Foreningens etablering 1930-1950

Det begyndte i 1930 med, at enkelte danske landmænd importerede nogle sølvrævepar fra Norge med henblik på at avle vilde ræve i fangenskab. Allerede samme år blev Dansk Pelsdyravlerforening dannet. Hovedparten af pelsdyravlerne havde mindre farme, og som i andre små erhverv inden for landbrugssektoren var det nødvendigt at organisere sig for at få de nødvendige ressourcer til at udvikle erhvervet. Antallet af medlemmer og pelsdyrfarme steg i løbet af 1930’erne til 400, og samtidig oprettedes en skindcentral til salg af skind.

I løbet af årene under 2. verdenskrig fik pengerigeligheden antallet af pelsfarme til at stige drastisk, men mange af dem forsvandt igen i de første efterkrigsår. Der var alligevel hele 1600 tilbage i 1950. I løbet af 1940’erne begyndte også de første fodringsforsøg på statens forsøgsgårde i lighed med forsøgsarbejdet inden for landbrugets øvrige grene. I 1946 overtog Dansk Pelsdyravlerforening Kjøbenhavns Pelscentral og begyndte selv at holde auktioner.

Vækst under konjunktursvingninger ca. 1950-1980

Omsætningen på pelsauktionerne steg fra 11 mio. kr. i år 1946-47 til 84 mio. kr. i år 1959-60. Et nyt auktionshus i Glostrup, som også i dag er foreningens auktionshus, men i udvidet og moderniseret udgave, blev indviet i 1963. Antallet af farme firedobledes i løbet af 1950’erne og 1960’erne til over 6.000. Produktionen af skind voksede tilsvarende i samme periode til ca. 4 millioner styk årligt og stagnerede på dette niveau gennem 1970’erne.

I 1980 tegnede de danske pelsavlere med en produktion på 4 millioner skind sig for 20 % af verdensproduktionen. Værdien af den danske produktion androg da ca. 1 mia. kr. Et vigtigt bidrag til fremgangen var dels en stærk forbedring af fodringen med oprettelsen af fodercentraler, fortsatte foderforsøg og forbedret sygdomsbehandling, dels en stigende eksport. En anden forandring bestod i, at 1930’ernes pelsræve efterhånden blev udskiftet med mink. Minkpelse blev omdrejningspunktet for produktion og salg af pelse. Fra 1954 blev skindene markedsført under det fælles nordiske mærke ’Saga’.

Pelsdyravlens ekspansion i 1980’erne

Værdien af den samlede danske minkproduktion på 1 mia. kr. udgjorde blot en del af den samlede omsætning i pelsauktionen på ca. 2,5 mia. kr. Omkring 97 % af den danske produktion blev eksporteret, og der blev kun importeret for 10 % af dette beløb til produktionen, så der var stort overskud på handelsbalancen. Efter nedturen i begyndelsen af 1980’erne og et fald i antallet af farme indledtes en ny og stærkere vækstperiode i løbet af 1980’erne. Antallet af farme nærmede sig igen de 6.000, og produktionen tredobledes fra 4 til over 12 millioner skind i 1989. Det var en stigende international efterspørgsel, der drev fremgangen. Danmark tegnede sig fortsat for ca. 1/5 af verdensproduktionen. Finnerne, der var Danmarks største internationale konkurrent, valgte fra 1984 at sælge deres skind selv. De trak normændene med sig, mens svenskerne fortsatte via den danske auktion.

Den stærke fremgang i 1980’erne var ikke blot båret af en solid kvalitet i danske mink og en professionel organisering af arbejdet med sortering og salg i auktionshuset. Ligesom man havde gjort med rævepelsen tidligere, men i mindre omfang, blev minkpelsen også integreret med modeindustrien og lanceret gennem pelstøj designet af designere i samarbejde med auktionshuset, bl.a. med den efterhånden kendte buntmager og designer Birger Christensen.

Turbulens i 1990’erne

Den stærke produktionsstigning resulterede i overproduktion og drastiske prisfald ind i begyndelsen af 1990’erne. Produktionen og antallet af farme blev reduceret med en fjerdedel. Under krisen besluttede pelsdyravlerforeningen og auktionshuset at fusionere. En anden modstand, pelsavlerne fik at mærke, var fremkomsten af en anti-pelsbevægelse, Dyrenes Befrielsesfront, der greb til hærværk mod avlerne ved at lukke dyrene ud.

Priser og produktion begyndte igen at stige fra 1992-93 og holdt sig efter en ny bølgedal i 1995 frem til årtiets slutning. I 1999 blev der solgt 13,5 millioner skind. Samme år slog Dyrenes Befrielsesfront til igen og slap flere tusinde mink løs. Det skete også sidenhen. Næsten halvdelen af verdens minkskind blev solgt til Rusland, og danske skind havde halvdelen af det russiske marked i 1998, men krisen i Rusland prægede markedet fra årtiets slutning. I stedet trådte Kina frem som den store aftager. 

Koncentration og globalisering i 2000’erne og 2010’erne

De vanskelige og omskiftelige økonomiske vilkår førte til en begyndende koncentration i større minkfarme. Fra de knap 6.000 farme i slutningen af 1980’erne faldt antallet til ca. 3.000 i år 2000, 2.000 i år 2005 og 1500 i år 2013, heraf hovedparten i Jylland. Også antallet af fodercentraler blev reduceret, ligesom auktionshuset til stadighed blev professionaliseret.

Den danske minkpels-produktion lå på 14 millioner fra år 2006 til 2010. Den steg herefter til 17 millioner i 2012/13. På auktionen lå omsætningen i 2006/07 på 4 mia. kr., året efter på 5 mia. kr. og i 2008/09 igen på 4 mia. kr. Den steg til 7 mia. kr. i 2009/10, 8 mia. kr. året efter, knap 11 mia. kr. i 2011/12 og godt 13 mia. kr. i 2012/13. Antallet af solgte skind på auktionen oversteg den danske produktion med ca. 4 millioner gennem årene. Prisen steg gennem disse år fra godt 200 kr. per skind i de tre første år, godt 300 kr. i 2009/10, 400 kr. i 2010/11, 500 kr. i 2011/12 og godt 600 kr. i 2012/13, hvorefter man oplevede et nyt midlertidigt dyk. Kopenhagen Fur tegnede sig i sidstnævnte år for 60 % af verdensproduktionen af minkskind.

Et dansk designcenter blev etableret i Beijing. Kina havde da i løbet af få år udviklet sig til det vigtigste marked med 2/3 af den samlede danske omsætning, men der var nu også fremgang på det russiske marked. I 2004 opløstes den fælles nordiske salgsorganisation, Saga, idet den danske del gik ud og dannede Kopenhagen Fur som et nyt brand med eksklusive labels.