Arbejdsmarkedspension - kort fortalt

En arbejdsmarkedspension er en pension som etableres som en del af et ansættelsesforhold, fx gennem overenskomst. En arbejdsmarkedspension kan være sammensat og administreret på flere måder. Ofte består ordningen dog i, at arbejdstager og arbejdsgiver begge indbetaler et på forhånd fastsat bidrag til en pensionskasse.

For den enkelte lønmodtager afhænger arbejdsmarkedspensionen af en kombination af størrelsen på vedkommendes bidrag, der afhænger af indkomstniveau, og af vedkommendes antal år på arbejdsmarkedet - dvs. mængden af indbetalinger. Arbejdsmarkedspensionen er således højere for højtlønnede og personer med mange år på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedspension fungerer altså som en sikring af den enkeltes økonomi i alderdommen, men indeholder ikke ligesom folkepensionen og Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) en økonomisk omfordeling mellem grupper.  

1849-1919: de første arbejdsmarkedspensioner på det offentlige arbejdsmarked

De første egentlige arbejdsmarkedspensioner i Danmark kom med Grundloven i 1849, hvor de danske embedsmænd fik indskrevet retten til pension. Dette retskrav blev udmøntet i 1851, hvor Rigsdagen vedtog en pensionsordning for "Embedsmænd samt disses Enker og Børn."  Loven gjaldt i første omgang kun de af kongen direkte udnævnte embedsmænd, men blev i 1871 og 1872 udvidet til også at omfatte embedsmænd udnævnt af ministre. Efter datidens standarder var embedsmandspensioner generøse og afspejlede ønsket om at sikre staten en loyal stab.

Med vedtagelsen af Tjenestemandsloven af 1919 og indførslen af begrebet 'tjenestemand' fik flere grupper af offentligt ansatte også krav på de statslige pensionsordninger. En tjenestemand er i Tjenestemandsloven af 1919 defineret som en, der "varigt og som Livsgerning har Ansættelse i Statens Tjeneste i en Stilling, for hvilken Lønning er fastsat i Lønningslov". Eksempler på tjenestemandsgrupperne er ud over embedsmændene bl.a. folkeskolelærere, politi, præster og postansatte.

Tjenestemændenes gode pensionsvilkår blev op gennem 1900-tallet ofte brugt som målestok, når andre samfundsgrupper gik ind og krævede forbedringer i deres pensionsforhold.

1870-1960: de første arbejdsmarkedspensioner på det private arbejdsmarked

Indtil 1960'erne var arbejdsmarkedspensioner relativt sjældne på det private arbejdsmarked. I enkelte brancher har der dog været fokus på at sikre medarbejderne i forbindelse med alderdom og længerevarende sygdom. I 1870'erne gik en række banker og sparekasser fx ind og oprettede pensionsordninger for deres medarbejdere.

I 1917 gik en række arbejdsgivere og funktionærforeninger ligeledes sammen om at danne et selvstændigt pensionsselskab under navnet Pensionsforsikringsanstalten (i dag kendt som PFA Pension). Oprettelsen af et selvstændigt pensionsselskab frem for en pensionskasse, tilknyttet det enkelte firma, sikrede at medarbejderne kunne skifte arbejdsplads uden at miste deres pension. Samtidig blev Pensionsforsikringsanstaltens eneste opgave at varetage medlemmernes interesser, og de opsparede pensionsmidler blev derfor ikke brugt til at varetage andre interesser.  PFA Pension eksisterer endnu og er i dag Danmarks største livs- og pensionsforsikringsselskab.

1960-1982: arbejdsmarkedspensioner i vækst

I 1960'erne og 1970'erne skete der en kraftig vækst i udbredelsen af arbejdsmarkedspensioner. Særligt de højtlønnede funktionærgrupper opnåede ved overenskomst at få oprettet en række pensionskasser - men også et stigende antal offentligt ansatte LO- og FTF medlemmer kom med i forskellige ordninger.

Samtidig udviklede der sig et system af firmapensionskasser, der omkring 1970 omfattede ca. 300 kasser med ca. 40.000 medlemmer. En virksomhed kunne med en god firmapension tiltrække og fastholde medarbejdere. Derfor afhang pensionsydelsen i en firmapension ikke af, hvad den berettigede havde indbetalt til ordningen, men derimod af et tilsagn (løfte) om en bestemt pension ved fratrædelse. Dette gjorde det dog vanskeligt for den enkelte at skifte job. Firmapensionerne og firmapensionskasserne har, efterhånden som arbejdsmarkedet har bevæget sig mod hyppigere jobskifter, udviklet sig mod kollektive firmaordninger administreret af livs- og pensionsselskaberne. Samtidig er de i stigende grad baseret på forsikringsprincipper, hvor størrelsen af pensionsydelsen er afhængig af størrelsen på den berettigedes indbetalinger. Dette betyder bl.a., at det er blevet lettere at tage sin pensionsopsparing med sig ved jobskifte.

Trods væksten i arbejdsmarkedspensioner i 1960'erne måtte omkring 2/3 af alle danskere dog stadig nøjes med de offentlige pensionsordninger i form af folkepensionen, der var indført i 1956. Det var denne ulighed i pensionsmidler, som Folketinget forsøgte at formindske med indførslen af Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) i 1964. ATP var en ensartet tillægspension optjent af alle 18-66-årige, der var aktive på arbejdsmarkedet. Ordningen var finansieret ved bidrag fra lønmodtagere (1/3) og fra arbejdsgivere (2/3). Størrelsen på udbetalingen af ATP var alene bestemt af lønmodtagerens tidligere arbejdstid, ikke af lønnens størrelse. Det betød, at ordningen havde størst betydning for lavtlønnede og for personer, der udelukkende havde folkepensionen. 

Trods indførelsen af ATP var uligheden i pensionsordninger dog stadig et stort tema ved indgangen til 1980'erne.

Diskussionen om arbejdsmarkedspensioner i 1980'erne

I 1985 offentliggjorde lønmodtagernes fællesorganisation LO et forslag til en større pensionsreform, og det igangsatte en stor politisk diskussion om pensionsområdet. LO foreslog, at staten gennem lovgivning skulle sikre en arbejdsmarkedspension for de lønmodtager, der endnu ikke havde en sådan ordning. Folkepensionens grundydelse skulle forhøjes, men til gengæld skulle den og tillæggene beskattes på normal vis i stedet for at have en særstilling. ATP-bidragene skulle fordobles og fremover reguleres i takt med den gennemsnitlige lønudvikling. LO ønskede med sit forslag at begrænse den økonomiske ulighed, der var mellem pensionister.

Den borgerlige Schlüter-regering (og på sigt også arbejdsgiverne) så fordele i LO's ide om at udbrede arbejdsmarkedspensioner til hele arbejdsmarkedet. For det første fordi politikerne så arbejdsmarkedspension som et muligt værktøj til at fjerne presset på den skattefinansierede folkepension. Dette blev vurderet som nødvendigt, da andelen af pensionister, der skulle forsørges, voksede, mens andelen af erhvervsaktive faldt. For det andet vurderede regeringen, at arbejdsmarkedspension kunne bidrage til den samfundsøkonomiske genopretning. I stedet for lønforhøjelser kunne lønmodtagerne ved overenskomstforhandlingerne få arbejdsmarkedspensionsordninger. Det ville modvirke, at de udbetalte lønninger (og dermed inflationen) fortsat ville stige voldsomt. Ordningen kunne dermed blive en metode til at sikre øget opsparing, hvilket både ville begrænse privatforbruget og sikre et højt investeringsniveau i erhvervslivet.

Arbejdsmarkedspensionsordningen kunne altså få en slags indkomstpolitisk effekt og således bidrage til regeringens ambition om at rette op på de økonomiske balanceproblemer.

Selvom der var konsensus om behovet for arbejdsmarkedspensioner, havde parterne svært ved at nå til enighed om, hvordan disse skulle indføres og administreres.

Den første store uenighed handlede om, hvordan arbejdsmarkedspensionen skulle indføres. LO ønskede, at arbejdsmarkedspensioner skulle stadfæstes ved lov for at sikre, at de blev udbredt til hele arbejdsmarkedet. Ligeledes var LO skeptiske overfor, at pensionsbidragene skulle finansieres gennem løntilbageholdenhed. Regeringen og arbejdsgiverorganisationerne mente derimod, at arbejdsmarkedspension måtte være et overenskomstanliggende, og at ordningen skulle være omkostningsneutral for virksomhederne.

Den anden store uenighed drejede sig om, hvordan de opsparede pensionsmidler skulle administreres og investeres - og navnlig af hvem: arbejdsgivere eller lønmodtagere. LO ønskede, at pensionsbidragene skulle indbetales til en fælles central fond, som skulle have et flertal af lønmodtagere i bestyrelsen og repræsentantskabet. Der var her ikke ubetydelige paralleller til 1970’ernes forslag om Økonomisk Demokrati. Arbejdsgiverne frygtede, at sådan en organisering ville give LO indflydelse på erhvervslivet gennem beslutningerne om, hvordan midlerne skulle investeres - eller med andre ord lempe Økonomisk Demokrati ind af bagdøren.

1987: løftet om arbejdsmarkedspensioner i Fælleserklæringen af 1987

I november 1987 indkaldte den borgelige Schlüter-regering LO, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Fællesrådet for Danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer (FTF) og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverorganisationer (SALA) til trepartsdrøftelser. Baggrunden for forhandlingerne var Danmarks dystre økonomiske situation med stagnation (ingen eller ringe økonomisk vækst), høj arbejdsløshed og stort underskud på betalingsbalancen.

Fra forhandlingernes begyndelse var der blandt parterne en grundlæggende enighed om, at den danske konkurrenceevne måtte forbedres. Dette gjaldt også for fagbevægelsen, hvor man var bekymret over den høje arbejdsløshed. Den 8. december 1987 tilsluttede de forhandlende parter sig derfor alle den såkaldte Fælleserklæring. De to vigtigste elementer heri var dels, at fremtidige overenskomster ikke måtte skade Danmarks konkurrenceevne, dels at arbejdsmarkedspensioner skulle udbredes til samtlige lønmodtagere.

Fagbevægelsen anerkendte i Fælleserklæringen, at lønkampen fremadrettet skulle føres ansvarligt og med beskedne lønstigninger af hensyn til konkurrenceevnen. Dette betød, at fagbevægelsen fremover i sine lønkrav ville tilstræbe en lønudvikling, der svarede til lønudviklingen i de lande, Danmark direkte konkurrerede med. I sit bagland forsøgte LO-formand Finn Thorgrimsons at sælge Fælleserklæringen og løftet om ansvarlighed under mottoet: ”Hellere jobfest end lønfest”.

Til gengæld for fremover at acceptere en langsommere lønudvikling fik fagbevægelsen et løfte om, at regeringen og arbejdsgiverne ville arbejde på at nå frem til en ordning for arbejdsmarkedspensioner, så disse blev udstrakt til hele den danske befolkning. Arbejdsgiverne lovede således ved fremtidige overenskomstforhandlinger at acceptere kravet om arbejdsmarkedspensioner. Regeringen lovede dels at indføre nødvendig følgelovgivning, og dels at finde en løsning for de grupper, som i kortere eller længere tid stod uden for arbejdsmarkedet, og derfor ikke gennem overenskomst ville få glæde af de nyindførte arbejdsmarkedspensioner.

1987-1991: arbejdsmarkedspensioner bredes ud til næsten hele arbejdsmarkedet

Regeringen havde i Fælleserklæringen af 1987 forpligtet sig på at bistå til en udbredelse af arbejdsmarkedspensionerne. Venstre var dog af ideologiske grunde stærk modstander af arbejdsmarkedspensionsordninger og ønskede i stedet private og individuelle ordninger. Dette førte til intern strid i regeringen mellem Det Konservative Folkeparti og Venstre, og det betød, at regeringen hurtigt mistede engagementet i pensionsspørgsmålet.

På trods af dette løftebrud overholdt både fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne deres del af aftalen. Det første gennembrud kom ved overenskomstforhandlingerne for den offentlige sektor i 1989, hvor lønmodtagerne mod at acceptere forholdsvis beskedne lønstigning til gengæld fik indført arbejdsmarkedspensioner til alle offentligt ansatte. Konkret blev det aftalt at lancere en ordning for alle offentligt ansatte, der ikke i forvejen havde en lignende ordning, med bidrag på 2,4 % af lønnen (for statsansatte 3,3 %). Bidraget var finansieret med 1/3 fra lønmodtageren og 2/3 fra arbejdsgiveren.

De privatansatte måtte dog vente til overenskomstforhandlingerne i 1991, før det lykkes dem at få en aftale om arbejdsmarkedspension forhandlet på plads. Det blev ikke - som LO oprindeligt havde ønsket - en samlet løsning med en central fond. I stedet indgik industriens fagforbund forlig med industriens arbejdsgivere om en pensionsforsikringsselskabsmodel. Bidraget til de privatansattes arbejdsmarkedspension var i begyndelsen beskedne 0,9 %, dog med en hensigtserklæring om udbygning ved kommende forhandlinger. Industrisektorens model kom til at danne udgangspunkt for forhandlingerne på resten af det private område, der mundede ud i en række lignende aftaler om arbejdsmarkedspension.

Med overenskomstaftalerne i 1991 fik ca. 400.000 flere lønmodtagere en arbejdsmarkedspension. Flere af de nye ordninger blev det ATP-institutionens opgave at varetage, men der blev også stiftet en række nye pensionsselskaber, ejet i fællesskab af fagforbund og arbejdsgiverorganisationer. 

På LO's kongres i 1991 lancerede LO's formand Finn Thorgrimson (f. 1936) de mange nye arbejdsmarkedspensioner som en sejr i forhold til fagbevægelsens gamle projekt om Økonomisk Demokrati.  De nye demokratisk opbyggede pensionsinstitutioner, hvor fagforbundene var sikret mindst halvdelen af bestyrelsespladserne, ville ifølge Thorgrimson sikre lønmodtagerne en højere grad af medindflydelse på dansk økonomi.

Udviklingen i arbejdsmarkedspensioner efter 1991

I løbet af 1990'erne fik de lønmodtagergrupper, der ikke var blevet dækket ved overenskomsterne i 1989 og 1991, stort set alle en arbejdsmarkedspensionsordning, og i 2000 var systemet med arbejdsmarkedspensioner udbredt til næsten hele det overenskomstdækkede arbejdsmarked.

Bidragene til arbejdsmarkedspensionerne har op gennem overenskomstforhandlingerne i 1990'erne udviklet sig kontinuerligt. I 2003 nåede de fleste ordninger op på et bidragsniveau på 9 %, og i 2010 var den gennemsnittelige bidragssats 12 %. Med de øgede bidragssatser kommer arbejdsmarkedspensioner for fremtidens pensionister til at udgøre en væsentlig større del af den samlede pensionsopsparing.

Systemet med decentrale arbejdsmarkedspensioner har medført en betydelig fondsdannelse og herigennem en betragtelig mængde investeringskapital. Trods dette er de magtpolitiske diskussioner, der i 1980'erne prægede diskussionen om arbejdsmarkedspensioner, næsten helt forstummet. Dette kan for det første ses i sammenhæng med, at arbejdsmarkedspensioner har haft og også fremtidigt vil have en gunstig indvirkning på betalingsbalancen. For det andet aflaster arbejdsmarkedspensioner de offentlige finanser.

Det manglende regeringsengagement omkring opbygningen og udbredelse af arbejdsmarkedspensionerne både i 1980'erne og senere betyder, at der aldrig er blevet lovgivet om de grupper, der i kortere eller længere tid er fraværende fra arbejdsmarkedet som f.eks. løst ansatte og arbejdsløse. Denne restgruppe udgør omkring 20 %. Den manglende løsning for disse grupper er fortsat en kilde til økonomisk ulighed i det danske samfund.