Baggrunden for debatten om hjernedødskriteriet

I begyndelsen af 1980'erne begyndte en bred offentlig debat om, hvorvidt der af hensyn til muligheden for organtransplantation skulle indføres et såkaldt hjernedødskriterie. Dansk lovgivning havde ikke noget specifikt dødskriterium, men i praksis var dødsdefinitionen, at hjertet uopretteligt var holdt op med at slå. Det betød, at en række transplantationer ikke kunne foretages i Danmark, da organer som hjerte, lever og bugspytkirtel ødelægges af iltmangel meget hurtigt, efter at hjertet er holdt op med at slå.

Debatten var desuden ansporet af, at stadig flere lande indførte et hjernedødskriterie, og at danske patienter med behov for organtransplantation derfor var begyndt at kigge mod udlandet.

Spørgsmålet om indførelse af et hjernedødskriterium og organtransplantation fra hjernedøde er principielt to uafhængige spørgsmål, men var i den praktiske verden alligevel tæt forbundne. Hjernedødskriteriet ville næppe være blevet debatteret, hvis ikke det åbnede nye muligheder for organtransplantation.

De etiske og eksistentielle spørgsmål

Den tidlige debat i begyndelsen af 1980'erne om selve hjernedødskriteriet handlede dels om at få overført viden fra lægefagligheden til den brede offentlige debat - herunder at få udryddet misforståelsen om, at hjernedød ikke var identisk med hjerneskade, bevidstløshed eller koma - dels om at klargøre, hvilken grad af lægefaglig specialviden, der skulle til for at erklære hjernedød, eventuelt om flere læger uafhængigt af hinanden skulle gøre det. Og hvad skulle da i givet fald være konsekvensen af den konstaterede hjernedød? At man slukkede respiratoren? Og hvem skulle træffe beslutning herom? Lægefagligheden eller de pårørende?

Koblingen til organdonation og -transplantation rejste også spørgsmål om, hvorvidt der i givet fald skulle kræves tilsagn, før en hjernedød leverede organer til en levende medborger. Og om hvem der da skulle give dette tilsagn: personen selv før hjernedødsstadiet, eller dennes pårørende i situationen, hvor hjernedøden var konstateret. Nogle borgere og folketingsmedlemmer havde det svært med den potentielle udsigt til at skulle være 'reservedelslager' for et andet menneske og insisterede på, at donationsspørgsmålet måtte med i debatten. Debatten om hjernedødskriteriet blev også taget op af Etisk Råd, der afgav en betænkning om området.  Dette var en af Etisk Råds første sager, i og med at rådet kun havde eksisterede siden 1987. Formålet med Etisk Råd var netop, at institutionen skulle gå ind og kvalificere debatten i befolkningen og i Folketinget om etiske dilemmaer, værdier og menneskesyn i en verden i hastig forandring.

Det blev også foreslået, at der skulle være folkeafstemning om spørgsmålet, men det tog Etisk Råd såvel som et stort flertal i Folketinget afstand fra.

De sundhedspolitiske og fordelingsmæssige spørgsmål

De organtransplantationer, hjernedødskriteriet ville åbne op for, var og er meget dyre. Dette åbnede op for en diskussion om, hvordan sundhedsvæsenet og det offentlige skulle prioritere sin midler, og om det overhovedet er rimeligt at prioritere.

Denne del af debatten blussede for alvor op i 1984, hvor en dansk patient havde søgt om dækning af udgifterne på 550.000 kr. til en hjertetransplantation i Storbritannien og fået afslag.  Det var rimeligheden i dette afslag, som blev centrum for debatten. Nogle fandt afslaget rimeligt, da de fandt det uhensigtsmæssigt at bruge så store udgifter på enkelte patienter. Samtidig lød der også beskyldninger om, at debatten var igangsat af ambitiøse læger, der ønskede at komme i gang med de fagligt udfordrende og prestigiøse hjertetransplantationer, koste hvad det ville. Omvendt lød det fra andre røster, om det overhovedet var etisk forsvarligt at diskutere og træffe afgørelse om det enkelte menneskes værdi med henvisning til den offentlige økonomi.

I februar 1989 kom et nyt spørgsmål ind i debatten - nemlig om der skulle prioriteres imellem patienter, når det handlede om at modtage organer. Debatten blev indledt af den radikale sundhedsordfører og læge, Kirsten Lee (f. 1941), som i en række udtalelser til avisen Jyllands-Posten rejste prioriteringsspørgsmålet. Lees holdning var, at storrygere og alkoholikere skulle stilles bagest i køen til transplantation af hjerte, lunger og lever og i stedet skulle tilbydes en intensiveret forebyggende behandling. Dels for at holde omkostningerne nede og dels for at give den begrænsede mængde af organer til dem, som havde mest gavn af dem. Hendes forsøg på at rejse en prioriteringsdiskussion druknede dog i et ramaskrig fra alle hjørner af det politiske spektrum over denne kategorisering i a- og b-mennesker.

I dag diskuteres det dog stadig, om der skal foretages en prioritering af, hvem der har ret til at modtage organer. Fx foreslog organdonorforeningen 7Liv i 2013, at personer, der ikke selv var tilmeldt som organdonorer, skulle bagerst i køen i forhold til at modtage organer. 

1987: Første lovforslag om et hjernedødskriterium

I januar 1987 fremsatte den borgerlige Firkløverregerings konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen (1922-2014) et lovforslag om et hjernedødskriterie, som skulle kunne konstateres ved, at to læger erklærede, at en given persons hjerne uopretteligt var holdt op med at fungere. Lovforslaget fokuserede på selve dødskriteriet og holdt dette adskilt fra spørgsmålet om transplantation. De fleste folketingsgrupper havde stillet deres medlemmer frit i spørgsmålet efter ganske lange drøftelser på gruppemøderne. Det var dog Ninn-Hansens vurdering, at lovforslaget ville kunne vedtages med et komfortabelt flertal.

Folketingsvalget i september 1987 kom imidlertid på tværs af behandlingen af forslaget, og det gjorde valget i maj 1988 også. Forslaget var dog fortsat genstand for debat i offentligheden, herunder også i Etisk Råd, der afgav betænkning om spørgsmålet. Anbefalingen fra Etisk Råd var, at organtransplantation kun kunne udføres på personer, der var erklæret hjernedøde og i forvejen havde underskrevet et donortestamente. I februar 1989 besluttede Regeringens Koordinationsudvalg at undlade at fremskynde sagen med den eksplicitte begrundelse, at man ønskede at give tid og rum til den folkelige debat om spørgsmålet.

18. maj 1990: Indførelsen af hjernedødskriteriet

Den 17. januar 1990 fremsatte den konservative justitsminister Hans Engell (f. 1948) et forslag, der indførte hjernedødskriteriet på linje med hjertedød og gav mulighed for organtransplantation fra hjernedøde, hvis vedkommende forinden skriftligt eller mundtligt havde givet tilsagn, eller hvis pårørende gav tilladelse hertil, forudsat at den afdøde ikke havde modsat sig at være donor. Var der ingen pårørende, kunne der ikke foretages transplantation, med mindre eksplicit samtykke forelå fra den potentielle donor.

Debatten i Folketinget var følelsesladet, og særligt Venstres gruppe var splittet. Det blev bl.a. drøftet, hvor længe den hjernedøde måtte ligge i respirator af hensyn til organmodtageren. Var det etisk forsvarligt at holde organfunktionerne i gang på en hjernedød organdonor i lang tid, blot for at vente på den rette organmodtager? Venstre sundhedsminister Ester Larsen (f. 1936) svarede herpå, at den hjernedøde "kun kan leve 6-14 dage i respirator". Socialistisk Folkepartis Margrete Auken (f. 1945) påtalte brugen af ordet "leve" under en lovgivningsproces, hvor det netop handlede om at gøre hjernedøde personer til døde legemer. Det viste, hvor vanskeligt emnet var, og hvor usikker selv en minister på området kunne være.

Forslaget om hjernedødskriteriet og reglerne for transplantationer fra hjernedøde blev vedtaget den 18. maj 1990. For lovforslaget stemte 91 mandater, 23 imod og 9 hverken for eller imod. Kun Det Konservative Folkeparti og socialdemokratiske folketingsgrupper var enige i deres stemmeafgivning for forslaget, selvom især Socialdemokratiets gruppe havde været splittet. Kristeligt Folkeparti var den eneste partigruppe, som stemte samlet imod.

Den første danske hjertetransplantation blev foretaget i oktober 1990 på Rigshospitalet.

 I 2017 fik 374 patienter foretaget en organtransplantation.