Genforeningen 1920 og det tyske mindretal 

’Nordslesvig’ er en dansk betegnelse for området mellem den nuværende dansk-tyske landegrænse og Kongeåen, det vil sige den nordlige del af det gamle hertugdømme Slesvig. Ved Genforeningen i 1920 blev den dansk-tyske grænsedragning ændret efter to folkeafstemninger. I den 1. afstemningszone i områdets nordlige del stemte ca. 75 % af vælgerne (75.431) for en tilslutning til Danmark, mens ca. 25 % (25.329) stemte for at forblive tysk. Dette område blev derfor indlemmet i Danmark, og i dansk kontekst vandt betegnelsen Sønderjylland herefter gradvist indpas i stedet for Nordslesvig. I den 2. afstemningszone i områdets sydlige del blev resultatet ca. 80 % (51.724 stemmer) for Tyskland og ca. 20 % (12.800 stemmer) for Danmark, og området forblev dermed under Tyskland. Hermed opstod der to mindretal på hver sin side af grænsen. Det tyske mindretal nord for grænsen kendes også under betegnelsen ’hjemmetyskere’.

Danmark førte en liberal mindretalspolitik, der tog hensyn til mindretallets sproglige behov i forhold til kirke, skole, administration og retsvæsen. Mellem 1920 og 1923 oprettede de danske myndigheder tysksprogede kommuneskoler, mens der efter den økonomiske konsolidering i Tyskland fra 1924 blev ydet statslig tysk økonomisk støtte til oprettelsen af tyske privatskoler i Nordslesvig. Målet med privatskolerne var både at tilbyde tysksproget undervisning og at formidle et tysk sindelag. Ved opstilling til danske folketingsvalg fik mindretallet ligeledes en positiv særbehandling, og dets medlemmer opbyggede egne politiske og kulturelle institutioner med henblik at holde sammen på og betjene mindretallet.

Mens ’Knivsbjergfesterne’ blev en samlende national manifestation for det tyske mindretal, blev der lagt en særlig vægt på ungdomsarbejdet uden for skolen med henblik på at skabe størst mulig sproglig og kulturel sammenhæng internt i mindretallet.

Påskeblæsten og mindretallet under nazismen

På samme vis som de dansksindede i Sydslesvig forfægtede danskheden, ønskede det tyske mindretal at opretholde tyskheden inden for den danske stat. Deres målsætninger var ganske vidtgående og indebar gennem hele mellemkrigstiden en manglende accept af 1920-grænsen. Med Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland i januar 1933 blev kravet om en grænserevision intensiveret.

Formanden for foreningen Schleswig-Holsteiner Bund iværksatte i marts-april 1933 sammen med slesvig-holstenske nazister en presseoffensiv mod 1920-grænsen, senere benævnt ’Påskeblæsten’ (Ostersturm). Påskeblæsten var også med til at nazificere det tyske mindretal og blev indledningen til en nazistisk ensretning, der trængte ind i mindretallets foreninger, organisationer og privatskoler.

Løbeseddel fra Slesvigsk Parti op til det danske folketingsvalg den 3. april 1939. Budskabet var, at man ved at stemme på Slesvigsk Parti kunne støtte bestræbelserne for at Nordslesvig skulle blive tysk på samme vis som andre af de områder, der under Hitlers styre var blevet annekteret. Slesvigsk Parti blev dannet i 1920 til at repræsentere det tyske mindretal i dansk politisk, både lokalt og på landsplan. I 1933 blev det overtaget af det tyske mindretals nazister, og i 1935 blev det til en udenlandsk afdeling af det tyske nazistparti, NSDAP. Partiet blev efter 1945 fuldstændig reorganiseret og gendannet, og grænserevisionskravet blev forladt. Foto: Wikimedia Commons

Under 2. verdenskrig meldte en stor del af det tyske mindretal sig frivilligt til tysk krigstjeneste, og med den tyske besættelse af Danmark steg mange af det tyske mindretals forhåbninger om en grænserevision. Denne forhåbning var i modstrid med Tysklands interesser, der havde brug for et stabilt Danmark som forsyningsland. Berlin betonede derfor over for mindretallets ledelse, at grænsen ikke skulle revideres.  

Efter besættelsen: Fårhusmentaliteten og Bund Deutscher Nordschleswiger

Forholdet mellem dansk og tysk i grænselandet var i 1945 præget af stærke nationale og politiske modsætninger på baggrund af mellemkrigstidens manglende accept af 1920-grænsen, det skærpede grænserevisionskrav fra 1933 og ikke mindst mindretallets opbakning til den nazistiske besættelsesmagt under besættelsen.

Efter befrielsen blev omkring 3000 personer fra det tyske mindretal interneret tæt på Padborg i Fårhuslejren, der var en omdannelse af Frøslevlejren, som havde huset internerede under besættelsen. De fleste kom i Fårhuslejren på grund af deres deltagelse i tysk krigstjeneste. Lejren lukkede i 1949, og perioden affødte den såkaldte ’Fårhusmentalitet’, der prægede visse dele af det tyske mindretal i årtier efter krigen. Fårhusmentaliteten betegnede følelsen af et uretfærdigt retsopgør mod mindretallet.

Mindretallets medlemmer blev efter afslutningen af krigen også ramt af konfiskationer af selskaber og jord, som de ejede. Ligeledes blev undervisningen i de tyske skoler midlertidigt standset. Den hjemmetyske identitet blev desuden præget af spændingerne mellem mindretals- og flertalsbefolkning, som kom til udtryk i deciderede voldelige episoder samt anslag mod tyske mindesmærker og hjemmetysk ejendom.

I sommeren 1945 sprængte modstandsbevægelsen Knivsbjergmonumentet i stykker. Det var i 1901 blevet indviet på en bakke mellem Aabenraa og Haderslev. Det bestod af et 45 meter højt tårn med en statue af Bismarck, og det blev samlingssted for tyskere, hvilket fortsatte efter Genforeningen. Fra 1947 fortsatte Knivsbjergfesterne for det tyske mindretal, og de holdes fortsat. Bund Deutscher Nordschleswiger omdøbte i 2012 en ’æreslund’ (Ehrenhain) for de faldne soldater fra det tyske mindretal i de to verdenskrige til et ’mindesmærke’ (Gedenkstätte). Hvis der dukker beviser op på, at en person på mindetavlen er skyldig i krigsforbrydelser, slettes vedkommendes navn. Foto: Frihedsmuseet/Nationalmuseet

Men ikke alle inden for mindretallet repræsenterede Fårhusmentalitetens forurettelse og protest. Allerede i 1943 konkluderede en lille gruppe fra det tyske mindretal, den senere såkaldte ’Haderslev-kreds’, at mindretallet måtte acceptere 1920-grænsen og erklære sin loyalitet over for Danmark. På det grundlag blev Bund Deutcsher Nordschleswiger (BDN) grundlagt i 1945 som en paraplyorganisation til at varetage mindretallets interesser. BDN’s loyalitetserklæring over for Danmark blev modtaget positivt, men også afventende i brede dele af den danske flertalsbefolkning.

Fra modsætningsforhold til indbyrdes samspil 

Etableringen af Bund Deutcher Nordschleswiger markerede en ny begyndelse for mindretallet. I kølvandet på Kiel-erklæringen af 1949, der stadfæstede princippet om det frie nationalitetsvalg for dansksindede i Sydslesvig, krævede det tyske mindretal en dansk pendant. Resultatet blev Københavns-notatet, også fra 1949, hvor mindretallets rettigheder blev bekræftet af den danske regering. Forholdet til mindretallet skulle dog vise sig stadig at volde problemer, og 1950´erne bød på stærke meningsudvekslinger og udfald fra både det tyske mindretals og den danske flertalsbefolknings side. Også internt var splittelsen mellem ’Fårhus-folk’ og dem, der var loyale over for den danske stat, tydelig. 

Først med København-Bonn erklæringerne af 1955 skete der et officielt og markant nybrud mellem dansk og tysk i grænselandet. Erklæringerne, der blev forhandlet på plads at den danske og den vesttyske regering, fastslog politiske og kulturelle rettigheder for begge mindretal i grænselandet og skabte en principiel løsning på et belastet naboskab gennem beskyttelse af mindretallene mod blandt andet diskriminering og sindelagskontrol. Formelt indledtes med erklæringerne en afspændingsproces, som gradvist fra 1960’erne og frem udviskede modsætningsforholdet mellem dansk og tysk. 

Fra 1990’erne og frem nåede afspændingsprocessen nye højder, og grænselandet blev af progressive politiske kræfter på begge sider af grænsen beskrevet som et positivt kulturmøde. Frem for at modarbejde hinanden blev mange indsatser i regionen nu officielt lagt an på at skabe et grænseoverskridende samarbejde, for eksempel ved Sønderborg-Schleswigs samlede kandidatur til titlen som europæisk kulturby i 2017.

Interessekonflikter mellem mindretals- og flertalsbefolkning har i de sidste årtier været vigende, men ikke fraværende. Det tyske mindretals forslag om at supplere de danske vejskilte i grænselandet med tyske oversættelser har for eksempel siden 2004 medført diskussioner og afvisninger i dele af den danske flertalsbefolkning. 

Plakat fra valgkampen op til kommunalvalget den 21. november 2017. Slesvigsk Parti repræsenterer det tyske mindretal i lokalpolitikken i Region Syddanmark og stiller op til kommunal- og regionsvalg. Ved valget i 2017 var en del af valgkampagnen at fremhæve den fælles sønderjyske identitet på tværs af dansk og tysk. Foto: Slesvigsk Parti