Artikler
Den 10. og 11. februar 1859 fejrede københavnerne 200-året for stormen på København i 1659, hvor de svenske styrker blev slået tilbage fra Københavns volde. I to dage blev der festet igennem, og byen stod på den anden ende med optog, banketter og fester. I taler og sange spejlede jubilæumsfejringen samtidens udfordringer i fortidens begivenheder og drog paralleller til den truende konflikt i Slesvig-Holsten. At de to ting kun havde meget lidt med hinanden at gøre, var der kun få, som lod sig mærke med, og fejringen i 1859 er uløseligt forbundet med den katastrofekurs, der førte til nederlaget i 1864.
Karl Gustav-krigene 1657-60, ofte blot kaldet svenskekrigene, levede længe i den historiske erindring og gør det for så vidt stadig. Men krigene er ikke et minde eller erindringssted, der til start står stærkt, fordi det afspejler store og traumatiske begivenheder, og derefter gradvist svækkes for til slut at forsvinde helt. Erindringen om svenskekrigene har sine klare bølgebevægelser, og et af de absolutte højdepunkter var i 1859, hvor man fejrede 200-årsjubilæet for stormen på København den 11. februar 1659. Her led de sejrsvante svenske styrker et totalt nederlag, da de blev slået tilbage fra Københavns volde af et forsvar bestående af danske soldater, københavnske borgere og hollandske søfolk og soldater.
Den svenske belejring af København i 1659 kørte helt efter bogen: Kuglerne flyver fra begge sider, de svenske løbegrave til højre i billedet zigzagger sig ind mod Vesterport, i Sundet vogter den svenske flåde, i mellemgrunden ses den svenske lejr i ly af de forladte ydre forsvarsværker, og på en gravhøj på toppen af Brønshøj overvåger den svenske konge og hans mænd begivenhederne. Tegning af Erik Dahlberg (1625-1703). Fra: Uppsala Universitetsbibliotek
Jubilæumsfejringerne den 10. og 11. februar 1859
Det er ikke for meget at sige, at København ved den lejlighed stod på den anden ende i to dage. Der var fester i Casino-teateret både den 10. og den 11. februar. Her mødtes 630 mænd og kvinder af det bedre borgerskab og eliten til middag, taler (hele ti), sange, oplæsninger og store dekorationer, som viste stormen i 1659. Kong Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863) var indbudt, men lod sig af helbredsgrunde repræsentere af sin populære farbror arveprins Ferdinand. Salene var dekoreret af balletmester August Bournonville, og musikken blev bl.a. leveret af H.C. Lumbyes orkester, så alt var yderst stilfuldt.
Den efterfølgende aften var der dans, 'Stormballet', der blev afholdt til ære for den danske kvinde, hvor også arveprins Ferdinand og den udpegede tronfølger prins Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906) med hustruer og hofstat deltog. Man dansede til den lyse morgen, atter til musik af Lumbye.
Stormballet var dog kun den festlige afslutning på en lang dag, der blandt andet havde budt på optog gennem byen med husarer, livjægerkorpset og borgervæbningen, igen overværet af arveprins Ferdinand og tronfølgeren med dele af kongefamilien. I hele byen fejrede man dagen, alt efter stand og pengepung.
Casino var et teater i Amaliegade i København - bygget i 1847 og nedrevet 1960. Det er i dag mest kendt for Casinomødet den 20. marts 1848, der førte til enevældens afskaffelse. Den 10. februar 1859 dannede det ramme om en "sexa" (koldt bord) med taler, sange, deklamationer og tableauer. Aftenen efter var der bal til den danske kvindes ære, "Stormballet", hvor man dansede til den lyse morgen. Fra: Det Kongelige Bibliotek
Det fornemste arrangement var borgervæbningens store banket, der fandt sted i Ridehuset på Christiansborg med 1.200 deltagere og omfattede hele den sociale og politiske elite, inklusive kongehus og regering. Ridehuset var til lejligheden udsmykket med våben og faner. Gæsterne kunne beundre både gamle fra svenskekrigenes tid og helt moderne militært isenkram fra alle dele af de væbnede styrker.
Nu var 1800-tallet en tid, hvor man begyndte at fejre historiske jubilæer i stor stil, og der var i de foregående årtier skrevet flere populærhistoriske og litterære værker om svenskekrigene og Københavns belejring. Der var bl.a. viser af både Grundtvig og H.C. Andersen og ikke mindst Carit Etlars klassiske spændingsroman Gøngehøvdingen, der var udkommet i 1853. Men det er ikke nok til at forklare, at Danmarks samlede kulturelle, politiske og sociale elite festede igennem i to dage. Svaret er politisk, for selvfølgelig mindedes man ikke kun fortiden og dvælede ved de danske heltegerninger - skønt også det.
Hertugdømmer, Ejder-politik og skandinavisme
Først og fremmest spejlede man samtidens udfordringer i fortidens begivenheder, og dette spejl var det stadig mere brændende nationale og forfatningsretlige spørgsmål om forholdet mellem dansk og tysk. Tidens nationale strømninger opstillede en skarp modsætning mellem monarkiets dansktalende dele i selve kongeriget og i det nordlige Slesvig over for dets tysktalende dele i hertugdømmerne Lauenborg, Holsten og i det sydlige og mellemste Slesvig. Uforenelige holdninger stod over for hinanden. På den ene side den danske, såkaldt nationalliberale Ejder-politik, dvs. ønsket om en dansk nationalstat, der omfattede hele Slesvig, hvis tyske befolkning så måtte omskoles. På den anden side de såkaldte slesvig-holstenere, der ønskede en selvstændig tysk stat omfattende begge hertugdømmer og med alle bånd til Danmark kappede. Lauenborg var der ingen, der interesserede sig for. Den tredje part i dette spil var de konservative helstatsfolk, der ønskede at bevare den bestående, løse forbindelse mellem monarkiets forskellige dele.
Denne konflikt havde i sin tid udløst Treårskrigen (1848-50), men krigen havde ikke løst problemerne, for den var blevet afsluttet med et diktat fra stormagterne om at genoprette status quo. Efter flere mislykkede forsøg på at finde en politisk løsning trak det sidst i 1850'erne op til fornyet militær konflikt. I den sammenhæng blev mindet om svenskekrigene og især om Københavns belejring og svenskernes mislykkede storm den 11. februar 1659 en parallel til samtiden. Ved at tænke tilbage på en tidligere lejlighed, hvor det havde set truende ud, men Danmark havde fået hjælp udefra, kunne man samle mod til den kommende konflikt. Dengang var det hollænderne, der reddede landet. I 1859 vendte man blikket mod de skandinaviske brødre, dvs. Sverige og det dermed forbundne Norge. Man varmede sig også ved tanken om, at konge og folk i 1659 havde fundet hinanden og mandet sig op til et effektivt forsvar af hovedstaden. Det mindede på en måde om Frederik 7.s støtte til Ejder-politikken.
Historiebrug og katastrofekurs
Kort sagt: Fejringen af stormen på København i 1859 handlede om at drikke sig mod til, for man så et uundgåeligt militært opgør nærme sig. At svenskekrigene og den aktuelle konflikt om hertugdømmerne rent sagligt ikke havde så meget med hinanden at gøre, er en anden sag, som kun isolerede kritikere bed mærke i. Til gengæld må fejringen kaldes en ubetinget succes: I de følgende år blev kursen mod en militær løsning på konflikten fastholdt, tilliden til egne kræfter blev styrket, og håbet om svensk-norsk hjælp blomstrede. Det diskuteres stadig, hvad man skulle have gjort i stedet, men da krigen kom i januar 1864, slog både dansk heltemod, skandinavisk hjælp og stormagternes velvilje fejl. Fejringen i 1859 er uløseligt forbundet med den katastrofekurs, der førte til nederlaget i 1864.
Klar besked om den politiske agenda bag festlighederne i anledning af 200-året for stormen på København får man ikke i tidens seriøse aviser, men i et respektløst, folkeligt, satirisk ugeblad som Rappee (snustobak, i overført betydning også "ublid medfart"). Her ses de nationalliberale skandinavister med Carl Ploug, redaktør for avisen Fædrelandet, i spidsen løbe storm mod volden, der er besat med konservative helstatsfolk. Begge parter er bevæbnede med pennefjer. Fejringen af stormen handlede kort sagt om højre og venstre i dansk politik, og det vil sige om Slesvigs nationale tilhørsforhold og fremtidige tilknytning til enten kongeriget Danmark eller Holsten og dermed Det Tyske Forbund. Rappee den 29. januar 1859, s. 36. (fra: "Stormen på København 1659. Et nationalt og københavnsk erindringssted gennem 350 år", s. 74.) Fra: Det Kongelige Bibliotek
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Lyt til en podcast om Stormen på København i 1659 produceret af Vores Tid og 24syv - et medie for kulturhistoriske museer med base på Nationalmuseet
Det er mandag den 10. februar 1659. Det er isvinter, og det er som om, at hele Danmark er frosset til. København er under belejring. De svenske tropper har omringet byen og afskåret alle ruter ind og ud af byen. Inde bag murene forbereder man sig på det angreb, man ved vil komme. Stormen. Det svenske hovedangreb vil finde sted i nat. Danskerne er forberedte. Ordrerne lyder, at lige meget hvad der sker, må ingen forlade deres poster. Hvis forsvaret falder, så falder København - så falder Danmark, som vi kender det.
Vært: Jeanette Varberg. Medvirkende: Poul Grinder-Hansen, historiker, museumsinspektør og forfatter. Tilrettelagt og produceret af Luna Lam og Nikolai Sørensen. Redaktør Lucas Francis Claver. Podcasten er produceret af Juhl & Brunse for Vores Tid og 24Syv.