Artikler
Midtjylland er kendt som centrum for dansk mode- og tekstilindustri. Industrien voksede ud af egnens århundredgamle tradition for uldproduktion. Det blev i 1900-tallet landets dominerende tekstilområde, godt hjulpet på vej af Staunings politik i 1930’erne og Kampmanns reformer i 1950’erne. Det skabte et industriboom, hvor det midtjyske område på få årtier forandrede sig fra landbrugssamfund til blomstrende industriøkonomi. Et boom, som i samtiden blev kendt som miraklet på heden.
Fra hosebinderi til trikotage
Siden 1600-tallet havde der været produktion og salg af strikkede uldvarer i Midtjylland. Det var en produktion, der kom under kongelig beskyttelse ved vedtagelsen af et kongeligt reskript i 1741, som gav midtjyder mulighed for lovligt at handle i hele landet, når blot de havde indløst et såkaldt uldhandlerpas. I løbet af 1800-tallet lagde jernbanen, maskiner og bomuld grunden til udviklingen af områdets trikotageindustri, hvor stof blev fremstillet på maskiner og syet til basistøj som undertøj, nattøj og strømper.
En jysk fårehyrde på heden, 1855. Maleri af Frederik Vermehren (1823-1910). Fra: SMK Open
Geografisk forskydning
Fra 1930'erne begyndte en geografisk forskydning af den danske tekstil- og beklædningsindustri, som hidtil havde været koncentreret omkring København og andre større byer som Vejle, Odense og Aarhus. Nu rykkede det mod vest og fik centrum i Ringkøbing Amt med byerne Ikast, Hammerum og Herning som knudepunkter.
Trods den økonomiske krise gennemgik tekstil- og beklædningsindustrien sit første store opsving i 1930’erne. Krisen gik hårdt ud over landbruget, hvilket kunne mærkes i Midtjylland, som var et udpræget landbrugssamfund. De unge søgte ind til byernes spirende tekstilindustri, og penge opsparet til køb af egen gård blev i stedet investeret i maskiner, råvarer og husleje. Medvirkende til den store vækst var datidens protektionistiske politik. Som krisehåndteringsredskab indførte man i 1932 med statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) i spidsen ”Lov om foranstaltninger til værn for den danske valuta”, den såkaldte valutalov. Den gav danske fabrikker favorable vilkår.
Tiltrængt modernisering
Under 2. Verdenskrig var den midtjyske tekstil- og beklædningsindustri udfordret af manglende råvarer og maskiner. Udfordringerne fortsatte efter krigen og helt frem til slutningen af 1950’erne. Allerede i forbindelse med lanceringen af Marshall-planen i 1947 stod det klart, at produktiviteten i Danmark haltede efter de øvrige vesteuropæiske lande og USA. Det var også tilfældet i Midtjylland, hvor fabrikkerne for en stor dels vedkommende holdt til i kældre og baggårde med forældet og udslidt maskineri. Det gav langsommelig produktion. Processen var ofte spredt ud over flere etager, og ved symaskinerne havde hver enkelt syerske ansvar for at sy hele produktet færdigt. Det var langt fra den effektive samlebåndsproduktion, som havde taget over i andre lande.
I 1950’erne blev der med Viggo Kampmann (1910-1976) som socialdemokratisk finansminister gennemført betydelige reformer af dansk økonomi. Det kom dansk industri til gode. Den blev moderniseret og styrket for at forbedre landets konkurrenceevne på det internationale marked. I Midtjylland udløste det en bølge af rationaliseringer, hvor der blev opført nye, moderne fabrikker. De gamle og slidte maskiner blev udskiftet med nye og effektive, der blev sat op, så produktionen kunne ske efter samlebåndsprincipper.
En tekstilklynge
Produktivitet og indtjening i den midtjyske tekstil- og beklædningsindustri steg eksplosivt i 1960’erne. Midtjylland havde udviklet sig til en tekstilklynge, hvor industrien dominerende stort set alt. Infrastrukturen blev planlagt efter industriens behov for gode veje og industrikvarterer. Bankvæsen, jurister og revisorer udviklede specialkompetencer. Der blev oprettet uddannelser målrettet tekstil- og beklædningsindustrien. Leverandører i alt fra tekstilmaskiner, garn, knapper, lynlåse, nåle m.m. etablerede sig med kontorer i området. Også mange lokale koblede sig på industrien, så bogtrykkeren gav sig til at producere emballage, og fabrikantens kone startede modelbureau. Ikke mindst var der en stor arbejdsstyrke med relevante kvalifikationer, for det mest naturlige for en midtjyde på dette tidspunkt var at søge ind i tekstil- og beklædningsindustrien efter folkeskolen.
Nedtur og genopstandelse
Fra 1970’erne begyndte væksten at bremse op. Oliekrisen var med til at sænke danskernes forbrug og dermed efterspørgslen på tøj. Samtidig var lønningerne steget i Danmark, så prisen på dansk tøj blev højere end importeret tøj. 1980’erne blev en lang, sej kamp for den midtjyske tekstil- og beklædningsindustri. Samtidig voksede køen af syersker på den arbejdsmedicinske klinik i Herning. Årene bag symaskinerne med mange gentagelser i højt tempo havde sat sig i nedslidte skuldre, nakker og rygge. Humøret dykkede endnu mere, da Berlinmuren faldt i 1989. Med ét var der åbnet mod et område med lave lønninger i overskuelig afstand fra Midtjylland. Herefter fulgte nogle hektiske år med udflytning og nedlukning af midtjyske fabrikker. Industrien døde dog ikke, men genopstod som modeindustri, hvor produktionen nu foregår i udlandet.
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
