Artikler
Fra begyndelsen i 1847 i København og indtil 1890'erne udviklede Carlsberg sig til Danmarks førende bryggeri. I samarbejde med Tuborg har Carlsberg siden domineret det danske ølmarked. Firmaet øgede eksporten fra 1960'erne, og siden har det internationale salg fået en stadig større betydning. Efter årtusindskiftet er Carlsberg gået ind i kampen for globalt at konsolidere industrien og har placeret sig som verdens fjerdestørste bryggeri.
1847 til 1890'erne: Carlsberg etableres
I 1847 fik brygger J.C. Jacobsen (1811-1887) i Valby opført sit dampdrevne bryggeri til fremstilling af bajersk øl. Produktion og salg af bajersk øl voksede stærkt i hovedstaden fra især 1870'erne, mens den traditionelle hvidtølsproduktion stagnerede. Væksten skyldtes både en stigende efterspørgsel fra en voksende og mere købedygtig bybefolkning, og at J.C. Jacobsens søn, Carl – jævnsides med faderens bryggeri – opbyggede en stor produktion. Endvidere udviklede det nye bryggeri Tuborg sig fra 1880'erne til en alvorlig konkurrent til Carlsberg.
Da produktionen af bayersk øl var meget mere kapitalkrævende end de øvrige ølsorter, satte de tre bryggerier Ny Carlsberg, Gamle Carlsberg og Tuborg sig hurtigt på ølmarkedet i hovedstaden. I resten af landet dominerede regionale eller lokale bryggerier som Albani i Odense og Ceres i Aarhus. Sådan var det gennem det meste af det 20. århundrede.
Carlsbergfondet
Ved J.C. Jacobsens død i 1887 testamenterede han sit bryggeri til den grundforskningsfond, Carlsbergfondet, som var blevet oprettet seks år tidligere. Ved fusionen i 1906 kom Ny Carlsberg også ind under fondsejet. I Tuborgs tilfælde skete det først med fusionen i 1970. En anden og væsentlig fornyelse var J.C. Jacobsens etablering af Carlsberg Laboratoriet i 1875, der i dag er en selvstændig del af Carlsbergs forskningsafdeling. I 1883 lykkedes det laboratoriet under ledelse af Emil Hansen at fremstille ren gær uden uønskede gærceller. Det blev nu muligt at producere øl af ensartet kvalitet og smag, hvilket ikke altid havde været tilfældet. Metoden blev gjort alment tilgængelig for verdens bryggeriindustri.
1890'erne til 1914: Det moderne Carlsberg udvikles
I perioden fra midten af 1890'erne og indtil 1. verdenskrig gennemgik hovedstadens bryggeriindustri en radikal forandring. Forbruget skiftede inden for bajersk øl fra den stærkere og mørkere lagerøl til den lysere og mindre alkoholstærke pilsnerøl. De to førende bryggerier, Carlsberg og Tuborg, foretog en omfattende mekanisering og rationalisering med etablering af nye tappehaller med transportbånd, elektrificering, indgåelse af samlede kollektive overenskomster mv.
I 1903 indgik Carlsberg (i 1906 fusionerede Gamle og Ny Carlsberg) en kartelaftale. Aftalen, der skulle gælde frem til år 2000, betød bl.a., at de to parter ligeligt delte overskud og tab samt udgifter til finansiering af nyanlæg. Dermed var der sat en stopper for den hårde konkurrence mellem hovedstadens to førende bryggerier. Carlsbergs Hof og Tuborg satte sig nogenlunde ligeligt på hovedstadens ølmarked. Gennem denne udvikling skabtes grundlaget for nutidens moderne virksomheder.
Litografi af Carlsberg-bryggerierne i 1883. Foto: Nationalmuseet
1914-1950: Små forandringer
I perioden 1914-1950 skete der ingen strukturelle ændringer i Carlsberg og Tuborg, hverken organisatorisk eller markedsmæssigt. Hjemmemarkedet med centrum i hovedstaden var fortsat tyngdepunktet for de to tæt forbundne selskaber. Hverken på eksportmarkedet eller i provinsen gjorde de egentlige fremskridt. Den spirende eksport gik især til England og lidt til Sydøstasien. Ændringerne lå mere i detaljen såsom overgangen fra hestevogne til lastbiler og fuld gennemførelse af elkraft.
1950-1990'erne: Stigende internationalisering
Indtil 1950'erne havde Carlsberg og Tuborg i hovedsagen været begrænset til det danske marked. En egentlig vækst for de to bryggerier ville kræve et internationalt gennembrud. For at stå bedre rustet til denne udvikling fusionerede de to selskaber i 1970 under navnet Carlsberg. De friere internationale handelsforhold efter 2. verdenskrig åbnede for en begyndende internationalisering. Men det var ikke let at skabe en større eksport, fordi stort set alle vesteuropæiske lande ligesom Danmark var domineret af nogle få større virksomheder og en række lokalt baserede bryggerier. Dertil kom, at ølkulturen overalt var meget konservativ, dvs. man holdt sig til sit lokale bryggeri. Den største mulighed for eksport lå i England.
Fra en lille del af det samlede salg i 1950'erne steg eksportandelen til 1/3 i 1970, 2/3 i 1980, 3/4 i 1990 og 90 % i 2000. Det samlede salgsvolumen voksede i mio. hektoliter fra godt 2 i 1960, 6 i 1970, 13 i 1980, 20 i 1990 til 40 mio. hektoliter i 2000. Samtidig steg omsætningen i mia.kr. fra under 1 i 1960, 3 i 1970, 7 i 1980, 15 i 1990 til 35 mia. kr. i 2000 (heraf 20 % læskedrikke). Det var først og fremmest Carlsbergs vækst i Storbritannien, der gav dem den store internationale fremgang, men derudover øgede man fra midten af 1990'erne salget i Vesteuropa, Østeuropa og Sydøstasien.
Carlsberg Filmen: Et kig ind i Nordens største bajersk øl-bryggeri og et indtryk af, hvad der er skabt for Carlsbergs overskud. Sådan lyder titlen og introduktionen på Carlsbergs reklamefilm fra 1932. Fra: danmarkpaafilm.dk, Det Danske Filminstitut
1970'erne og 1980'erne: Nyt bryggeri og ingen bryggeriarbejdere
Da Carlsberg og Tuborg fusionerede i 1970, var det i hovedsagen stadig med bryggerianlæg og teknologi fra begyndelsen af det 20. århundrede. For at klare sig i den stigende internationale konkurrence måtte produktiviteten øges markant. Derfor besluttede ledelsen at bygge et nyt og fuldautomatiseret bryggeri i Fredericia, der stod færdigt i 1979. Det indebar samtidig et opgør med en tusindtallig skare af bryggeriarbejdere. De havde gennem årene opbygget en stærk position i forhold til ledelsen. Under langvarige og voldsomme konflikter reduceredes antallet af arbejdere i løbet af 1980'erne og videre gennem 1990'erne og 2000'erne. I 2008 sluttede ølproduktionen på den historiske grund i Valby, hvorefter al dansk ølproduktion var samlet i Fredericia og bryggeriarbejderen nærmest forsvundet.
1990'erne til 2010'erne: Global konsolidering af ølindustrien
I løbet af 1990'erne indledtes en accelererende konsolidering af den globale ølindustri, der blev anført af de tre store bryggerier: Interbrew i Belgien (senere AB InBev), SAB (senere SABMiller) i Sydafrika og Heineken i Holland. Gennem opkøb af store nationale bryggerier i Amerika, Europa, Afrika og Asien sikrede de sig i løbet af et årti kontrollen med en stor del af verdensmarkedet for øl.
Først efter årtusindskiftet reagerede Carlsbergs ledelse for alvor på den igangværende globale konsolidering af ølindustrien. I 2004 købte man norske Orkla ud af Carlsberg og overtog dermed det store norske bryggeri Ringnes og det store svenske Pripps, ligesom man samme år etablerede sig på det tyske marked gennem købet af Holsten Brauerei. Det store spring fremad kom i 2008, da Carlsberg sammen med Heineken overtog det internationale britiske bryggeri Scottish & Newcastle. Ved købet fik Carlsberg først og fremmest det førende russiske bryggeri, BBH, med 40 % af det russiske marked og betydelige markedsandele i landene omkring Rusland samt Kronenbourg med en tilsvarende stor andel af det franske ølmarked. Sideløbende havde Carlsberg sat fart på opkøbet af andre større nationale bryggerier i Europa, såsom Feldschlösschen i Schweiz og Okocim i Polen. Efter overtagelsen af Scottish & Newcastle stod Carlsberg stærkt i Vesteuropa, kun overgået af Heineken, og var førende i Østeuropa med basis i Rusland.
Efter 2000: Væksten i Asien
Da ølforbruget siden 1990'erne har været dalende i Vesteuropa og i løbet af 2000'erne kulminerede i Østeuropa – og i betragtning af at Amerika og Afrika var lukket land for Carlsberg – blev Asien og ikke mindst Kina efter årtusindskiftet det store mål for yderligere vækst.
Men også i Kina opdagede Carlsbergs ledelse, at man var sent ude. Det kinesiske ølsalg eksploderede i 2000'erne, hvor Kina udviklede sig til verdens største ølmarked, som endda overgik USA. To af de store bryggerikoncerner (AB InBev og SABMiller) havde allerede etableret sig i det folkerige Østkina, selv om store kinesiske bryggerier fortsat dominerede. Carlsberg var derfor henvist til at starte sin entré i Kina i de vestlige og mindre folkerige regioner. Her skabte Carlsberg sig en førende position, som imidlertid blot svarede til nogle få procent af det samlede kinesiske ølsalg.
Sideløbende med de kinesiske fremstød satsede Carlsberg på at opnå en stærk position i Sydøstasien. Flere større nationale bryggerier gjorde sig gældende her, specielt ABB i Singapore med bryggerier i en række lande i regionen og Thai og Boon i Thailand. I løbet af 2000'erne sikrede Carlsberg sig en stærk markedsposition i flere sydøstasiatiske lande. Det foregik imidlertid i hård kamp med ikke blot lokale bryggerier, men også Heineken, der tog kampen op om kontrollen med det regionale ølmarked.
2010'erne: Opgøret om det globale ølmarked
På vej ind i 2010'erne er situationen den for Carlsberg, at man indtager en stærk position i Europa. Man vokser i Kina og har gennem yderligere opkøb mulighed for at etablere sig på linje med de globalt førende bryggerier. Japan er domineret af store nationale bryggerier med en vis international dimension, specielt Kirin. Carlsberg står stærkt i Sydøstasien og er på vej til at dele det regionale marked med Heineken. I det voksende indiske marked har man en begrænset position i et marked, som fortsat domineres af nationale selskaber. Amerika og Afrika er som nævnt konsolideret uden om Carlsberg.
I 2012 solgte Carlsberg 141 mio. hl øl, en firedobling siden 2000 og omsatte for 67 mia. kr, godt en fordobling siden 2000 med et fortsat pænt overskud. Det svarede til 1/3 af det største bryggeris omsætning (AB InBev), halvdelen af de to næststørste (SABMiller og Heineken) og godt og vel det dobbelte i forhold til verdens femtestørste bryggeri (Molson Coors). Tilsammen kontrollerer de mere end halvdelen af verdens ølmarked.