I forsøget på at realisere omlægningen til industrielt forarbejdede produkter valgte landbruget i slutningen af 1800-tallet at øge produktiviteten gennem kunstig gødning af jorden og fodring af dyrene med proteinholdigt kraftfoder og korn. Til at varetage formidlingen af foderstoffer dannede landmændene lokale indkøbsforeninger, ligesom private handelsfirmaer meldte sig på banen, specielt i Østjylland. Tolv private købmænd etablerede som de første en større virksomhed inden for handelen med korn og foderstoffer. 

Etableringen af KFK 1896-1914

I 1896 dannede Hans Broge (1822-1908) sammen med andre fremtrædende jyske købmænd Korn- og Foderstof Kompagniet (KFK) med hovedsæde i Aarhus. KFK henvendte sig især til de større landbrug og blev toneangivende for importen (især af sojakager og majs fra USA og Argentina, via Hamborg) og salget af foderstoffer. Mange mindre og mellemstore private grovvareforretninger sad dog fortsat på en god del af markedet. 

Foderstofferne ankom til havnene, især Aarhus, hvor de blev losset ved håndkraft af havnearbejderne og oplagret i pakhuse, hvorfra de med jernbane blev sendt ud i landet til de lokale detailforretninger. Mens der landet over blev oprettet talrige lokale andelsfoderstofforeninger for at være tæt ved de tusindvis af mindre landbrug, var KFK's filialer begrænset til de større byer: Aarhus, Randers, Horsens, Aalborg, Odense og København. Tyngdepunktet for virksomhedens salg lå fortsat i dets oprindelige kerneområde, Østjylland. Kunstgødningen fik man først fra Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik (DSSF) og fra 1905 i stigende omfang fra Norsk Hydro. KFK blev dannet som et interessentselskab, men blev i 1913 omdannet til et aktieselskab.

KFK's hovedbygning, Havnegade 8 i Aarhus, 1901. Bygningen blev opført i 1887. Foto: Joseph Ludvig Kjær, fra Den Gamle By, Aarhusbilleder.dk 

KFK i krisetider 1914-1960

Under 1. verdenskrig prægedes handelen med foderstoffer (især majs) og kunstgødning af stigende priser og problemer med importen. Derpå fulgte efterkrigskrisen 1920-1923, men i løbet af 1920'erne slog salget af færdige foderblandinger til kvæg igennem, suppleret med blandinger for svin og fjerkræ. Dermed opbyggede KFK sin første industrielle produktion. I slutningen af 1920'erne var det danske marked for foderstoffer og kunstgødning nogenlunde ligeligt delt mellem aktieselskabet KFK på den ene side og andelsselskaberne på den anden. 

Krisen i 1930'erne ramte landbruget hårdt og skabte derfor problemer for alle leverandører af foderstoffer og kunstgødning. Ved udbruddet af 2. verdenskrig i slutningen af 1930'erne gik al import i stå, og landbrug og grovvareindustri måtte klare sig med sin egen kornproduktion. Ligesom under 1. verdenskrig overtog staten igen kontrollen med forsyning og priser for korn. Omsætning og personale faldt drastisk for KFK.

Importen af foderstoffer og råvarer til gødningsindustrien blev genoptaget i de første efterkrigsår, og i løbet af 1950'erne ekspanderede grovvareindustrien på ny. Markedet for foderstoffer og kunstgødning var stadig omtrent ligeligt delt mellem andelsforetagenderne og de private. Fra årtiets midte faldt landbrugets forrentning imidlertid, og presset voksede for strukturrationalisering og mekanisering hos både landbrug og leverandører. 

Konsolidering af grovvareindustrien ca. 1960-1980

I 1950'erne og især 1960'erne indledte dansk landbrug en omfattende strukturudvikling fra mange mindre brug til stadig færre og større bedrifter, der samtidig erstattede det alsidige landbrug med specialiserede svinebrug, malkekvægsbrug og kornbrug. Drivkraften i omlægningen var jagten på en stigende produktivitet gennem specialisering, mekanisering og forøget brug af kunstgødning, bekæmpelsesmidler, mineraler og intensiveret avlsarbejde. Umiddelbart førte landmændenes overgang fra selvbinder til mejetærsker til en ændring af strukturen i korn- og foderstofhandelen. 

Tidligere blev kornet opbevaret i neg i landmandens lade. Nu blev det mejetærskede korn straks efter høsten afleveret til kornhandelen til opbevaring, rensning og tørring. Det gjorde det nødvendigt at bygge nye siloer, hvis man ville være med i konkurrencen om kunderne. Da de mindre virksomheder ikke kunne klare investeringerne til anlæggene, førte det til en stærk koncentration omkring de kapitalstærke og velfungerende firmaer. Fra slutningen af 1950'erne gik KFK i spidsen for investeringer i siloer og pakhuse så vel som foderblandingsfabrikker og ny teknologi. Det omfattede både filialerne, havnene og hovedkontoret.

Stigende kapitalkrav til investering i opkøb og modernisering af anlæg og drift fik i 1965 KFK til at invitere det norske selskab Norsk Hydro indenfor som en betydelig aktionær. Herigennem så Norsk Hydro også en mulighed for at sikre sin afsætning i Danmark. Samtidig skærpedes konkurrencen på det danske grovvaremarked i løbet af 1960'erne og 1970'erne. Det skyldtes dels andelsfirmaernes samling i DLG i 1969, dels DSSF’s (virksomheden skiftede i 1971 navn til Superfos) ekspansion i både engros- og detailleddet. Det kulminerede i 1975, da Superfos søgte at gennemføre en fjendtlig overtagelse af KFK. Superfos’ plan mislykkedes. Det lykkedes KFK at mobilisere både Norsk Hydro og småaktionærerne. Til gengæld endte det med, at Norsk Hydro sad med 49 % af aktierne og sammen med KFK havde den fulde indflydelse. 

KFK’s udvikling 1980-2008

Efter opgøret med Superfos havde KFK endegyldigt giftet sig med Norsk Hydro, der i 1986 direkte overtog aktiemajoriteten og placerede ejerskabet i Oslo. I midten af 1980’erne kulminerede KFK’s omsætning omkring 7 mia. kr, hvor den forblev resten af selskabets levetid frem til 2002.

Det stagnerende eller direkte faldende danske marked for grovfoder og den skærpede konkurrence i forbindelse med overgangen til det indre marked i EU i 1993 fik fra slutningen af 1980'erne KFK til at søge efter nye indtjeningskilder i beslægtede foderområder, nemlig fiskefoder og hobbyfoder. Derimod havde KFK ikke held med at vokse gennem opkøb. Først søgte man forgæves at opkøbe aktiemajoriteten i det mellemstore nordjyske grovvarefirma Peder P. Hedegaard i årene 1987-1995. KFK blev i den forbindelse afvist af Superfos, formelt på grund af sit norske ejerskab. Da KFK omkring årtusindskiftet løb ind i økonomiske vanskeligheder, besluttede ejeren Norsk Hydro at sælge sine aktier. Det førte til KFK's opløsning og salg i 2002 til et konsortium anført af henholdsvis DLG (55 %) og Den Lokale Andel (45 %). Dermed sluttede en hundredårig og glorværdig historie.

Ét selskab overlevede KFK’s 'ophør' nemlig BioMar. Aktieselskabet bag KFK, der fortsat var børsnoteret på Københavns Fondsbørs, fortsatte som ejer af BioMar. KFK-selskabet ændrede navn til først Treka A/S den 3. december 2002 og senere den 1. juni 2004 til BioMar Holding A/S. Dette børsnoterede ejerselskab var 68,82 % ejet af Norsk Hydro. Ultimo 2005 købte det aarhusianske industrikonglomerat Aktieselskabet Schouw & Co. Norsk Hydros 68,82 % store aktiepost. Den 16. april 2008 blev BioMar Holding A/S endeligt opløst ved en fusion med det børsnoterede Aktieselskabet Schouw & Co.  

BioMar 1987-2005

I 1980'erne engagerede KFK sig i fisketørfoder til de voksende danske ørreddambrug gennem købet af det førende selskab Dansk Ørredfoder i 1988 (stiftet 1962). I Norge kastede Norsk Hydro sig samtidig ud i et større engagement i den nye og ekspanderende produktion af laks i havdambrug.

I 1987 erhvervede Norsk Hydro og KFK i fællesskab den nye fiskefoderfabrik BioMar på Lofoten. I 1990 købte virksomheden det franske fiskefoderfirma Aqualim. KFK overtog i 1991 alle aktier i BioMar. Herefter styredes fiskefoderproduktionen fra Brande. Da ørreddambruget stagnerede i 1990'erne, mens lakseproduktionen samtidig steg eksplosivt, fusionerede man i 1994 de tre selskaber under navnet BioMar.  Fra anden halvdel af 1990’erne, gennem 2000’erne og ind i 2010’erne udviklede BioMar sig til et globalt firma og en af verdens største producenter af fiskefoder. Firmaet blev i 2005 overtaget af Schouw & Co.