Som statholder

I maj 1813 blev Christian Frederik (født 1786, regent 1839-1848) sendt til Norge som statholder for den danske konge Frederik 6. (født 1768, regent 1808-1839). Danmarks alliance med Frankrig under Napoleonskrigene fik som konsekvens, at man med Frankrigs nederlag tabte Norge til Sverige, som det blev bestemt ved fredsslutningen i Kiel i januar 1814. En norsk selvstændighedsbevægelse afviste dog den danske konges ret til at overgive landet til den svenske konge, erklærede Norge selvstændigt og valgte Christian Frederik til landets konge. I den situation valgte prinsen at underskrive en fri forfatning for Norge den 17. maj 1814, Eidsvoll-forfatningen, der på det tidspunkt var den mest liberale i Europa.

Christian Frederik havde tidligere i forløbet søgt at blive Norges konge i kraft af sin arveret, og da det ikke lod sig gøre, accepterede han kongevalget som det kald, han måtte følge. Christian Frederik måtte dog senere på året abdicere, idet Sverige under krigstrusler insisterede på at gennemføre den union af Sverige og Norge, som var lagt til rette ved fredsslutningen i Kiel.

Her ses den eneste kendte illustration af Christian Frederik som konge af Norge. Han blev i Norge valgt som konstitutionel konge den 17. maj 1814, men han abdicerede efter kun fire måneder og 23 dage, den 10. oktober 1814. Fra: Nasjonalbiblioteket i Oslo

Som kronprins

Christian Frederik vendte tilbage til Danmark og giftede sig i 1815 med Caroline Amalie (1796-1881), som var datter af Hertugen af Augustenborg, og som han forblev gift med til sin død. Christian Frederik vendte måske nok hjem til ægteskab, men ikke for at glide ind i det politiske establishments øverste lag, som man kunne forvente for en prins. Først i 1831 blev han medlem af Gehejmestatsrådet, den enevældige konges håndplukkede 'regering'.

Om det skyldtes Christian Frederiks handlemåde i Norge, der var udtryk for hans egen analyse af, hvad han måtte gøre i den foreliggende sammenhæng, og som ikke skete med Frederik 6.s billigelse, eller om det skyldtes deres indbyrdes personlige forhold, der beskrives som køligt og distanceret, kan ikke siges. Et faktum er det, at Christian Frederik i 1815 blev indsat i en til lejligheden oprettet stilling i provinsen som guvernør på Fyn og Langeland. Det gav tid til omfattende rejser i Europa 1818-1822 og et aristokratisk liv over evne i årene derefter præget af selskabelighed og kulturelle aktiviteter. 

 
Christian (8.) som kronprins og hans hustru Caroline Amalie (1796-1881). Efter Frederik 6.s død i 1839 blev Christian 8. konge og Caroline Amalie dronning. Portrætterne er malet af Louis Aumont i hhv. 1831 og 1830. Fra: Kongernes Samling - Amalienborg

Som konge fra 1839

Christian Frederik kunne selv efter sin indtræden i Gehejmestatsrådet forholde sig ret frit til sagerne. Efter at han blev konge i 1839, indtog han derimod det ansvarlige statsoverhovedes rolle, han ledede sin helstat og spillede en aktiv rolle i formuleringen af den førte politik. Hvor Frederik 6. i de sidste mange år havde måttet indskrænke sig til at stå imod, så havde hans efterfølger den kapacitet, både arbejdsmæssigt og intellektuelt, at han i de meget store spørgsmål kunne gøre sig gældende i det, der i hans regeringstid fremstod som regeringens politik: bevarelsen af den enevældige helstat.

Hvad bevarelse af enevælden angik, betød det ikke, at reformer af styreformen var udelukket. Stænderforsamlingerne som befolkningens talerør i forhold til styret var en rimelig og rationel fornyelse af enevælden, men demokrati kunne ikke komme på tale. I stedet arbejdede Christian 8. sammen med ledende embedsmænd fra begyndelsen af 1840'erne til kort før sin død med forskellige modeller for en modernisering af styrelsen af det danske monarki, der byggede videre på stænderforsamlingerne. Et gennemgående træk i de mange betænkninger, dette arbejde resulterede i, var kongens interesse for i det danske monarki at indføre et statsråd efter preussisk model. Det preussiske statsråd var en slags kongeligt senat, der bestod af prinser, de øverste forvaltningschefer og embedsmænd og andre fremtrædende mænd efter kongens valg. Dets funktion var at fungere dels som rådgivende lovgivningsorgan, dels som forvaltningsdomstol. Fra Christian 8.s synspunkt passede et sådant statsråd godt til en politik, der søgte at stabilisere enevælden og tilpasse den tidens krav.

Christian 8.s salving den 28. juni 1840 blev den sidste kongesalving i Danmarks historie. Salvingsceremonien blev indført med enevælden og symboliserede den guddommelige velsignelse af kongen. Efter indførelsen af det konstitutionelle monarki i 1849 udråbes den nye regent af statsministeren fra Christiansborg. Fra: Kongernes Samling - Rosenborg

Hvad angik bevarelse af helstaten kan Christian 8. karakteriseres som helstatskonservativ. Den politiske linje gik ud på at finde et fikspunkt oven over de særinteresser, der med stigende kraft blev udtrykt af de nationale og liberale bevægelser i Kiel og København. I sine anmærkninger ved begyndelsen af året 1843, som han skrev i sin dagbog, beskrev han selv den helstatskonservative bestræbelse på følgende måde:

"Aaret begyndes af mig med frejdigt Mod i Tillid til Guds Bistand. Blandt Morgenpsalmer opslog jeg een af Boye, hvori siges, at ikkun det Rige er lykkeligt, i hvilket hersker Fred. Det randt mig isinde, at dette mindre end nogensinde er Tilfældet i mit Rige, hvor Partiaand, næret mellem Danmark og Hertugdømmerne, avler Splid. Jeg bad derfor Gud, at han vilde give mig Viisdom og Kraft til at udjevne disse Stridigheder, som næres ved Overdrivelser paa begge Sider, idet Schl. Holsteinerne gandske ville fortydske Schleswig, de danske Radi[c]ale derimod rive Schleswig gandske fra Holstein. Kongen bør staae over Partierne og vedligeholde Tilstanden, som den er: Schleswig som et særskilt Hertugdømme under den Danske Krone, enhver Undersaattes Sprogforhold respecteret. Endnu er Tilliden til Kongens Upartiskhed usvækket."

Dette synspunkt søgtes efterlevet på alle niveauer, men det var, som det fremgår af citatet, det nationale spørgsmål, der voldte de store problemer og var den gordiske knude, man søgte at løse i 1840'erne. Et sprogreskript fra 1840 skulle sikre dansk forvaltningssprog i de dele af Slesvig, hvor dansk var det almindelige talesprog. Da man reorganiserede den lærde skole i 1840'erne, var kongens eneste intervention, at reetableringen af Kolding Lærde Skole på grænsen til Slesvig ikke måtte fremstå som en "til Nordslesvigs danisering sigtende beslutning." Men disse forskelligartede tiltag løste ikke knuden. De nationalliberale i København lod ingen anledning gå fra sig til at delegitimere enevælden og dens – i deres forståelse – manglende blik for folkets nationale følelser.

Portræt af Christian 8. Billedet er en såkaldt anskuelsestavle fra serien Nationaltidendes Kongebilleder, der blev benyttet i anskuelsesundervisning i de danske skoler fra begyndelsen af 1900-tallet. Fra: Det Kgl. Bibliotek

I 1846 udsendte Christian 8. sit åbne brev om arvefølgen i monarkiet, hvis hensigt var at stække den slesvig-holstenske bevægelses opfattelse af Hertugen af Augustenborgs arverettigheder i hertugdømmerne. Også her pointeredes bestræbelsen på at holde monarkiet samlet under anerkendelse af de enkelte deles relative selvstændighed og indbyrdes relationer. Især fremhæves Slesvigs selvstændighed og forbindelser til såvel Danmark som Holsten og som afgjort hørende under kongens arverettigheder. For dele af Holsten var der derimod usikkerheder, men dem lovede han at hæve. I stedet for at lægge låg på blev det åbne brev anledning til en hidtil uset uro i hertugdømmerne, der rystede helstaten i dens grundvold. Begivenhederne i Holsten er tolket som en situation, der var på randen af revolution og truede med at sprænge helstaten.

Kongens helstatspolitiske tiltag havde således ikke de effekter med hensyn til at inddæmme og afgrænse de nationale bevægelser i helstaten, som han havde håbet på. Kongetroskaben var – så vidt man kan bedømme – stadig vidt udbredt i bondebefolkningen. Men i byerne, især i København og Kiel, var de dansk-nationale og i stigende grad tysk-nationale bevægelser uden for helstatspolitisk rækkevidde. Kombineret med krav om demokrati udviklede de nationale bevægelser sig til at være statsomstyrtende, revolutionære bevægelser, hvis krav kongen og hans helstatspolitik ikke kunne tilfredsstille. I stedet steg de nationale bevægelsers toneleje, og Christian 8. havde ingen midler til at imødegå den udvikling, som var sat i gang.

Christian 8. døde den 20. januar 1848 som følge af en blodforgiftning, han havde pådraget sig under en åreladning ordineret af sin livlæge. Inden sin død udfærdigede han et politisk testamente til sin søn Frederik 7. I både brevene og dagbøgerne får man indtryk af Christian 8.s stadige bekymringer for og irritation over sønnens adfærd, og man havde længe vidst, at Frederik ikke var skikket til at blive konge. Da Christian 8. den 9. januar erkendte, at han ikke ville overleve, mente han derfor at måtte rådgive sønnen, så den krise, der forventeligt ville komme ved tronskiftet, kunne afbødes. Frederik havde selv tilkendegivet, at han ønskede en forfatning, og Christian 8. var efterhånden nået til den konklusion, at en konstitutionel forfatning var et onde, man var nødt til at leve med, hvis det højere mål, at sikre helstatens sammenhæng, skulle nås. Derfor anbefalede Christian 8. sin søn "at give det danske Folk og Hertugdømmerne en fælles konstitutionel Forfatning." Et tronskifte ville umuliggøre en henholdende stabiliseringspolitik, og når en konstitutionel forfatning nu ikke var til at undgå, var det bedste, kongen kunne gøre, at bakke det uundgåelige op og dertil henvise til de to rådgivere – helstatsmændene gehejmestatsminister Heinrich Rewentlow-Criminil (1798-1869) og grev Adam Wilhelm Moltke (1785-1864) – hvis råd Christian 8. selv ville have fulgt.

Wilhelm Marstrands portræt af Christian 8. fra 1843. Fra: Kongernes Samling - Rosenborg

Som person

Bedømmelserne af Christian 8. som person er delte. Smålig, egenrådig, upræcis, vankelmodig og unaturlig er nogle af de prædikater, der er hæftet på ham. På positivsiden fremhæves hans kulturelle og videnskabelige interesser sammen med hans flid og fatteevne. Han levede endvidere endnu i en tid, hvor et embede, en understøttelse eller en pension var en nådesbevisning - og det udtryk var dengang mere end den blotte kliché. Det var i sidste ende udtryk for den kongelige velvilje mod den pågældende. For en konge, der som Christian 8. ønskede at blive informeret og besad arbejdsevnen til at følge de tusinder af sager op, gav det store muligheder for at påvirke borgernes tilværelse. Han kunne - og gjorde det efter alt at dømme hyppigt - benåde dødsdømte, tildele kunstnere og videnskabsmænd rejsestipendier og enker et tillæg til pensionen. Den helt personlige kongelige vilje var en realitet både i samfundets top og på dets bund.

Læs mere om Christian 8. i Dansk Biografisk Leksikon