vil opgive konkurrencen, og resultatet bliver ikke væsentlig flere, men dygtigere studerende. Desuden må det betænkes, at den økonomiske tilværelse, en studerende kan påregne efter den foreslåede legatordning, vil være forholdsvis beskeden i sammenligning med andre unges i samme alder. En mindre stigning i tilgangen er for en del fags vedkommende i øjeblikket ønskelig på grund af samfundsudviklingens krav om flere akademikere. I tilfælde af en for stor tilgang til et fag, må balance med behovet — iøvrigt som nu — tilvejebringes ved afpasning af eksamenskravene ved 1. del og tilsvarende trin, således at den faste minimumskvotient kan opretholdes.

Da det ligger uden for fællesrådets kompetenceområde at behandle gymnasieskolens forhold, har vi ikke taget hensyn hertil i dette forslag. Det er klart, at løsningen af gymnasiasternes økonomiske forhold er af uhyre betydning for uddannelsens demokratisering, dog mener vi, at gennemførelsen af vort forslag i sig selv vil betyde et skridt i retning af det rigtige, idet mange mindrebemidlede med udsigt til sikker understøttelse i studietiden utvivlsomt vil føle sig stimuleret til at forcere gymnasieskolens nuværende økonomiske spærringer.