Værnepligt før 1848

I 1600- og 1700-tallet oprettede man ad flere omgange et landmilitær i Danmark. Dette var et brud på senmiddelalderens praksis med primært at anvende udenlandske lejetropper. Disse tidligt udskrevne hære rekrutteredes blandt landbefolkningen. Således havde man fra 1614 og frem til afslutningen af Skånske Krig (1675-79) en hær udskrevet blandt selvejerbønder og bønder på kronens gods. I 1701 oprettedes en lignende udskrevet hær, Landmilitsen, som ophævedes i 1730. Landmilitsen genindførtes i 1733, her i sammenhæng med stavnsbåndets indførelse, der blev begrundet med behovet for at holde karlene på gårdene, så de ikke forlod deres hjemsted, når de skulle udskrives til militærtjeneste.

Ved stavnsbåndets ophævelse i 1788 blev der indført værnepligt for landbefolkningen. Indtil da havde værnepligten været tilknyttet jorden, således at godsejeren skulle udskrive et vist antal rekrutter afhængigt af jordens størrelse. Fra 1788 blev værnepligt derimod en personlig pligt, som hvilede på bønderne, og udskrivningen foregik ved sessioner forskellige steder i landet. Købstædernes befolkning og de højere klasser på landet var fritagne. Købstadsborgere var dog forpligtede til at deltage i borgervæbningskorpser – en pligt, man imidlertid let kunne købe sig fri af. I øvrigt var lodser, søfolk og fiskere bosat i købstæderne forpligtet til at lade sig optage i sømilitsen. Den langt tungeste byrde påhvilede dog landbefolkningen, og i 1848 var det således en flere hundrede år gammel skik, at hæren baserede sig på denne befolkningsgruppe. Systemet favoriserede de mere velbeslåede bønder, som havde flere muligheder for fritagelse, og stillingsvæsenet gjorde det muligt at lade en anden stille for sig, hvis man kunne betale.

På stænderforsamlingerne - de valgte rådgivende organer, som oprettedes i 1834 - rejste bøndernes repræsentanter ved flere lejligheder spørgsmålet om en mere ligelig fordeling af værnepligten. Både i 1844 og 1846 forelagde Christian 8. stænderforsamlingerne en lov om almindelig værnepligt, som dog stadig indeholdt betydelige muligheder for fritagelse for de højere klasser. Christian 8. døde dog, inden udkastet blev til underskrevet lov. Ved stiftelsen af Bondevennernes Selskab i 1846 var kravet om almindelig værnepligt en af selskabets hovedsager. Så da Treårskrigens udbrud i marts 1848 gjorde spørgsmålet om værnepligten aktuelt, var det især Bondevennerne, med A.F. Tscherning (1795-1874) i spidsen, som arbejdede for den almindelige værnepligt.

Tegning af krigsminister A.F. Tscherning. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Treårskrigens udbrud: behov for en større og bedre hær

Treårskrigen udbrød den 23. marts 1848 og fik stor betydning for værnepligtens udvikling, fordi den hurtigt afslørede det danske militærs behov for en større og bedre organiseret styrke. Modstanderen i krigen, hertugdømmerne Slesvig og Holsten, fik støtte af det enorme preussiske militær, så allerede den 19. april 1848 var den ældste årgang af det danske mandskab udskrevet. I første omgang opfordrede Martsministeriet de hidtil fritagne fra værnepligt til at melde sig frivilligt som soldater. En del frivillige meldte sig, men det viste sig at være utilstrækkeligt.

Behovet for mandskab var presserende, hvorfor krigsminister A.F. Tscherning tog sagen op i statsrådet i maj 1848. Her var stemningen blandet. Et udvalg bestående af T. Algreen-Ussing, F.C. Frisch og J.C. Jacobsen fik til opgave at udarbejde et forslag til udskrivning af de hidtil fritagne stænder fra årgangene 1823-25. Efter at have været gennem statsrådet udsendtes i slutningen af september anordningen om de hidtil fritagne stænders udskrivning, Septemberanordningen.

Septemberanordningen, 1848

Septemberanordningen foreskrev, at alle danske mænd havde pligt til at deltage i landets forsvar, og samtidig indeholdt den påbud om en særudskrivelse blandt den del af befolkningen, som hidtil havde været fritaget for værnepligt. Anordningen, som Frederik 7. underskrev 23. september 1848, var dog netop midlertidig, hvorfor det stadig var et åbent spørgsmål, om den almindelige værnepligt skulle være permanent. Dette spørgsmål blev anledning til stor debat i offentligheden og på Den Grundlovgivende Rigsforsamling i efteråret 1848.

Værnepligten debatteres og vedtages, 1848-49

Den 8. november 1848 kunne justitsministeren fremlægge et nyt udkast til en lov om almindelig værnepligt for Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Det var nu op til forsamlingen at debattere spørgsmålet om den almindelige værnepligts varighed og form. Værnepligtsspørgsmålet blev især debatteret i november og december 1848.

Den almindelige værnepligt var genstand for livlig debat på Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Med et meget stort flertal (104 stemmer mod 5) vedtog forsamlingen den 12. februar 1849 Lov om almindelig Værnepligt for Kongeriget Danmark, gældende for alle mænd født efter 1. januar 1826. Bestemmelsen om den almindelige værnepligt blev senere samme år indskrevet i Junigrundloven.

Lov om almindelig Værnepligt for Kongeriget Danmark, 12. februar 1849. Fra: Wikimedia Commons

Argumenter for og imod almindelig værnepligt

Den generelle politisering af samfundet i 1840’erne indebar en større politisk aktivitet i befolkningen. Som udtryk for dette modtog kongen og Den Grundlovgivende Rigsforsamling mange henvendelser fra byerne, men også en del fra landet, som talte for og imod udvidelsen af værnepligten. Både blandt byboerne og de privilegerede stænder viste sig en stands- og byegoisme, som også kom til udtryk i forhandlingerne. I landdistrikterne var man gennemgående tilhængere af den almindelige værnepligt, mens man i købstæderne protesterede mod den.

På Den Grundlovgivende Rigsforsamling var der generel enighed om det uretfærdige i, at bondestanden alene skulle stå for landets forsvar. Samtidig mente mange, at det var lige så uretfærdigt at pålægge den resterende befolkning den samme byrde.

Et ofte anvendt argument mod en udvidelse af værnepligten gik på, at ændringen var pludselig og uforudset for de hidtil fritagne. Herimod indvendte tilhængere af en almindelig værnepligt, at Treårskrigen havde været lige så uforudset for bønderne, og at de derfor heller ikke havde regnet med at skulle i krig.

Modstanderne mod den almindelige værnepligt fremhævede ved debattens begyndelse, at det var sundt for bondedrengene at tjene som soldater, hvorimod det kunne være skadeligt for de mere velbeslåede borgere at udsættes for militærtjeneste. Dette argument gik man dog senere væk fra. Modstanderne forsøgte desuden i de indledende forhandlinger at forhindre en lovændring ved at slå på formaliteter, bl.a. at forsamlingen ikke havde autoritet til at behandle værnepligtsspørgsmålet. Forsøgene på at afværge den almindelige værnepligt mislykkedes. Til gengæld bibeholdtes muligheden for, at velhavende borgere eller bønder kunne betale sig fra værnepligten ved at lade en anden stille for sig. Fastansatte lærere og ordinerede gejstlige blev fritaget for al krigstjeneste.

Hidtil havde velhavende bønder haft forskellige muligheder for fritagelse for værnepligten, som ikke uden videre kunne overføres til et nyt system med almindelig valgret. Det blev derfor besluttet at ophæve alle privilegier, så stilling var den eneste mulighed for fritagelse. Stillingsretten indebar, at de, der havde råd til det, kunne betale en anden for at overtage deres egen plads i hæren.

Demokratisering gennem værnepligt

Overgangen fra en væbnet styrke baseret på udskrivning af en specifik stand eller klasse – bondestanden – til en hær, hvortil alle samfundets borgere uanset stand forventedes at bidrage, markerer en væsentlig milepæl i dannelsen af det moderne borgerlige samfund. Et samfund, hvor alle borgere juridisk betragtes som værende lige og derfor også har lige pligter og lige rettigheder. Hermed var udvidelsen af værnepligten til at gælde for alle stænder en del af en demokratiseringsproces. Hvor værnepligten tidligere havde været bøndernes pligt over for kongen og godsejeren, blev den nu en medborgerpligt over for samfundet.

At værnepligten i første omgang hvilede tungest på bondestanden, blev senere i 1849 et argument for den almindelige eller udbredte stemmeret i forbindelse med udarbejdelsen af Grundloven. På Den Grundlovgivende Rigsforsamling blev det fremført, at når nu bondestanden forventedes at forsvare fædrelandet med deres liv, så var det kun rimeligt, at de også fik politisk medbestemmelse – på linje med de andre stænder. Dette argument blev stærkest fremført af medlemmer af Bondevennernes Selskab. Her spillede ideen om lighed i pligter og rettigheder en væsentlig rolle. Når der nu skulle være lighed i pligterne over for fædrelandet i forbindelse med den almindelige værnepligt, ville en naturlig konsekvens så ikke også være lige politiske rettigheder ved almindelig stemmeret?

Indførelsen af den almindelige værnepligt i Danmark må derfor ses i tæt sammenhæng med den samtidige ændring af Danmarks styreform fra enevælde til et konstitutionelt monarki med Grundloven af 5. juni 1849. Treårskrigen blev anledningen, men udbredelsen af værnepligten var mere grundlæggende udtryk for en moderniserings- og demokratiseringsproces.