Styrkeforholdet og de militære mål

I slaget ved Isted den 25. juli 1850 stod kampen mellem den danske hær og en tyskorienteret slesvig-holstensk oprørshær. Den danske hærs overkommando havde i 1850 ikke nogen egentlig plan for det kommende felttog, men da der i juli indløb oplysninger om, at den slesvig-holstenske hær havde taget opstilling nord for Slesvig by, opstod en uventet chance for ved ét slag at besejre oprørshæren. Slesvig-holstenerne havde lignende hensigter: Oprørshæren gik i stilling på Isted Hede, hvor terrænet med flere søer og vådområder var velegnet til forsvar, men planen var imidlertid ikke blot at forsvare sig. Den samlede danske hær skulle indfanges og fastholdes for efterfølgende at blive omsluttet og nedkæmpet den ved en stor knibetangsmanøvre.

Det var to meget jævnbyrdige hære, som nærmede sig hinanden den sommer. Den danske hær, kommanderet af overgeneral Christoph von Krogh, var med sine ca. 37.000 mand talmæssigt overlegen. Slesvig-holstenernes overgeneral, Wilhelm von Willisen, rådede over ca. 27.000 mand, men havde fordel af en stærk defensiv stilling. En neutral kender af de stridende parter, den britiske generalkonsul i Hamburg oberst G.L. Hodges, vurderede inden slaget, at den slesvig-holstenske hær var den danske overlegen i forhold til bl.a. udrustning og hærførerens erfaring, men derimod var de danske soldater mere disciplinerede og besad en bedre moral.

Slagets gang

De første skud blev løsnet allerede tidligt om morgenen den 24. juli. Den danske hær var under fremrykning i retning af Isted, da de forreste danske tropper fik føling med slesvig-holstenske forposter. Over hele linjen blev slesvig-holstenerne i løbet af dagen presset tilbage, men det blev til en større fægtning ved Helligbæk, som omfattede et stort antal styrker. Det egentlige slag begyndte natten til den 25. juli, hvor den danske hovedstyrke fortsatte fremrykningen. Ved bl.a. Bøgmose, området nord for Isted Sø samt Grydeskov mellem Isted Sø og Langsø udviklede det sig i de tidlige morgentimer til hårde kampe, som bølgede frem og tilbage. Længst mod øst kom fremrykkende dansker styrker i kamp med en slesvig-holstensk fortrop i området mellem Bøglund og Nørre Farensted. Her blev slesvig-holstenerne kastet tilbage, og de satte sig i stedet fast ved Vedelspang.

Samme morgen slog vejret om. De tidligere dages varme og sol vekslede nu til dis og silende regn, hvilket i praksis gjorde det umuligt for hærførerne at danne sig et overblik over slagmarken. Lidt efter kl. 05 gik to slesvig-holstenske brigader til modangreb, først mod landsbyen Stolk og ca. kl. 06 mod Isted by. I Isted by blev der kæmpet fra hus til hus, men modangrebet blev efterhånden slået tilbage. Derimod blev danskerne overrumplet ved Stolk, hvor bl.a. den danske general, F.A. Schleppegrell, faldt. Danskerne måtte trække sig tilbage, men med indsættelsen af den danske divisionsreserve lykkedes det omkring kl. 07.45 at få kontrol med området igen. Ikke desto mindre afsendte oberst Baggesen her en række alarmerende meddelelser, som fik den danske overkommando til at annullere en i forvejen planlagt og igangværende flankemanøvre vest for slagmarken. Netop denne manøvre var ellers på vej til, ved tilfældighedernes spil, at overraske de vigende slesvig-holstenere på et kritisk tidspunkt og sted.

Lidt efter middagstid beordrede general Krogh et nyt dansk angreb. Det danske fodfolk måtte her holde for, da man valgte ikke at afgive forberedende artilleriild og heller ikke indsatte kavaleriet. Det slesvig-holstenske artilleri var imidlertid under tilbagetrækning, og det danske angrebet kom således godt i gang. Danske tropper rykkede frem syd for Isted by uden at møde større modstand, og ca. kl. 14.15 blev den danske rytterbrigade indsat på slagmarkens centrum. Den forfulgte slesvig-holstenerne til syd for Husby, men trak sig efter en mindre fægtning bemærkelsesværdigt hurtigt tilbage igen. Den danske hovedstyrke forsatte dog fremrykningen, og sidst på eftermiddagen gik man i lejr ved Skovby og besatte Slesvig by. Slesvig-holstenerne havde trukket sig fra slagmarken, og slaget var forbi.

Øjebliksbillede af slaget ved Isted mellem 7:30 og 8:00 den 25. april, kort efter de slesvig-holstenske modangreb var blevet slået tilbage ved Isted og Stolk. Kortet er skabt på baggrund af generalmajor Johan Peter Købkes afbildning af slaget fra 1895, beskrevet i artiklen "Kortfattet Beskrivelse af Slaget ved Isted den 25. juli 1850" i tidsskriftet Vort Forsvar. Købke var selv til stede under slaget som stabschef under major Dreyer. Klik her eller på kortet for at se det i stor størrelse. © danmarkshistorien.dk  

Resultat og efterspil

Ved Isted vandt den danske hær en smal sejr, men danskerne havde også de største tab: 845 faldne og yderligere 2.770 sårede eller tilfangetagne. Slesvig-holstenernes tab forløb sig til 534 faldne og 2.274 sårede eller tilfangetagne. Slaget bar præg af de vilkår, det blev udkæmpet under: Vejrforholdene, tæt krudtrøg, terrænets beskaffenhed, dårlige kommunikationsmuligheder samt det meget store område, som slaget blev udkæmpet på, gjorde det svært for hærførerne at overskue og lede slaget. Slaget ved Isted blev ikke den afgørelse på borgerkrigen, som begge parter søgte. Senere fulgte et mislykket slesvig-holstenske angreb ved Mysunde i september og en belejring af Frederiksstad i oktober, som ligeledes slog fejl. Herefter gik krigshandlingerne i stå. Den provisoriske slesvig-holstenske regering og dens hær blev dog først endeligt opløst i januar 1851 efter pres fra Preussen, Rusland og Østrig, hvormed krigen var forbi.

Både slagplanerne og ledende officerer på begge sider er efterfølgende blevet kritiseret, men deres fejl står givetvis tydeligere i bagklogskabens lys. Blandt danske officerer har kritikken især ramt oberst Baggesen, hvis panikagtige meldinger efter general Schleppegrells fald påvirkede overkommandoen uheldigt, samt general Flindt, som i spidsen for rytterbrigade kunne have tilføjet slesvig-holstenerne betydelige tab med en mere energisk forfølgelse. Skal der omvendt peges på en enkelt faktor, der var afgørende for slagets udfald, kan det danske fodfolks bedre uddannelse og moral fremhæves som det, der i sidste ende gav danskerne sejren.

Fra dansk side blev Slaget ved Isted efter krigen mindet gennem H.W. Bissens monument Istedløven, der med sin placering på kirkegården i Flensborg blev en kraftfuld national manifestation, som allerede før sin tilblivelse i årene fra 1858-62 skabte stor debat blandt både danske og tyske. Slaget blev sidste gang, hvor hele den danske hær stod samlet over for en nogenlunde jævnbyrdig modstander. De to hæres størrelser ved Isted gør desuden slaget til danmarkshistoriens største – og indtil Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen i 1939-40 var der tillige tale om det største slag på nordisk grund. 

Istedløven. Foto: Wikimedia Commons

Istedløven tilbage på Flensborg Kirkegård. Istedløven flyttede fra København til Flensborg i 2011. Foto: Wikimedia Commons