Herregården Bregentved

Artikler

I de første århundreder var den midtsjællandske herregård Bregentved under flere adelsslægters eje. Grundet ejernes dårlige økonomi blev godset videresolgt adskillige gange og endte som krongods. Frederik 5. forærede i 1746 Bregentved til overhofmarskal Adam Moltke, som dermed blev et eksempel på, hvordan en mand gennem kongelig tjeneste kunne erhverve et stort godsimperium. Godset har siden været ejet af adelsslægten Moltke og er i dag blandt landets allerstørste godser.

Bregentveds tidlige historie

Bregentved nævnes første gang i 1319 i Erik Menveds (1274-1319) testamente, hvori kongen skænker den til Ringsted Kloster. I de følgende århundreder kendes Bregentved som en ret gennemsnitlig herregård med mange skiftende ejere. I løbet af 1600-tallet udvidedes herregårdens besiddelser med tilkøb af mange fæstegårde. I 1718 overtog Frederik 4. (1671-1730) godset og omdannede det til ryttergods, hvilket betød, at det nu skulle sørge for underhold til det nationale rytteri. I 1731 solgte kronen Bregentved til Poul Vendelbo Løvenørn, men allerede i 1740 solgte slægten herregården tilbage til kronen. I 1746 forærede Frederik 5. (1723-1766) Bregentved til sin overhofmarskal Adam Gottlob Moltke.

Bregentved Herregård
Bregentved Herregård. Foto: Simon Vikjær

Adam Gottlob Moltke, ejer 1746 - 1792

Adam Gottlob Moltke (1710-1792) var Frederik 5.s mest betroede rådgiver og en af landets mægtigste mænd. Han begyndte som kammerpage hos kronprinsen, men steg hurtigt i hierarkiet ved hoffet. Han fik den fornemme Dannebrogorden i 1745 og blev udnævnt til overhofmarskal og gehejmeråd i 1747. Under hele Frederik 5.s regeringstid (1747-1766) var A.G. Moltke den egentlige leder af landet og kongens private rådgiver.

Gennem sit embede og sin forbindelse til hoffet blev A.G. Moltke hurtigt meget rig. Han opkøbte flere herregårde og kunne i 1750 oprette grevskabet Bregentved. Heri indgik foruden selve Bregentved også Turebyholm og Juellinge. I de følgende år fortsatte han med at udvide grevskabets besiddelser og oprettede desuden forpagtergården Sofiedal, ligesom han opførte en ny hovedbygning. Moltke havde endvidere stor betydning for godsets drift, og Bregentved blev et forbillede for mange andre godser og et vigtigt eksempel på omlægningen af det danske landbrug under landboreformerne.

A.G. Moltke
A.G. Moltke (1710-1792) malet af Carl Gustaf Pilo (1711-1793). Fra Wikimedia Commons

I Moltke-slægtens eje

Grevskabet Bregentved er siden Adam Gottlob Moltkes overtagelse i 1746 forblevet i Moltke-slægtens eje. I 1875 overtog Frederik Christian Moltke Bregentved, og under hans ejerskab overgik godset i 1922 til fri ejendom i henhold til lensafløsningen af 1919. Dette betød, at store dele af Bregentveds jordarealer blev opgivet til udstykning af mindre landbrug. Bregentved gik herefter i arv til brodersønnen Christian Frederik Gustav Moltke.

Bregentved i dag

Bregentved er i 2014 ejet af Christian Georg Peter Moltke og fungerer som en stor land- og skovbrugsvirksomhed, der også udlejer erhvervslejemål og private boliger tæt på naturen. Derudover tilbyder Bregentved leje af attraktive jagt- og ridearealer samt deltagelse i dagjagter.

Bregentved er på over 6000 ha. jord og er et af Danmarks største godser.


Denne artikel er lavet i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning

Dansk Center for Herregårdshistorie

Om artiklen

Forfatter(e)
Mikael Frausing , Sara Hai Abildtrup
Tidsafgrænsning
1319 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. februar 2015
Sprog
Dansk
Litteratur

Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde, bd. I-XX, (1963-1968).

Jespersen, K. J. V. et al.: Moltke. Rigets mægtigste mand (2010).

Udgiver
danmarkshistorien.dk i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning

Om artiklen

Forfatter(e)
Mikael Frausing , Sara Hai Abildtrup
Tidsafgrænsning
1319 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. februar 2015
Sprog
Dansk
Litteratur

Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde, bd. I-XX, (1963-1968).

Jespersen, K. J. V. et al.: Moltke. Rigets mægtigste mand (2010).

Udgiver
danmarkshistorien.dk i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning