Aabenraa-resolutionen og Mellemslesvig

Kort efter afslutningen af 1. verdenskrig mødtes de dansksindede nordslesvigeres politiske organisation Vælgerforeningen for Nordslesvig (i daglig tale blot Vælgerforeningen) for at aftale, hvordan man skulle forholde sig til en folkeafstemning i Slesvig. Mødet blev afholdt på det danske forsamlingshus Folkehjem i Aabenraa den 16.-17. november 1918. For at opnå støtte fra både dansk og tysk side ønskede et flertal med den dansksindede rigsdagsmand i Berlin H.P. Hanssen (1862-1936) i spidsen, at grænsen kom til at gå så tæt på sprog- og sindelagsgrænsen mellem dansk og tysk som muligt. Samtidig ønskede man ikke, at nogle af de større byer i Nordslesvig skulle falde i tyske hænder. Derfor blev det besluttet gennem den såkaldte Aabenraa-resolution at kræve, at der i Nordslesvig ned til en linje nord om Flensborg og syd om Tønder skulle stemmes som en helhed, hvor flertallet afgjorde om det samlede område skulle være dansk eller tysk. Derudover blev det besluttet, at tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejste krav derom, havde ret til særskilte afstemninger.

For de dansksindede slesvigere, der boede syd for denne linje, betød Aabenraa-resolutionen, at de ikke havde udsigt til at blive en del af Danmark. Først og fremmest garanterede Aabenraa-resolutionen ikke, at der ville blive afholdt en afstemning i disse områder. Så til trods for tilkendegivelser om, at de dansksindede mellemslesvigere kunne forvente støtte fra Nordslesvig, måtte de selv i gang med at stable en folkeafstemning på benene. Da Flensborg ikke havde haft dansk flertal ved de tyske rigsdagsvalg siden 1881, var det mere end usikkert, om Flensborg eller andre af sognene i Mellemslesvig ville stemme for Danmark ved en særskilt folkeafstemning. Samtidig var der en udbredt skepsis over for den danske regering med den radikale T.H. Zahle (1866-1946) i spidsen. Regeringen blev beskyldt for at føre en ’tyskerkurs’, hvor et godt forhold til den store nabo i syd var vigtigere, end at Flensborg eller andre af de mellemslesvigske egne blev en del af Danmark. For mange dansksindede mellemslesvigere skabte det en følelse af, at de blev ladt i stikken og afskrevet på forhånd.

Mellemslesvigsk Udvalg

Allerede inden Aabenraa-resolutionen havde de dansksindede mellemslesvigere valgt at oprette Mellemslesvigsk Udvalg, der var uafhængigt af Vælgerforeningen for Nordslesvig og ville arbejde for at vække danskheden i Flensborg og omegn. Officielt var målet en afstemning om det nationale tilhørsforhold i Flensborg og Mellemslesvig. Mange mente dog, at der reelt var tale om gammelt dansk land, og at det derfor skulle med til Danmark uden en afstemning. Internt i udvalget var der desuden uenighed om den geografiske udstrækning af Mellemslesvig. Nogle mente, at det kun omfattede Flensborg og sognene mod vest i en linje over til Nibøl/Niebüll, andre at det gik helt ned til Dannevirke ved Slesvig by. Derudover var der flere - med advokat Christian Ravn (1877-1964) i spidsen -  som argumenterede for, at Flensborgs økonomiske tilknytning mod nord var så vigtig, at byen skulle anses som en del af Nordslesvig. Mellemslesvig var derfor ikke defineret som et geografisk afgrænset område.

Flere af de mellemslesvigere, der engagerede sig i grænsespørgsmålet, var både en del af Mellemslesvigsk Udvalg og Vælgerforening for Nordslesvig. De kunne derfor udnytte begge organisationer til at fremme kravet om en folkeafstemning i Mellemslesvig. Sideløbende med oprettelsen af Mellemslesvigsk Udvalg forsøgte de dansksindede mellemslesvigere derfor også at styrke deres mandat internt i Vælgerforeningen. Bl.a. lykkedes det at få tilføjet et nyt valgdistrikt i Vælgerforeningen, som omfattede de sogne i Mellemslesvig, hvor der taltes dansk. Ved nyvalget til Vælgerforeningens tilsynsråd i januar 1919 blev Mellemslesvigs repræsentation desuden væsentligt styrket, og H.P. Hanssens holdning blev nu for alvor udfordret af en mellemslesvigsk mindretalsliste, som kaldte sig ”de 23”.

Mellemslesvigsk Udvalgs kontor under afstemningstiden. Kontoret lå i Storegade 67, Flensborg. Vinduet til venstre er delvist slået i stykker, muligvis pga. tysk hærværk. Billedet er fra 1919. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Afstemningskravet rejses

For at få vedtaget en folkeafstemning i Mellemslesvig var det vigtigt, at spørgsmålet blev inkluderet i den internationale fredskonference efter 1. verdenskrig, der fandt sted i Paris fra januar til juni 1919. Her blev principperne for fastlæggelsen af de nye grænser i Europa besluttet og fastlagt i Versaillestraktaten. 

I december 1918 besøgte Mellemslesvigsk Udvalg den danske regering i København med kravet om, at retten til en fri afstemning i Mellemslesvig også kom på dagsordenen ved fredsforhandlingerne. Til at understøtte kravet havde man lavet en underskriftsindsamling. Her indsamledes 3401 underskrifter i Flensborg og 876 i landdistrikterne vest for Flensborg. Set i forhold til det samlede befolkningstal var det ikke imponerende. Underskrifterne var dog indsamlet over ganske få dage og tallene væsentlig højere end stemmetallene på dansksindede kandidater ved de seneste tyske rigsdagsvalg. Desuden kunne man påvise, at underskriftindsamlingen var blevet chikaneret fra tysk side, og at tallene derfor ikke kunne anses for retvisende i forhold til danskhedens reelle udbredelse i Mellemslesvig.

Inden besøget i København havde Mellemslesvigsk Udvalg sikret sig støtte fra Vælgerforeningen for Nordslesvig i form af en skarp protesterklæring imod de tyske magthaveres forsøg på at hindre de dansksindede mellemslesvigere i frit og uhindret at indsamle underskrifter for en folkeafstemning. Under disse forhold mente de dansksindede, at selvbestemmelsesretten var illusorisk, og at de tyske myndigheder hindrede muligheden for at opnå en fri og retfærdig folkeafstemning om nationale tilhørsforhold i Mellemslesvig. Det var den første af flere lignende erklæringer. Udover at gøre opmærksom på danskhedens svære forhold i Mellemslesvig åbnede sådanne erklæringer også for mellemslesvigerne en kattelem, der kunne være med til at retfærdiggøre, at hele eller dele af området blev dansk, også selvom et kommende afstemningsresultat ikke endte, som man håbede.

Den 20. januar 1919 afgav den danske regering sit svar til Mellemslesvigsk Udvalg. Regeringen indvilligede i at tage de fremsatte krav om en folkeafstemning i Mellemslesvig med på fredskonferencen og fremlægge dem for de sejrende magter. Samtidig ville den bekendtgøre Vælgerforeningens protest og dermed gøre opmærksom på, at der skulle tages forholdsregler mod tysk chikane, hvis en fri og uafhængig afstemning skulle sikres. Det var dermed lykkedes at få afstemningskravet rejst for Mellemslesvig og sikre, at det ville blive en del af fredsforhandlingerne i Paris.

Ved fredsforhandlingerne blev det besluttet, at der også skulle holdes en folkeafstemning i Mellemslesvig. Afstemningen blev afholdt den 14. marts 1920 og viste et klart tysk flertal på 80 %.  Til trods for at det lykkedes for Mellemslesvigsk Udvalg at få afstemningskravet rejst i Mellemslesvig, lykkedes det altså ikke at opnå et dansk flertal i Mellemslesvig, som derfor endte på den tyske side af grænsen.

Trods tyske protester kom det franske krigsskib ’La Marseillaise’ på besøg i Flensborg i august 1919. Her blev det modtaget af en deputation af dansksindede, som blev inviteret om bord på skibet. På billedet ses flere fremtrædende medlemmer af Mellemslesvigsk Udvalg, bl.a. Flensborg Avis’ redaktør Ernst Christiansen (1877-1941), advokat Christian Ravn (1877-1964) og grosserer J.C. Paulsen (1864-1962). Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Temaet er udarbejdet i samarbejde med Den Slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig med støtte fra Sydslesvigudvalget.