Hovin, 1814

Nytaarsdagen.

Gud give I alle maae være gladere, lettere om Hiertet, end jeg er i Dag, og Gud give os Alle at see Aaret gaae frem og endes under bedre Aspecter, end det begynder. Dog, der siges jo, Danmark har giort (maattet giøre, skulde det vel hedde) Fred med de Allierede, og at Coursen er faldet, o. s. v. Jeg kan aldrig vænne mig til at tænke Norges og Danmarks Interesse særskildt, og Gud lade aldrig den Tiid komme, da jeg blev nødt til at tænke anderledes end nu. Dog, tænke anderledes – hvad kunde nøde mig til det? Selv om min troe Veninde, Haabet, forlod mig, mine Tanker og Ønsker kunde hun ved sin Flugt ikke berøve mig […]

Jeg lovede Eder, Elskede, troer jeg, i det seneste Hefte, Aarets sidste, at lade Jean Paul tale for mig. Det klinger skiønnere i Originalsproget, men da ikke alle mine kiære Læserinder kommer til rette med det, staaer det her i vort Modersmaal.

«Naturen river vel med saadan Iil Taare af vore Øyne, Sukke af vort Bryst, at den Vise aldrig ganske kan have Sørgefloret fra sit Legeme; men hans Siæl bærer intet! Thi er det engang Pligt eller Fortiæneste, at bære den mindste Lidelse med Munterhed, saa maae Udholdelsen af den største ogsaa være Fortiæneste, kun en større, ligesom den samme Grund, der byder Forladelse for smaae Fornærmelser, ogsaa gielder for Tilgivelsen af de aller største.» – Og et andet Sted: «Men een Smerte bliver dig tilgivet eller giengieldt: den for dine Døde. Thi denne søde Smerte for de Tabte, er dog kun en anden Trøst – naar vi længes efter dem, er det kun en vemodigere Maade at vedblive at elske dem – og naar vi tænker paa deres Bortgang, saa flyder jo vore Taare saa vel som naar vi udmaler os den glade Giensamling, og de Taare ere vel ikke forskiællige.» – Saa mange ere Ordene. O, hvor ofte har du trøstet og varmet og hævet mit Hierte, ædle Jean Paul, du sande Siæleven […]

Økeren.

Torsdag 20^de […] Mandag Formidd. Kl. 11 fortsatte jeg Touren [fra Hovind over Gjerdrum] i ret mildt Veyr og godt Føre, og var uden alle Eventyr her Kl. halvfem, og min velsignede Ragna mødte mig her, hvor jeg nu skriver, i lille Wilhelm Adelstens Sovegemak, der er tæt ved hendes eget, og Glæden farvede hendes Kinder, og i sød Modertriumph førte hun mig hen til den raske, vakre Drengs Vugge, og den geskiæftige Ida havde travlt for at fortælle mig om ham, den lille, søde Gutten, som var Broer hendes […]

Tirsdag 25^de Tøyen. Ja, saa sagtelig gaaer det med Dagbogen, men det skal, kan I troe, gaae gruelig vel – lell. – Og istæden for at sige Eder, hvorfor jeg har pauseret saalænge, vil jeg gaae uafbrudt frem derfra, hvor jeg slap. Vi tilbragte Torsdag [paa Økeren] i al Stilhed og med den fortroelige Samsnak, som I veed, jeg er saadan Giæk efter. Husherren forsømmer ingen af Treschows Forelæsninger, og da han tillige har mange Forretninger i Byen, kommer han først hiem Kl. 4, sommetider Kl. 5, men er aldrig nogen Aften borte fra sin Ragna. Fredag fik først Gutten det deylige Navn, Wilhelm, (det sødeste af alle Navne) efter Ragnas Fader, og Adelsten, som de Gode tillode mig at give ham, da hans Fader vilde, han skulde have et gammelt nordisk Navn. Pavels’s, Treschows, Obrist Hegermann, lille Hanna Moestue og vor Sally, udgiorde hele Selskabet, og hvor behagelig en Dag og Aften vi havde, er det da vel overflødigt at sige Eder. Der var ordentlig en lille Striid mellem den rette og Navne-Bedstemoderen, hvem der skulde holde Barnet over Daaben, endelig vandt Moer Huwald, og jeg blev den første Gudmoder. Hele det lille Selskab vare Faddere, og hvilke velsignede Faddere havde det velsignede Barn! […] Rørt og glad gav jeg den hulde Moder sin Søn med et sandt bedstemoderligt Kys, som jeg ogsaa gav den lykkelige Fader, og den gode Moer Huwald et søsterligt […] Ved Bordet sad jeg deyligt mellem min ædle Treschow og den høystsieldne Hegermann, men godt havde jeg sadt, hvor min Plads var faldet ved dette lille Vennebord. Kunde man dog altiid saadan vælge sig sit Selskab! men da blev det vel for godt at leve paa Jorden, tænker jeg. Thi saadan som vi hele Aftenen sad om det runde Bord for Sophaen, sidder man ikke ofte, og kan man kun sidde, hvor faa Udvalgte ere forsamlede, dog, den lykkelige Moer Koren sidder ikke sielden saaledes. Vi Fruentimmer strikkede og syede, Mændene underholdt sig ikke med hverandre, som Skik og Brug er, men med os […]

Søndag skrev Mariboe en Invitation til Treschow og Hustroe i mit Navn (med paaholden Pen), men kun vor Catty kom, da Manden skulde arbeyde paa sin Tale til Kongens Fødselsdag. Det var en slem Streg i vor Regning […]

Sally kom, og Hanna M. med sine Børn. M. Pavels og Agentinde Nilsen vare i ordentlig Barselvisit, og da de vare tagne bort, læste Mariboe Hugo for os, som vi havde faaet fra Lena Trane, det lille originale, interessante Væsen, som om Søndagsmorgen giorde en Gesvindtvisit hos os. Men først naar jeg har læst Hugo igiennem allene, med Andagt, skal jeg sige Eder mine Tanker om den. Nu maa I nøyes med at vide, den skaffede os en behagelig Aften. Ogsaa har jeg glæmt at sige Eder, at min gode M: Pavels havde afskrevet til mig den lille rørende, hiertelige Tale, hendes Mand holdt ved Marie Berghs Grav, og som hun gav mig Fredag, og jeg Løverdagmorgen læste høyt for min Ragna og hendes Moder. Saa kom da Gaarsdagen, den Ragna længe saae bekymret imøde, fordi hun skulde miste sin Moer Koren. Mariboe, der tidlig foer til Byen, var inde hos mig og bød mig Farvel mens jeg endnu stod i mit korte Nattøy. Kl. henved 12 kom min lille Mercurius, Jens Bull, for at hente mig hid. Selv Ida, det søde Barn, vilde ikke, Moer Koren skulde reyse […]

Ak […] det Haab jeg sidst lader fare – og Gud i Naade forbyde, jeg skulde nødes til det – er at de græsselige Rygter der udspredes om Grev Wedels Død paa Hidreysen, ere ugrundede. Jeg har længe hørt dem, og troet min Ahnelse, at de vare falske. I Gaar fortalte Messel at der var kommet Bekræftelse, men Presidenten har intet hørt derom, og vi haaber alle […]

 Tøyen 26^de Januar. I hvad Stemning jeg ender dette Hefte, veed jeg ikke, men jeg begynder det med et haardt sammenpresset Bryst, syg paa Siæl og Legeme. Aarsagerne til mine Siælelidelser veed I, naar I læser dette, og da vide vi alle mere, end nu, og selv den sørgeligste Vished kan ikke være pinligere, end de Ahnelser og Ængstelser for det arme Norge og Danmark, vi nu ere Rov for. Her kom min Lotta med Bladet Tiden. Det forkynder Fred, forkynder den i Glædens Udtryk – Vilkaarene vides ikke – o, og endda skal vi glæde os! De skrækkeligste Vilkaar maaskee – ney, Taarene blænder mig, men de letter Brystet, jeg seer ikke, men jeg aander igien.

Kl. 4 […] I Aftes kom, da al Vent var reent forbi, min Catty, Pavels, hans Marie, Claudine og Mariane, spadserende hidop. Presidenten lod en Slæde sende ned efter sin Kiæreste – saa kalder han vor Treschow – og efter Wibe. Men den Stemning Presidenten havde været i hele Dagen, blev almindelig hos alle. Ak, hvad kan jeg sige Eder, som I ikke har følt selv? Mændene satte sig til Bostonbordet, jeg satte mig hos min T: og han talte et Par Ord med mig imellem, men det var ikke mere Trøstens Ord, og hans dybe Suk trængte mig igiennem Siælen. Men alt trængte igiennem den, ogsaa min Cattys blide Toner ved Claveret. I Aften samles vi alle igien hos Barna paa Festningen, og i Morgen Middag samles vi atter Alle hos Barna i Moestuegaarden. Endnu veed vi intet videre. Presidenten skal møde hos Thygeson Kl. 8 i Aften. Ak ney! Jeg kan ikke skrive Hiertet let, og Haanden er tung, Pennen vil ikke glide, og jeg kan ikke glæde mig til denne Aften, og Morgendagen, og til Fredagen, vor ulykkelige Konges Fødselsdag, vel den bittreste af de mange bittre han har oplevet. God Nat, Elskede! Søvnen skiænker dog Fred, og Graven den dybeste, som ingen Tyran, ingen Cabaler og Nedrighed kan forstyrre […]

Torsdag 27^de […] Hvor saare behagelig var Gaarsaftenen! Alle og Alt passede saa deyligt for og i hverandre, det var en bliid Harmonie, uden en eneste skurrende Tone. Da vi kom, var der endnu ingen kommen, uden Frue Bergh […] Nu lykønskede jeg […] med hendes Lenes Forlovelse med Capitajn Lund, en, efter alles Sigende, brav, talentfuld ung Mand, og har Gud mildelig styrket Forældrenes Hierter, ved at give dem en Søn istæden for den tidlig hiemgangne Datter […] Siden kom det øvrige lille Selskab […]

Fredag 28^de […] Frue Bergh undtagen […] vare der [hos Treschows] de samme som hos Pavels […] Om Aftenen kom en hel Flok velsignede Unger […] Jeg havde mit Strikketøy med – men tog det ikke op, fordi jeg fandt det rosommere at være snart hist snart her […] Vi sad længe tilbords, sagde de; men dertil mærkede jeg intet, fordi jeg sad mellem Treschow og Sverdrup, og hvordan kunde jeg, selv i dette Selskab, sadt bædre? Jeg veed ikke hvordan det er, at jeg aldrig kan komme nu som i gamle Dage i Snak med Sverdrup. Han er dog sikkert ligesaa lidt forandret som jeg. Han holder sig til Mændene; min ædle velsignede Treschow, enten han er Vert eller ikke, taler giærne med os Fruentimmer, og ikke giærnere, end vi hører. Undertiden finder han Moer Koren saa grumme vakker, og hvor giærne jeg hører det, kan I nok tænke. Saa pyntede jeg mig ordentlig i Gaar for ham og for ham allene, og sagde ham det, og saa svarede han, at Moer Koren var ham altiid, pyntet eller ey, lige kiær; og det kan I nok tænke jeg hørte allerhelst. Der blev talt mangt et alvorligt, og mangt et skiæmtsomt Ord, og Timerne fløy som Øyeblik […]

Auestad, sidste Januar […] Paa hele Veyen [hid] mødte vi Kornslæder, vist 4 à 500^de, som fore til Christ: med det hidkomne Korn, og jeg glædede mig, og ønskede der skulde være kommet 4 Gange 7000 Tdr. herop; thi ene Mangel af Korn skulde kunde give Svensken en kort Seyer over os […]

Portræt af Christiane Koren. Fra: Nasjonalbiblioteket

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.