En henvendelse til Flensborg By

Advokat Chr. Ravn i Flensborg har i Dag tilstillet Magistraten og Borgerrepræsentationen i Flensborg nedenstaaende Skrivelse, som tillige i Afskrift er sendt til en Række af Byens Korporationer, Handelskammer, Haandværkskammer osv. Skrivelsen gengives her i dansk Oversættelse.

Flensborg, den 13. November 1918. Til Magistraten og Borgerrepræsentationen i Flensborg.

I sine Fredsbetingelser har Wilson[1] blandt andet angivet Gennemførelsen af Folkenes Selvbestemmelsesret og Befrielsen af de under Fremmedherredømme levende Nationaliteter som Ententens[2] Krigsmaal. Den tyske Regering har antaget Wilsons Betingelser, og efter Rigsdagsmand Hanssens[3] Tale i Rigsdagen udtrykkeligt stadfæstet over for ham, at den betragter en loyal Løsning af det nordslesvigske Spørgsmaal som faldende ind under de antagne Fredsbetingelser. Dermed staar det fast, at Nordslesvig ved Fredsslutningen vil tilfalde Danmark. Sker Løsningen af Spørgsmaalet under selve Fredsforhandlingerne ved en Traktat, vil Nordslesvig blive dansk til Sproggrænsen (Sosti – Frøslev – Tønder). Dette fremgaar med Bestemthed af de hidtil foreliggende Udtalelser af amerikanske, engelske og franske Statsmænd. Men heller ikke naar Fredskongressen bestemmer, at Løsningen af Spørgsmålet skal ske ved Folkeafstemning, vil den nye Grænse komme nordligere.

Det vilde være en Daarskab[4] og en Forsyndelse mod vor Hjemstavn, naar man vilde indbilde sig selv og andre, at Nordslesvigerne vilde stemme anderledes end for Danmark. Saa længe de har staaet under prøjsisk Forvaltning, er de blevne trængte og forfulgte, fordi de ikke vilde slippe deres højeste jordiske Gode, deres danske Modersmaal og Kultur. Ved Hjælp af alle Midler, tit med smaalige Politi-Chikanerier, bekæmpedes deres Modersmaal. Overalt, i Skole, Kirke, Forvaltning, paa Møder og for Retten, skulde det bandlyses og udryddes. De har tit maattet tage imod haarde Straffe, fordi de sang deres danske Sange eller deltog i danske Møder. I Køllerpolitikkens[5] Dage straffedes de ikke blot med Udvisning af deres Folk eller nærmeste Slægtninge, naar de selv havde deltaget i et politisk Møde, men ogsaa naar en fjern Slægtning eller en Svoger havde begaaet en saadan Forbrydelse. En prøjsisk Dommer fratog dem endogsaa Forældreretten, naar de efter Konfirmationen sendte deres Børn paa en dansk Skole for at lære Modersmaalet rigtigt.

Og hvad er nu Resultatet af deres 52-aarige Tilhørsforhold til Prøjsen? Et affolket og forarmet Land fuldt af dyb Sorg. 6000 af deres bedste Landsmænd har i deres blomstrende Manddomsalder uden Nytte maattet gaa i Døden, og – bortset fra den i uhyre Grad voksede Kommunal- og Provinsgæld – er Statsgælden alene rundt 3000 Mark pr. Hoved af Befolkningen eller 4000 Mark pr. Hektar af Landet. Det er Tal, som bydende tilbageviser enhver Tale om Lykke og Fordel ved Tilhørsforholdet til Tyskland, og som giver Anledning til at tænke paa, hvilket rigt og lykkeligt Land Slesvig nu vilde have været, hvis det i 1864 var blevet ved Danmark.

Og saa skulde nu de danske Nordslesvigere, som til Trods for alle Straffe, Forfølgelser og Chikanerier i 52 Aar har bevaret deres danske Sprog og Kultur, og som nu ser det endelige Resultat af deres Tilhørsforhold til Prøjsen, fulde af Længsel stræbe efter Prøjsen, naar de faar Valget mellem det og Danmark? Det vil de aldrig gøre, men sluttede stemme for Danmark.

Herfra vil de heller ikke lade sig rokke en Fingersbred af det tyske Udvalgs og Byraadets Løfter. De har kun gjort daarlige Erfaringer med prøjsiske Løfter. I Pragfredens § 5[6] lovedes det dem, at de selv skulde bestemme, om de vilde tilhøre Danmark eller Prøjsen. De venter endnu den Dag i Dag paa Opfyldelsen af dette Løfte. Paa deres gentagne Spørgsmaal om, hvorledes det forholdt sig med dette Løftes Opfyldelse, fik de til Svar, at § 5 var ophævet ved en ny Traktat med Østerrig. Og derved blev man staaende, skønt de godtgjorde, at § 5 som Traktat til Fordel for Tredjemand kun kunde ophæves med dennes Billigelse, og at § 5 ingenlunde var ophævet ved Traktaten med Østerrig af 11. Oktober 1878, da ifølge Rigsforfatningen Rigsgrænsen fastsættes ved Rigslov, og Traktaten af 11. Oktober 1878 saaledes ingen retslig Virkning havde, da den ikke var godkendt af Rigsdagen. Ved Hertugdømmernes Indlemmelse blev det fra allerhøjeste Sted i Prøjsen lovet Nordslesvigerne, at Regeringen vilde tage passende Hensyn til de nationale Sæder, Skikke og Ejendommeligheder. Nordslesvigerne har ikke mærket noget til et saadant Hensyn. Da Overpræsident v. Bülow[7] kom til landet, lovede han i sin Programtale, at der nu skulde herske Lighed med Hensyn til Behandlingen af de dansksindede og de tysksindede Indbyggere. Efter 8 Dages Forløb strøg han Sejlene for den tyske Forenings Storm og styrede ind i de altyske[8] Undertrykkelsespolitikeres gamle Farvand.

Man vil derfor heller ikke kunne tage den danske Nordslesviger det ilde op, naar han staar afvisende over for disse nye Løfter og hovedrystende mener:

”Jeg hører det nok, men jeg tror ikke paa det. Hr. Pastor Schmidt[9], ja, ham tror jeg om, at han af sin virkelige og inderste Overbevisning vil optræde til Fordel for mig og sætte alt, hvad der staar i hans Magt, ind paa at holde sit Løfte, hvorledes Fremtiden end arter sig. Nogle af de andre Herrer vil jeg ogsaa møde med den samme Tillid. Men Resten? Hvor var de i Køllerpolitikkens Dage? Hvor var de, da Pastor Schmidt kaldte til Kamp mod mine Undertrykkere? Da var der ingen af dem, der optraadte til Fordel for mig; de fleste lod mine Undertrykkere øve deres Værk, mange saa med Velvilje paa det, og nogle tog altid Del i min Undertrykkelse, idet de traadte ind i de altyske Foreninger, især den tyske Forening for det nordlige Slesvig, hvis Maal er Udryddelsen af mit Modersmaal i Skole, Kirke osv., og hvis Formaal i en Agitationstale imod mig har talt om ”Krig paa Kniven” og om ”Gud og koldt Jern”. Nej, disse Herrer vil ikke at deres inderste og sande Overbevisning nu pludselig træde op til Fordel for mig, men gør det kun tvungne af den øjeblikkelige Nødstilling i Haab om, at de derved vil kunne afholde mig fra at stemme for Danmark. En lille Ændring i de øjeblikkelige Magtforhold – og de Herrer er nøjagtig lige saa ligegyldige over for mine Lidelser som tidligere. Det vilde være ret interessant for mig at erfare, om og naar disse Herrer er udtraadte af den tyske Forening for det nordlige Slesvig.”

Saaledes tænker Nordslesvigeren. Derfor:

Hvad enten Fredskongressen løser det nordslesvigske Spørgsmaal ved Statstraktat eller efter Selvbestemmelsesretten – Nordslesvig kommer i alle Tilfælde til Danmark. Det er lige saa sikkert, som at Tyskland har tabt Krigen.

Men bliver den nye Grænse lagt efter Sproggrænsen, eller kommer om end kun 2 eller 3 Kredse af Nordslesvig til Danmark, saa er Flensborg By økonomisk ruineret, som Byraadet ganske rigtigt har indset og givet Udtryk for i sin Beslutning af 5. November. Kunst og Videnskab, Handel og Næringsdrift, Industri og Haandværk: alle har de direkte eller indirekte tre Fjerdedele af deres Indtægter fra Nordslesvig. Bliver Nordslesvig skilt fra Flensborg, maa mindst en Tredjedel af den flensborgske Befolkning udvandre fra Flensborg, fordi den her ikke kan finde tilstrækkelig Underhold. Udvandringen af denne Tredjedel vil have Udvandringen af endnu en Sjettedel til Følge. Om saa Resten kan klare sig med den uhyre Kommunal- og Statsgæld, er mere end tvivlsomt. Thi Kaserner, Marinestationen, højere Skoler osv. vil vel staa temmelig tomme. De større industrielle Foretagender som Værftet, Glasfabrikken osv. vil mangle Raastoffer, saa største Delen af de flensborgske Fagarbejdere bliver brødløse. Landsretten vil antagelig gaa ind eller blive flyttet til en anden By. Hus- og Grundejendom vil synke betydelig i Pris paa Grund af manglende Efterspørgsel. Heller ikke Skibsfarten vil kunne hjælpe stort, fordi de flensborgske Rederier vil komme til at aflevere en Del af deres Handelsflaade som Krigsskadeerstatning.

Men staar det fast, paa den ene Side at i det mindste en stor Del af Nordslesvig i ethvert Tilfælde kommer til Danmark, paa den anden Side at Flensborgs Fremtid under disse Omstændigheder er ruineret [og under truende Forfald, saa ser jeg ingen anden Løsning[10], end at Flensborg bliver ved Nordslesvig og sammen med Nordslesvig kommer til Danmark.

Selv om kun Byens Omraade kom med til Danmark og den nye Grænse blev trukken tæt syd for Flensborg, vilde Byen være sikker paa en blomstrende, i hvert Fald en levedygtig Fremtid.

Fra at være en større Provinsby vilde den stige op til at være Landets næststørste By. Den nærmeste konkurrencedygtige By vilde være Aarhus. Den beholder ikke alene sit bedste og værdifuldeste Opland, men faar i Steden for det eventuelt tabte sydlige Opland fuldgyldig Erstatning mod Nord. Hus- og Grundejendom vil stige i Værdi, fordi mange Mennesker, der i tidligere Aaringer er udvandrede fra Nordslesvig paa Grund af de utaalelige politiske Forhold eller har maattet udvandre, vil strømme tilbage og betale Li[e]bhaverpriser for at kunne leve Resten af deres Liv i det kære gamle Hjem. Flensborg vil ikke alene beholde sin Landsret, men maa desuden faa en Overlandsret, fordi ikke den forældede danske Civilret vil blive indført hos os, men vor moderne Ret med Tiden vil blive indført i Danmark, idet Danmark efter Indlemmelsen endelig maa skabe sig en moderne borgerlig Lovbog med uafhængig Dommerstand, Grundbogskontor osv. for at faa en ensartet Ret i Staten. Ogsaa Oprettelsen af et andet Landsuniversitet i Flensborg vil vel kun være et Spørgsmaal om faa Aar. Jeg tror næppe, at nogen som helst Flensborger vil lide stor og alvorlig Skade ved Byens Overgang til Danmark. Leveringen af Raastoffer til de industrielle Foretagender er i Danmark temmelig sikker, saa Arbejderne ikke behøver at forlade deres kære Flensborg. Danmark vil komme til at overtage alle Embedsmænd, der ønsker det paa de hidtilværende Lønnings- og Pensionsbetingelser alene af den Grund, at det selv ingen har, der kender vore Love. Det er ogsaa en Selvfølge, at Danmark overtager Betalinger af alle Pensioner til pensionerede Embedsmænd, der ved deres Pensionering var ansatte i det afstaaede Omraade, samt til Krigsinvaliderne, de uføre[11] osv. En Del af den tyske Rigs- og prøjsiske Statsgæld maa vi vel rigtignok beholde. Det er jo kun billigt[12], at Danmark som Vederlag for de Statsejendomme, der gaar over til det (Domæner, Jernbane, Post osv.), ved Siden af Forpligtelsen til at betale Pensionerne ogsaa overtager en Del af det tyske Krigslaan, maaske den Del, der er tegnet af Privatpersoner i den afstaaede Omraade. Denne Gæld bliver imidlertid, netop fordi den danske Stat overtager den, fordelt paa hele Danmark, saa vi her bliver af med en stor Del af den. Hertil kommer endnu eet: nemlig at vort Yndlingsbarn, vor flensborgske Handelsflaade antagelig forbliver urørt, fordi Flensborg ved Tilslutningen til Danmark hører til et neutralt Land.

Det behøver vel ikke udtrykkeligt at forsikres, at tysk Sprog, Kultur og Sæd[13] under det milde danske Scepter ikke bliver udsat for nogen som helst Undertrykkelse, Forfølgelse eller om end kun Tilsidesættelse. Dette er en Selvfølge for det frie Danmark, saa meget mere som der jo gennem alle de Aar netop fra dansk Side er gjort Front mod slige Udvækster af den politiske Regering. Selv Altyskerne vil – helbredede ved Krigen for deres Undertrykkelses- og Voldssygdom – føle sig friere og bedre tilpas end i det hidtilværende Prøjsen med dets problematiske Selvforvaltning.

Efter min mening kan Flensborg derfor ikke gøre noget bedre end ufortøvet sætte alle Hjul i Bevægelse, for at Flensborg ikke bliver skilt fra Nordslesvig, men sammen med Nordslesvig kommer til Danmark. Hvorledes dette bedst kan opnaas, maa jeg overlade til mere indsigtsfulde Mænd at bedømme. Kun det vil jeg gerne pege hen paa, at der maa arbejdes baade mod Syd og mod Nord. For det første maa der sættes igennem hos Fredskongressen, at Flensborg i alle tilfælde deler Nordslesvigs Skæbne. Dernæst maa der udvirkes hos Danmark, at det optager os, naar vi kommer til det med Bøn om Optagelse; thi i Danmark findes der en stærk Strømning for kun at optage de Dele af Slesvig, der har overvejende dansk Modersmaal.

Det bedste og mest retfærdige vilde det vel være, om Fredskongressen bestemte, at hele Hertugdømmet Slesvig skulde stemme af. Saa vilde den nye Grænse, bedst svarende til og tillempet efter Folkeviljen, opstaa der, hvor i Sogne eller endnu mindre Valgdistrikter, Stemmeflertallet for Danmark ophører og Stemmeflertallet for Tyskland (Prøjsen, Holsten) begynder. Dette vilde sikkert ogsaa være den bedste Løsning for Flensborg; thi saa vidt jeg kender Folkestemningen, vilde Grænsen saa komme temmelig langt syd for Flensborg. Hvorledes nogle er komne til den Overbevisning, at det overvejende Flertal af den slesvigske Befolkning holder fast ved Samhørigheden med Prøjsen, er mig uforklarligt. Over for mig er det blevet stadfæstet næsten fra alle Sider, at Befolkningen i Slesvig med faa Undtagelser hellere vil til Danmark. De, der fastholder Tilslutningen til Prøjsen, er med Undtagelse af nogle Storgrundejere ingen fødte Slesvigere, men indvandrede Prøjsere, Oldenborgere osv., hvem man næppe vil kunne indrømme nogen Ret til at tale med og stemme af om Slesvigs fremtidige Skæbne.

Jeg er bleven foranlediget til denne Skrivelse af den Omstændighed, at jeg endnu stadig træffer Folk, som hævder den Opfattelse, at Fredskongressen under ingen Omstændigheder vil tillade, at der kommer en Fodsbred nordslesvigsk Jord til Danmark, eller at Nordslesvigerne i deres langt overvejende Flertal vil stemme for at høre til Prøjsen – gennemgaaende de samme Folk, der endnu bestandig søger at bilde sig selv og andre ind, at Tyskland endnu ikke helt har tabt Krigen, men ogsaa paa sin Side kan stille Betingelser paa Fredskongressen.

Hensigten med disse Linjer er derfor ikke at ”agitere” i en bestemt Retning, men klart at føre den for Flensborg truende Fare for Øje i hele dens Størrelse og fra min Side at pege paa den Vej, der efter min Mening alene kan føre til Flensborgs Redning. Veed nogen et bedre Raad, saa bør han ikke holde længe tilbage dermed; thi Tiden kræver en hurtig Beslutning.

Og naar jeg hermed henvender mig til Magistraten og de Herrer Borgerrepræsentanter, saa sker det ud fra den Overvejelse, at de i første Række er kaldede til at sørge for Flensborgs Fremtid. Rigtignok trænger vi nu mere end nogen Sinde til Mænd i Byens Raad, som uden Hensyn til personlige og Partiinteresser er til Sinds fuldt og helt at arbejde for Flensborg. Det gaar ikke an, at der sidder Mænd i Byens Parlament, som hævder det Standpunkt: om saa Flensborg gaar til Grunde – dansk maa det under ingen Omstændigheder blive. Tyskland og Prøjsen har Altyskerne bragt til Fordærvelsens Rand med deres usalige Volds-, Undertrykkelses- og Erobringspolitik. Lad os i det mindste forhindre, at de ogsaa drager Flensborg med i Fordærvelsen.

Prøvestenen for, om en Repræsentant er til Sinds paa enhver Maade at varetage Flensborgs Tarv er hans Svar paa det Spørgsmaal: ”Træder De i Skranken for, at Flensborg i hvert Fald maa forblive i Forbindelse med Nordslesvig, ogsaa naar Nordslesvig indlemmes i Danmark?” Bliver dette Spørgsmaal besvaret med Ja af samtlige Repræsentanter eller dog i det mindste af deres overvejende Flertal, - men ogsaa kun da – tør vi haabe på Opfyldelsen af det Ønske, der ligger os alle paa Hjerte som det mest brændende: at Flensborg efter fire Aars Nød, Savn og Sorg gaar en rig og lykkelig Fremtid i Møde.

Ærbødigst

Sign[eret] Ravn

Advokat.