Lov om offentlig Forsorg som gengivet i Samling af Love, Anordninger, offentlige Kundgørelser, ministerielle Cirkulærer og Skrivelser m.m. for Aaret 1933. Klik på billedet eller her for at se hele lovteksten som pdf

Register til Lov om offentlig Forsorg

Indholdsfortegnelse.

Lov om offentlig Forsorg*).

Social-Min. Steincke. 20 Maj. Nr. 181.

(Lov-Tid. A. 1933 af 26/5).

[Indholdsfortegnelsen]

Afsnit I.

Almindelige Bestemmelser.

Kapitel 1. Om Forsørgelsespligten. 

§ 1. 1) Det offentlige er forpligtet til at komme enhver til Hjælp, forsaavidt og saa længe han ikke er i Stand til at forskaffe sig og sine det fornødne til Livets Ophold eller til Kur og Pleje i Sygdomstilfælde, eller forsaavidt han i øvrigt opfylder de i denne Lov fastsatte Betingelser for at erholde Hjælp.

2) I andre Tilfælde er det offentlige end ikke berettiget til at komme den enkelte Borger til Hjælp, medmindre det særlig er paabudt eller tilladt ved Lov.

3) Modtagelse af offentlig Hjælp medfører kun Indskrænkninger i Modtagerens borgerlige Retsstilling i de Tilfælde og i det Omfang, nærværende Lov udtrykkelig bestemmer.

§ 2. 1) Overfor det offentlige er en Ægtemand forpligtet til, saa længe Ægteskabet ikke er endeligt ophævet, at forsørge sin Hustru, selv om de ikke lever sammen og uden Hensyn til, hvorledes Forholdet ved Overenskomst eller Myndighedernes Afgørelse er ordnet mellem dem selv indbyrdes.

2) Hustruen er overfor det offentlige forpligtet til at forsørge sig selv og ligeledes sin Mand, medmindre hun kan betragtes som forladt af denne, eller der er opnaaet Separation eller Skilsmisse.

§ 3. 1) Forældre er overfor det offentlige hver for sig forpligtet til at forsørge deres Ægtebørn[1], indtil disse er fyldt 18 Aar, for Døtrenes Vedkommende dog kun, forsaavidt de ikke forinden er indtraadt i Ægteskab.

2) Den i Stk. 1 anførte Forpligtelse gælder uanset Ægteskabets Opløsning og uanset, hvorledes Forholdet med Hensyn til Børnenes Fordeling maatte være ordnet mellem Forældrene indbyrdes.

§ 4. 1) En Ægtefælle har overfor det offentlige Forsørgelsespligt overfor den anden Ægtefælles Børn af andre Forbindelser, forsaavidt disse er født før Ægteskabet og medtages til Forsørgelse i det fælles Hjem.

2) Forsørgelsespligten overfor Stifbørn[2] gælder dog kun, saa længe Barnets egen i Ægteskabet indtraadte Fader eller Moder lever, og Ægtefællerne ikke er separeret eller skilt; den omhandlede Forpligtelse ophæver ikke den Forsørgelsespligt, som paahviler den anden af Barnets egne Forældre.

§ 5. Adoptivforældre er i samme Udstrækning som virkelige Forældre overfor det offentlige forpligtet til at forsørge deres Adoptivbørn, og saa længe nogen af dem er i Stand til at opfylde Forsørgelsespligten, kan denne ikke gøres gældende overfor de virkelige Forældre.

§ 6. 1) En Moder har overfor det offentlige fuld Forsørgelsespligt overfor sit udenfor Ægteskab fødte Barn, jfr. § 3, Stk. 1. Forsørgelsespligten paahviler dog tillige Faderen til et Barn udenfor Ægteskab i de Tilfælde, hvor han i Henhold til Lovgivningen om Retsforholdet mellem Forældre og Børn udenfor Ægteskab har faaet Barnet udleveret til Forsørgelse, og Pligten paahviler Faderen alene, hvis Barnet er Frugt af en ved Dom fastslaaet Kønsfrihedsforbrydelse[3].

2) I andre Tilfælde er Faderen til et Barn udenfor Ægteskab kun forpligtet til at yde Underholdsbidrag til dette.

§ 7. 1) I Tilfælde af, at den efter Loven forsørgelsespligtige ikke tilbørlig[4] opfylder sine Forpligtelser, sættes han i Bidrag til paagældendes Forsørgelse. Ved Fastsættelsen af saadanne Bidrag vil der - bortset fra de i Stk. 3 nævnte Tilfælde - være at tage Hensyn til den forpligtedes Kaar, Vandel[5] og andre Omstændigheder, der herved egner sig til at tages i Betragtning, derunder Omfanget af den Hjælp, det offentlige maa yde.

2) Ved Fastsættelsen af Underholdsbidrag fra de i § 6, Stk. 2, nævnte bidragspligtige skal der gaas ud fra, hvad Barnets Forsørgelse vil koste i et godt Plejehjem paa den Egn, hvor Barnet forsørges. Hvor Forældrene er ubemidlede og økonomisk set maa siges af staa paa omtrent samme Trin, bør Faderens Bidrag i Almindelighed sættes til 3/5 af samtlige de Udgifter, som Barnets Underhold i et saadant Plejehjem medfører.

3) Efter tilsvarende Regler som i Stk. 2 anført fastsættes Bidraget i de Tilfælde, hvor en Ægtemand eller Hustru, naar det ægteskabelige Samliv er hævet, eller en Moder udenfor Ægteskab skal sættes i Bidrag til Børn, der ikke samlever med den forsørgelsespligtige, dog at Bidraget for en Ægtemand sættes til 2/3, for en Hustru til 1/3 og for en Moder udenfor Ægteskab til 2/5 af de i Stk. 2 nævnte Udgifter.

4) Hvor Bidrag fastsættes i Henhold til Stk. 2 eller Stk. 3, gælder de dér anførte Regler, uanset om vedkommende selv maatte være trængende til offentlig Hjælp.

§ 8. 1) Et Bidrag, paalagt i Henhold til § 7, Stk. 2-3, kan forhøjes indtil fuldt Bidrag, hvis den ene af Barnets Forældre er død, har forladt Landet eller ikke kan findes, og den tilbageblevne ikke overtager Barnets Forsørgelse, hvor dette lovlig kan ske.

2) Hvis en Ægtefælle, der har forladt Landet eller er forsvundet, senere kommer til Stede, kan den anden af Forældrene paa Begæring faa Bidraget nedsat til det normale.

§ 9. Fastsættelsen af Bidrag i Henhold til § 7, Stk. 1, sker ved det sociale Udvalg i Forsørgerens Opholdskommune i følgende Tilfælde:

1) hvor Ægtefællerne lever sammen, men hvor Mand eller Hustru unddrager sig efter Evne at sørge forsvarlig for Familien, saaledes at det offentlige maa træde til, jfr. §§ 313-14;

2) hvor Forsørgeren i øvrigt sørger for sin Familie, men ikke kan overkomme desuden at udrede hele Udgiften i Tilfælde, hvor eet eller flere af dennes Medlemmer for offentlig Regning skal anbringes paa Hospital, Sygehjem, en af de i § 66 omhandlede Anstalter, i kontroleret Familiepleje under en af disse eller i øvrigt til Kur og Pleje udenfor Hjemmet; i disse Tilfælde sættes Forsørgeren i Bidrag, naar Opholdet maa antages ikke at ville blive ganske kortvarigt, og Bidragets Størrelse fastsættes under Hensyn til, hvad han skønnes at kunne og burde udrede til delvis Dækning af paagældende Udgifter. Saadant Bidrag kan ogsaa paalægges Forsørgeren, forsaavidt det er ham selv, der skal indlægges paa Hospital eller lignende;

3) naar den forsørgelsespligtige skal sættes i Bidrag til Børn, der er anbragt udenfor deres Hjem i Henhold til Kap. IX eller i Henhold til Kap. VIII er henvist til en Institution for forebyggende Børneværn[6]. Fastsættelse af disse Bidrag vil af Udvalget være at foretage samtidig med, at der træffes Beslutning i Henhold til foranstaaende Bestemmelser.

§ 10. Bortset fra de i § 9 nævnte Tilfælde sker Fastsættelsen af Bidrag i Henhold til § 7 ved Overøvrigheden (Overpræsidenten, Amtmanden)[7].

§ 11. 1) De i §§ 7-10 omhandlede Bidrag paalægges ved særlig Resolution, hvoraf en Genpart tilstilles den forsørgelsespligtige; er Bidrag paalagt af det sociale Udvalg for en anden Kommune end den, der skal bære en Opholdskommunes Forpligtelser, tilstilles en Genpart derhos sidstnævnte Kommune. Forsaavidt angaar Bidrag, der fastsættes i Henhold til § 9, Nr. 3, skal Resolutionen tilstilles Landsnævnet for Børneforsorg, hvis Statskassen bærer hele Udgiften; i andre Tilfælde tilstilles en Genpart Landsnævnet. Forsaavidt angaar Bidrag, der fastsættes i Henhold til § 9, Nr. 2, jfr. § 69, Stk. 3, skal Genpart af Resolutionen tilstilles Socialministeren.

2) Socialministeren udarbejder til Brug for det sociale Udvalgs Fastsættelse af Bidrag Udkast til Resolution med tilhørende Genpart. Med Hensyn til Fremgangsmaaden ved Overøvrighedens Fastsættelse af Underholdsbidrag vil Reglerne i Lovgivningen om Retsforholdet mellem Ægtefæller og om Retsforholdet mellem Forældre og Børn være iagttage med de af denne Lov følgende Ændringer.

3) Der skal ved Resolutionen paalægges Bidrag fra et saa tidligt Tidspunkt som muligt og senest fra Resolutionens Dato. Forfaldsdagen maa først sættes efter nævnte Dato; Bidraget maa, bortset fra de i § 7, Stk. 2 og 3, jfr. § 8, nævnte Tilfælde, ikke forlanges betalt forud for længere Tid end 1 Maaned. Forsaavidt angaar de i § 7, Stk. 2 og 3, jfr. § 8, nævnte Tilfælde, maa Bidraget ikke forlanges betalt forud for længere Tid end 6 Maaneder.

§ 12. 1) Den Myndighed, hvem det i Henhold til det foregaaende er overdraget at omsætte en Forsørgelsespligt eller Bidragspligt endelig eller midlertidig til et Underholdsbidrag, kan ligeledes - naar som helst og uanset det oprindelige Grundlag for Bidrags Paalæggelse - forhøje eller nedsætte Bidraget. Undtagelsesvis kan et forfaldent Bidrag for et kortere Tidsrum helt eller delvis eftergives, men kun med Samtykke af Overøvrigheden eller for de i § 9, Nr. 2, jfr. § 69, Stk. 3, og§ 9, Nr. 3, nævnte Tilfælde af henholdsvis Socialministeren og Landsnævnet for Børneforsorg.

2) Naar ganske særlige Grunde taler derfor, kan det med de i Stk. 1 nævnte Myndigheders Samtykke, der kun kan meddeles for 1 Aar ad Gangen, undlades at paalægge Bidrag, navnlig i de i § 9, Nr. 3, nævnte Tilfælde.

§ 13. 1) Det sociale Udvalgs Afgørelser i Henhold til § 9, Nr. 1-2, kan indankes for Overøvrigheden, hvis Afgørelse er endelig. Dog sker Indankning, forsaavidt angaar de af det sociale Udvalg i Henhold til § 69, Stk. 3, trufne Afgørelser, direkte for Socialministeren, der kan forandre et af Udvalget paalagt Bidrag.

2) Det sociale Udvalgs Afgørelser i Henhold til § 9, Nr. 3, kan indankes for Landsnævnet for Børneforsorg, hvis Afgørelse er endelig. Udredes hele Udgiften ved paagældende Barns Forsørgelse af Statskassen, kan Landsnævnet selvstændig forandre et af Udvalget paalagt Bidrag.

3) Anker over Overøvrighedens Ansættelser i Henhold til § 10 afgøres endeligt af Socialministeren.

4) Indankning skal i alle Tilfælde være foretaget inden 14 Dage efter, at Genparten af Resolutionen maa antages at være modtaget.

§ 14. 1) Inddrivelse og Afsoning af Underholdsbidrag, hvad enten disse er fastsat af det sociale Udvalg eller af Overøvrigheden, sker i alle Tilfælde efter de for Inddrivelse og Afsoning af Underholdsbidrag til Børn udenfor Ægteskab gældende Regler.

2) Hvor det sociale Udvalg overfor Overøvrigheden fremsætter Anmodning om Afsoning af et i Henhold til § 7, Stk. 2-3, jfr. § 8, fastsat Underholdsbidrag, vil Overøvrigheden ved Afgørelsen af, om den bidragspligtige fuldt ud, delvis eller slet ikke skal afsone det for det paagældende Tidsrum fastsatte Beløb, have at tage Hensyn til paa den ene Side paagældende Forsørgers Forsørgelsesbyrde som gift og paa den anden Side hans Betalingsevne, Arbejdsomhed, Ædruelighed, Helbredstilstand og andre Omstændigheder, der egner sig til at tages i Betragtning ved Bedømmelsen af, om han kan siges at tage sig sit Ansvar som Forsørger tilstrækkelig alvorligt.

3) Hvor der begæres Afsoning af et ikke erlagt[8] Underholdsbidrag, skal Overøvrigheden være berettiget til for et kortere Tidsrum at stille Afsoningen i Bero, naar det efter en nærmere Undersøgelse maa antages, at paagældende uden egen Brøde, ved Sygdom eller virkelig Fattigdom, der ikke skyldes Forsørgelsespligter udenfor Ægteskab, Dovenskab, Drikfældighed eller lignende, for Tiden er ude af Stand til at betale.

4) Overøvrighedens Afgørelse med Hensyn til Afsoning kan ikke af den paagældende Forsørger indankes for højere Myndighed, medens Nægtelse af at fastsætte Afsoningsret for hele Bidraget eller en Del af dette eller at iværksætte en begært Afsoning af vedkommende sociale Udvalg kan indankes for Socialministeren.

§ 15. 1) Den Hjælp, der af det offentlige efter denne Lov ydes en Person, overfor hvem en anden har Forsørgelsespligt, betragtes som oppebaaret af denne sidste og medfører for ham de Retsvirkninger, som efter denne Lov maatte være knyttet til Hjælpens Modtagelse. Er Forsørgeren uvidende om den ydede Hjælp, indtræder Retsvirkninger dog kun, saafremt Forsørgeren ikke fra det Tidspunkt, da han er blevet vidende om den ydede Hjælp, selv overtager Forsørgelsen eller Udgifterne ved denne og desuden ikke indenfor en rimelig Frist, der i intet Tilfælde maa strække sig udover 3 Maaneder efter fornævnte Tidspunkt, refunderer den af det offentlige ydede Hjælp.

2) Forsaavidt det drejer sig om Hjælp, som af det offentlige har maattet ydes Hustruen i Tilfælde, hvor denne uden tilstrækkelig Grund har forladt Manden, sidestilles dennes Villighed til at genoptage Samlivet med den i Stk. 1 omhandlede Overtagelse af Forsørgelsen.

3) Den i Stk. 1, 1ste Pkt., angivne Hovedregel gælder ogsaa, hvor der i Tilfælde af egentlig Forsørgelsespligt er fastsat Underholdsbidrag i Henhold til § 7; dog har Børneværnsudgifter udover de i Medfør af § 9, Nr. 3, jfr. § 12, paalagte Bidrag ikke de i Stk. 1, lste Pkt., nævnte Virkninger.

4) Ingen Overenskomst, hvorved den af de foregaaende Paragraffer flydende Forsørgelsespligt helt eller delvis er ophævet eller overført paa en anden end den eller dem, denne Lov foreskriver, kan overfor det offentlige fritage vedkommende for Forsørgelsespligten eller dennes Retsvirkninger.

5) Den Del af et i Medfør af § 9, Nr. 3, paalagt Bidrag, der ikke kan betragtes som betalt i det Øjeblik, da Udpantning (Skøn) foretages, betragtes som en den bidragspligtige ydet Kommunehjælp, saaledes at senere indbetalte Beløb betragtes som Tilbagebetaling af Kommunehjælp. I de Tilfælde, hvor Efterlysning har været foretaget, betragtes Restgælden først som Kommunehjælp Maanedsdagen efter den forgæves foretagne Efterlysning.

6) Forsaavidt den bidragspligtige har Forsørgelsessted i den Kommune, som det i Medfør af§ 53, Stk. 2, jfr. §§ 55, Stk. 5, og 155, Stk. 1, paahviler at inddrive Bidraget, noteres den modtagne Kommunehjælp i Kommunens Registrant[9] over offentlig Hjælp, jfr. §§ 24, Stk. 1, Nr. 4, og 28, Stk. 2. Har han Forsørgelsessted i en anden Kommune, paahviler det den afkrævende Kommune at gøre Anmeldelse til førstnævnte Kommune, jfr. § 54, Stk. 4, og denne noterer da Kommunehjælpen i sin Registrant. Har den bidragspligtige ikke noget Forsørgelsessted, foretages Anmeldelse direkte til Socialministeriet.

7) Den saaledes modtagne Kommunehjælp kan eventuelt medføre særlige Retsvirkninger, jfr. § 307, Stk. 2.

§ 16. Den Omstændighed, at en Persons Forsørgelse efter Loven helt eller delvis paahviler en anden Person, fritager ikke vedkommende Opholdskommune fra at udrede den fornødne Hjælp, men Kommunalbestyrelsen skal om muligt snarest underrette Forsørgeren om Sagen, jfr. § 15, Stk. 1.

[Indholdsfortegnelsen]

Kapitel II. Forsørgelsesret og Forsørgelsessted.

§ 17. 1) Enhver, der har dansk Indfødsret, har Forsørgelsesret her i Landet.

2) Der kan ved traktatmæssige Bestemmelser under Forudsætning af Gensidighed indrømmes et fremmed Lands Statsborgere Adgang til vedvarende at forsørges her i Landet, saa længe de har Ophold her. Ydes der offentlig Hjælp til vedkommende fremmede Statsborger, bliver den Del af Udgiften herved, som ikke maatte blive refunderet af hans Hjemland, at erstatte Opholdskommunen af Statskassen med 2/3.

§ 18. 1) Saafremt der til en Udlænding, hvem der ikke er indrømmet Adgang til i Trangstilfælde vedvarende at forsørges her i Landet (jfr. §§ 17, Stk. 2, og 20, Stk. 2), maa ydes Hjælp af det offentlige, og Forholdene i det enkelte Tilfælde efter Socialministerens Skøn maatte tale imod at benytte Retten til Hjemsendelse, skal Ministeren kunne meddele ham et Forsørgelsesbevis, i Henhold til hvilket Opholdskommunen kan fortsætte Hjælpen mod Refusion fra Statskassen af 2/3 af samtlige, lovlig afholdte Udgifter.

2) En Person, der vel ikke er i Besiddelse af dansk Indfødsret, men som Socialministeren dog efter de foreliggende Omstændigheder finder bør modtages til Forsørgelse her i Landet, skal derom have udstedt et Forsørgelsesbevis. Statskassen refunderer Opholdskommunen samtlige, lovlig afholdte Udgifter ved hans Forsørgelse, indtil paagældende Trangstilfælde er ophørt. Ved senere Trangstilfælde refunderer Statskassen 2/3 af den ham ydede Hjælp.

§ 19. En indfødt, der er blevet Statsborger i et fremmed Land, taber, forsaavidt og saa længe han ifølge Lovgivningen ikke kan udøve de til Indfødsretten knyttede Rettigheder, sin Forsørgelsesret her i Landet.

§ 20. 1) Alle Spørgsmaal om en trængendes Forsørgelsesret afgøres fra denne Lovs Ikrafttræden efter foranstaaende Regler.

2) Dog beholder en Person, der ved Lovens Ikrafttræden efter den gældende Lovgivning har vundet Forsørgelsesret i en dansk Kommune uden at have Indfødsret, sin Forsørgelsesret her i Landet, men Udgifterne ved offentlig Hjælp til saadanne Personer refunderes fra Lovens Ikrafttræden med 2/ 3 af Statskassen.

3) En Udlænding, der uden traktatmæssig Hjemmel efter den hidtil gældende Forsørgelseslovgivning har modtaget offentlig Hjælp, til hvis Ydelse der kun krævedes Ret til vedvarende Forsørgelse her i Landet, kan, saafremt og saa snart han paa ny søger om Hjælp, af Opholdskommunen henvises til at erholde Forsørgelsesbevis udstedt af Socialministeren, og hvis Andragendet herom imødekommes, refunderes Udgifterne fra Lovens Ikrafttræden efter Reglerne i § 18, Stk. 1.

4) I Tilfælde, hvor der af Staten inden denne Lovs Ikrafttræden er givet en Kommune Tilsagn om fuld Refusion af Hjælp, der ydes til en Person, som ikke har dansk Indfødsret, og hvor denne Hjælp ved Lovens Ikrafttræden er løbende, skal der ydes vedkommende Kommune fuld Refusion fra Statskassen af samtlige lovlig afholdte Udgifter, saa længe paagældende Person har Ophold i Kommunen.

§ 21. 1) Udgifter til Hjælp til m Udlænding, der ikke i Henhold til traktatmæssig Hjemmel, til den før 1892 gældende Fattiglovgivning eller til et af Socialministeren udstedt Forsørgelsesbevis er berettiget til vedvarende Forsørgelse her i Landet, vil ikke blive refunderet Opholdskommunen, medmindre denne uopholdelig og senest inden 1 Maaned efter Ydelse af Hjælp, Kautions Afgivelse eller lignende sender Indberetning om Sagen paa et i dette Øjemed af Socialministeren affattet Skema.

2) Er Indberetning rettidig indsendt, tilstiller Socialministeriet Opholdskommunen et Forsørgelsesbevis for vedkommende eller meddeler, om og i hvilken Udstrækning Hjælpen vil kunne forventes refunderet fra Statskassen, indtil Hjemsendelse eventuelt sker.

§ 22. 1) Enhver dansk indfødt og dermed i Henhold til foranstaaende Paragraffer ligestillet har Forsørgelsessted i den Kommune her i Landet, hvor han har fast Bopæl (Hovedhjemsted)[10]. Ophold af den i § 60, Nr. 1 og 3, omhandlede Beskaffenhed kan dog ikke medføre Erhvervelse af Forsørgelsessted, medmindre paagældende samtidig har haft et af vedkommende Ophold uafhængigt Hovedhjemsted i Kommunen, hvorhos en Person, der paa det Tidspunkt, da han flytter til en Kommune, modtager Kommunehjælp eller Fattighjælp, først erhverver Forsørgelsessted i den tilflyttede Kommune, naar Trangstilfældet maa anses for ophørt.

2) For at et Hovedhjemsted cg dermed et Forsørgelsessted kan erhverves (eller ansas bevaret) for en enlig Person udenfor hans faktiske Opholdskommune, er det ikke tilstrækkeligt, at han har Adgang til at tage Ophold i et Hjem i en anden Kommune, f. Eks. hos Forældre, i øvrigt uanset om flere eller færre af hans Ejendele beror paa dette Tilholdssted; men til Hovedhjemsteds Bevarelse kræves, at han har bevaret selvstændigt Logi i Hjemstedskommunen.

3) For Ægtefæller, der har ophævet deres Samliv, bestemmes Forsørgelsesstedet for hver af dem efter Reglerne i Stk. 1-2.

4) Et Barn under 18 Aar har Forsørgelsessted paa Familiens Hovedhjemsted eller hos den af Forsørgerne, det følger. Er Barnet af Forsørgeren anbragt udenfor dennes Hjem, har det Forsørgelsessted paa det dertil egnede Anbringelsessted, medmindre Opholdet paa sidstnævnte Sted er midlertidigt og derhos i Forvejen begrænset til en vis Tid (f. Eks. en Ferie) eller af et vist nærmere liggende Formaals Opnaaelse (f. Eks. Moderens Hjemkomst fra Hospital).

§ 23. 1) Forsørgelsesstedet bevares, indtil den faste Bopæl opgives, jfr. dog Stk. 2 og § 22, Stk. 4. Hvor den trængende for Kommunens Regning henligger til Behandling i eller er anbragt i et i en anden Kommune beliggende Sygehus, Alderdomshjem, Opdragelseshjem, Forsørgelsesanstalt, Plejestiftelse eller lignende eller i et privat Plejehjem, bevares Forsørgelsesstedet dog, indtil Trangen til Hjælp maa betragtes som ophørt, selv om Bopælen forinden er opgivet. Det samme gælder, hvor en Kommune i Strid med denne Lovs Regler om Ydelse af Hjælp har medvirket til paagældendes Flytning til en anden Kommune.

2) En dansk indfødt, som flytter til Udlandet, bevarer det Forsørgelsessted, som han senest har haft her i Landet, indtil han i Overensstemmelse med denne Lovs Regler erhverver et andet Forsørgelsessted.

§ 24. 1) Den Kommune, i hvilken en Person har Forsørgelsessted, har som saadan følgende Pligter:

1. Kommunen skal, forsaavidt paagældende i Trangsøjeblikket opholder sig i Kommunen og ansøger om Hjælp, træffe Afgørelse af, om Hjælp skal ydes, og i bekræftende Fald yde den fornødne Hjælp, Anstaltsbehandling[11] eller lignende.
2. Hvis den trængende har søgt Hjælp i en anden Kommune, og denne med Rette i Henhold til § 53, Stk. 1, 1ste Pkt., har henvist den trængende til den Kommune, hvori han har Forsørgelsessted, paahviler det sidstnævnte Kommune at yde den fornødne Hjælp.
3. Kommunen skal som Sæde for Familiens Hovedhjemsted paa Begæring yde den trængende Raad og Vejledning i Spørgsmaal af forsørgelsesmæssig Art.
4. Kommunen skal i Henhold til § 28, Stk. 2, notere al den Hjælp, Kommunen selv yder vedkommende, eller hvorom den modtager Anmeldelse fra andre Kommuner, jfr. §§ 15, Stk. 6, 54, Stk. 4 og 5, og 205, Stk. 2.
5. Den Kommune, der er Forsørgelsessted for en Hovedperson, skal, naar denne eller en af Bipersonerne tager Ophold i eller skal paa længere Rejse til Udlandet, paa Begæring udstede ham et Hjemstedsbevis, der lyder paa, at saavel han selv som hans Familie og i Tilfælde af hans Død hans Enke og umyndige Børn i Trangstilfælde vil blive modtaget til Forsørgelse i Kommunen, saa længe de ikke er blevet Statsborgere i en fremmed Stat eller i en saadan har vundet Forsørgelsesret efter dennes Love. Blanketter til Hjemstedsbeviser, der udfærdiges med dansk og fransk Tekst, erholdes hos Amtet, som skal legalisere paagældende Kommunalbestyrelses Underskrift. For den indfødtes Vedkommende, som ikke har noget Forsørgelsessted ved Begæringen om Hjemstedsbevis, udstedes dette af den Kommune, som vedkommende Amt mener at burde henvise paagældende til; i København og Frederiksberg rettes ogsaa i slige Tilfælde Begæring om Hjemstedsbevis til Magistraten. Forinden vedkommende Myndighed udsteder et Hjemstedsbevis, skal den saa vidt muligt undersøge, hvorvidt Ansøgeren maa anses for uberettiget til at forlade Landet for længere eller ubestemt Tid, og om Hjemstedsbevis som Følge deraf bør nægtes ham.

2) Med Socialministerens Godkendelse kan Kommunalbestyrelsen, naar Hjemsendelse derved kan undgaas, og Omstændighederne i øvrigt taler derfor, overfor vedkommende udenlandske Myndighed indgaa paa helt eller delvis at udrede Udgifterne ved Forsørgelse i Udlandet af en Person, der har Forsørgelsessted i Kommunen. I saa Fald faar Kommunen mellemkommunal[12] Refusion for 2/3 af Udgifterne.

3) Har en dansk indfødt, der opholder sig i Udlandet, intet Forsørgelsessted her i Landet, kan Socialministeren under de i Stk. 2 anførte Forhold indgaa paa, at Statskassen direkte og endeligt afholder Udgifter ved hans Forsørgelse i Udlandet. I Tilfælde af Hjemsendelse refunderer Statskassen Opholdskommunen samtlige lovligt afholdte Udgifter ved hans Forsørgelse, indtil paagældende Trangstilfælde er ophørt.

[Indholdsfortegnelsen]

Kapitel III. Administrationens Ordning og Forsørgelsesmaaden.

§ 25. De i denne Lov omhandlede Sager og Arter af Hjælp administreres i hver Kommune for sig af paagældende Kommunalbestyrelse, for Københavns Vedkommende dog af Magistraten, og det maa ikke overlades andre, private eller offentlige, Institutioner at overtage, helt eller delvis, Administrationen af offentlig Hjælp.

§ 26. Til Administrationen af denne Lov nedsætter Kommunalbestyrelsen et blandt dens Medlemmer efter Forholdstal valgt[13] Udvalg, det sociale Udvalg, under hvilket ligeledes skal henlægges de til Kommunalraadets Bestyrelse overdragne Legater med sociale Formaal samt Sager om Tilskud til sociale Øjemed, til velgørende Foreninger og lign. I København varetages det sociale Udvalgs Opgaver af Magistraten[14], jfr. dog Kap. VI.

§ 27. 1) Naar det sociale Udvalg bestaar af mindst 5 Medlemmer, kan det til Behandlingen af de forskellige Arter af Sager nedsætte Underudvalg paa mindst 3 Medlemmer, sammensat efter Forholdstal, men Udvalgets Formand skal tillige være Formand for eller Medlem af de forskellige Underudvalg. Der kan - naar det findes paakrævet - af Kommunalbestyrelsen - i Landkommuner med Amtsraadets Samtykke og i alle øvrige Kommuner, herunder de i § 50, Stk. 1, 2det Pkt., nævnte, med Socialministerens Samtykke - tillægges Formanden for det sociale Udvalg et Honorar, der udredes af Kommunens Kasse.

2) Til at varetage Administrationen af Børneværnet[15], jfr. § 83, Stk. 2, nedsættes efter Kommunalbestyrelsens nærmere Bestemmelse et særligt Underudvalg, der kan tiltrædes af enkelte af Kommunalbestyrelsen udenfor dens Midte valgte Personer, som maa antages at være i Besiddelse af Indsigt i Børneforsorg. Det maa herved iagttages, at Flertallet af Underudvalgets Pladser beklædes af Medlemmer af Kommunalbestyrelsen. - Ved Administrationen af Børneværnet skal det sociale Udvalg (Underudvalget) følge de i § 87 indeholdte Regler.

3) Til Hjælp ved det sociale Udvalgs Administration kan Kommunalbestyrelsen efter Udvalgets Indstilling søge Bistand hos særlig sagkyndige eller interesserede, der som frivillig Medhjælp knyttes til Administrationen, særlig til Hjælp ved Børneforsorgens Gennemførelse, det almindelige Tilsyn med Foranstaltninger i Henhold til Loven eller til andet Arbejde, hvor speciel Sagkundskab er af Værdi. Endvidere kan Kommunalbestyrelsen til Administrationen knytte faste eller honorarlønnede Funktionærer (Kontorpersonale, Undersøgere, Sygeplejere, Anstaltsfunktionærer o.s.v.). For at opnaa den hensigtsmæssigste Løsning af de til den offentlige Forsorg henlagte Opgaver gennem det mest formaalstjenlige Samarbejde imellem det sociale Udvalg og de til Administrationen knyttede frivillige Medhjælpere og Funktionærer kan Kommunalbestyrelsen udfærdige en Instruks angaaende dette Samarbejde og om Medhjælpernes og Funktionærernes Opgaver. Saavel frivillige Medhjælpere som Funktionærer bør i givet Tilfælde kaldes til Deltagelse i Udvalgets Møder, men der kan ikke tillægges dem Stemmeret eller besluttende Myndighed.

§ 28. 1) I Købstæderne og i de Landkommuner, der enten har over 3.000 Indbyggere, eller i hvilke der findes en samlet bymæssig Bebyggelse paa mindst 2.000 Indbyggere, skal der til Administrationen af den offentlige Forsorg knyttes et Kontor, Socialkontoret, med daglig Ekspeditionstid.

2) I hver Kommune skal der, efter nærmere af Socialministeren udarbejdede Regler, føres en Registrant eller indrettes et Kartoteksystem[16] med Oplysning om de understøttedes Personalia[17], Hjælpens Art og Størrelse m.v.; forsaavidt der i Kommunen etableres et Samarbejde med andre offentlige eller private Institutioner med sociale eller velgørende Formaal gennem Oprettelse af et Centralkontor, et Oplysningskontor eller lignende, skal dette henlægges under Socialkontoret.

§ 29. Hvor Hjælpens Art eller Størrelse ikke efter det følgende paa Forhaand er fastsat, men helt eller delvis fastsættes efter Skøn, drager det sociale Udvalg Omsorg for, at ingen trængende savner det nødvendige til Livets Ophold eller tilbørlig Kur og Pleje i Sygdomstilfælde.

§ 30. 1) Hvor Hjælpen ikke paa Forhaand efter denne Lov er givet med Trangstilfældets Art, er det sociale Udvalg i Udøvelsen af sit Skøn over Forsørgelsesmaaden frit stillet med de i det følgende fastsatte Undtagelser.

2) Ved Afgørelsen af Forsørgelsesmaaden bliver i første Række at tage Hensyn til den trængendes Tarv og til hans Mulighed for senere at eksistere ved egen Hjælp. Som Følge heraf kan der, hvor Forholdene taler derfor, og det derved sandsynliggøres, at Trangen ikke bliver af mere vedvarende Karakter, ydes Tilskud til Anskaffelse af Værktøj, Rulle, Symaskine eller andre Arbejdsredskaber til forholdsvis mindre Beløb, hvorimod det er udelukket at yde Hjælp til Indkøb af Bohave[18] paa Afbetalingskontrakt eller til Oprettelse eller Overtagelse af egentlige Forretninger eller Bedrifter; det er ligeledes udelukket at yde Hjælp til Betaling af Gæld, herfra dog under særlige Omstændigheder undtaget Husleje og Prioritetsrenter[19], naar en trængende derved kan bevare sin Bolig.

3) Det er forbudt at sætte en trængendes Anbringelse i Pleje til offentlig Licitation[20], og Understøttelse i Hjemmet gaar, hvor Forholdene tillader dette, forud for Anbringelse i Pleje eller Indlæggelse i Forsørgelsesanstalter. Hvor særlige Forhold taler derfor, er Kommunalbestyrelsen berettiget til at yde Hjælpen som Naturalforplejning[21] i Stedet for i kontante Tilskud.

4) Det sociale Udvalg kan i Sygdomstilfælde med Lægens Samtykke indlægge enhver personlig understøttet paa Sygehus, Alderdomshjem, Plejestiftelse eller i en Forsørgelsesanstalts Sygeafdeling; men ingen kan tvinges til at lade sig underkaste nogen Operation, der kan medføre Fare for hans Liv eller Førlighed. Udskrivning fra Sygehus m.v. af en mod det sociale Udvalgs Kaution henliggende Patient maa først ske efter 24. Timers Varsel overfor Udvalget.

§ 31. 1) Ægtefolk, der efter deres Forhold ikke egner sig til Understøttelse i Hjemmet, og som derfor henvises til en Forsørgelsesanstalt, skal, forudsat at de fører et roligt og hæderligt Liv, som Regel bo sammen og maa i hvert Fald kun i kortere Tid bo hver for sig, medmindre Adskillelse ønskes af en af Parterne selv.

2) Angaaende Børn, der ikke forsørges i Forbindelse med deres Forældre eller en af disse, gælder Reglerne i Afsnit II.

§ 32. I Alderdomshjem, Syge- eller Plejestiftelser eller paa en Arbejdsanstalts Forsørgelsesafdeling, hvor gamle eller svagelige Personer anbringes, maa Børn kun rent midlertidig optages; og i intet Tilfælde maa der indlægges Personer, som ved Ufordragelighed, Dovenskab, Drikfældighed eller lignende kan befrygtes at ville volde Forstyrrelse eller give slet Eksempel.

§ 33. Det paahviler enhver Kommunalbestyrelse at drage Omsorg for en forsvarlig Ordning af Sygeplejen i Kommunen. Eventuelt kan der sluttes Overenskomst med Sygekasser[22], Menighedsplejer[23], private Sygeplejeforeninger, Nabokommuner eller lignende. Ordningen skal godkendes for Landkommunernes Vedkommende af Amtsraadet, for de andre Kommuners Vedkommende af Socialministeren.

§ 34. 1) Socialministeren - for Landkommuners Vedkommende Amtsraadet - kan paalægge Kommunalbestyrelsen i Kommuner med over 4.000 Indbyggere at opføre eller indrette et Alderdomshjem til Optagelse af de Personer, der nyder Aldersrente[24], men som er saa gamle, svagelige eller svækkede, at de ikke kan bo for sig selv eller anbringes i privat Pleje.

§ 35. 1) Det paahviler enhver Købstadkommune at drage Omsorg for, at det fornødne Antal Pladser i Optagelseshjem for Børn[25] staar til Raadighed for Kommunen til midlertidig Anbringelse af Børn, som skal anbringes af det sociale Udvalg i Overensstemmelse med Reglerne i Kap. IX. Dette kan ske ved, at der træffes Aftale med et privat, anerkendt Optagelseshjem i eller udenfor Kommunen, eller ved, at Kommunen selv opfører eller indretter et saadant Optagelseshjem.

2) Den af Kommunen trufne Ordning til Opfyldelse af Kommunens Forpligtelse efter Stk. 1 skal godkendes af Socialministeren.

§ 36. 1) Det paahviler enhver Kommunalbestyrelse inden 2 Aar efter denne Lovs Ikrafttræden at have sikret Kommunen Ret til i fornødent Omfang at disponere over Pladser paa en kommunal Arbejdsanstalt. Forpligtelsen paahviler dog, forsaavidt angaar Landkommunerne, vedkommende Amtsraad. Saafremt der i denne Anledning sluttes Overenskomst mellem flere Amts- eller Købstadkommuner, skal den forelægges Socialministeren til Godkendelse.

2) Til enhver Arbejdsanstalt knyttes en Forsørgelsesafdeling med en eller flere Sygestuer, beregnet paa dem af Afdelingens Beboere, der tiltrænger egentlig Sygebehandling, men som ikke trænger til eller egner sig til Indlæggelse paa Hospital eller paa Amtsplejestiftelsen for kronisk syge[26], jfr. § 39.

3) Forinden en Arbejdsanstalt tages i Brug, skal Socialministeren have godkendt denne; det skal herved iagttages, at de nu bestaaende Arbejdsanstalter (Fattiggaarde[27]) saa vidt muligt anvendes.

§ 37. 1) I enhver Amtsraadskreds, i København, paa Frederiksberg og i enhver Købstad kan der efter Amtsraadets eller vedkommende Kommunalbestyrelses Bestemmelse opføres eller indrettes et kommunalt Fødehjem[28] med tilhørende Plejeafdeling til Brug for ubemidlede Personer indenfor det for Fødehjemmet bestemte Omraade.

2) Forinden et kommunalt Fødehjem, der ikke er et Led i et almindeligt Sygehus, tages i Brug, skal Socialministeren have godkendt dette.

3) Forsaavidt et kommunalt Fødehjem ønskes indrettet til ogsaa at modtage andre end de i Stk. 1 nævnte Barselpatienter, skal det paases, at den fastsatte Takst maa anses for tilstrækkelig til at dække den deraf foranledigede Udgift, saavel med Hensyn til Etableringen som til Driften.

4) Et kommunalt Fødehjem maa ikke optage Barselpatienter, der ifølge Lægeerklæring trænger til eller ved Optagelsen skønnes at trænge til egentlig Hospitalsbehandling, og ingen Patient maa modtages, før Fødselen ifølge Attest fra en Læge eller en autoriseret Jordemoder eller ifølge en ved Optagelsen foretagen Undersøgelse maa antages at være umiddelbart forestaaende.

5) Udskrivning af et kommunalt Fødehjem skal normalt ske fra 11 til 14 Dage efter Fødselen; men en Patient, der er særlig svækket, eller hvis Hjem eller Arbejde er saaledes, at det efter en Undersøgelse af Forholdene skønnes at ville være uforsvarligt straks at lade hende vende tilbage til disse Forhold, kan med Barnet overflyttes til Fødehjemmets Plejeafdeling, hvor Opholdet kan udstrækkes til højst 6 Uger efter Fødselen. Den fornævnte Undersøgelse foretages af det sociale Udvalg i Barselpatientens Opholdskommune, hvorefter Udvalget træffer Bestemmelsen. Hvor Fødehjemmets Læge skønner, at Udvalgets Afgørelse af rent lægemæssige Grunde maa anses uforsvarlig, kan han forlange Sagen forelagt Amtslægen - i København Stadslægen[29] -, hvis Afgørelse dog af Udvalget kan indankes for Socialministeren.

§ 38. Ved Afgørelsen af en Kommunes Indbyggerantal i Henhold til denne Lov kommer kun de ved den sidste almindelige Folketælling beregnede Tal i Betragtning.

§ 39. 1) I ethvert Amt kan der indrettes en eller flere Plejestiftelser for kronisk syge. Flere Amter kan med Socialministerens Godkendelse af Ordningen slutte Overenskomst om Indretning af en fælles Stiftelse. Hvor Socialministeren skønner, at Forsorgen med Hensyn til kronisk syge ikke er forsvarlig enten overfor de syge eller med Hensyn til, at Udgifterne ved Forsorgen er unødvendig store, kan han paabyde, at Amtet træffer de fornødne Foranstaltninger i Henhold til foranstaaende.

2) De i Stk. 1 omhandlede Plejestiftelser er beregnet paa at modtage saadanne særlig daarligt stillede kronisk syge eller Invalider, som er for besværlige at pleje i et privat Hjem, et Alderdomshjem eller en Arbejdsanstalts Sygeafdeling, og som paa den anden Side ikke anses for egnet til Behandling paa et almindeligt Sygehus eller paa de af Staten drevne eller godkendte Anstalter til Behandling af Patienter med særlige Arter af Sygdomme.

3) Som Følge af det anførte kan i en Amtsplejestiftelse for kronisk syge ikke optages Personer, der er i højere Grad sindssyge, Epileptikere eller aandssvage eller lidende af de i Lov om Foranstaltninger imod Udbredelse af smitsomme Sygdomme Nr. 138 af 10. Maj 1915 omhandlede Sygdomme, ligesom Patienter, der er lidende af Tuberkulose[30] i Lunger eller Strubehoved, kun maa modtages, forsaavidt og saa længe Sygdommen ikke egner sig til Behandling paa et statsanerkendt Tuberkulosehospital eller Sanatorium; selv i saa Fald maa de kun optages, forsaavidt der er knyttet en særlig for lungetuberkuløse indrettet Afdeling (Plejehjem) til Stiftelsen, og dette Plejehjem har opnaaet Anerkendelse i Henhold til Lovgivningen om Statsstøtte til tuberkuløses Sygebehandling.

4) En Amtsplejestiftelse for kronisk syge maa ikke være beregnet paa færre end 20 Patienter, og Socialministeren skal paase, at de paatænkte Plejestiftelser er tilstrækkelig store, og at Beliggenheden er saa central og praktisk som muligt.

§ 40. 1) Socialministeren paaser, at der findes det fornødne Antal Tvangsarbejdsanstalter[31] med en i Forhold til hver Anstalts Omraade tilstrækkelig Plads til at modtage de Personer, som i Medfør af denne Lov skal anses med Tvangsarbejde eller modtage offentlig Hjælp gennem Anbringelse paa Tvangsarbejdsanstalt. Socialministeren træffer nærmere Bestemmelse om Anstalternes Beliggenhed og om, hvilket Omraade hver enkelt Anstalt skal omfatte, og afgør derhos, hvorvidt de bestaaende Tvangsarbejdsanstalter kan benyttes.

2) Pligten til at oprette de nævnte Anstalter paahviler de Amter (Amtskommuner og Købstæder), for hvilke Anstalten er bestemt. Flere Amter kan med Socialministerens Godkendelse slutte Overenskomst om Indretning af en fælles Tvangsarbejdsanstalt.

§ 41. 1) Socialministeren kan meddele Godkendelse af Arbejdskolonier[32] paa de i det følgende anførte Betingelser.

2) Ved en Arbejdskoloni forstaas i denne Forbindelse en af private - Forening eller Enkeltmand - oprettet og dreven Virksomhed, der ikke har Interessenternes økonomiske Vinding som Formaal, men som er oprettet i velgørende Hensigt for at vænne arbejdsføre Personer, der paa Grund af Hang til Omstrejfen, Betleri[33], Drikkeri ell. lign. mangler Arbejdslyst, til regelmæssigt Arbejde og en rolig, ædruelig Livsførelse.

3) For at opnaa Statsanerkendelse maa en Arbejdskoloni være knyttet til et isoleret beliggende Landbrug med dertil hørende Skov- eller Havebrug samt de for de almindeligste Haandværk og særlig egnede Smaaindustrier fornødne Værksteder.

4) Planer, Reglementer og Vedtægter for Arbejdskolonier samt Bestyrelsens Sammensætning skal godkendes af Socialministeren.

5) Det bliver paa de aarlige Finanslove at afgøre, og i hvilken Udstrækning der kan ydes en statsanerkendt Arbejdskoloni Statsstøtte.

§ 42. 1) Socialministeren kan meddele Godkendelse af det Antal Afvænningshjem for Alkoholister[34] (Dranker­asyler), som skønnes nødvendige for at skaffe Plads til dem, der af eller ved det offentlige ønskes indlagt i Henhold til denne Lov.

2) Det bliver paa de aarlige Finanslove at afgøre, om og i hvilken Udstrækning der kan ydes Statsstøtte til et statsanerkendt Afvænningshjem, som særlig optager ubemidlede Patienter, og hvis Takster efter en Undersøgelse af Hjemmets hele Økonomi og Regnskabsvæsen er godkendt af Socialministeren.

§ 43. 1) Naar et af de i de foregaaende Paragraffer omhandlede Hjem eller Anstalter agtes anlagt, nedlagt, forandret eller udvidet, indsendes behørige Overslag og Beskrivelser samt øvrige fornødne Oplysninger til vedkommende Myndigheds Godkendelse.

2) For samtlige de i §§ 34-42 nævnte Anstalter og Hjem skal der forefindes reglementariske Bestemmelser om deres Belægning og Benyttelse, Takster, Bestyrelse og dennes Myndighed overfor Beboerne, om disses Rettigheder, Forpligtelser og Forplejning m. v. Der skal derhos i Reglementerne optages Bestemmelser om disciplinære Straffe og om Sikringsmidler, der ikke maa gaa udover de i §§ 47 og 48 i Borgerlig Straffelov givne Rammer, bortset fra, at det i Reglementer for Arbejdskolonier, Arbejdsanstalter og Tvangsarbejdsanstalter kan bestemmes, at grove Ordensforseelser, derunder Flugt fra paagældende Anstalter eller Bortgang uden Tilladelse, med Samtykke af den Myndighed, der har indlagt vedkommende, kan straffes med Hensættelse til Tvangsarbejde i indtil 3 Maaneder. Reglementerne indsendes til Godkendelse af Socialministeren, og et efter Ministerens Skøn passende Uddrag af Reglementet ophænges i vedkommende Hjem eller Anstalt paa en saadan Maade, at Beboerne let kan gøre sig bekendt med Indholdet.

3) Kommunalbestyrelserne er underkastet Amtmandens Tilsyn med, hvorledes den praktiske Ordning af Forsørgelsen i Henhold til denne Lov er gennemført. Paa Landet kan dertil benyttes Bistand af Amtsraadets valgte Medlemmer. Amtmanden skal mindst 1 Gang aarlig tilse hver af de omhandlede indenfor Amtet beliggende Anstalter og Hjem.

4) Amtmændene er indenfor deres Omraade berettiget til og i givet Tilfælde forpligtet til at gribe ind, naar de kommer til Kundskab om Forhold, der er i Strid med Lovens Regler eller med de Forudsætninger, paa hvilke disse bygger. Det er herunder de nævnte Myndigheders Pligt at træffe de fornødne Foranstaltninger overfor en Kommune, der enten ikke forsørger en trængende paa forsvarlig Maade, eller som ikke udviser en forsvarlig Økonomi med Hensyn til Udgifter til den offentlige Forsorg.

§ 44. 1) Enhver, der søger eller kræver Hjælp i Hen hold til denne Lov, maa finde sig i de Undersøgelser, Forklaringer m.v., der er nødvendige for at konstatere, om de af Loven udkrævede Forudsætninger for Hjælpens Tilstaaelse eller Refusion eller om de af det sociale Udvalg lovlig fastsatte Betingelser for Tilstaaelse af Hjælpen er til Stede. Kan de i disse forskellige Henseender fornødne Oplysninger ikke tilvejebringes sikkert paa anden Maade, kan de søges tilvejebragt gennem Politiet eller om fornødent under et Forhør ved Undersøgelsesret; de herigennem tilvejebragte Oplysningers Beviskraft vil i øvrigt afhænge af Sagens nærmere Beskaffenhed i det enkelte Tilfælde under særligt Hensyn til den afhørtes Troværdighed, nøjere Kendskab til eller Erindring om det omspurgte Forhold, hans Interesse i Sagen o.s.v.

2) Enhver, der modtager Hjælp i Henhold til denne Lov, maa finde sig i det Tilsyn og den Kontrol, der udkræves for at konstatere, om Lovens Formaal med den enkelte Hjælp maa anses for opnaaet.

3) Med Hensyn til Sager, der henhører under Afsnit II., gælder de særlige Regler i §§ 92 og 93.

§ 45. 1) Ingen offentlig understøttet kan vægre sig[35] ved at lade sig forsørge udenfor sin Opholdskommunes Grænser, hvor denne Lov hjemler eller forudsætter, at dette kan ske, eller hvor den til Formaalet svarende Forsorg i modsat Fald ikke eller kun ved væsentlig forøgede Udgifter vilde kunne finde Sted.

2) Vægrer en trængende sig ved at modtage Hjælpen i den Form eller paa det Sted, det sociale Udvalg i Henhold til denne Lov bestemmer, kan han vel indanke Afgørelsen i Overensstemmelse med Reglerne i § 50, men han maa indtil videre rette sig efter det sociale Udvalgs Bestemmelser, og vil han ikke dette, kan han afvises, eller, hvis han allerede modtager Hjælp, henvises til at modtage denne som Kommunehjælp efter Udvalgets Skøn, jfr. § 30.

3) Hvis Udvalget i Henhold til det i Stk. 2 anførte er berettiget til at lade paagældende indlægge i en Forsørgelsesanstalt, kan om fornødent Politiets Bistand til hans Anbringelse kræves, og det samme gælder for de i § 30, Stk. 4, nævnte Tilfældes Vedkommende.

§ 46. 1) Den trængende, som er anbragt paa en Arbejdskoloni, en Arbejdsanstalt eller en Tvangsarbejdsanstalt, er forpligtet til ogsaa udenfor Anstalten efter Bestyrelsens Bestemmelse at udføre ethvert Arbejde, som ikke overstiger hans Evner og Kræfter. Dog kan han ikke mod sin Villie udlejes til Arbejde for private. Regler om Arbejdsvederlag skal fastsættes i Reglementerne.

2) Ingen, der forsørges som i Stk. I angivet, maa uden Ledelsens Samtykke forlade det Sted, hvor han er anbragt.

§ 47. 1) Overfor den trængende, der forsørges eller understøttes udenfor de i §§ 34-42 nævnte Anstalter eller Hjem, kan de i § 43, Stk. 2, nævnte Disciplinærstraffe eller Sikringsmidler ikke anvendes, men kun Reglerne i den almindelige borgerlige Straffelovgivning.

2) Tilsnigelse af Hjælp ved løgnagtige Meddelelser eller Fordølgelse[36] af Oplysninger af væsentlig Betydning straffes som Bedrageri, medens en efter Forholdene afpasset mindre Straf kommer til Anvendelse, naar en Person tilsniger sig Hjælp af væsentlig anden Art, end der ellers kunde tilkomme ham.

3) Afgivelse af falske eller urigtige Forklaringer vedrørende Spørgsmaal, der er af væsentlig Betydning for Afgørelser i Henhold til denne Lov, derunder efter Omstændighederne Meddelelse af Underskrift paa en over vedkommende optagen eller forelæst Politirapport eller Forsørgelsesafhøring ell. lign., der indeholder falske Oplysninger, straffes efter Bestemmelserne i Borgerlig Straffelovs Kap. 17.

4) Den, der udviser grov Uagtsomhed med Hensyn til de overfor offentlig Myndighed meddelte Oplysninger eller afgivne Forklaringer af væsentlig Betydning ved Afgørelser i Henhold til denne Lov, straffes med Bøde.

§ 48. 1) Den, der har gjort sig skyldig i et af de i § 47, Stk. 2 og 3, nævnte Forhold og i den Anledning er frakendt de borgerlige Rettigheder[37], kan, indtil han maatte have generhvervet disse, kun erholde Fattighjælp.

2) Er de borgerlige Rettigheder ikke frakendt ham, kan han, forsaavidt Forseelsen er begaaet i egen Forsørgelsessag, ikke i det første Aar opnaa anden Hjælp end Fattighjælp.

3) Den, der med Urette har oppebaaret Ydelser i Henhold til denne Lov, er forpligtet til at tilbagebetale disse i Overensstemmelse med Lovgivningens almindelige Regler, medmindre der maatte foreligge en undskyldelig Vildfarelse fra hans Side.

§ 49. 1) Bestemmelserne i Borgerlig Straffelovs Kap. 16 om Forbrydelser i offentlig Tjeneste eller Hverv finder Anvendelse paa alle Personer, der deltager i Administrationen af denne Lov, saaledes at Undtagelsesbestemmelsen i § 156, 2det Pkt., i Borgerlig Straffelov ikke anvendes paa vedkommende Personer.

2) Viser det sig, at en Kommune ved begaaede Misligheder er blevet befriet for en samme paahvilende Forsørgelsesbyrde, skal Socialministeren bestemme, i hvilket Omfang paagældende Kommune desuagtet helt eller delvis skal bære Omkostningerne ved vedkommende trængendes fremtidige Forsørgelse, og i hvilket Omfang der i den Anledning skal søges Regres[38] hos de Personer, der er Skyld i Misligheden. Saafremt de erstatningspligtige Personer ikke vil bøje sig for Ministeriets Afgørelse, skal Kommunalbestyrelsen lade denne prøve ved Domstolene og er berettiget hertil i alle Tilfælde.

§ 50. 1) Klager over de af vedkommende kommunale Myndigheder i Medfør af nærværende Lov trufne Afgørelser kan ikke af den private indbringes for Domstolene, jfr. § 52, men forelægges vedkommende Amtmand, hvis Afgørelser atter kan indankes for Socialministeren. I København og. Frederiksberg forelægges Klager fra de private for Socialministeren, og en lignende Ordning kan af Ministeren godkendes for andre store Kommuner, hvis Forsørgelsesvæsen ledes af en selvstændig juridisk Forvaltning. Med Hensyn til Klager over de af det sociale Udvalg i Medfør af Afsnit II iværksatte Børneværnsforanstaltninger gælder Reglerne i § 90, jfr. § 107.

2) De private er ligeledes berettiget til at klage til Amtmanden, og forsaavidt angaar de i Stk. 1, 2det Pkt., nævnte Kommuner til Socialministeren, hvis vedkommende Kommunalbestyrelses Afgørelse efter deres Opfattelse trækker i Langdrag, uden at dette retfærdiggøres ved Mangel paa Oplysninger, der er fornødne for Sagens Afgørelse.

3) Saafremt Amtmandens Afgørelse af en af de i Medfør af Stk. 1 indgivne Klager ikke foreligger i Løbet af højst 1 Maaned, skal Amtmanden i Afgørelsen angive de nærmere Grunde til Forsinkelsen. Som Følge heraf skal Amtmanden, hvis han, forinden Afgørelsen træffes, finder det fornødent at indhente nærmere Oplysninger fra kommunale Myndigheder eller andre, i Skrivelsen angive, inden hvilken Tidsfrist Svaret skal foreligge, og Svaret skal da, forsaavidt det først indløber efter den foreskrevne Frist, angive de nærmere Grunde til Forsinkelsen. Er Klageren ikke tilfreds med Amtmandens Angivelse af Grundene til en eventuel Forsinkelse, kan han særskilt indanke dette Spørgsmaal for Socialministeren.

4) Indankning til Socialministeren i Henhold til Bestemmelserne i denne Paragraf skal, hvor ikke ganske særlige Omstændigheder foreligger, ske inden 1 Maaned efter Amtmandens Afgørelse.

§ 51. 1) Uenighed mellem Kommuner om de dem ifølge denne Lov i deres indbyrdes Forhold paahvilende Forpligtelser afgøres af Amtmanden i den Overøvrighedskreds, hvortil den Kommune, mod hvem Forpligtelsen gøres gældende, hører. Forsaavidt Forpligtelsen menes at paahvile en af de i§ 50, Stk. 1, 2det Pkt., nævnte Kommuner, forelægges Sagen for Socialministeren.

2) Hvor intet andet er fastsat, kan Amtmandens Afgørelser indankes for Socialministeren. Naar ikke ganske særlige Omstændigheder foreligger, maa Indankning ske inden 1 Maaned efter Afgørelsen.

§ 52. 1) Socialministeren er den øverste administrative Myndighed i Forsørgelsessager.

2) Socialministeren skal meddele Klageren Afgørelse i enhver Sag, der indankes for ham. Hvis Afgørelsen ikke foreligger inden 3 Maaneder, skal de nærmere Grunde til Forsinkelsen oplyses. Enhver Afgørelse skal begrundes, derunder ved Henvisning til den Lovbestemmelse, i Kraft af hvilken den er truffet, og Ministeriet er forpligtet til snarest muligt i Ministerialtidende[39] at offentliggøre enhver Afgørelse, der skønnes at være af almindelig Interesse, eller som kan tjene til Vejledning for de underordnede Myndigheder i deres Forvaltning af denne Lov.

3) De af vedkommende overordnede Myndigheder i Medfør af denne Lov trufne Afgørelser kan kun indbringes for Domstolene (vedkommende Landsret), naar Administrationen formenes at være gaaet udenfor Lovens Rammer eller Forudsætninger eller i øvrigt at have tiltaget sig en Myndighed, som det ifølge Loven ikke kan være tilsigtet at lægge i den retsanvendende Administrations Hænder. Det er dog en Forudsætning for en Sags Indbringelse for Domstolene i Henhold til denne Lov, at dennes Afgørelse er af aktuel Betydning, idet almindelig Retsbelæring eller almindelig Vejledning i Lovens Forstaaelse kun kan meddeles af administrative Myndigheder.

[Indholdsfortegnelsen]

Kapitel IV. Om Hjælpens Ydelse og Refusion samt om Regnskabsvæsenet.

Opholdskommunens Forpligtelser.

§ 53. 1) Naar en trængende henvender sig til sin Opholdskommune om Hjælp, og Henvendelsen skønnes begrundet, paahviler det denne at træde til, uanset hvorvidt den trængende har fast Bopæl i Kommunen, og uanset om Udgifterne ved Hjælpen eventuelt skal bæres af en anden Kommune som retlig Opholdskommune i Henhold til §§ 60-63; hvis vedkommende har Forsørgelsessted i en anden Kommune, vil han dog undtagelsesvis kunne henvises til Hjælp af sidstnævnte Kommune, forsaavidt den deraf følgende Udsættelse med Hjælpens Ydelse ikke vil være til Skade for ham, og forsaavidt han uden større Besvær vil kunne henvende sig til sidstnævnte Kommune. Den Kommune, som herefter skal yde Hjælpen, skal, saa længe dens Forpligtelser som Opholdskommune vedvarer, jfr. § 55, optage de fornødne Afhøringer m.v., foretage Undersøgelser, indhente de forskelligartede Oplysninger, bestemme Forsørgelsesmaaden og Hjælpens Art eller Størrelse, føre Tilsyn med dens Anvendelse og i det hele gennemføre Administrationen efter de almindelige Regler i Kap. III eller efter de særlige Regler om Behandlingen af hvert enkelt Trangstilfælde i Henhold til de følgende Kapitler.

2) Hvis den ydede Hjælp i Henhold til Loven helt eller delvis medfører Erstatningspligt fra en privat Forsørger, jfr. herved § 15, paahviler det endvidere Opholdskommunen at foretage de til Inddrivelse af Erstatning eller til Indkrævning m.v. af Underholdsbidrag fornødne Skridt, dog at den har Krav paa Bistand fra Myndighederne i Forsørgerens Opholdskommune.

3) Omvendt paahviler det den faktiske Opholdskommune, saa længe dens Forpligtelser vedvarer, paa begrundet Henvendelse fra andre Kommuner at drage Omsorg for, at den den trængende paahvilende legale Forsørgelsespligt saa vidt muligt opfyldes, eventuelt at der paalægges ham Underholdsbidrag i Medfør af Reglerne i Kap. I.

4) De Beløb, som er indgaaet i Henhold til Stk. 2-3, samt Beløb, der forskudsvis er udbetalt af det offentlige i Henhold til Reglerne i Kap. XV, skal, forsaavidt og i den Udstrækning, disse forskellige Beløb tilkommer det offentlige paa den Persons Vegne, til hvem Hjælpen er ydet, af vedkommende Opholdskommune fradrages i de samlede Udgifter, før Regning over disse sendes andre, refusionspligtige Myndigheder.

§ 54. 1) Det sociale Udvalg i Opholdskommunen skal drage Omsorg for, at den trængende, naar der stilles Kaution eller bevilges Understøttelse, som er Genstand for Refusion, eller naar der rejses Spørgsmaal om Understøttelse fra Staten, straks underkastes en Afhøring eller udfylder en af Socialministeren godkendt Blanket til Oplysning om:

1. Navn, Alder og Fødselssted samt for gifte Personers, fraskiltes, Enkers eller Enkemænds Vedkommende Vielsesdag og Vielsessted, eventuelt Datoen for Ægteskabets Opløsning;
2. indfødsretlige Forhold;
3. Opholdssted og den nærmere Karakter af dette;
4. om han i Løbet af de sidste 5 Aar har modtaget offentlig Hjælp, samt hvor og hvilken;
5. legale Forsørgelsespligter;
6. økonomiske Forhold og
7. de øvrige Oplysninger, der er af Betydning for at afgøre, om Lovens Betingelser for Ydelsen af den ansøgte Hjælp i det enkelte Tilfælde er opfyldt. Udvalget skal være opmærksom paa, at der ikke maa afkræves den trængende Oplysning om, hvorvidt han har været straffet, medmindre en saadan Oplysning er nødvendig i det foreliggende Tilfælde.

2) De omhandlede nødvendige Oplysninger eller Forklaringer skal foreligge nedskrevet, dateret og saa vidt muligt forsynet med paagældende Forsørgers paa Tro og Love underskrevne Erklæring om, at de er i Overensstemmelse med Sandheden. Er Forklaringen optaget af det offentlige, skal den tillige forsynes med Underskrift af den, der har optaget Forklaringen, som skal være oplæst for og godkendt af den trængende (Forsørgeren), der derhos altid afkræves de Legitimationspapirer, som maatte være af Betydning til Bevis for Rigtigheden af de meddelte Oplysninger, og som han er i Besiddelse af.

3) Forsaavidt paagældende ikke er i Besiddelse af et for Sagen nødvendigt Dokument, kan det ikke paalægges ham at fremskaffe det, men dette skal da til Brug for det offentlige udstedes vederlagsfrit af vedkommende kirkelige eller verdslige Myndighed. Den privates egne Legitimationspapirer skal snarest efter Brugen tilbagesendes ham i anbefalet Brev eller afleveres til ham personlig.

4) Naar vedkommende trængende ikke har Forsørgelsessted i Opholdskommunen, paahviler det denne snarest og senest inden 14 Dage efter den første Hjælps Ydelse eller Kautionens Afgivelse at anmelde Hjælpen for det sociale Udvalg paa Forsørgelsesstedet, der noterer Hjælpen, jfr. §§ 24, Stk. 1, Nr. 4, og 28, Stk. 2, og eventuelt giver Opholdskommunen de Oplysninger, der skønnes at være af Interesse ved Afgørelsen af Omfanget, Varigheden eller Lovligheden af Hjælp til paagældende.

5) Hvis vedkommende trængendes Forsørgelse paahviler en anden Person, og denne Forsørger har Forsørgelsessted i en anden Kommune, skal der tilgaa sidstnævnte Kommune Anmeldelse om Hjælpen.

6) Hvis den trængende (dennes Forsørger) ikke har Forsørgelsessted i nogen Kommune her i Landet, anmeldes Hjælpen direkte til Socialministeriet.

§ 55. 1) De Forpligtelser, der paahviler en Kommune som Opholdskommune, vedvarer normalt, indtil det Trangstilfælde, der nødvendiggjorde Hjælpen, er behandlet til Ende.

2) Opholdskommunens Forpligtelser i Henhold til Stk. 1 ophører dog, naar det er den trængende selv, der ved at forlade Kommunen midlertidig har bragt Hjælpen til Ophør, og denne ikke har bestaaet i Kommunehjælp eller Fattighjælp, jfr. dog § 60, Nr. 5.

3) Desuden ophører Opholdskommuneforpligtelsen, hvor Trangen bortfalder som Følge af, at der er skaffet vedkommende Arbejde eller Eksistens paa anden Maade udover et ganske kort Tidsrum.

4) I Tilfælde, hvor en af en kronisk Sygdom lidende Person er udskrevet fra Hospital ell. lign, fordi han enten maa anses for helbredet, eller fordi Sygdommen dog er faldet saaledes til Ro, at hans Trang til Kur og Pleje for Tiden anses for ophørt, medfører den Omstændighed, at han kort efter Udskrivningen faar et Tilbagefald, ikke, at Opholdskommuneforpligtelsen genopvaagner; dog betragtes Forpligtelsen som vedvarende i Tilfælde, hvor en Patient er udskrevet paa Prøve for en bestemt Tid, og det inden Prøvetidens Udløb viser sig nødvendigt at tage ham under Kur for Sygdommen.

5) Med Hensyn til Børn, der er undergivet Forsorg udenfor Hjemmet efter Reglerne i Afsnit II, paahviler, saa længe Forsorgen ikke er endelig ophævet, Opholdskommunens Andel af de dermed forbundne Udgifter den Kommune, som var Opholdskommune ved Forsorgens Begyndelse, jfr. § 86, Stk. 3.

§ 56. Forsaavidt Opholdskommunen har udvist grovere Forsømmelse eller Skødesløshed med Hensyn til sine Forpligtelser i Henhold til §§ 53-54, fortaber den Retten til at kræve Refusion af den ydede Hjælp, medmindre den paa fyldestgørende Maade kan dokumentere, at de rigtige Oplysninger ikke vilde have haft nogen Betydning til Ændring af den trufne Afgørelse vedrørende Forsørgelsesmaaden, Hjælpens Art eller Størrelse m.v.

§ 57. 1) Opholdskommunen har i Regelen ikke, jfr. dog § 62, Krav paa Refusion fra andre Myndigheder for Udgifter til Læge, Jordemoder, Begravelse, de i § 284 omhandlede Medlemskontingenter eller den i § 279 nævnte Hjælp til husvilde og aldrig for Udgifter til den i Kap. XXI omhandlede Hjælp eller til Administration, derunder Porto, Telegraf eller Telefon, eller endelig for Udgifter til Ydelser, der som Genstand for Pligtarbejde eller af andre Grunde efter den Øvrige Lovgivning ikke behøvede at medføre Udgift for Kommunens Kasse. For Udgifter til Sygehuse eller Forsørgelsesanstalter har Kommunen kun Krav paa Refusion i Forhold til de for Indlæggelse paa disse fastsatte Takster.

2) Ved Begravelser, der sker for Kommunens Regning, erlægges ingen Betaling til Kirken.

§ 58. 1) Genstand for Refusion er i øvrigt enhver Understøttelse (herunder Udgifter i Henhold til Kap. VIII og Kap. IX), der af vedkommende Kommune er ydet eller afholdt indenfor de af Loven dragne Grænser og under Iagttagelse af de foreskrevne Regler.

2) Saafremt en Kommune findes at afholde urimelig store Udgifter til Foranstaltninger i Henhold til Kap. VIII og Kap. IX eller til Foranstaltninger, med Hensyn til hvilke der kan være Tvivl om, hvorvidt de ligger indenfor Formaalet med Børneværnet, afgør Landsnævnet for Børneforsorg under Appel til Socialministeren, om paagældende Udgift helt eller delvis kan anerkendes som Børneværnsudgift med Adgang til Refusion efter Reglerne i denne Lov.

3) Har en Understøttelse bestaaet i Naturalydelser, jfr. herved § 30, Stk. 3, og der opstaar Tvivl eller Strid om disses Værdi, fastsættes denne af Amtmanden i den Overøvrighedskreds, hvortil den Kommune, som fordrer Refusion, henhører, for de i § 50, Stk. 1, 2det Pkt., nævnte Kommuners Vedkommende dog af Socialministeren.

4) De nævnte Myndigheder afgør ligeledes ethvert Tvivlsspørgsmaal om, hvorvidt en Understøttelse, der paatænkes ydet, eller som er ydet, kan anses for lovlig eller nødvendig, og om de beregnede eller anvendte Omkostninger kan anses for passende. Amtmandens Afgørelse kan indankes for Socialministeren.

5) Hvis der ikke er Enighed indenfor det sociale Udvalg (Kommunalbestyrelsen) om, hvorvidt der er Hjemmel i Loven til at yde en ansøgt Hjælp, maa Ansøgningen ikke afslaas, forinden Kommunen har faaet Afgørelse herfor af højere Myndighed.

§ 59. Af de Udgifter, som ifølge §§ 57-58 kan være Genstand for Refusion, bærer Opholdskommunen, medmindre Loven i enkelte Tilfælde bestemmer anderledes:

1) 1/7 af Børnebidrag, der i Medfør af Reglerne i Kap. XVI udbetales for Børn af Enker eller Enkemænd eller forældreløse Børn;

2) 1/3 af samtlige øvrige Udgifter, i hvis endelige Afholdelse Opholdskommunen ikke udtrykkelig er fritaget for at deltage.

§ 60. Opholdskommunen, jfr. § 53, har dog Krav paa at erholde den en Opholdskommune i Henhold til § 59 paahvilende Del af Udgiften ved offentlig Hjælp refunderet af en tidligere Opholdskommune (den retlige Opholdskommune) efter Reglerne i §§ 61-33 i følgende Tilfælde:

1) saa længe paagældende for en anden Kommunes eller sin dér virkende Sygekasses Regning henligger til Behandling i eller er anbragt i et i den faktiske Opholdskommune beliggende Sygehus, Alderdomshjem, Opdragelseshjem, Forsørgelsesanstalt, Plejestiftelse eller lign. eller i et privat Plejehjem;

2) naar Hjælpen bestaar i Sygehjælp, der enten er nødvendiggjort ved en bestemt paaviselig Begivenhed, som f. Eks. Ulykkestilfælde, Slagsmaal, Krampeanfald, Blodstyrtning eller andet pludselig opstaaet Sygdomstilfælde, der er indtraadt indenfor en tidligere Opholdskommunes Grænser, eller til hvilken Trangen dog, gennem Henvendelse til Læge eller det offentlige i en anden Kommune, maa anses for tilstrækkelig konstateret forinden Tilflytningen eller Overførelsen til den faktiske Opholdskommune;

3) naar paagældendes Ophold i Kommunen skyldes Indkaldelse til Militærtjeneste, Indlæggelse i Sindssygehospital, Aandssvageanstalt, Epileptikerhjem, Tuberkulosesanatorium eller andre lignende Anstalter eller Hjem, eller skyldes Indsættelse i Arrest; Tvangsarbejdsanstalt eller almindelig Straffeanstalt, overhovedet Ophold, fremtvunget fra offentlige Myndigheders Side i Kraft af Lov eller Dom, alt medmindre paagældende samtidig har bevaret et Hovedhjemsted i vedkommende faktiske Opholdskommune. Saadant Hovedhjemsted kan for en Ægtemands Vedkommende efter Omstændighederne ogsaa erhverves ved Familiens Flytning til hans faktiske Opholdskommune i Tiden mellem Indkaldelsen til Militærtjenesten, Indlæggelsen i Sindssygehospitalet o.s.v. og Ydelsen af offentlig Hjælp;

4) saa længe et i en anden Kommune opstaaet Trangstilfælde ikke kan betragtes som ophørt efter Reglerne i § 55;

5) eller naar den tilflyttede Person inden 3 Maaneder efter Tilflytningen faar tilstaaet Kommunehjælp eller Fattighjælp i Form af Hjælp til Husleje eller Underhold, og det oplyses, at en tidligere Opholdskommune i Løbet af de sidste 6 Uger før Tilflytningen har ydet Hjælp af ovennævnte Art, Flyttehjælp[40] eller den i Kapitel XXI omhandlede Hjælp.

§ 61. Den faktiske Opholdskommunes Refusionskrav efter § 60 haves overfor den Kommune, som for Tilflytningen ved den oprindelige Hjælps Ydelse, ved den omhandlede Begivenheds Indtræden, ved Trangens Opstaaen o.s.v. efter de almindelige Regler vilde være forpligtet til at træde til (den retlige Opholdskommune).

§ 62. 1) Den ved de foregaaende Regler hjemlede Ret til at kræve Refusion fra en anden Kommune for den Opholdskommunen paahvilende Del af Udgifterne omfatter enhver Art af lovlig ydet offentlig Hjælp, der i Henhold til § 58 overhovedet kan være Genstand for Refusion, og tillige Udgifter til Læge, Jordemoder, Begravelse eller Medlemskontingenter, dog kun forsaavidt der desuden har maattet ydes den tilflyttede Hjælp til andre Udgifter end de sidst nævnte; for Udgifter i Henhold til § 279 kan Refusion i de her nævnte Tilfælde ogsaa kræves, selv om denne Hjælp er den eneste, der er ydet.

2) Med Hensyn til Varigheden af den retlige Opholdskommunes Forpligtelser i Henhold til det foregaaende gælder Reglerne i § 55.

§ 63. Hvor den faktiske Opholdskommune mener sig berettiget til at gøre Opholdskommuneforpligtelsen gældende overfor en anden som den retlige Opholdskommune, paahviler det den under Refusionskravets Fortabelse snarest og senest inden 14 Dage efter den første Hjælps Ydelse eller Kautionens Afgivelse at anmelde Sagen, ledsaget af de fornødne Oplysninger, for denne anden Kommune, som skal svare inden 1 Maaned.
 

Statens Forpligtelser.

§ 64. 1) Af den Hjælp, som ifølge §§ 57-58 overhovedet kan være Genstand for Refusion, yder Statskassen Opholdskommunen

1. 2/3 af Udgifter til Personer, som ikke har Indfødsret her i Landet, jfr. dog § 18, Stk. 2, og § 20, Stk. 4, samt til islandske Statsborgere, jfr. § 335, Stk. 2,
2. 4/7 af Børnebidrag, der i Medfør af Reglerne i Kap. XVI udbetales for Børn af Enker eller Enkemænd eller for forældreløse Børn,
3. fuld Refusion af:
   1. Udgifter til Personer, der forsørges her i Landet efter § 18, Stk. 2, § 20, Stk. 4, eller § 335, Stk. 2 i Slutningen, samt Udgifter i Medfør af § 24, Stk. 3,
   2. Udgifter til forskudsvis Udbetaling af Underholdsbidrag i Henhold til de i Kap. XV angivne Regler, jfr. dog § 201, Stk. 2, samt til forskudsvis Udbetaling af Bidrag efter §§ 235-37,
   3. Udgifter efter §§ 281 og 283 samt
   4. Udgifter vedrørende Børn, der i Henhold til Kap. IX er endeligt anbragt i anerkendte Skolehjem[41], Ungdomshjem[42], Fredehjem[43] eller de i § 157, Stk. 2, sidste Pkt., nævnte Hjem, samt ved anden Anbringelse udenfor Hjemmet af Børn, der har været endeligt anbragt i saadanne Hjem, i begge Tilfælde dog kun fra det fyldte 15de Aar at regne.

2) Endelig refunderer Staten fuldt ud Udgifterne til:

1. Personer, der som lidende af venerisk Sygdom[44] tages under Kur for offentlig Regning efter de særlige Regler herom, og
2. Personer, der er taget under offentlig eller vederlagsfri Behandling efter den særlige Lovgivning om epidemisk eller smitsom Sygdom, derunder Lov om Foranstaltninger til Tuberkulosens Bekæmpelse, jfr. § 262, Stk. 3. Herfra undtages Udgifter til Behandling af Fnat[45], der refunderes efter § 75. Med Hensyn til Udgifterne ved Foranstaltninger til at hindre smitsomme Sygdommes Indførelse her i Riget har det sit Forblivende ved de hidtil gældende Regler.

§ 65. Staten afholder direkte Udgifterne ved Børns Ophold i de af Staten drevne Opdragelseshjem efter det fyldte 15de Aar og Udgifterne ved fast Lægetilsyn med Børn anbragt i anerkendte Opdragelseshjem, jfr. § 162.

§ 66. 1) Staten drager Omsorg for Opdragelse, Underhold, Forsørgelse, Kur og Pleje for sindssyge, aandssvage, Epileptikere, vanføre[46], lemlæstede, talelidende, blinde og døvstumme[47], forsaavidt paagældende skal undergives Anstaltsbehandling enten paa en egentlig Statsanstalt eller en statsanerkendt Anstalt eller af saadanne Anstalter under vedvarende Tilsyn anbringes i kontroleret Familiepleje[48].

2) Socialministeren kan i Tvivlstilfælde afgøre, i hvilket Omfang kontroleret Familiepleje skal knyttes til de forskellige Anstalter; for Sindssygehospitalers Vedkommende træffes Afgørelsen dog af Indenrigsministeren efter forudgaaende Forhandling med Socialministeren.

§ 67. Socialministeren bestemmer, i hvilket Omfang og paa hvilke nærmere Betingelser de i Henhold til Lov Nr. 67 af 9. April 1891 § 61, jfr. Lov Nr. 58 af 14. Marts 1924, godkendte Anstalter efter denne Lovs Ikrafttræden kan sidestilles med eller erstatte Statsanstalter med Hensyn til Forsorgen for de i § 66 omhandlede Patienter, og i hvilken Udstrækning kontroleret Familiepleje straks eller fremtidig kan anvendes af disse statsanerkendte Anstalter.

§ 68. Socialministeren, for Sindssygehospitalers Vedkommende Indenrigsministeren, skal stadig have Opmærksomheden henvendt paa, at de i §§ 66-67 omhandlede Specialanstalter findes i det tilstrækkelige Antal, og skal i modsat Fald i rette Tid træffe de fornødne forberedende Skridt til Manglernes Afhjælpning.

§ 69. 1) Staten afholder for de Personer, der efter denne Lovs Regler maa anses for trængende, direkte og endelig Udgifterne ved Forsorgen efter § 66. Om en Person kan anses for trængende, afgøres af det sociale Udvalg paa Patientens eller dennes Forsørgers Hjemsted. Udvalget skal snarest tilstille Socialministeren nærmere Underretning angaaende de trufne Afgørelser.

2) Med Hensyn til Betalingen for Personer, der ikke kan anses for at være trængende, forholdes efter de for hver af Anstalterne gældende Bestemmelser.

3) Kan paagældende Patient eller hans Forsørger ikke overkomme at udrede hele den fastsatte Betaling, fastsættes det af det sociale Udvalg i Medfør af § 9, Nr. 2, hvilket Bidrag Patienten eller hans Forsørger skal udrede.

§ 70. 1) Staten overtager Udgifterne ved Forsorgen for Patienterne paa de i § 68 nævnte Anstalter, jfr. § 69, allerede fra Maanedsdagen efter Datoen for Anmodningen om Optagelse paa vedkommende Anstalt, forsaavidt Anmodningen er ledsaget af en tilbørlig affattet Lægeerklæring om Nødvendigheden af Patientens Optagelse, og denne Nødvendighed anerkendes gennem Patientens derefter følgende Indkaldelse, Optagelse paa Venteliste, Anbringelse i kontroleret Familiepleje ell. lign.

2) Til Statens Udgifter regnes ogsaa de fornødne Rejse­ og Beklædningsudgifter i Anledning af Patientens Rejse (Transport) til, Ophold paa eller Udskrivning fra vedkommende Anstalt (Familiepleje). Beklædning maa dog kun ydes indenfor de Grænser, som Anstalten ifølge sit af Socialministeren godkendte Beklædningsregulativ m.v. absolut kræver.

Amtets Forpligtelser.

§ 71. 1) Amtet (Amtskommunen og Amtets Købstæder i Forening) overtager den direkte Forsorg for dem, der anbringes paa de i § 36 omhandlede Arbejdsanstalter.

2) Udgifterne ved Driften af Arbejdsanstalter fordeles efter Udløbet af hvert Regnskabsaar, efter at være godkendt af Amtmanden, paa Amtsraadskredsen og de i Forbindelse med samme staaende Købstæder efter Folketal. Paa Bornholm paahviler Udgifterne den for Øens Købstæder og Landdistrikter fælles Repartitionsfond, og i København afholdes de af Stadens Kasse.

3) Udgifterne paahviler Amtet fra den Dato, Henvisningen til Arbejdsanstalten er sket.

§ 72. 1) Udgifterne ved Driften af de i § 37 omhandlede kommunale Fødehjem afholdes for de af Amtskommunen indrettede Fødehjems Vedkommende af Amtskommunen og i øvrigt af vedkommende Kommune.

2) Forsaavidt der til et kommunalt Fødehjem knyttes et Børneoptagelseshjem, maa der føres særskilt Regnskab for Driften af dette.

§ 73. Udgifter i Anledning af de i § 39 omhandlede Foranstaltninger fordeles efter Udløbet af hvert Regnskabsaar, efter at være godkendt af Amtmanden, paa Amtsraadskredsen og de i Forbindelse med samme staaende Købstæder efter Folketal. Paa Bornholm paahviler Udgifterne den for Øens Købstæder og Landdistrikter fælles Repartitionsfond, medens Udgifterne i København og Frederiksberg afholdes af Kommunens Kasse. Frederiksberg Kommune deltager ikke i Udgiften til Amtsplejestiftelsen i Københavns Amt.

§ 74. Udgifterne ved Driften af de i § 40 nævnte Tvangsarbejdsanstalter fordeles efter Folketal mellem vedkommende Amtskommuner og Købstadkommuner efter at være godkendt af Amtmanden for det Amt, i hvilket Anstalten er beliggende.

Mellemkommunal Refusion.

§ 75. 1) Opholdskommunen faar efter Reglerne i §§ 76-78 mellemkommunal Refusion for:

1. 2/7 af Udgifter til Børnebidrag, der i Medfør af Reglerne i Kap. XVI udbetales for Børn af Enker eller Enkemænd og for forældreløse Børn, og
2. de 2/3 af samtlige øvrige Udgifter til Hjælp efter denne Lov, forsaavidt de ikke efter det foregaaende skal bæres af Opholdskommunen selv, eller det ikke paahviler Staten at refundere Udgiften.

2) Socialministeren afgør i Tvivlstilfælde endelig, hvilke Udgifter der kan henregnes til de under Nr. 1 og 2 anførte.

§ 76. 1) Efter at de Poster i Kommunens aarlige Regnskab, der er Genstand for Statsrefusion eller mellemkommunal Refusion, jfr. §§ 64 og 75, paa sædvanlig Maade er revideret af de kommunale Revisorer og derefter decideret, indsendes en Afskrift af hver af Posterne med tilhørende Bilag inden den 1. September til Amtet, som - efter at have gennemgaaet og om fornødent berigtiget det saaledes modtagne - inden den 1. November indberetter til Socialministeren, hvad der af hver enkelt Kommune i alt er anvendt til hver af de i §§ 64 og 75 nævnte Udgifter. Fra de i § 50, Stk. 1, 2det Pkt., nævnte Kommuner indsendes Regnskab og Indberetning inden 1. Oktober direkte til Socialministeriet.

2) Samtidig med Indsendelsen af de i Stk. 1 nævnte Afskrifter af vedkommende Regnskabsposter skal hver Kommune indberette:

1. med Hensyn til den personlige Beskatning i Kommunen i det løbende Skatteaar:
   1. Summen af de Indkomstbeløb, der i Kommunen har været Grundlag for Ansættelse af personlig Skat til Opholdskommunen uden Forhøjelse eller Nedsættelse af nogen Art, med Tillæg af
   2. Summen af de Indkomstbeløb, der - efter Fradrag af det i § 10, Stk. 1, i Lov Nr. 73 af 29. Marts 1924 vedrørende personlig Skat til Kommunen omhandlede Beløb af 5.000 Kr. - har ligget til Grund for Ligning af Erhvervsskat i Kommunen, men med Fradrag af
   3. Summen af de Indkomstbeløb, der - efter Fradrag af det i § 10, Stk. 1, i Lov Nr. 73 af 29. Marts 1924 omhandlede Beløb af 5.000 Kr. - har været erhvervsbeskattet i andre Kommuner.
2. den samlede til Kommunen afgiftspligtige Grundværdi[49] i Henhold til Lov Nr. 83 af 31. Marts 1926 samt det samlede Beløb, hvormed Vurderingssummen til Ejendomsskyld overstiger Grundværdien for samtlige Ejendomme i Kommunen, bortset fra Ejendomme, der i Medfør af nævnte Lovs §§ 14 og 18 er fritaget for kommunal Grundskyld og Ejendomsskyld.

3) De i Stk. 2 nævnte Oplysninger indsendes af Amtet til Socialministeriet samtidig med de i Stk. 1 nævnte Indberetninger.

§ 77. 1) De Beløb, som i Henhold til § 75, jfr. § 335, Stk. 1, skal være Genstand for mellemkommunal Refusion, fordeles paa samtlige Landets Kommuner med:

1. 1/3 i Forhold til den enkelte Kommunes Indbyggertal ved den sidste almindelige Folketælling,
2. 1/2 i Forhold til Kommunens i Henhold til § 76, Stk. 2 a, opgjorte samlede Indkomstbeløb,
3. 1/3 i Forhold til Kommunens samlede afgiftspligtige Grundværdi med Tillæg af 3/4 af det samlede Beløb, hvormed Vurderingssummen til Ejendomsskyld overstiger Grundværdien for samtlige Ejendomme i Kommunen, bortset fra Ejendomme, der i Medfør af Lov Nr. 83 af 31. Marts 1926 §§ 14 og 18 er fritaget for kommunal Grundskyld og Ejendomsskyld. 

2) Saafremt en Kommune ikke rettidig har indsendt de i § 76 nævnte Regnskaber og Oplysninger, bemyndiges Socialministeren til ved den følgende Beregning af de i § 78 omhandlede Beløb at anvende de for paagældende Kommune ved sidste Opgørelse foreliggende Udgiftsbeløb og Oplysninger, dog saaledes, at det for Kommunen opgjorte Udgiftsbeløb nedsættes med 10 pCt., og at det i Henhold til Stk. 1, Nr. 2, opgjorte Indkomstbeløb forhøjes med 30 pCt.

§ 78. 1) Inden den 31. December meddeler Socialministeriet enhver Kommune, hvilket Beløb det paahviler den at udrede for det sidst afsluttede Regnskabsaar efter den i Henhold til § 77 foretagne Fordeling.

2) Dersom det i Stk. 1 nævnte Beløb er større end det for vedkommende Kommune i Henhold til § 75 opgjorte Beløb, paahviler det Kommunen senest den følgende 31. Januar til Socialministeriet at indbetale Forskellen mellem de to nævnte Beløb.

3) Dersom det i Stk. 1 nævnte Beløb er mindre end det for vedkommende Kommune i Henhold til § 75 opgjorte Beløb, udbetaler Socialministeriet senest den følgende 31. Januar Kommunen Forskellen mellem de nævnte Beløb. Til disse Udbetalinger stilles de fornødne Beløb til Raadighed af Statskassen.

[…]

[Indholdsfortegnelsen]

Afsnit IV.

Hjælp i en Række særlige Tilfælde (Særhjælp).

Kapitel XVII. Hjælp i Anledning af Fødsel.

§ 231. 1) Opholdskommunen er om fornødent forpligtet til i Trangstilfælde at yde Jordemoderhjælp, medmindre Moderen som Medlem af en anerkendt Sygekasse er berettiget til den i Lov om Folkeforsikring § 19, Stk. 1, omhandlede Jordemoderhjælp.

2) Ved Jordemoderhjælp forstaas i denne Forbindelse Hjælp til Udredelse af det takstmæssige Honorar til en Jordemoder for ydet Fødselshjælp og dermed i umiddelbar Forbindelse staaende Hjælp til Moder og Barn, jfr. Bekendtgørelse Nr. 378 af 23. Juni 1920 af Lov om Jordemodervæsenet og den gældende Instruks for Jordemødre, samt Hjælp til de ved Fødselen nødvendige Forbindstoffer, Vat og lign. af den Art og i den Udstrækning, som Sundhedsstyrelsen forordner.

3) Hvor Lægehjælp er fornøden ved Fødselen, skal Kommunen ligeledes i Trangstilfælde tilstaa saadan Hjælp, medmindre Moderen er Medlem af en anerkendt Sygekasse.

4) Indenrigsministeren fastsætter efter Forhandling med Socialministeren Mindstebetalingen for Jordemoderhjælp ydet i Henhold til nærværende Paragraf.

§ 232. 1) Saafremt en Jordemoder har truffet Aftale om at betjene en Barselspatient, som ikke er Medlem af en anerkendt Sygekasse, men ikke inden 4 Uger efter Fødselen trods bevisligt Paakrav har modtaget sit Tilgodehavende fra den, hvem Betalingspligten paahviler, er hun berettiget til ved Henvendelse til det sociale Udvalg i den Kommune, hvor Fødselshjælpen blev ydet, at faa Beløbet udbetalt, dog at Kravet maa være rejst inden 3 Maaneder efter Fødselen. Kommunen skal dog kun tilsvare den i Henhold til § 231 fastsatte Mindstebetaling for Jordemoderhjælp.

2) Har en Kommune i Henhold til Stk. 1 udredet Betaling til en Jordemoder, skal den straks ved anbefalet Brev underrette den betalingspligtige derom og samtidig meddele ham, at Beløbet vil blive betragtet som en ham ydet Kommunehjælp, saafremt det ikke er tilbagebetalt i Løbet af 1 Maaned fra Brevets Afsendelsesdato.

3) Saafremt den betalingspligtige straks efter Modtagelsen af det i Stk. 2 omhandlede Brev sandsynliggør, at hans Undladen af at betale Jordemoderen skyldes særlige Forhold, saasom at Fødselen kom tidligere end ventet, at der blev paadraget ham større Udgifter end beregneligt eller lignende, er det sociale Udvalg berettiget til at give ham Henstand eller helt eller delvis eftergive ham det skyldige Beløb og betragte dette som en ham tilstaaet Jordemoderhjælp, jfr. § 231.

§ 233. Den Hjælp fra det offentlige, som en frugtsommelig eller fødende Kvinde modtager til sig eller Barnet gennem Indlæggelse paa Rigshospitalets Fødeafdelinger (Fødselsstiftelsen)[50] eller Fødselsanstalten[51] i Jylland, medfører ingen Art af Retsvirkninger og vedrører ikke den offentlige Forsorg.

§ 234. 1) I Tilfælde, hvor Indlæggelse paa en af de i § 233 nævnte Anstalter ikke kan ske, enten fordi Indlæggelsen støder paa praktiske Vanskeligheder, eller fordi Betingelserne for Indlæggelse ikke er til Stede, men hvor det sociale Udvalg skønner, at det efter Forholdene maa anses for uforsvarligt, at den ventede Fødsel foregaar i Hjemmet, er den fødende i Trangstilfælde berettiget til Optagelse paa almindeligt Sygehus eller i kommunalt Fødehjem, hvor saadant findes.

2) Saafremt det sociale Udvalg skønner, at paagældende selv maatte kunne betale, er Kommunen, hvor enhver Tvivl herom ikke er udelukket, forpligtet til at afgive Kaution for Indlæggelse i de i Stk. 1 nævnte Anstalter; men det bliver senere at afgøre, hvilket Bidrag der i den Anledning skal ydes af den private selv, jfr. § 9.

§ 235. 1) Det Bidrag, som Faderen til et Barn udenfor Ægteskab i Medfør af Lovgivningen om Retsforholdet mellem Forældre og Børn udenfor Ægteskab er tilpligtet at yde til Dækning af Udgifterne ved Moderens Barselfærd[52] og hendes Underhold i 1 Maaned før og 1 Maaned efter Fødselen, kan af Moderen under de i § 183 fastsatte Betingelser fordres udbetalt af det offentlige indenfor den i § 236 angivne Grænse, saa snart Bidragets Forfaldsdag er forløbet, uden at Bidraget er erlagt.

2) Med Hensyn til de nærmere Regler om disse Bidrags Udbetaling af det offentlige og Inddrivelse m. v. kommer med de fornødne Lempelser Bestemmelserne i Kap. XV, A, til Anvendelse.

3) Barselfærdsbidraget kan dog ikke udbetales af det offentlige, hvis Fødselen foregaar paa en af Rigshospitalets Fødeafdelinger eller paa Fødselsanstalten i Jylland.

4) For den Del af de i denne Paragraf omhandlede Udgifter, som det sociale Udvalg maatte have udredet, indtræder Kommunen i Moderens Ret overfor Faderen eller det offentlige.

§ 236. 1) For Tiden indtil 31. Marts 1936 udbetales de i § 235 ommeldte Bidrag dog højst med følgende Normalbidrag: 25 Kr. til Barselfærden, hvilket Beløb gælder for samtlige Kommuner, og til Barnemoderens Underhold før og efter Fødselen pr. Maaned 30 Kr., 25 Kr. og 21 Kr., henholdsvis efter som Moderen opholder sig i den 1ste, 2den eller 3die af de i § 194 angivne Grupper af Kommuner[53].

2) Socialministeren fastsætter fra 1. April 1936 de omhandlede Normalbidrag for 2 Aar ad Gangen.

§ 237. 1) Forskudsvis Udbetaling fra det offentlige kan ligeledes indenfor den i § 236 angivne Grænse ske med Hensyn til Barselfærdsbidrag og Bidrag til Moderens Underhold 1 Maaned før og 1 Maaned efter Fødselen, forsaavidt angaar Bidrag, som i Henhold til Overøvrighedens Bestemmelse, en af Overøvrigheden stadfæstet Overenskomst, Separations- eller Skilsmissebevilling eller Dom paahviler en Mand overfor hans forladte, separerede eller fraskilte Hustru.

2) Med Hensyn til de nærmere Regler om disse Bidrags Udbetaling af det offentlige, Inddrivelse m.v. kommer med de fornødne Lempelser Reglerne i Kap. XV, B, til Anvendelse.

3) Ligeledes gælder ved Udbetaling af de fornævnte Bidrag Bestemmelserne i § 235, Stk. 3 og 4.

§ 238. En Kvinde, hvem det i Medfør af Lovgivningen om Arbejderbeskyttelse er forbudt at arbejde en vis Tid efter Fødselen, men som ikke har Ret til den i § 19 i Lov om Folkeforsikring omhandlede Barselhjælp, er berettiget til, forsaavidt hun i paagældende Tidsrum kommer i Trang, af Opholdskommunen at erholde den fornødne Hjælp, der dog maa være mindre end den, som vedkommende vilde have kunnet oppebære efter § 19 i Lov om Folkeforsikring, hvis hun havde opfyldt Betingelserne herfor.

§ 239. 1) Saafremt en Moder selv ammer sit Barn, er Opholdskommunen berettiget til indenfor et Tidsrum af 6 Maaneder efter Fødselen i Trangstilfælde og efter en Læges Anvisning at yde indtil 1 Liter Sødmælk daglig.

2) Den i Stk. 1 omhandlede Hjælp kan ogsaa ydes i de Tilfælde, hvor det gennem Lægeundersøgelse maatte blive oplyst, at Moderen ikke eller kun delvis er i Stand til selv at opamme Barnet.

3) Den i Stk. 1-2 omhandlede Hjælp kan under de angivne Betingelser ydes, uanset om der maatte blive udredet anden Understøttelse i Henhold til Reglerne i nærværende Kapitel.

§ 240. Hjælp, der af Opholdskommunen er ydet i Medfør af nærværende Kapitels Regler, opføres paa en særlig Konto, men medfører i intet Tilfælde Retsvirkninger for Modtageren.

[Indholdsfortegnelsen]

Kapitel XVIII. Sygehjælp.

Fortsat Sygekassehjælp.

§ 241. 1) Naar et Medlem af en anerkendt Sygekasse til sig selv eller et Barn under 14 Aar, overfor hvilket der paahviler ham fuld Forsørgelsespligt, af Sygekassen har modtaget den Understøttelse eller en af de Arter af Understøttelse, som Kassen efter sin Vedtægt foreløbig eller i det hele er forpligtet til at yde, og Sygekassehjælpen som Følge heraf helt eller delvis, endelig eller midlertidig er ophørt, kan Opholdskommunen, forsaavidt de i § 242 fastsatte Betingelser er til Stede, og paagældende er trængende til Understøttelse enten paa Grund af Sygdom, eller fordi hans Erhvervsevne som Følge af Sygdom er væsentlig forringet, bevilge Hjælp til Kur og Pleje eller til Underhold for ham og hans Familie, forsaavidt Hjælpen ikke i Omfang overstiger den ham af Sygekassen i Løbet af det Regnskabsaar, i hvilket Sygekassehjælpen er ophørt, og de to forudgaaende Regnskabsaar ydede Understøttelse.

2) Et Barn over 14 Aar, der har selvstændig Medlemsret i en anerkendt Sygekasse, stilles med Hensyn til fortsat Sygekassehjælp som andre Sygekassemedlemmer, forsaavidt dets legale Forsørger vilde blive trængende til Understøttelse, saafremt han skulde afholde de i Stk. 1 nævnte Udgifter til Barnet. Saafremt Forsørgeren og Barnet har Ophold i samme Kommune, vil Hjælpen normalt være at udbetale Forsørgeren. I andre Tilfælde bestemmer Barnets Opholdskommune, om Hjælpen skal udbetales til Forsørgeren eller til den, hos hvem Barnet har fast Ophold.

3) Hvis paagældende i Løbet af de i Stk. 1 nævnte 3 Regnskabsaar er overflyttet til Sygekassen fra en statskontroleret Sygeforening, vil den af denne ydede Sygehjælp være at medregne ved Beregningen af Sygekassehjælpens Omfang.

§ 242. Adgangen til fortsat Sygekassehjælp i Henhold til § 241 er knyttet til følgende Betingelser:

1. at vedkommende har dansk Indfødsret eller er ligestillet med en indfødt, jfr. §§ 17-20;
2. at han ikke har modtaget eller paadraget sig Fattighjælp eller Kommunehjælp samtidig med Modtagelsen af Hjælp fra Sygekassen; undtagelsesvis kan der dog bortses fra denne Betingelse, forsaavidt den modtagne Hjælp har bestaaet i Kommunehjælp, der ikke har medført Tab af Valgret og Valgbarhed, og som er ydet i Tilfælde, hvor Sygdommen har været særlig tyngende eller langvarig, og hvor der ikke har foreligget aabenbar utilstrækkelig Forsikring mod Sygdom;
3. at han har bevaret Medlemsret i en Sygekasse (hvilende Medlemsret, jfr. Folkeforsikringslovens § 20, Stk. 2);
4. at hans Formue- og Indtægtsforhold ikke ligger over den for nydende Medlemmer i en anerkendt Sygekasse fastsatte Grænse;
5. at han ifølge Attest fra vedkommende behandlende Læge, en Attest, der kan kræves fornyet, enten lider af en saadan Sygdom eller er væsentlig indskrænket i sin Erhvervsevne som Følge af en Sygdom af en saadan Karakter, at denne, opstaaet før Sygekassehjælpens Ophør, vilde have berettiget til Hjælp fra Sygekassen;
6. at han ikke vitterlig fører et Levned, der i det almindelige Omdømme vækker Forargelse, jfr. § 183, Nr: 6[54];
7. at Andragende om fortsat Sygekassehjælp er fremsat senest inden 12 Maaneder efter Sygekassehjælpens Ophør.

§ 243. Udbetalingen af fortsat Sygekassehjælp ophører:

1. hvis vedkommende samtidig med fortsat Sygekassehjælp modtager eller paadrager sig Fattighjælp eller Kommunehjælp;
2. hvis han trods det sociale Udvalgs, paa Grundlag af den behandlende Læges Erklæring, fremsatte Forlangende nægter at lade sig indlægge paa et Sygehus eller at underkaste sig den for hans Helbredelse nødvendige Sygebehandling.

§ 244. 1) Hjælpens Omfang i Henhold til § 241 bestemmes normalt efter Pengeværdien af Sygekassens samlede Ydelser, jfr. dog nedenfor Stk. 3.

2) Hvis herefter Sygehjælp skal omsættes til en Pengeværdi, maa den Takst, efter hvilken Sygekassen faktisk har betalt for vedkommende Kur, lægges til Grund ved Beregningen, og skal omvendt Pengehjælp omsættes til Sygehjælp, maa der for samme beregnes den for Sygekassepatienter paa vedkommende Sted gældende Takst.

3) Hvis et Sygekassemedlem efter Sygekassehjælpens Ophør ansøger Kommunen om at overtage en af Sygekassen afgiven Kaution, er det sociale Udvalg, dog under de i øvrigt fastsatte Betingelser, i Trangstilfælde forpligtet til om fornødent at afgive Kaution for et lige saa langt Tidsrum som Sygekassen, medmindre den af Sygekassen ydede Sygehjælp allerede er omsat og udbetalt med Pengeværdien i Henhold til Reglerne i Stk. 2. Er dette sidste Tilfældet, kan der kun afgives Kaution for et til den ikke omsatte Sygehjælp svarende Dagetal.

4) Sygehjælpen omfatter ogsaa Betaling efter de for Sygekasserne gældende Regler for Ydelse af Insulin[55], Leverpræparater eller andre lignende livsvigtige Præparater.

§ 245. Ansøgning om fortsat Sygekassehjælp indgives til det sociale Udvalg i Opholdskommunen. Dette Udvalg og de anerkendte Sygekasser skal ligge inde med de til Ansøgning og Lægeerklæring fornødne Blanketter, affattet efter en af Socialministeren foreskreven Formular. Efter Modtagelsen af den udfyldte og underskrevne Begæring og Lægeerklæring afgør det sociale Udvalg, om Betingelserne for Udbetaling af Hjælpen i det hele er til Stede, og kan om fornødent forelægge de saavel ved Begæringens Indgivelse som senere i Anledning af Hjælpens Ydelse fremkomne lægelige Oplysninger for Embedslægen, der i paakommende Tilfælde kan beordre Specialundersøgelse foretaget eller eventuelt foretage en saadan. Bevilges der herefter Hjælp, skal den første Udbetaling normalt foretages Ugedagen efter Sygekassehjælpens Ophør, forsaavidt Andragendet overfor Kommunen er indgivet senest Ugedagen før nævnte Tidspunkt.

§ 246. 1) Fortsat Sygekassehjælp i Form af Pengehjælp udbetales ugevis eller maanedsvis, svarende til Sygekassens Ydelser for et tilsvarende Tidsrum.

2) Dog skal det være det sociale Udvalg tilladt efter Ansøgning fra vedkommende at udbetale de foran nævnte Beløb indenfor et kortere Tidsrum, naar det maa antages, at Patienten i saa Fald, f. Eks. gennem kortere Tids Rekreationsophold, kraftigere Kost, Ekstraforplejning eller lignende, vil kunne vente at naa Helbredelse hurtigere og saa tidligt, at der ikke er Grund til at formode, at han, skønt stadig syg, en Tid vil staa saavel uden Hjælp fra Sygekassen som uden fortsat Sygekassehjælp fra Kommunen.

Hjælp til kronisk syge.

§ 247. 1) Naar en Person, som er nydende Medlem af en anerkendt Sygekasse, og som lider af en hyppig tilbagevendende eller uhelbredelig Sygdom eller Legemssvaghed, ikke kan forsikres mod Invaliditet, jfr. Lov om Folkeforsikring § 36, er han, forsaavidt de nedenfor i Stk. 3 fastsatte Betingelser er til Stede, i Trangstilfælde berettiget til paa Grund af Sygdom eller Invaliditet af sin Opholdskommune at faa Hjælp til Kur og Pleje og til Underhold for sig og sin Familie, dog at Hjælpen til Underhold ikke kan overstige, hvad der formentlig kunde være ydet ham gennem Invalideforsikringen.

2) Et Barn over 14 Aar, der har selvstændig Medlemsret i en anerkendt Sygekasse, stilles med Hensyn til den i Stk. 1 omhandlede Hjælp som andre Sygekassemedlemmer, forsaavidt dets legale Forsørger vilde blive trængende til Understøttelse, saafremt han skulde afholde de nævnte Udgifter til Barnet. Saafremt Forsørgeren og Barnet har Ophold i samme Kommune, vil Hjælpen normalt være at udbetale Forsørgeren. I andre Tilfælde bestemmer Barnets Opholdskommune, om Hjælpen skal udbetales til Forsørgeren eller til den, hos hvem Barnet har fast Ophold.

3) Retten til at oppebære Hjælp i Henhold til nærværende Paragraf er knyttet til følgende Betingelser:

1. at han opfylder de for Opnaaelse af Invaliderente[56] foreskrevne Betingelser, bortset fra Optagelse i Invalideforsikringen; forsaavidt der søges Hjælp til Underhold af længere Varighed, skal Spørgsmaalet om, hvorvidt paagældendes Erhvervsevne er nedsat i det Omfang, som i Henhold til Lov om Folkeforsikring § 38, Stk. 1, udkræves for at opnaa Invaliderente, af det sociale Udvalg forelægges Invalideforsikringsretten til Erklæring. I Tvivlstilfælde kan dette Spørgsmaal ogsaa i øvrigt forelægges for Invalideforsikringsretten;
2. at han ikke er berettiget til Aldersrente[57] eller er undergivet Særforsorg i Henhold til §§ 252 flg[58];
3. at han ikke modtager eller paadrager sig Fattighjælp eller Kommunehjælp, jfr. dog § 293, Stk. 2;
4. at Grunden til, at vedkommende ikke har kunnet invalideforsikres, ikke er den, at han uden tilstrækkelig Grund har nægtet at underkaste sig Helbredelsesforanstaltninger, der er paabudt eller foreslaaet ham af Invalideforsikringsretten.

4) Det er derhos en Forudsætning for Ydelse af Hjælp efter Stk. 1, at Hjælp af paagældende Art ikke kan ydes gennem Sygekassen.

§ 248. 1) Naar en Person, som ikke er sygeforsikret, lider af en hyppig tilbagevendende eller uhelbredelig Sygdom eller Legemssvaghed, er han, forsaavidt de nedenfor i Stk. 2 fastsatte Betingelser er til Stede, i Trangstilfælde berettiget til paa Grund af Sygdom eller Invaliditet af sin Opholdskommune at faa Hjælp til Kur og Pleje og til Underhold for sig og sin Familie, dog at Hjælpen til Underhold ikke kan overstige, hvad der formentlig kunde være ydet ham gennem Invalideforsikringen.

2) Retten til at oppebære Hjælp i Henhold til nærværende Paragraf er afhængig af, at paagældende opfylder de i § 247, Stk. 3, fastsatte Betingelser, og af, at han, medmindre han er fyldt 60 Aar, overfor det sociale Udvalg fører Bevis for, at han ikke i de sidste 3 Aar har opfyldt - og stadig ikke opfylder - Helbredsbetingelserne for at optages i en anerkendt Sygekasse eller en statskontroleret Sygeforening. Det er derhos en Forudsætning, at Hjælpen ikke kan ydes i Henhold til Lov om Folkeforsikring § 79, Stk. 1.

3) Forsaavidt en Person, der er over den for Optagelse i en anerkendt Sygekasse eller statskontroleret Sygeforening fastsatte Aldersgrænse, ikke kan skaffe den i § 247, Stk. 3, Nr. 1, omhandlede Erklæring fra Invalideforsikringsretten, men i øvrigt opfylder de i nærværende Paragrafs Stk. 2 og i § 247, Stk. 3, fastsatte Betingelser, udreder Opholdskommunen i fornødent Omfang de med paagældendes Kur og Pleje forbundne Udgifter uden Retsvirkning for Modtageren.

4) Retten til Sygehjælp i Henhold til nærværende Bestemmelse omfatter ogsaa Betaling efter de for Sygekasserne gældende Regler for Ydelse af Insulin, Leverpræparater eller andre lignende livsvigtige Præparater.

§ 249. 1) Saafremt det ved Lægeundersøgelse godtgøres, at der af Hensyn til en Persons særlige, hjælpeløse Tilstand, der umuliggør en tilstrækkelig forsvarlig Anbringelse i Pleje eller fortsat Ophold i eget Hjem, men dog hverken kræver Indlæggelse paa Hospital eller paa en af de i nærværende Kapitel i øvrigt nævnte Specialanstalter, bør træffes særlige Foranstaltninger med Hensyn til hans Forsorg og Pleje, træffes disse af det sociale Udvalg eventuelt ved, at han optages paa den Plejestiftelse, hvor Kommunen maatte have Indlæggelsesret. Det er dog en Forudsætning, at han ikke er berettiget til Indlæggelse paa et Alderdomshjem.

2) Vægrer paagældende sig ved at efterkomme en i Henhold til foranstaaende truffen Beslutning, bortfalder hans Krav paa Hjælp efter §§ 247-48.

§ 250. Den Hjælp, som Opholdskommunen maatte yde til Betaling af Insulin, Leverpræparater eller andre lignende livsvigtige Præparater, udover hvad der maatte blive betalt af Sygekassen i Henhold til Lov om Folkeforsikring § 18, Stk. 1, Nr. 4, eller af Kommunen i Henhold til nærværende Lovs § 244, Stk. 4, og § 248, Stk. 4., betragtes i Trangstilfælde som Sygehjælp, naar de omhandlede Præparaters Anvendelse af en Læge erklæres for nødvendig for vedkommende Patient.

Forsorg for abnorme[59], vanføre m.fl.

§ 251. Forsorgen for de sindssyge eller aandssvage, der maa anses som farlige for den offentlige Sikkerhed, vedrører ikke denne Lov, men sker efter de hidtil gældende Regler paa Grundlag af Dom eller Overøvrighedsresolution. Udgifterne ved denne Forsorg afholdes af Statskassen.

§ 252. 1) Det sociale Udvalg drager i Trangstilfælde, naar det modtager Henvendelse fra de nærmeste om at tage sig af en sindssyg Person, eller naar Udvalget selv skønner, at der dertil er Anledning, snarest muligt Omsorg for, at det ved Lægeundersøgelse afgøres, om det maa anses for uforsvarligt, at paagældende ikke indlægges til Behandling paa et Sindssygehospital, enten fordi den syge er farlig for sig selv, eller fordi Udsigterne for hans Helbredelse væsentlig vil forringes, hvis Indlæggelse ikke finder Sted. Saafremt vedkommende Læge skønner, at Indlæggelse bør finde Sted, retter Udvalget herom Henvendelse til vedkommende Sindssygehospital. Det paahviler Udvalget i fornødent Fald at bistaa ved Indlæggelsens Iværksættelse og at drage Omsorg for Patientens forsvarlige Forsorg i Tiden, indtil Indlæggelse paa Hospitalet finder Sted.

2) Det offentlige skal i Trangstilfælde, dog kun indtil vedkommende maatte kunne faa Invaliderente, Aldersrente eller Underhold efter §§ 247 eller 248, yde Hjælp til Underhold for en Familie, hvis Forsørger er Patient paa et Sindssygehospital eller af dette er anbragt i kontroleret Familiepleje. Denne Hjælp kan dog ikke overstige, hvad der kunde være ydet Forsørgeren som Invaliderente eller, hvis han er over 65 Aar, som Aldersrente.

§ 253. Efter en Patients Udskrivning fra Sindssygehospital skal det sociale Udvalg i hans Opholdskommune efter vedkommende Overlæges Indstilling være berettiget til i Trangstilfælde at understøtte ham med Familie i indtil 3 Maaneder, saafremt det kan antages, at saadan Understøttelse er af væsentlig Betydning for hans Tilbagevenden til Arbejde eller for at undgaa, at økonomiske Bekymringer virker nedbrydende paa hans genvundne Helbred.

§ 254. 1) Det sociale Udvalg drager i Trangstilfælde, naar det modtager Henvendelse fra de nærmeste om at tage sig af en aandssvag Person, eller naar Udvalget selv skønner, at der dertil er Anledning, snarest muligt Omsorg for, at det ved Lægeundersøgelse afgøres, om det maa anses for uforsvarligt, at paagældende ikke inddrages under Aandssvageforsorg, enten fordi den aandssvage er farlig for sig selv, eller fordi hans hele Tilstand eller de Forhold, hvorunder han lever, tilsiger det. Saafremt vedkommende Læge skønner, at saadan Inddragelse bør finde Sted, retter Udvalget herom Henvendelse til vedkommende Aandssvageanstalt. Det paahviler Udvalget i fornødent Fald at bistaa Aandssvagevæsenet samt at drage Omsorg for den aandssvages forsvarlige Forsorg i Tiden, indtil Inddragelse under Aandssvageforsorg maatte finde Sted.

2) Udvalget foretager for alle Børn, der paa Grund af manglende aandelig Udvikling i paafaldende Grad er ude af Stand til at følge med i den normale Skoleundervisning, snarest muligt Indberetning til vedkommende Aandssvageanstalt, for at det kan blive afgjort, om vedkommende Barn skal inddrages under Aandssvageforsorg. Modsætter Forsørgeren sig Barnets Inddragelse under Aandssvageforsorg, gennemfører Udvalget den under Iagttagelse af Reglerne i Kap. IX.

3) Det paahviler enhver Læge, der under Udøvelsen af sit Kald hos Børn under 16 Aar iagttager manglende Aandsevner i det i Stk. 1 omhandlede Omfang, til det sociale Udvalg i paagældendes Opholdskommune at afgive Indberetning herom, og en tilsvarende Pligt paahviler Ledere af Stats- og kommunale Skoler saavel som af privat Undervisning.

§ 255. Det sociale Udvalg drager i Trangstilfælde, naar det modtager Henvendelse om at tage sig af en Epileptiker, eller naar Udvalget selv skønner, at der dertil er Anledning, snarest muligt Omsorg for, at det ved Lægeundersøgelse afgøres, om det maa anses for uforsvarligt, at paagældende ikke indlægges til Behandling paa en anerkendt Epileptikeranstalt, fordi Udsigterne for hans Helbredelse væsentlig vilde forringes, hvis Indlæggelse ikke finder Sted. Saafremt vedkommende Læge skønner, at Indlæggelse bør finde Sted, retter Udvalget herom Henvendelse til vedkommende Anstalt. Det paahviler Udvalget i fornødent Fald at drage Omsorg for Patientens forsvarlige Forsorg i Tiden, indtil Indlæggelse paa Anstalt maatte finde Sted.

§ 256. 1) Det sociale Udvalg drager i Trangstilfælde, naar det modtager Henvendelse om at tage sig af en vanfør eller lemlæstet, eller naar Udvalget selv skønner, at der dertil er Anledning, snarest muligt Omsorg for, at Henvendelse sker til en Statsanstalt eller en anerkendt Anstalt for vanføre, for at paagældende, hvis Forholdene kræver det, kan blive undergivet Speciallægebehandling, en særlig Undervisning, Oplæring i et Haandværk ell. lign. Forinden Udvalget eventuelt træder til, skal det dog have indhentet en Udtalelse fra Invalideforsikringsretten om, hvorvidt paagældende ikke kan hjælpes i Henhold til Lov om Folkeforsikring.

2) Forsaavidt paagældende ikke bliver taget under Forsorg i Henhold til Stk. 1, er Udvalget i Trangstilfælde forpligtet til, naar Indstilling herom fra en Læge foreligger, at yde Hjælp til Anskaffelse eller Reparation af kunstige Lemmer, Sygevogn, Bandager og lign. I Tvivlstilfælde er det sociale Udvalg dog berettiget til at forelægge Sagen for en Statsanstalt eller en anerkendt Anstalt for vanføre, som, om fornødent, kan forlange, at Patienten fremstilles paa Anstalten. Under særlige Forhold kan det sociale Udvalg indenfor rimelige Grænser og med Invalideforsikringsrettens Samtykke yde vedkommende Hjælp til Iværksættelse af selvstændig Virksomhed, til Anskaffelse af Arbejdsmaskiner og anden Hjælp til Opnaaelse af Beskæftigelse.

3) Naar den i Stk. 1 omhandlede Forsorg helt eller delvis ophører, er det sociale Udvalg i Trangstilfælde forpligtet til, forsaavidt Anstalten ved Udskrivningen har foreskrevet, at der fra Tid til anden skal finde Nyanskaffelse eller Reparation Sted af Bandager, kunstige Lemmer ell. lign., at efterkomme Anstaltens Forskrifter og at benytte den Bandagist[60], hvortil der maatte blive henvist.

4) Ved vanfør eller lemlæstet forstaas i denne Lov en Person, som paa Grund af medfødt eller erhvervet Lidelse eller Fejl i Knogler, Led, Muskler eller Nerver er saaledes hindret i Brugen af Lemmer eller Krop, at hans Erhvervsevne paa Arbejdsmarkedet maa skønnes at være eller at ville blive ikke blot forbigaaende væsentlig indskrænket.

§ 257. 1) Det sociale Udvalg drager i Trangstilfælde, naar det modtager Henvendelse om at tage sig af en talelidende, eller naar Udvalget selv skønner, at en talelidende som Følge af sin Lidelse er eller vil blive væsentlig indskrænket i sin Erhvervsevne, snarest muligt Omsorg for, at det ved Lægeundersøgelse afgøres, om paagældende tiltrænger Behandling for Ganespalte[61], Stammen eller andre Talefejl, og skal i bekræftende Fald foretage Henvendelse til Statens Institut for talelidende eller en dermed ligestillet anerkendt Anstalt.

2) Det offentlige skal i Trangstilfælde yde en talelidende Hjælp til Behandling udenfor Statens Institut for talelidende eller en dermed ligestillet anerkendt Anstalt, naar saadan Behandling sker efter Henvisning fra vedkommende Anstalt.

3) Forinden Udvalget eventuelt træder til, skal det dog have indhentet en Udtalelse fra Invalideforsikringsretten om, hvorvidt paagældende ikke kan hjælpes i Henhold til Lov om Folkeforsikring.

§ 258. 1) Det sociale Udvalg drager i Trangstilfælde, naar det modtager Henvendelse om at tage sig af en Person, der er blind, eller hvis Synsevne er saa nedsat, at den særlige Undervisning eller Oplæring for blinde eller svagsynede skønnes nødvendig, eller naar Udvalget selv skønner, at der dertil er Anledning, snarest muligt Omsorg for, at Henvendelse sker til vedkommende Blindeinstitut[62], for at det kan blive afgjort, om vedkommende skal anbringes under dettes Forsorg, eller om der kan træffes andre Foranstaltninger. Udvalget er forpligtet til at bistaa vedkommende Blindeinstitut samt at drage Omsorg for den blindes forsvarlige Forsorg, indtil Inddragelse under Blindeforsorg maatte finde Sted. Forsaavidt Undervisning efter Instituttets Anvisning skal finde Sted udenfor dette, skal Udvalget i fornødent Omfang udrede Udgifterne hertil.

2) Det offentlige skal i Trangstilfælde, dog kun indtil vedkommende maatte kunne faa Invaliderente, Aldersrente eller Hjælp efter §§ 247 eller 248, yde Hjælp til Underhold for en Familie, hvis Forsørger er anbragt paa et Blindeinstitut eller efter dettes Anvisning anbragt andetsteds udenfor Hjemmet. Denne Hjælp kan dog ikke overstige, hvad der kunde være ydet Forsørgeren som Invaliderente eller, hvis han er over 65 Aar, som Aldersrente.

3) Udvalget foretager for alle Børn, der er blinde, eller hvis Syn er saa nedsat, at de af den Grund ikke vil kunne følge Undervisningen i den almindelige Barneskole eller i særlige Skoler for svagsynede, snarest muligt Indberetning til Statens Blindeinstitutters Hovedregister over blinde efter derom af Socialministeren fastsatte Regler, og Udvalget er forpligtet til at bistaa Blindeinstituttet ved Børnenes Indkaldelse til Undervisning i Henhold til Lovgivningen om blinde og svagsynede Børns Undervisning. Modsætter Forsørgeren sig Barnets Inddragelse under Blindeforsorg, gennemfører Udvalge[t] den under Iagttagelse af Reglerne i Kap. IX.

4) Det paahviler enhver Læge, der under Udøvelsen af sit Kald hos Børn under 16 Aar iagttager Tilstedeværelsen af Blindhed eller Svagsynethed i det i Stk. 3 omhandlede Omfang, til det sociale Udvalg i paagældendes Opholdskommune at afgive Indberetning herom, og en tilsvarende Pligt paahviler Ledere af Stats- og kommunale Skoler saavel som af privat Undervisning.

5) Tilsvarende Indberetningspligt som under Stk. 3 anført paahviler Udvalget, forsaavidt angaar alle Personer, hos hvem der først efter det 16de Aar indtræder eller konstateres Tilstedeværelsen af Blindhed eller Svagsynethed i et saadant Omfang, at deres Erhvervsmulighed paa Grund af Svagsynethed er nedsat i den Grad, at den særlige Undervisning eller Oplæring for blinde eller svagsynede skønnes nødvendig.

§ 259. 1) Blinde, hvis Erhvervsevne dog ikke er nedsat saa meget, at de kan oppebære Invaliderente eller den i §§ 247 eller 248 omhandlede Hjælp, og som ikke oppebærer Aldersrente, er, forsaavidt de opfylder de i Lov om Folkeforsikring § 38, Stk. 2, Nr. 1-5, fastsatte Betingelser, i Trangstilfælde berettiget til, forsaavidt og saa længe de ikke er under Blindeforsorg, af det sociale Udvalg at oppebære en aarlig Understøttelse paa henholdsvis 240 Kr., 224 Kr. og 208 Kr., efter som vedkommende opholder sig i den 1ste, 2den eller 3die af de i § 194 angivne Grupper af Kommuner. Det sociale Udvalg kan i Trangstilfælde yde stærkt svagsynede Personer, der i øvrigt opfylder de foranstaaende Betingelser, en Understøttelse, der dog ikke maa overstige de foran nævnte Beløb.

2) Naar og saa længe Forsørgeren for et blindt Barn forsørger dette i sit Hjem eller i øvrigt maa sørge for dets Underhold og Opdragelse, er han i Trangstilfælde berettiget til af det sociale Udvalg at oppebære en aarlig Understøttelse, der svarer til det til enhver Tid gældende Normalbidrag fra Faderen udenfor Ægteskab.

§ 260. 1) Det sociale Udvalg drager i Trangstilfælde, naar det modtager Henvendelse om at tage sig af en Person, der er døv, eller hvis Høreevne er saa nedsat, at den særlige Undervisning for døve eller tunghøre skønnes nødvendig, eller hvis Udvalget selv skønner, at der dertil er Anledning, snarest muligt Omsorg for, at Henvendelse sker til vedkommende Døvstummeinstitut[63], for at det kan blive afgjort, om vedkommende skal inddrages under dettes Forsorg, eller om der kan træffes andre Foranstaltninger. Udvalget er forpligtet til at bistaa vedkommende Døvstummeinstitut. Forsaavidt Undervisning efter Instituttets Anvisning skal finde Sted udenfor dette, skal Udvalget i fornødent Omfang udrede Udgifterne hertil.

2) Udvalget foretager for alle Børn, der er døve eller saa tunghøre, at de af den Grund ikke vil kunne følge Undervisningen enten i den almindelige Barneskole eller i en særlig Skole for tunghøre, snarest muligt Indberetning til Statens Døvstummeinstitutters Hovedregister over døvstumme efter derom af Socialministeren fastsatte Regler, og Udvalget er forpligtet til at bistaa Døvstummeinstituttet ved Børnenes Indkaldelse til Undervisning i Henhold til Lovgivningen om døvstumme og tunghøre Børns Undervisning. Modsætter Forsørgeren sig Barnets Inddragelse under Instituttets Forsorg, gennemfører Udvalget den under Iagttagelse af Reglerne i Kap. IX.

3) Det paahviler enhver Læge, der under Udøvelsen af sit Kald hos Børn under 16 Aar iagttager Tilstedeværelsen af Døvhed eller Tunghørhed i det i Stk. 2 nævnte Omfang, til det sociale Udvalg i paagældende Opholdskommune at afgive Indberetning herom, og en tilsvarende Pligt paahviler Ledere af Stats- og kommunale Skoler saavel som af privat Undervisning.

4) Tilsvarende Indberetningspligt som under Stk. 2 anført paahviler Udvalget, forsaavidt angaar alle Personer, hos hvem der først efter det 16de Aar indtræder eller konstateres Tilstedeværelsen af Døvhed eller Tunghørhed i et saadant Omfang, at deres Erhvervsmuligheder paa Grund heraf er nedsat i den Grad, at den særlige Undervisning eller Oplæring for døve eller tunghøre skønnes nødvendig.

§ 261. Udvalget er i Trangstilfælde forpligtet til efter Lægeerklæring at drage Omsorg for og afholde Udgifterne ved en døv Persons Deltagelse i et Kursus for Mundaflæsning paa et af Statens Døvstummeinstitutter, forsaavidt Instituttet anser en saadan Undervisning for formaalstjenlig.

Forsorg i Anledning af Tuberkulose, Kræft m.v.

§ 262. 1) Det sociale Udvalg drager i Trangstilfælde, naar det modtager Henvendelse om at tage sig af en Person, der lider af Tuberkulose, eller naar Udvalget selv skønner, at der dertil er Anledning, snarest muligt Omsorg for, at det ved Lægeundersøgelse afgøres, om paagældende bør undergives særlig Sygebehandling ved Indlæggelse paa Statsanstalt eller paa en af de af Staten til tuberkuløses Sygebehandling godkendte Anstalter eller ved ambulant Behandling[64] paa saadanne. Saafremt Lægen skønner, at saadan Indlæggelse eller Behandling skal finde Sted, retter Udvalget Henvendelse til vedkommende Helbredelsesanstalt om Behandlingens Iværksættelse. Det paahviler Udvalget i fornødent Fald at bistaa Anstalten samt at drage Omsorg for Patientens forsvarlige Forsorg, indtil Anbringelse paa Anstalt kan finde Sted.

2) Udvalget er i Trangstilfælde forpligtet til at udrede den Del af Udgiften ved en Patients Ophold og Behandling paa en af de foran omhandlede Anstalter, der ikke dækkes af Statens Tilskud.

3) Udvalget er derhos forpligtet til i Trangstilfælde at udrede de ved Anstaltsopholdet foranledigede Udgifter til Patientens Beklædning, Rejse (Transport) til eller Udskrivning fra Anstalten. Dette gælder ogsaa i de Tilfælde, hvor Indlæggelse sker i Henhold til en Epidemikommissions, eventuelt Overepidemikommisisions Bestemmelse. Beklædning maa dog kun ydes indenfor de Grænser, som Anstalten ifølge sit Regulativ absolut kræver.

4) Det samme gælder i Tilfælde, hvor en Patient, som paa Grund af bevislig Pladsmangel paa den af de omhandlede Anstalter, paa hvilken han under Hensyn til sin Bopæl skulde have været indlagt, behandles paa almindeligt Sygehus.

5) Forsaavidt en Patient paa en af de i Stk. 1 omhandlede Anstalter ifølge en af Anstaltens Overlæge truffen Bestemmelse midlertidig overflyttes til et andet Sygehus eller en anden Sygehusafdeling til Behandling for en i Forbindelse med den tuberkuløse Lidelse staaende Sygdom, uden at denne Behandling kan betragtes som et Led i den Kur, som paagældende Tuberkuloseanstalt yder, afholder Opholdskommunen i Trangstilfælde de med Overflytningen og den midlertidige Behandling forbundne Udgifter.

§ 263. Det offentlige skal i Trangstilfælde, dog kun indtil vedkommende maatte kunne faa Invaliderente, Aldersrente eller Hjælp efter §§ 247 eller 248, yde Hjælp til Underhold for en Familie, hvis Forsørger er Patient paa en af de i § 262 omhandlede Anstalter eller er anbragt som i § 262, Stk. 4-5, omhandlet eller paa et af de i § 264 omhandlede godkendte Hjem. Denne Hjælp kan dog ikke overstige, hvad der kunde være ydet Forsørgeren som Invaliderente eller, hvis han er over 65 Aar, som Aldersrente.

§ 264. Saafremt en Tuberkulosepatient udskrives fra en af de i § 262 omhandlede Helbredelsesanstalter, skal det sociale Udvalg i hans Opholdskommune, efter vedkommende Overlæges Indstilling, være berettiget til i Trangstilfælde enten at understøtte ham med Familie i indtil 3 Maaneder, hvis det kan antages, at saadan Understøttelse er af væsentlig Betydning for Vedligeholdelsen af hans Arbejdskraft eller for at undgaa, at økonomiske Bekymringer virker nedbrydende paa hans Helbredstilstand, eller at foranledige, at paagældende i et tilsvarende Tidsrum anbringes paa et godkendt Rekonvalescenthjem[65] eller Rekreationshjem.

§ 265. De i §§ 262-64 omhandlede Regler vedrørende Personer, der lider af Tuberkulose, finder tilsvarende Anvendelse paa Personer, der lider af Lupus[66], Kræftsaar[67], Kræftsvulster eller andre ondartede Svulster, og som behandles herfor paa Statsanstalt eller paa de af Staten for disse Sygdomme godkendte Anstalter eller under de i § 262, Stk. 4-5, ommeldte Forhold.

Almindelige Bestemmelser vedrørende Forsorgen efter §§ 252-65.

§ 266. Bestemmelserne i §§ 252-65 om Trang som Betingelse for Hjælp er ikke til Hinder for, at Opholdskommunen overtager en Kautionsforpligtelse ogsaa for Personer, der ikke kan betragtes som trængende, men der vil da efter Reglerne i § 9 være at paalægge Forsørgeren Bidrag til Dækning af Udgifterne, ligesom det ogsaa ved Afgivelsen af Kaution i Trangstilfælde vil være at overveje, hvilket Bidrag der eventuelt vil være at paalægge Forsørgeren.

§ 267. 1) Hvor ikke andet i det enkelte Tilfælde er bestemt, kan der ikke kræves særlige Værdighedsbetingelser for at yde Hjælp i Henhold til fornævnte Paragraffer.

2) For Ydelse af Underhold i Hjemmet, hvor dette er hjemlet, er det dog en Betingelse, at vedkommende ikke vitterlig fører et Levned, der i det almindelige Omdømme vækker Forargelse, jfr. § 183, Nr. 5. Det paahviler det sociale Udvalg at paase, at den hjemmeværende Forsørger bidrager, hvad han selv kan, til Familiens Underhold. Kommer Udvalget til den Opfattelse, at dette ikke er Tilfældet, kan Udvalget bestemme, at Hjælpen kun kan oppebæres som Kommunehjælp.

§ 268. Enhver Hjælp, der af Opholdskommunen er afholdt med Hjemmel i nærværende Kapitel, betragtes som offentlig Sygehjælp uden nogen Art af Retsvirkninger for Modtageren.

[Indholdsfortegnelsen]

Kapitel XIX. Forskellige spredte Trangstilfælde.

§ 269. 1) Med Hensyn til Kur og Pleje af en Person, der i Henhold til den særlige Lovgivning om Modarbejdelse af offentlig Usædelighed, om Foranstaltninger mod epidemiske eller smitsomme Sygdommes Udbredelse eller Indførelse her i Riget eller om Foranstaltninger til Tuberkulosens Bekæmpelse er forpligtet eller berettiget til at undergives offentlig eller vederlagsfri Behandling, har det sit Forblivende ved de gældende Regler, dog at der med Hensyn til Afholdelsen af de omhandlede Udgifter forholdes som i § 64 fastsat.

2) Forsaavidt de i Stk. 1 omhandlede Personer tiltrænger anden Hjælp end Kur og Pleje, derunder Hjælp til Familiens Underhold, kan saadan Hjælp kun ydes, saafremt dette kan ske i Henhold til nærværende Lovs Bestemmelser.

§ 270. Foruden i de i Folkeforsikringslovens § 58 og nærværende Lovs § 227 nævnte Tilfælde skal det, hvor det skønnes nødvendigt at yde offentlig Hjælp i Tidsrummet mellem en Sags Rejsning og dens Afgørelse, være det sociale Udvalg tilladt, hvor Forholdene taler derfor, at betragte vedkommende Hjælp som Særhjælp, dog kun under følgende Betingelser:

1. at den midlertidige Hjælp søges og ydes til Afhjælpning af det samme Trangstilfælde, som den endnu ikke afgjorte Sag drejer sig om;
2. at vedkommende ikke modtager eller i de sidste 3 Maaneder har modtaget Fattighjælp eller Kommunehjælp;
3. at den ansøgte Hjælp er af en saadan Art, at dens Modtagelse ikke medfører Retsvirkninger for Modtageren, og
4. at det ikke er vedkommendes egen Skyld, at Sagens Afgørelse trækker ud.

§ 271. 1) Det sociale Udvalg er om fornødent forpligtet til i Trangstilfælde at afholde Udgifter til Læge, dog at Udvalget kan fordre, at der saa vidt muligt sker Henvendelse til det om Hjælpens Tilstaaelse, forinden Lægen træder til.

2) Som Udgifter til Læge betragtes ogsaa Betaling for Udstedelse af Attester, Udfærdigelse af Recepter, Ydelse af Lægehjælp ved Fødsel, Operationer, derunder om fornødent ved Specialister, samt Tandlægebehandling, forsaavidt og i den Udstrækning denne ifølge Lægeerklæring anses for nødvendig af Hensyn til vedkommendes Helbred i øvrigt.

§ 272. 1) Det sociale Udvalg er om fornødent forpligtet til i Trangstilfælde at yde Hjælp til Medicin, forsaavidt og i det Omfang en Læge har erklæret denne for nødvendig.

2) Hvor Undladelse af at træde til kan medføre alvorlig Fare for paagældendes Erhvervsevne, skal Udvalget under samme Betingelser som i Stk. 1 angivet efter Omstændighederne hjælpe en trængende til at erholde den nødvendige Massagebehandling, Sygegymnastik, elektriske Behandling, Badebehandling el. lign.

§ 273. Er der Uenighed mellem Udvalget og vedkommende Læge om Nødvendigheden eller Udstrækningen af en af sidstnævnte anbefalet offentlig Hjælp i Henhold til §§ 271-72, kan hver af Parterne forlange Spørgsmaalet forelagt overordnet Myndighed.

§ 274. 1) Det sociale Udvalg er om fornødent og særlig, hvor Sygehusindlæggelse i saa Fald kan undgaas, forpligtet til i Trangstilfælde efter en Læges Rekvisition[68] at yde kommunal Sygepleje, jfr. § 33.

2) Ydelsen af kommunal Sygepleje bestaar i, at en uddannet Sygeplejer aflægger Besøg i Hjemmet, saa ofte Lægen kræver det, for at yde den Sygehjælp eller Pleje, som denne har ordineret. Kravet om, at Sygeplejeren skal være uddannet, kan frafaldes ved normalt forløbende Fødsler og i øvrigt i de Tilfælde, hvor Lægen billiger det. Under kommunal Sygepleje henhører ligeledes Bistand af Vagter (Vaagekoner)[69].

3) Tilstaaelse af kommunal Sygepleje gælder kun for højst 14 Dage ad Gangen.

§ 275. Det sociale Udvalg er, saafremt en Patient søger vederlagsfri Kur og Pleje paa Rigshospitalet i København, hvilken Hjælp i øvrigt er Kommunen uvedkommende, forpligtet til at afgive Attest om Patientens Trangsforhold, om fornødent at bistaa denne med Hensyn til Indlæggelse og Udskrivning og i Trangstilfælde at yde den fornødne Hjælp til Rejseudgifter.

§ 276. 1) Hvis det sociale Udvalg har maattet yde Hjælp til Kur og Pleje eller anden Sygehjælp i Anledning af et Ulykkestilfælde, skal den omhandlede Hjælp, forsaavidt den er ydet, medens Sagen er under Behandling i Henhold til Ulykkesforsikringsloven, i Trangstilfælde betragtes som Særhjælp. Saadan Understøttelse vil altid være at yde, saafremt den tilskadekomne ikke er Medlem af en anerkendt Sygekasse, og hans Indtægts- og Formueforhold ikke tillader ham selv at afholde Udgifterne. Ved Bestemmelsen af paagældendes Trang vil der ikke kunne tages Hensyn til den Erstatning, som maatte blive ham tilkendt i Anledning af Ulykkestilfældet.

2) Som Følge af det i Stk. 1 anførte paahviler det Udvalget i disse Tilfælde at sætte sig i Forbindelse med Direktoratet for Ulykkesforsikringen, som uopholdelig skal tilstille Udvalget Meddelelse om den trufne Afgørelse.

§ 277. Saafremt en Hustru, der lever sammen med Manden, indlægges paa Sygehus, og det efter vedkommende Overlæges Erklæring maa antages, at Kuren ikke vil vare under 1 Uge eller over ca. 2 Maaneder, er det sociale Udvalg berettiget til i Trangstilfælde, og særlig for at undgaa Hjemmets midlertidige Opløsning, at yde Hjælp paa Betingelse af:

1. at der i Hjemmet forsørges mere end 1 Barn;
2. at Hustruen er Medlem af en anerkendt Sygekasse;
3. at Familien ikke modtager eller paadrager sig Fattighjælp eller Kommunehjælp af en saadan Art eller Størrelse, at dennes Modtagelse har medført Tab af Valgret og Valgbarhed, og
4. at Hjemmet kan opretholdes paa forsvarlig Maade ved Ydelse af et Tilskud, der ikke maa overstige et Beløb, der kan anses som passende Løn for en Husholderske for vedkommende Tidsrum.

§ 278. 1) Saafremt en Person ikke selv har sikret sig tilstrækkeligt til en anstændig Begravelse, og der heller ikke i Boet er Midler til at bekoste denne, er Opholdskommunen forpligtet til at træde til og kan eventuelt forlange sig Boet udlagt for Begravelsesomkostningerne.

2) Selv om en Begravelse i Medfør af Stk. 1 udelukkende sker for offentlig Regning, er det ikke tilladt at gøre Begravelsen tarveligere, end det er almindeligt i den ubemidlede Befolkning paa Stedet, og det er forbudt at lade de af det offentlige bekostede Begravelser foregaa i en særlig udskilt Del af Kirkegaarden.

§ 279. 1) Naar en Familieforsørger uden egen Skyld er blevet husvild, men ikke mangler Evne til at udrede den paa vedkommende Egn sædvanlige Husleje paa de sammesteds almindelige Betingelser i Henseende til Forfaldstid, Forudbetaling m.v., er den Kommune; i hvilken han var bosat, da han blev husvild, forpligtet til at forskaffe ham og Familie fornødent Husly mod en Betaling, der ikke maa overstige hverken den anviste Beboelses Lejeværdi eller den i Egnen sædvanlige Husleje for en Familie som den omhandlede.

2) Uenighed mellem den husvilde og Kommunen afgøres endeligt af Amtmanden, i de i § 50, Stk. 1, 2det Pkt., nævnte Kommuner af Socialministeren.

3) Paadrages der Kommunen Udgifter eller Tab som Følge af Opfyldelsen af fornævnte Forpligtelse, opføres disse under en særlig Konto og er paagældende husvilde Familie uvedkommende.

4) Betaler den husvilde ikke den fastsatte Leje, betragtes hans Gæld i saa Henseende som Kommunehjælp, naar det udtrykkelig er tilkendegivet ham, at Undladelse af at betale Husleje vil have denne Virkning.

§ 280. Den Hjælp fra det offentlige, som direkte ydes et Stifbarn[70], overfor hvilket vedkommende Stiffader eller Stifmoder ikke i Henhold til § 4 har Forsørgelsespligt, betragtes, forsaavidt Ægtefællerne lever sammen, og Stifbarnet opdrages i Hjemmet, som en Ægtefællerne ydet Særhjælp.

§ 281. 1) Naar en Person, der har aftjent sin Værnepligt, indkaldes til Manøvrer, Øvelser ell. lign. eller indkaldes til ekstraordinær Militærtjeneste, skal i Trangstilfælde det sociale Udvalg, forsaavidt han har nydende Medlemsret i en anerkendt Sygekasse, efter hans Ansøgning derom, for vedkommende Tidsrum yde ham en Understøttelse, der svarer til den Pengehjælp, han i Sygdomstilfælde har Ret til at oppebære fra Sygekassen.

2) I Krigstilfælde træffer Regeringen straks Foranstaltning til, at den Opholdskommune, hvor vedkommende tjenstgørende militære ved Indkaldelsen var bosat, overtager hans legale Forsørgelsespligt, dog at der ikke for nogen vil kunne udbetales større Understøttelse, end han selv vilde have været berettiget til i Sygdomstilfælde at sikre sig gennem en anerkendt Sygekasse, og ingen Sinde mindre Understøttelse, end paagældende faktisk har sikret sig gennem Sygekassen.

3) Den i Stk. 1 omhandlede Hjælp refunderes fuldt ud af Statskassen.

§ 282. Den livsvarige aarlige Hædersgave[71], som i Henhold til Lov Nr. 245 af 27. Oktober 1913 ydes Veteranerne fra Krigen 1864, har i ingen Henseender Virkninger som offentlig Hjælp og kommer ikke i Betragtning, hvor vedkommendes økonomiske Forhold er af Betydning for Ydelsen af offentlig Hjælp eller for dennes Størrelse.

§ 283. 1) Naar en her i Landet hjemmehørende Sømand forliser paa dansk Kyst og savner Midler til at hjælpe sig selv frem, drager det sociale Udvalg i den Kommune, i hvilken han er kommet i Land, Omsorg for, at han erholder fri Hjemrejse, indbefattet Kostpenge, samt den nødvendige Beklædning. Hjælpen refunderes fuldt ud af Statskassen.

2) Det samme gælder den Hjælp, der maa ydes den i Udlandet forliste og gennem et dansk Konsulat hjemsendte danske Sømand af den Kommune, til hvilken han hjemsendes for derfra at befordres videre i Overensstemmelse med Stk. 1, samt den Hjælp, som af en Kommune ydes en udenlandsk Sømand, der efter at have faret med dansk Skib efterlades her, forsaavidt og i den Udstrækning, dansk Myndighed i Henhold til traktatmæssig Overenskomst er forpligtet til at yde sin Bistand, og forsaavidt det foreliggende Trangstilfælde ikke kan afhjælpes gennem den vedkommende Rederi eventuelt paahvilende Forpligtelse til at træde til.

§ 284. Med Hensyn til en Kommunes Ret til at yde Hjælp til Udredelse af Medlemskontingenter fastsættes de nærmere Regler henholdsvis i Folkeforsikringsloven og i Loven om Arbejdsanvisning og Arbejdsløshedsforsikring.

[Indholdsfortegnelsen]

Kapitel XX. Offentlig Skolebespisning m.v.

§ 285. Hvor kvindelig Husgerning er indført som Skolefag, skal Kommunalbestyrelsen være berettiget til at bestemme, at den i Skolekøkkenet paa Kommunens Bekostning tillavede Mad gratis tildeles Skolens Elever.

§ 286. 1) En Kommunalbestyrelse kan yde Bidrag til Foreninger, som i Maanederne November-Marts vederlagsfrit yder Skolebørn fra ubemidlede Hjem i Kommunen et Maaltid tilstrækkelig nærende varm Mad i Skoletiden.

2) Det sociale Udvalg meddeler, efter at Forældrenes Ønske om Børnenes Deltagelse i Skolebespisningen har været forelagt Skolen (eventuelt Skolelægen) til Erklæring, vedkommende Bespisningsforening, hvilke Børn der kan deltage i Bespisningen.

§ 287. Naar Skolen indberetter til det sociale Udvalg, at et skolesøgende Barn af ubemidlede Forældre lider under utilstrækkelig Ernæring, drager Udvalget - efter at have indhentet en Erklæring fra den eventuelle Skolelæge - Omsorg for, at der vederlagsfrit i Maanederne November-Marts hver Skoledag ydes Barnet et Maaltid tilstrækkelig nærende varm Mad i Skoletiden, dog kun hvis Forældrene ønsker det.

§ 288. 1) Den Hjælp, der i Medfør af de foregaaende Regler ydes til Skolebespisning, opføres paa en særlig Konto.

2) En Kommune er berettiget til at kræve sine direkte Udgifter til Skolebespisning i Henhold til §§ 286-87 erstattet med en efter Kommunens Udgift afpasset forholdsvis Andel i et Beløb af 100.000 Kr., som aarlig bliver at stille til Raadighed af Statskassen i nævnte Øjemed, dog saaledes, at ingen Kommune af Statskassen kan oppebære mere end 1/3 af sin nævnte Udgift i vedkommende Regnskabsaar.

3) Den Del af Udgiften, der herefter ikke refunderes af Statskassen, bæres endelig af vedkommende Kommune selv.

[Indholdsfortegnelsen]

Kapitel XXI. Forbigaaende og uforudseelige Trangstilfælde.

§ 289. 1) Til Afhjælpning af forbigaaende og uforudseelige Trangstilfælde, der ikke kan afhjælpes i Henhold til denne Lovs Regler om Særhjælp, og som ikke skyldes aabenbar utilstrækkelig Sikring imod Arbejdsløshed, Sygdom ell. lign., kan Kommunalbestyrelsen i hvert Regnskabsaar efter Indstilling fra det sociale Udvalg stille et Beløb til dettes Raadighed til Anvendelse i Overensstemmelse med nedenstaaende Regler. Beløbet maa dog ikke overstige 50 Øre pr. Indbygger i Kommunen, beregnet efter Kommunens Indbyggerantal ved sidste almindelige Folketælling.

2) Der kan ikke ydes Støtte til Start eller Udvidelse af egentlige Forretninger, til Anskaffelser ved Køb paa Afbetaling, Etablering af Pensionater ell. lign., til Afdrag paa Prioriteter[72], Indfrielse af Kautions- eller Alimentationsforpligtelser[73], Betaling af Bøder eller til Bortrejse fra Kommunen. Ingen kan faa saadan Støtte mere end 2 Gange i Løbet af 1 Aar eller mere end 3 Gange i Løbet af 2 Aar, og hvis der til samme Person enten er udbetalt et samlet Beløb af højst 200 Kr. eller i Henhold til Bestemmelserne i nærværende Kapitel er ydet ham Hjælp i 3 paa hinanden følgende Aar, skal der mindst hengaa 2 Aar, inden han paa ny kan erholde Hjælp i Henhold til disse Bestemmelser.

3) For at opnaa Hjælp i Henhold til nærværende Paragraf maa Modtageren i øvrigt opfylde følgende Betingelser:

1. han maa have dansk Indfødsret eller være ligestillet med en indfødt, jfr. §§ 17-20;
2. have fast Bopæl i Kommunen;
3. efter de foreliggende Oplysninger kunne anses for en hæderlig og arbejdsom Person, der bortset fra en forbigaaende Trangssituation er i Stand til at klare sig uden Hjælp fra det offentlige, i hvilken Henseende en i Forholdene begrundet Hjælp i Henhold til Kapitlerne XV-XIX ikke behøver at tages i Betragtning, jfr. dog nedenfor under Nr. 4;
4. ikke i de sidste 3 Aar have oppebaaret eller paadraget sig Fattighjælp eller Kommunehjælp eller for Tiden oppebære Invaliderente, Aldersrente eller anden offentlig Hjælp, der kan sidestilles med fuld Forsørgelse;
5. ikke være i Restance[74] med mere end 1 Aars Kommuneskat;
6. ikke have en Indtægt, der overstiger de for nydende Medlemmer i en anerkendt Sygekasse fastsatte Grænser.

§ 290. 1) Det sociale Udvalgs Afgørelse af Spørgsmaalet, om og i bekræftende Fald i hvilket Omfang der skal ydes en Person Hjælp i Henhold til Bestemmelsen i nærværende Kapitel, kan ikke indankes for højere Myndighed.

2) Der ydes ikke en Kommune Refusion fra Staten eller fra andre Kommuner for dens Udgifter i Medfør af nærværende Kapitel.

§ 291. Hjælp, der af det sociale Udvalg lovlig er ydet som Særhjælp, jfr. Kapitlerne XVII-XXI, samt tillige §§ 123, Stk. 2, 128, Stk. 2, 227 og 334, Nr. 14, opføres paa særlig Konto og medfører i intet Tilfælde Retsvirkninger for Modtageren eller Forsørgeren.

[Indholdsfortegnelsen]

Afsnit V.

Kommunehjælp.

Kapitel XXII.

Almindelige Bestemmelser.

§ 292. Under Iagttagelse af Reglerne i Kap. III er det sociale Udvalg i Opholdskommunen forpligtet til at træde til, forsaavidt og saa længe en trængende ikke skønnes at være i Stand til at forskaffe sig eller sine det fornødne til Livets Ophold eller til Kur og Pleje i Sygdomstilfælde, eller forsaavidt og saa længe en Person er i Trang, fordi en Forsørger ikke opfylder sin Forsørgelsespligt i Henhold til denne Lov. Forsaavidt den fornødne Hjælp ikke kan ydes uden Retsvirkninger i Henhold til de foregaaende Kapitler, betragtes Hjælpen som Kommunehjælp, og Udvalget maa da følge de i dette Kapitel fastsatte Regler.

§ 293. 1) Den, der oppebærer eller opfylder Betingelserne for at oppebære Invaliderente, Aldersrente eller anden offentlig Hjælp uden Retsvirkninger, der svarer til fuld Forsørgelse, kan, forsaavidt og saa længe dette er Tilfældet, ikke erholde Kommunehjælp.

2) Saafremt i ganske særlige Tilfælde det sociale Udvalg finder, at en tilstedeværende Trang ikke kan afhjælpes ved den i Stk. 1 nævnte Hjælp, og Udvalget ikke er i Stand til gennem Ydelse af de lovhjemlede personlige Tillæg eller ad anden Vej i tilstrækkelig Grad at supplere Hjælpen, kan Udvalget dog bestemme, at der kan ydes en begrænset Tillægshjælp i Form af Kommunehjælp, eller at den trængende - mod at opgive den i Stk. 1 nævnte Hjælp - overgaar til fuld Forsørgelse i Overensstemmelse med Reglerne om Kommunehjælp. Udvalgets Beslutning i disse Tilfælde har dog kun Gyldighed, saafremt den er forelagt Kommunalbestyrelsen og tiltraadt af mindst 2/3 af dennes Medlemmer.

3) Den, der oppebærer eller har paadraget sig Fattighjælp, jfr. Kap. XXIII, kan, forsaavidt og saa længe dette er Tilfældet, ikke erholde Kommunehjælp.

§ 294. Forsaavidt en Person, der søger Hjælp hos det sociale Udvalg, opfylder Betingelserne for at erholde Hjælp i Henhold til de foregaaende Kapitler, og hans Trang er begrænset til et eller flere af de Trangstilfælde, for hvilke særlig Hjælp er foreskrevet, paahviler det det sociale Udvalg at yde ham saadan Hjælp i Overensstemmelse med de derom givne Bestemmelser, og den ansøgte Hjælp maa da ikke ydes som Kommunehjælp.

§ 295. 1) Den, der, medens han oppebærer Kommunehjælp, kommer i et Trangstilfælde af den i § 294 omhandlede Art, skal have den for et saadant Trangstilfælde lovhjemlede Hjælp tilstaaet efter de herom givne Regler, medmindre de for denne Hjælp i det enkelte Tilfælde fastsatte Betingelser, derunder den trængendes Modtagelse af Kommunehjælp, forhindrer dette.

2) Forsaavidt en Person, der modtager Kommunehjælp, oppebærer eller paadrager sig Fattighjælp, kan der ikke ydes ham Kommunehjælp, førend hans Forhold ikke længer[e] kan henføres under vedkommende Bestemmelse i Kap. XXIV-XXVII.

§ 296. 1) Det er ikke tilladt ved Ydelse af Kommunehjælp at supplere en normal Persons Arbejdsløn i Tilfælde, hvor paagældende har eller kan anvises Arbejde i normal Arbejdstid og til den paa Egnen gængse Arbejdsløn.

2) Saafremt det sociale Udvalg finder, at særlige Omstændigheder, saasom stor Forsørgerbyrde, i det enkelte Tilfælde taler for at fravige Regelen i Stk. 1., kan Udvalget efter paagældendes Anmodning indstille Sagen til Kommunalbestyrelsen, der er berettiget til at yde Hjælp efter sit Skøn over det særlige Trangstilfælde.

§ 297. 1) Ved Afgørelsen af, hvormeget der i det enkelte Tilfælde kan ydes som Kommunehjælp i Form af kontant Pengehjælp eller Naturalier, skal det sociale Udvalg iagttage, at Hjælpen ikke overstiger den Hjælp, paagældende i Henhold til Lov om Folkeforsikring eller denne Lovs foregaaende Kapitler formentlig vilde have kunnet opnaa til Afhjælpning af den foreliggende Trangssituation, hvis han havde opfyldt Betingelserne for at oppebære saadan Hjælp.

2) Saafremt det sociale Udvalg finder, at særlige Omstændigheder, saasom stor Forsørgerbyrde, i det enkelte Tilfælde taler for at fravige Regelen i Stk. 1, kan Udvalget efter paagældendes Anmodning indstille Sagen til Kommunalbestyrelsen, der i Tilfælde af, at Indstillingen tiltrædes af mindst 2/3 af dens Medlemmer, er berettiget til at fravige Regelen.

§ 298. 1) Ingen Forsørger kan faa tilstaaet Rejsehjælp som Kommunehjælp, medmindre det sociale Udvalg har overbevist sig om, at der paa det Sted, hvortil han ønsker at rejse, er sikret ham Arbejde af mere vedvarende Karakter, eller at hans Familie i Forvejen har fast Bopæl i vedkommende Kommune, og at Forholdet mellem ham og Familien ikke er afbrudt.

2) Ydes der herefter en Person Rejsehjælp, skal Meddelelse herom samtidig tilstilles den Kommune, hvortil Rejsen skal foregaa.

3) Ydes der Rejsehjælp, uden at Betingelserne herfor efter Stk. 1 er til Stede, er den Kommune, hvorfra Hjælpen er ydet, forpligtet til fuldt ud at refundere og selv at bære Udgifterne ved den Kommunehjælp, som derefter maa ydes vedkommende i andre Kommuner, jfr. herved Reglerne i §§ 60-63.

4) Kommunalbestyrelsen har i de i Stk. 3 nævnte Tilfælde Regres over for de Medlemmer af det sociale Udvalg, som har tilstaaet den ulovlige Rejsehjælp, jfr. § 49.

§ 299. 1) Det er ikke tilladt at yde Kommunehjælp til en Persons Udvandring.

2) Under særlige Omstændigheder, saasom naar der er fuldgyldige Beviser for, at der er sikret paagældende en Stilling i Udlandet, ved hvilken han skønnes at kunne forsørge sig og sin Familie, naar nære Slægtninge vil tage sig af ham, og han her i Landet staar ene, eller naar det drejer sig om efter Forsørgerens Ønske at hjælpe en Familie til at rejse til Forsørgeren i Udlandet, og han der er i Stand til at forsørge Familien ell. lign., kan det sociale Udvalg, navnlig naar paagældende Person eller Familie i Forvejen oppebærer Kommunehjælp, indstille til Kommunalbestyrelsen, at der ydes Hjælp. Tiltræder Kommunalbestyrelsen Udvalgets Opfattelse, forelægges Sagen med de fornødne Oplysninger, derunder ogsaa om Udgifternes Størrelse, Socialministeren, hvis Afgørelse er endelig. Sagens Afgørelse skal fremskyndes saa meget som muligt.

§ 300. 1) Hvis det sociale Udvalg bliver opmærksomt paa, at der til en Person, der modtager offentlig Hjælp, samtidig fra velgørende Foreninger eller lnstitutioner ydes Hjælp af en saadan Art eller i en saadan Form, at vedkommende Hjælp ydes eller kan ydes gennem Udvalget, skal dette oplyse vedkommende Forening eller Institution om Forholdet og kan, hvis der findes Grund dertil, anmode denne om at indstille sin Hjælp. Nægtes dette, forelægges Sagen for Amtmanden, i de i § 50, Stk. l, 2det Pkt., omhandlede Kommuner for Socialministeren.

2) Kommer en velgørende Forening eller Institution under sin Virksomhed - ved Henvendelse til det sociale Udvalg eller paa anden Maade - til Kundskab om eller faar grundet Formodning om, at der til en Person, som den hjælper eller har paatænkt at hjælpe, ydes offentlig Hjælp, skal den, forinden den foretager videre, indlede Forhandling med det sociale Udvalg. Hvis dette derefter henstiller til vedkommende Institution at holde sig tilbage, men dette nægtes, forelægges Sagen de i Stk. 1 nævnte Myndigheder.

3) Det sociale Udvalg kan slutte Overenskomst med frivillige, velgørende Foreninger og Institutioner eller med Sammenslutninger af saadanne om Samarbejde i Hjælpen til nødlidende. Ved saadan Overenskomst fritages Udvalget dog ikke for Varetagelsen af Opgaver, der ved Loven er henlagt til det.

Retsvirkninger af Kommunehjælp.

§ 301. 1) Den Kommunehjælp, som en Person efter sit 18de Aar har modtaget eller paadraget sig, kan af det offentlige fordres erstattet saavel af ham selv som i hans Dødsbo. Dog skal Erstatningskravet kun kunne gøres gældende i Debitors[75] levende Live, naar det sociale Udvalg i hans Opholdskommune skønner, at han har Evne til at udrede Erstatningen uden selv at komme til at mangle det fornødne til eget Underhold eller til Opfyldelse af den ham i Henhold til Lov paahvilende Forsørgelsespligt. Ligeledes skal Retten til at fordre Erstatning i den understøttedes Dødsbo være betinget af, at der efter vedkommende Skifterets Skøn ikke derved berøves Børn, overfor hvilke der paahvilede ham fuld Forsørgelsespligt, det fornødne til deres Underhold, jfr. herved §§ 221, Nr. 5, og 229, Stk. 1, Nr. 2.

2) Det af det sociale Udvalg eller Skifteretten i Henhold til Stk. 1 udøvede Skøn kan indankes for Amtmanden, i de i § 50, Stk. 1, 2det Pkt., omhandlede Kommuner for Socialministeren, hvilke Myndigheders Afgørelse er endelig.

3) Naar en Person ikke i det sidste halve Aar har modtaget Kommunehjælp til sig selv eller til dem, hvis Forsørgelse paahviler ham, er Kommunalbestyrelsen, saafremt den skønner, at han nu vil kunne klare sig selv og opfylde sine Forsørgerpligter uden Kommunehjælp eller Fattighjælp, berettiget til at eftergive ham tidligere modtagen Kommunehjælp, saafremt han ikke ved Dom er frakendt de borgerlige Rettigheder uden senere at have generhvervet dem eller er under Tiltale for en i den offentlige Mening vanærende Handling, og det derhos ikke skønnes, at han har Evne til at tilbagebetale Understøttelsen uden selv at komme til at mangle det fornødne til eget Underhold eller til Opfyldelsen af den ham paahvilende Forsørgelsespligt.

4) Har en Person ikke i de sidst forløbne 3 Aar modtaget Kommunehjælp til sig selv eller til dem, hvis Forsørgelse paahviler ham, er Kommunalbestyrelsen i øvrigt under de i Stk. 3 anførte Betingelser forpligtet til paa Begæring at eftergive ham tidligere modtagen Kommunehjælp.

§ 302. Den Understøttelse, der uden særlig Hjemmel i de foregaaende Kapitler maatte være ydet et forældreløst Barn, som dør forinden sit fyldte 18de Aar, kan fordres erstattet i Dødsboet.

§ 303. Det offentliges Erstatningskrav staar tilbage for enhver den understøttede paahvilende Gæld, forsaavidt denne hidrører fra Forpligtelser, der er paadraget før Understøttelsens Ydelse.

§ 304. 1) Enhver af de Myndigheder, der har deltaget i Afholdelsen af Udgifterne ved den omhandlede Kommunehjælp, kan fordre, at Erstatningskravet skal gøres gældende gennem den Opholdskommune, som senest før Sagens Rejsning har ydet paagældende Kommunehjælp.

2) Forsaavidt vedkommende Kommunalbestyrelse maa søge Erstatningskravet gennemført ved Domstolene, har Kommunalbestyrelsen fri Proces. Saafremt det sociale Udvalg i Henhold til § 301, Stk. 1, har skønnet, at Debitor er i Stand til at yde Erstatningen gennem afdragsvis Betaling, men ellers ikke, kan det ogsaa ved Dom fastsættes, at og paa hvilken Maade afdragsvis Betaling skal ske.

§ 305. 1) Forsaavidt en Person ved svigagtig[76] Optræden tilsniger sig Kommunehjælp, bortødsler den ham tilstaaede Kommunehjælp eller i øvrigt grovelig misbruger saadan Hjælp, vil denne være at betragte som Fattighjælp, dog kun med den Virkning, at han mister Valgret og Valgbarhed til offentlige Forsamlinger eller Raad, indtil han har tilbagebetalt det Beløb, han med Urette har oppebaaret eller har misbrugt, dog i intet Tilfælde udover et Tidsrum af 3 Aar, efter at Handlingen er begaaet, eller 2 Aar, efter at han har ophørt at oppebære offentlig Hjælp.

2) Virkningen i Henhold til Stk. 1 indtræder ogsaa for den med vedkommende samlevende Ægtefælle, med hvis Vidende og Villie den omhandlede Adfærd er begaaet.

3) De anførte Bestemmelser gælder dog kun, saafremt der ikke er rejst strafferetlig Tiltale, jfr. §§ 47-48.

§ 306. 1) I Tilfælde, hvor en Person ved uordentlig Livsførelse, ved uforsvarlig Økonomi, ved urimelig Opgivelse af en Stilling eller et Arbejde eller ved uden rimelig Aarsag at nægte at tage Arbejde, jfr. Arbejdsløshedslovens § 17, selv er Skyld i, at der har maattet ydes ham Kommunehjælp, uden at hans Forhold dog kan henføres under § 310, vil Hjælpen være at betragte som Fattighjælp, medmindre Kommunalbestyrelsen efter Indstilling af det sociale Udvalg undtagelsesvis beslutter, at Hjælpen ikke skal have denne Virkning. I det heromhandlede Tilfælde skal Fattighjælp dog kun medføre, at han mister Valgret og Valgbarhed til offentlige Forsamlinger eller Raad, indtil han har tilbagebetalt den ham af de angivne Aarsager ydede Kommunehjælp, eller der er forløbet 2 Aar, efter at han er ophørt med at oppebære Hjælpen.

2) Er paagældende gift og lever sammen med sin Ægtefælle, træffes den i Stk. 1 omhandlede Beslutning særskilt for Ægtefællen.

§ 307. 1) Naar og saa længe en Person er under direkte offentlig Forsørgelse eller i øvrigt modtager Kommunehjælp til Stadighed eller af en saadan Størrelse, at Hjælpen har Karakter af en egentlig Forsorg, vil Hjælpen være at betragte som Fattighjælp, medmindre Kommunalbestyrelsen efter Indstilling af det sociale Udvalg beslutter, at Hjælpen ikke skal have denne Virkning. Betragtes Hjælpen herefter som Fattighjælp, vil denne dog kun medføre den Virkning, at paagældende mister Valgret og Valgbarhed til offentlige Forsamlinger eller Raad, og Hjælpen kan kræves eftergivet, naar der er forløbet 2 Aar, efter at han er ophørt med at være under egentlig Forsorg.

2) Paa lignende Maade forholdes der overfor dem, der er sat i Bidrag efter § 9, Nr. 3, naar Bidraget ikke betales.

3) Er paagældende gift og lever sammen med sin Ægtefælle, træffes den i Stk. 1 omhandlede Beslutning særskilt for Ægtefællen.

4) Forsaavidt der maa ydes en Person Kommunehjælp, fordi vedkommende eller den med ham (hende) samlevende Ægtefælle er indblandet i en kollektiv Arbejdsstrid, jfr. herved Arbejdsløshedslovens § 17, Stk. 1, medfører Hjælpen de i nærværende Paragrafs 1ste Stk. nævnte Fattighjælps Virkninger. Dog kan Kommunalbestyrelsen undtagelsesvis bestemme, at den ham ydede Hjælp ikke skal have disse Virkninger, naar Hjælpen maa ydes i Anledning af særlig store Forsørgerbyrder, langvarig Sygdom eller af andre den trængende utilregnelige Aarsager. Disse Forhold bliver i øvrigt ogsaa særlig at tage i Betragtning ved Afgørelser i Henhold til nærværende Paragrafs 1ste Stk. om, at Fattighjælps Virkninger ikke skal indtræde.

§ 308. 1) Forsaavidt en Kommunalbestyrelse vedtager en Indstilling fra det sociale Udvalg i Henhold til §§ 306 og 307, er Afgørelsen endelig. Afgørelsen er ligeledes endelig, saafremt Kommunalbestyrelsen med et Flertal paa mindst 2/3 af dens Medlemmer forkaster Indstillingen. Er Flertallet mindre, kan vedkommende understøttede eller dennes Ægtefælle begære Sagen forelagt for Amtmanden, i de i § 50, Stk. 1, 2det Pkt., nævnte Kommuner for Socialministeren, hvilke Myndigheders Afgørelse er endelig.

2) De i Stk. 1 omhandlede Afgørelser kan ikke gaa ud paa, at Valgret eller Valgbarhed ikke skal bortfalde, saafremt paagældende fremtidig kan nøjes med en nærmere fastsat Hjælp, eller være knyttet til lignende Betingelser.

3) Et Mindretal af det sociale Udvalg kan altid forlange, at Udvalget skal afgive Indstilling til Kommunalbestyrelsen i Henhold til §§ 306 og 307 vedrørende Spørgsmaalet om Bortfald af Fattighjælps Virkning.

[Indholdsfortegnelsen]

Afsnit VI.

Fattighjælp.

Kapitel XXIII. Almindelige Bestemmelser.

§ 309. 1) Den Hjælp, der i Henhold til nærværende Kapitel og Kap. XXIV-XXVII skal betragtes som Fattighjælp for Modtageren, har - udover hvad der i det enkelte Tilfælde maatte være en Følge af Bestemmelser i andre Love - følgende Retsvirkninger:

1. Tab af Valgret og Valgbarhed til offentlige Forsamlinger og Raad, indtil Fattighjælpen er eftergivet eller tilbagebetalt.
2. Pligt til at erstatte den modtagne Fattighjælp, jfr. nærmere § 301, Stk. 1-2, og §§ 302-04.
3. Saa længe en Person oppebærer Fattighjælp, kan som Regel hverken han eller de, han skal forsørge, hjælpes efter Bestemmelserne i Kap. XVI-XIX eller XXI-XXII, jfr. nærmere de enkelte Paragraffer.
4. Saa længe en Person oppebærer Fattighjælp, kan Kommunalbestyrelsen efter Indstilling af det sociale Udvalg fremsætte Indsigelse imod, at han indgaar Ægteskab. Indsigelsen fremsættes overfor de i § 22, jfr. § 20 i Lov Nr. 276 af 30. Juni 1922 om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning, omhandlede Myndigheder eller overfor den ægteskabsstiftende Myndighed. Fremsættes saadan Indsigelse, maa Ægteskabet ikke indgaas.
5. De i §§ 293 samt 296-300 indeholdte Regler finder Anvendelse.

2) Hvor ikke andet i det enkelte Tilfælde er bestemt, kan Eftergivelse af Fattighjælp under de i øvrigt i § 301, Stk. 3, anførte Betingelser kræves, naar der er forløbet 3 Aar efter Hjælpens Ophør.

3) Ved enstemmig Vedtagelse kan Kommunalbestyrelsen efter foretagen Undersøgelse af den enkelte Sag under særlige Omstændigheder beslutte, at Fattighjælpen eftergives efter 1 Aars Forløb.

[Indholdsfortegnelsen]

Kapitel XXIV. Forsørgelse af arbejdsmodvillige Personer.

§ 310. Forsaavidt en Person uafbrudt i længere Tid udelukkende eller næsten udelukkende har opretholdt Livet ved Kommunehjælp, og det maa antages, at hans Krav om Hjælp skyldes aabenlys Arbejdslede eller Lyst til at ligge det offentlige til Byrde, skal den Hjælp, der ydes ham eller de Personer, han skal forsørge, betragtes som Fattighjælp for ham, jfr. Dog § 309, Stk. 1, Nr. 3, indtil Kommunalbestyrelsen paa hans Begæring maatte træffe Bestemmelse om, at han ikke længer[e] skal betragtes som oppebærende Fattighjælp. Kommunalbestyrelsens Afgørelse kan indankes for Amtmanden, i de i § 50, Stk. 1, 2det Pkt., nævnte Kommuner for Socialministeren, hvilke Myndigheders Afgørelse er endelig.

[Indholdsfortegnelsen]

Kapitel XXV. Forsømmelige Forsørgere.

§ 311. 1) Maa der ydes en ikke rent forbigaaende Kommunehjælp til en Person, som ikke samlever med sin legale Forsørger, vil sidstnævnte være at sætte i Bidrag i Henhold til Reglerne i Kap. I, medmindre han straks selv overtager den direkte Forsørgelse, jfr. § 15. Viser det sig ved de anstillede Undersøgelser, at Forsørgeren modvillig har unddraget sig efter Evne at fyldestgøre sin Forsørgelsespligt, kan det sociale Udvalg i hans Opholdskommune straks paa Begæring af den Kommune, der har maattet træde til, fastsætte et ugentligt Bidrag, som den forsørgelsespligtige vil have at udrede, indtil Overøvrighedens Afgørelse af den endelige Bidragspligt foreligger. Meddelelse om det saaledes fastsatte foreløbige Bidrag tilstilles straks vedkommende Overøvrighed.

2) Over den foreløbige Bidragsansættelse i Henhold til Stk. 1 kan Forsørgeren klage til Overøvrigheden, men er indtil videre forpligtet til at rette sig efter det sociale Udvalgs Beslutning.

3) Betaler Forsørgeren ikke de foreløbig fastsatte Bidrag, skønt han maa antages at være i Stand hertil, kan det sociale Udvalg med Kommunalbestyrelsens Samtykke straks lade ham indlægge i en Arbejdsanstalt, hvor han kan forblive, indtil de skyldige Bidrag er betalt, dog længst indtil den endelige Bidragsresolution foreligger. Den Hjælp, der indtil da ydes ham eller de Personer, han forsørger, betragtes som Fattighjælp for ham. Overøvrigheden meddeler straks Forsørgerens Opholdskommune, saa snart den endelige Bidragspligt er fastsat.

§ 312. 1) Sker der Henvendelse til det sociale Udvalg om, at en Forsørger ikke sørger forsvarligt for de Børn, han har hos sig, og overfor hvilke der paahviler ham fuld Forsørgelsespligt, undersøger det sociale Udvalg Sagen med Henblik paa, om der bør træffes Foranstaltninger til Værn for Børnene i Overensstemmelse med Reglerne i Afsnit II.

2) Har det sociale Udvalg i Medfør af Kap. VIII beskikket en Tilsynsværge for Børnene, men er Forsørgeren ikke i Stand til at følge Tilsynsværgens Raad, Anvisninger eller Paalæg, kan det sociale Udvalg yde den til Gennemførelsen af Tilsynsværgens Ønsker fornødne Kommunehjælp. Nægter Forsørgeren, skønt han er i Stand hertil, at rette sig efter Tilsynsværgens Bestemmelser, kan Kommunalbestyrelsen under særlige Omstændigheder indstille til Overøvrigheden, at Forsørgeren straffes som forsømmelig Forsørger med Tvangsarbejde i indtil 3 Maaneder, hvorhos Børnene midlertidig eller endelig overtages til Forsørgelse af Kommunen.

3) Den Hjælp, der i Henhold til Stk. 2, 2det Pkt., ydes til Børnene, saavel som Forsørgerens Anbringelse i Tvangsarbejdsanstalt betragtes som Fattighjælp for Forsørgeren.

§ 313. 1) Hvor den ene af 2 samlevende Ægtefæller søger Kommunehjælp under Henvisning til, at den anden ikke efter Evne bidrager forsvarlig til Familiens Forsørgelse, har det sociale Udvalg nøje at undersøge Sagen, derunder om muligt at forhandle med begge Parter i Forening. Viser det sig da, at Klagen findes berettiget, og at Klageren samtidig søger Separation (eller Skilsmisse), afgør Udvalget, om det skønnes tilstrækkeligt indtil videre at paalægge den forsømmelige Forsørger et bestemt ugentligt Bidrag til Familiens Forsørgelse, eller om der tillige vil være at yde Kommunehjælp, jfr. § 311.

2) Ønsker Klageren i de i Stk. 1 angivne Tilfælde ikke Separation (eller Skilsmisse), afgør det sociale Udvalg Bidragspligten endelig i Henhold til § 9, Nr. 1, forsaavidt Klageren ikke ønsker at afbryde Samlivet, i hvilket Tilfælde Bidraget fastsættes af Overøvrigheden i Medfør af § 10.

3) Det sociale Udvalg kan bestemme, at saavel de i Henhold til Stk. 1 paalagte foreløbige Bidrag som de endelige Bidrag efter Stk. 2 skal indbetales til Udvalget for af dette at stilles til Familiens Raadighed.

4) Betaler Forsørgeren ikke de saaledes paalagte Bidrag, skønt han maa antages at være i Stand hertil, kan det sociale Udvalg med Kommunalbestyrelsens Samtykke straks lade ham indlægge i en Arbejdsanstalt, hvor han, forsaavidt det drejer sig om de foreløbige Bidrag i Henhold til Stk. 1, kan forblive, indtil enten de skyldige Bidrag er betalt, eller Sagen om Separation eller Skilsmisse er i Orden, dog ikke udover 3 Maaneder. Drejer det sig om Bidrag i Henhold til Stk. 2, maa Opholdet i Arbejdsanstalten ikke være kortere end 1 Maaned og ikke længere end 3 Maaneder. Opholdet paa Arbejdsanstalten saavel som den Hjælp, der maa ydes de Personer, overfor hvem han har Forsørgelsespligt, som Følge af hans fortsatte Undladen af at opfylde denne, betragtes som Fattighjælp.

§ 314. 1) Hvis det sociale Udvalg i de i § 313 omhandlede Tilfælde skønner, at paagældendes Forhold som Forsørger fremviser en Ansvarsløshed af en særlig graverende[77] Karakter, f. Eks. enten fordi han i længere Tid har anvendt en alt for ringe Del af sin Fortjeneste til sin Families Forsørgelse, medens han har brugt alt for meget til sig selv, til andre Forbindelser, til Udskejelser af forskellig Art ell.lign., eller fordi han paa Grund af Drikfældighed, Arbejdslede ell.lign. ligger Familien til Byrde, kan Udvalget, forsaavidt det ikke besluttes at tage ham under Særforsorg for Alkoholisme, straks lade ham indlægge paa en Arbejdsanstalt. Sagen forelægges derefter uopholdelig Kommunalbestyrelsen, som kan indstille til Overøvrigheden, at han hensættes til Tvangsarbejde fra 2 Maaneder til 1/2 Aar eller under skærpende Omstændigheder eller i Gentagelsestilfælde fra 3 Maaneder til 1 Aar.

2) Overøvrigheden kan dog efter Indstilling fra vedkommende Anstalt og efter at have indhentet Erklæringer fra den anden Ægtefælle og Kommunalbestyrelsen senere forkorte de i Stk. 1 angivne Tidsrum.

[Indholdsfortegnelsen]

Kapitel XXVI. Alkoholister.

§ 315. 1) Naar en Person præsterer behørig Lægeattest for, at han trænger til Ophold paa et Afvænningshjem for Alkoholister, og skriftlig forpligter sig til i 1 Aar at tage Ophold paa et saadant Hjem, er det sociale Udvalg i hans Opholdskommune berettiget til i Trangstilfælde at yde den fornødne Kaution.

2) Den i Stk. 1 omhandlede Hjælp betragtes som Fattighjælp, dog kun med den Virkning, at han mister sin Valgret og Valgbarhed til offentlige Forsamlinger og Raad, indtil han efter endt Kur er udskrevet af Hjemmet. Forlader han dette og afbryder Kuren i Utide, vil han først opnaa Valgret og Valgbarhed efter 2 Aars Forløb fra Indlæggelsen at regne.

§ 316. 1) Hvis en Person er forfalden til Drik, og der fra hans Families eller andre paarørendes Side eller fra Politi eller anden offentlig Myndighed sker Henvendelse til det sociale Udvalg om at undergive ham en Kur for Alkoholisme, undersøger Udvalget Sagen, og hvis det ved denne Undersøgelse viser sig, at paagældende ligger Familie eller paarørende til Byrde og i øvrigt ikke vil kunne klare sig uden Hjælp, samt hvis det efter indhentet Lægeskøn anbefales at forsøge en Afvænningskur, kan det sociale Udvalg, eventuelt efter en Tvangsindlæggelse til Observation, forlange, at paagældende skal underkastes Kur paa et Afvænningshjem for Alkoholister, dog ikke udover 1½ Aar.

2) Udvalgets Beslutning om Indlæggelse til Kur kan dog af Patienten indankes for Amtmanden, i de i § 50, Stk. 1, 2det Pkt., omhandlede Kommuner for Socialministeren, hvilke Myndigheders Afgørelse er endelig. Nægter Udvalget at tage Affære, kan den, som Patienten ligger til Byrde, Politiet eller anden offentlig Myndighed, hvis Henvendelse ikke er taget til Følge, ligeledes forelægge Sagen for nævnte Myndigheder til endelig Afgørelse.

3) Er der ikke straks Plads paa Afvænningshjemmet, eller trækker Anbringelsen af andre Grunde ud, kan det sociale Udvalg midlertidig anbringe ham i en Arbejdsanstalt.

4) Forlader paagældende i Utide det Hjem, hvor han er anbragt, eller sker der inden 1 Aar efter hans Udskrivning paa ny med Rette Henvendelse til Udvalget, som angivet i Stk. 1, kan Kommunalbestyrelsen indstille til Amtmanden, i de i § 50, Stk. 1, 2det Pkt., omhandlede Kommuner til Socialministeren, at paagældende anses med Tvangsarbejde fra 3 Maaneder til 2 Aar. Nægter Kommunalbestyrelsen at foretage videre, kan Sagen forlanges indbragt for de nævnte overordnede Myndigheder.

5) Udgifterne ved Patientens Indlæggelse til Observation eller paa et Afvænningshjem for Alkoholister betragtes, forsaavidt og i den Udstrækning de ikke kan afholdes af Patienten selv eller bæres af andre, som Fattighjælp.

6) Den modtagne Fattighjælp skal først kunne eftergives, naar der er gaaet 1 Aar efter Udskrivningen fra Hjemmet eller Anstalten. Afbryder han Kuren i Utide, vil Hjælpen, forsaavidt han ikke i Anledning af sin Rømning er blevet straffet med Tvangsarbejde, jfr. nærværende Paragraf, Stk. 4, først kunne eftergives 1 Aar, efter at Kuren ifølge den trufne Bestemmelse skulde have været tilendebragt.

§ 317. Efter tilsvarende Regler, som i § 316 bestemt, forholdes der, hvis der maa ydes en enlig Person eller en Familie offentlig Hjælp, og Trangen viser sig i det væsentlige at være begrundet i paagældende trængendes eller dennes Forsørgers Drikfældighed, forudsat at Patienten ikke straks erkender dette og selv erklærer sig villig til at lade sig undergive Kur efter § 315.

[Indholdsfortegnelsen]

Kapitel XXVII. Omstrejfere[78], erhvervs- og subsistensløse[79] m.fl.

§ 318. 1) Naar en Person er blevet straffet for Betleri eller Løsgængeri[80], bliver der en passende Tid før hans Løsladelse til Amtmanden i det Amt, i hvilket Anholdelseskommunen ligger, at sende Meddelelse om Sagen ledsaget af de fornødne Oplysninger, derunder Straffeliste for paagældende og Oplysninger om hans Forhold som Forsørger. Amtmanden afgør derefter, efter forudgaaende Forhandling med vedkommende Kommune og indhentet Erklæring fra paagældende selv, om denne, hvis han ikke skønnes at skulle anbringes i Tvangsarbejdsanstalt, jfr. § 319, efter Straffetidens Udløb kan løslades, eventuelt dimitteres[81], til et Arbejdssted eller privat Arbejdshjem, eller om han foreløbig eller endelig skal anbringes i Arbejdsanstalt, eller om han skønnes bedst egnet til Optagelse paa en Arbejdskoloni eller eventuelt et Afvænningshjem for Alkoholister, jfr. § 317. At paagældende er i Besiddelse af et mindre Pengebeløb eller et Tilholdssted ved Løsladelsen, er uden Betydning ved Amtmandens Afgørelse i Henhold til foranstaaende, hvis det ikke kan antages, at Personen vil ernære sig ved regelmæssigt Arbejde.

2) Amtmandens Beslutning kan af Kommunen indankes for Socialministeren.

§ 319. 1) Hvis Amtmanden efter at have foretaget den i § 318 omhandlede Undersøgelse skønner, at det vilde være hensigtsløst at forsøge paagældende anbragt under friere Forhold, saasom fordi han maa betragtes som professionel Vagabond og i de senere Aar gentagende er straffet for Betleri eller Løsgængeri i grovere Former, kan det bestemmes, at han skal anbringes i Tvangsarbejdsanstalt. Opholdet i en saadan kan dog ikke strække sig udover 2 Aar.

2) Forinden Amtmanden træffer Afgørelse om, at vedkommende skal anbringes som nævnt, skal han have forhandlet med Fængselsnævnet, og forsaavidt paagældende i Henhold til Borgerlig Straffelovs Regler er løsladt paa Prøve fra Fængsel eller Arbejdshus, eller Løsladelsen fra Arbejdshus[82] er sket efter Bestemmelse af Fængselsnævnet, og dette fraraader Anbringelse i Tvangsarbejdsanstalt, kan saadan Anbringelse ikke finde Sted.

§ 320. 1) Naar en Person i øvrigt er blevet straffet, og Fængselsmyndighederne skønner, at han, som Forholdene maa antages at ville være ved hans Løsladelse, ikke vil eller ikke evner at forsørge sig selv, bliver der at forholde som i § 318, jfr. § 319, anført.

2) Hvis paagældende i Straffetiden har bevaret fast Bopæl eller Hovedhjemsted, skal Amtmanden dog, hvor ikke ganske særlige Omstændigheder taler derimod, rette sig efter Opholdskommunens Ønsker, navnlig hvor disse deles af paagældendes Familie.

§ 321. 1) Hvis en Person af Politiet afleveres som erhvervs- og subsistensløs til det sociale Udvalg, eller hvis Udvalget i andre Tilfælde anser det for nødvendigt at tage sig af en erhvervs- eller subsistensløs Person, er Udvalget, hvis det kender paagældende og efter sit Kendskab til ham kan anse det for forsvarligt, berettiget til at ekvipere ham og yde ham Hjælp til Logi, forudsat at der kan skaffes ham Arbejde. Rejsehjælp kan af Udvalget kun ydes efter Reglerne i §§ 298-99.

2) Kender det sociale Udvalg ikke paagældende, tør det efter sit Kendskab til ham ikke stole paa ham, eller kan der ikke skaffes ham Arbejde, er Udvalget ansvarligt for, at han straks indlægges paa vedkommende Arbejdsanstalt, hvortil Politiets Bistand om fornødent kan forlanges.

3) Ved Anbringelse paa Arbejdsanstalt i Henhold til Stk. 2 skal de Oplysninger, som det sociale Udvalg har vedrørende paagældende, medfølge, og Anstaltens Ledelse skal da inden 14 Dage efter Indlæggelsen indstille Spørgsmaalet om den fremtidige Forsørgelsesmaade til Amtmanden, som derefter snarest muligt og senest inden 14 Dage efter Indlæggelsen træffer sin Beslutning i Overensstemmelse med Reglerne i §§ 318-19.

4) Som erhvervs- og subsistensløs kan kun en Person betragtes, som

1. i længere Tid har været og ved Forsorgens Begyndelse stadig er uden Arbejde og ude af Stand til ved egen Hjælp af skaffe sig saadant,
2. er uden fast Bopæl og
3. mangler Tilholdssted hos Familie eller andre paarørende i den Kommune, hvis sociale Udvalg maa tage sig af ham.

§ 322. Naar en prostitueret Kvinde af Politiet afleveres til Forsørgelsesvæsenet som erhvervs- og subsistensløs, skal hun i alle Tilfælde straks indlægges paa vedkommende Arbejdsanstalt, hvorefter der i øvrigt forholdes som i § 321 anført, dog at Amtmanden, saafremt hun kun en enkelt Gang har været straffet for Løsgængeri, Overtrædelse af Tilhold eller lignende, hurtigst muligt bør søge at faa en privat Forening til at tage sig af hende.

§ 323. Den Hjælp, det offentlige afholder med Hjemmel i §§ 318-22, betragtes, bortset fra Ophold i Arbejdsanstalt paa under 14 Dage, som Fattighjælp. Denne Fattighjælp kan eftergives, naar der er forløbet 1 Aar efter Udskrivning af Arbejdskoloni, Arbejdsanstalt eller Tvangsarbejdsanstalt.

§ 324. De Amtmanden ved foranstaaende Bestemmelser tillagte Funktioner udføres i de i § 50, Stk. 1, 2det Pkt., omhandlede Kommuner af Kommunalbestyrelsen.

[Indholdsfortegnelsen]

Afsnit VII.

Slutnings- og Overgangsbestemmelser, Ophævelse af ældre Lovbestemmelser.

Kapitel XXVIII.

§ 325. Hvis der opstaar Tvivl om, hvorvidt en Person er berettiget til en vis Art af Hjælp, fordi Trangstilfældet efter Loven kan afhjælpes paa flere Maader, fordi en allerede ydet Hjælp menes at dække et senere opstaaet specielt Trangstilfælde, eller endelig fordi samme Families enkelte Medlemmer samtidig kan understøttes gennem forskellige Lovbestemmelser eller lignende, skal Tvivlstilfældet uopholdelig forelægges Amtmanden, i de i § 50, Stk. 1, 2det Pkt., nævnte Kommuner Socialministeren, og indtil Afgørelsen foreligger, skal det sociale Udvalg ved Ydelsen af den fornødne Hjælp tage Hensyn dels til, at Hjælp uden Retsvirkninger gaar forud for anden Hjælp, dels til, at indenfor førstnævnte Arter af Hjælp skal den, af hvilken Opholdskommunen bærer en større Del, gaa forud for den, hvor Refusionen er størst.

§ 326. 1) Hvor Lægeerklæring udkræves eller anses for ønskelig, eller hvor en Person skal underkastes Lægebehandling, er vedkommende sociale Udvalg berettiget til at henvise til den Læge, Udvalget ønsker at benytte.

2) Hvis Patienten har sin egen Læge eller selv har fremskaffet Lægeattest eller lignende, før han søger den omhandlede Hjælp, kan der dog ikke paaføres ham nogen Udgift ved Henvisning til en anden Læge.

3) Er der i et Spørgsmaal af nogen Betydning væsentlig Uoverensstemmelse mellem den af Patientens Læge afgivne Erklæring og Erklæringen fra den Læge, til hvem Udvalget har henvist, kan Patienten forlange Sagen forelagt overordnet Myndighed.

§ 327. Hvis modtagen Kommunehjælp eller Fattighjælp tilbagebetales, bortfalder de Retsvirkninger, der er knyttet til Hjælpens Modtagelse. Dog kan Tilbagebetaling ikke medføre, at Ophold i Arbejdsanstalt, Arbejdskoloni, Afvænningshjem for Alkoholister, Tvangsarbejdsanstalt eller lignende, eller i øvrigt at strafferetlige Virkninger af paagældendes Forhold ophører, før de i det enkelte Tilfælde udtrykkelig fastsatte Frister er udløbet.

§ 328. Fattighjælp, oppebaaret før denne Lovs Ikrafttræden, har ikke Fattighjælps Virkning efter nærværende Lov, medmindre denne betegner den tilsvarende Hjælp som Fattighjælp.

§ 329. 1) Hvor den øvrige Lovgivning udelukker en Person fra visse Goder, fordi han har modtaget Fattighjælp, skal den anførte Virkning efter nærværende Lovs Ikrafttræden kun være knyttet til Modtagelse af Fattighjælp eller Kommunehjælp af en saadan Art eller Størrelse, at dennes Modtagelse efter nærværende Lov har medført Tab af Valgret og Valgbarhed.

2) Er Hjælpen modtaget før Lovens Ikrafttræden, skal den anførte Virkning efter Lovens Ikrafttræden kun indtræde, forsaavidt Hjælpen kan sidestilles med den i Stk. 1 nævnte Hjælp.

3) Paa tilsvarende Maade forholdes der, saavidt muligt, hvor Personer ved privat Villiesbestemmelse (Testamente, Legatfundats[83] eller lignende) er udelukket fra at komme i Betragtning, forsaavidt de har oppebaaret Fattighjælp.

§ 330. 1) De ved denne Lov givne Regler om Forsørgelsesstedet - jfr. dog Stk. 5 - og om Udredelsen af Udgifterne finder Anvendelse fra den Dag, Loven træder i Kraft, dog saaledes, at der ved Anvendelsen af §§ 60-62 tages samme Hensyn til offentlig Hjælp eller Sygekassehjælp, ydet i Henhold til den tidligere Lovgivning, som til Hjælp, ydet efter Lovens Ikrafttræden.

2) Med Hensyn til Udredelse af Udgifter ved Børneværnsforanstaltninger i Henhold til Afsnit II finder Lovens Regler Anvendelse fra den Dag, Loven træder i Kraft, selv om Beslutningen om Iværksættelsen af paagældende Foranstaltninger er truffet forinden, dog med følgende Ændringer:

1. Den Kommune, som hidtil forskudsvis har udredet Udgifterne ved Værgeraadsforsorg[84] for et Barn, vedbliver hermed, indtil Forsorgen endelig ophører.
2. Den Kommune, der hidtil som Forsørgelseskommune har baaret ½ af Udgifterne ved Værgeraadsforsorg for et Barn, bærer, indtil Barnet endelig udgaar af Forsorg eller anbringes paa en af de i §§ 64, Stk. 1, Nr. 3 d., og 65 nævnte Maader, fremtidig Opholdskommunens Andel (1/3).
3. Staten bærer Opholdskommunens Andel (1/3) af Udgifterne ved Forsorg for Børn, for hvilke Udgifterne ved Værgeraadsforsorg hidtil er baaret fuldt ud af Statskassen, naar de fremtidig skal afholdes som almindelig Forsørgelsesudgift med Refusion i Henhold til § 75, Stk. 1, Nr. 2.
4. Staten udreder Pension (Ventepenge[85]) til den ved denne Lovs Ikrafttræden ansatte Formand og Næstformand samt Kontorchef i Københavns Værgeraad.

3) Hvis en Opholdskommune ved Lovens Ikrafttræden erholder fuld Refusion fra Forsørgelseskommunen i Henhold til den hidtidige Fattiglovs § 51 eller efter Overenskomst med Forsørgelseskommunen, bærer sidstnævnte Kommune Opholdskommunens Del af Udgifterne ved Hjælp i Henhold til denne Lov fra Lovens Ikrafttræden, indtil paagældendes Trang til Hjælp kan anses for ophørt.

4) Tvivlsspørgsmaal som Følge af Reglerne i nærværende Paragraf afgøres endelig af Amtmanden i den Overøvrighedskreds, hvortil paagældendes hidtidige Forsørgelseskommune hører, i de i § 50, Stk. 1, 2det Pkt., omhandlede Kommuner af Socialministeren; Tvivlsspørgsmaal vedrørende Reglerne i Stk. 2 afgøres dog endelig af Landsnævnet for Børneforsorg.

5) En Person, der ved denne Lovs Ikrafttræden har Ophold i Udlandet, og som er forsørgelsesberettiget her i Landet, har, indtil han erhverver andet Forsørgelsessted efter denne Lovs Regler, Forsørgelsessted i den Kommune, der efter de hidtidige Regler var hans Forsørgelseskommune, saaledes at Bestemmelserne i § 24, Stk. 2, i øvrigt finder tilsvarende Anvendelse i saadant Tilfælde.

§ 331. 1) Anerkendelser, meddelt Opdragelseshjem eller Foreninger i Henhold til Lov Nr. 72 af 14. April 1905 eller Lov Nr. 237 af 12. Juni 1922, forbliver i Kraft.

2) Samtykke til Oprettelse af ikke anerkendte Børnehjem, Optagelseshjem og lign., meddelt i Henhold til Lov Nr. 237 af 12. Juni 1922, jfr. Lov Nr. 55 af 31. Marts 1926, forbliver i Kraft.

3) Plejetilladelser, meddelt i Henhold til Lov Nr. 43 af 1. Marts 1895 eller Lov Nr. 122 af 28. Marts 1923, forbliver i Kraft.

4) Udøvelsen af Forsorgen for de Børn, der er fjernet fra Hjemmet og ved Lovens Ikrafttræden undergivet Overværgeraadets Forsorg, fortsættes efter de hidtil gældende Regler. I øvrigt overtager vedkommende sociale Udvalg Udøvelsen af Forsorgen for de Børn, der er fjernet fra Hjemmet ved Lovens Ikrafttræden i Henhold til Lov Nr. 237 af 12. Juni 1922, saaledes at Forsorgen udøves af det sociale Udvalg for den Kommune, hvis Værgeraad nu har Forsorgen for Barnet.

5) Bestemmelserne i Kap. XII om Ophør af trufne Børneværnsforanstaltninger kommer til Anvendelse paa alle Børn, som ved Lovens Ikrafttræden er undergivet Fattigforsorg udenfor deres Hjem eller er undergivet Værgeraadsforsorg.

6) Tvivlsspørgsmaal som Følge af Reglerne i denne Paragraf afgøres endelig af Landsnævnet for Børneforsorg.

§ 332. Den i § 247, Stk. 3, Nr. 1, omhandlede Forpligtelse for det sociale Udvalg til, hvor det drejer sig om Hjælp til Underhold af længere Varighed, at forelægge Spørgsmaalet om Invaliditetens Omfang for Invalideforsikringsretten gælder ikke med Hensyn til Personer, der ved denne Lovs Ikrafttræden oppebærer saadan Hjælp i Henhold til den hidtidige Fattiglovs § 63, dog at Udvalget er berettiget til i Tvivlstilfælde at forelægge Invalideforsikringsretten dette Spørgsmaal.

§ 333. 1) Hver Gang de af Det statistiske Departement for Januar og Juli Maaned offentliggjorte Pristal (opgjort paa Grundlag af de af Departementet beregnede Udgifter i et Husholdningsbudget med en samlet aarlig Udgift paa gennemsnitlig 2.000 Kr. efter de i Juli 1914 gældende Priser) stiger eller falder 3 pCt. i Forhold til det for Oktober 1929 offentliggjorte Pristal, vil de i §§ 194, Stk. 1 - jfr. §§ 216, Stk. 1, 220, Stk. 1, 224 og 235 -, 259 og 289 omhandlede Beløb være at forhøje eller nedsætte med 3 pCt., dog saaledes, at Socialministeren, hvis det af praktiske Hensyn er ønskeligt, kan bestemme, at de herefter, forsaavidt angaar § 259, fremkomne Beløb omregnes til Beløb, delelige med 4, og forsaavidt angaar § 194, Stk. 1, delelige med 5.

2) Henholdsvis inden den 10. Marts og den 10. September bekendtgør Socialministeren de Forandringer, som i Henhold hertil finder Sted i ovennævnte Beløb.

3) De saaledes bekendtgjorte Beløb har Gyldighed henholdsvis fra 1. April og 1. Oktober.

4) Den Regulering af Takster, der eventuelt finder Sted ved Lovens Ikrafttræden, skal dog ikke medføre, at en Ydelse i Henhold til nærværende Lov til en Person, der har oppebaaret en tilsvarende Ydelse i Henhold til den hidtil gældende Lovgivning, nedsættes til et lavere Beløb end det, vedkommende vilde have oppebaaret, hvis de i den nævnte Lovgivning fastsatte Beløb stadig var gældende; er Lovens Takst sat lavere end den hidtil gældende, bortfalder nævnte Regulering helt for hans Vedkommende.

5) Den Ydelse, der for de i Stk. 4 omhandlede Personer fastsættes ved Lovens Ikrafttræden, vil være at lægge til Grund ved den Regulering, der senere skal finde Sted som Følge af Svingning af Pristallet efter Lovens Ikrafttræden.

§ 334. Socialministeren giver de nærmere Regler vedrørende Gennemførelsen af denne Lov, der træder i Kraft den 1. Oktober 1933. Fra samme Dato ophæves:

1. Samtlige Regler om særskilt Forsørgelses- eller Refusionspligt for Trossamfund eller Menigheder.
2. D. L.[86] 2-19-1, 2-19-6, 2-19-13, 2-22-75, jfr. Forordning af 24. September 1708 §§ 21 og 23.
   Plan for Københavns Fattigvæsens Indretning og Styrelse af 1. Juli 1799.
   Reglement for Fattigvæsenets Indretning og Bestyrelse i Købstæderne af 5. Juli 1803 § 42, Nr. 2-4, og § 43.
   Kap. VIII i Reglement for Fattigvæsenets Indretning og Bestyrelse paa Landet af 5. Juli 1803.
   Lov om Landkommunernes Styrelse af 25. Marts 1933 § 24, forsaavidt angaar Amtsraadets Bidrag til personlige Understøttelser til trængende.
3. Lov om det offentlige Fattigvæsen Nr. 67 af 9. April 1891, jfr. Lov Nr. 117 af 27. Maj 1908, midlertidig Lov Nr. 686 af 21. December 1918, Lov Nr. 58 af 14. Marts 1924, Lov Nr. 121 af 29. Marts 1924 og Lov om det offentlige Fattigvæsen m.v. i de sønderjydske Landsdele Nr. 305 af 28. Juni 1920, jfr. Lov Nr. 109 af 28. Marts 1923, Bekendtgørelse Nr. 729 af 22. December 1920 og Lov Nr. 51 af 19. Marts 1926, samt Lov Nr. 165 af 15. April 1930.
4. Lov om Hjælpekasser[87] Nr. 101 af 29. April 1913, jfr. Lov Nr. 69 af 11. Februar 1921 og Lov Nr. 124 af 4. April 1928.
5. Lov Nr. 420 af 30. Juni 1919 om Tilskud til Fremme af forebyggende Børneforsorg, Lov Nr. 122 af 28. Marts 1923 om Tilsyn med Børn og Lov om Værgeraadsforsorg m.m. Nr. 139 af 31. Marts 1926.
6. Lov indeholdende Bestemmelser om Børn udenfor Ægteskab og disses Forældre Nr. 130 af 27. Maj 1908 §§ 4-8, 10, Stk. 1-4, og 13, Stk. 3, jfr. Lov Nr. 113 af 29. April 1913 §§ 2 og 4 og Lov Nr. 676 af 22. December 1919.
7. Lov indeholdende nogle Bestemmelser om Hustruers og Ægtebørns Retsstilling Nr. 131 af 27. Maj 1908 §§ 4-8, jfr. Lov Nr. 112 af 29. April 1913 § 2.
8. Lov om Understøttelse til Børn af Enker Nr. 124 af 29. April 1913, jfr. Lov Nr. 101 af 4. Marts 1918 og Lov Nr. 127 af 30. Marts 1920.
9. Lov om Jordemodervæsenet Nr. 126 af 13. Juni 1914 § 5, jfr. Lov Nr. 378 af 23. Juni 1920.
10. Lov om Arbejde i Fabrikker m.v. Nr. 143 af 29. April 1913 § 29, Stk. 2-3.
11. Lov om Arbejde i Bagerivirksomheder og Konditorier Nr. 230 af 9. Juni 1920 § 11, Stk. 2.
12. Lov om Skolebespisning Nr. 92 af 23. Maj 1902.
13. Lov om Foranstaltninger mod smitsomme Sygdommes Udbredelse Nr. 138 af 10. Maj 1915 § 34, jfr. Lov Nr. 87 af 1. April 1925. Lovens § 35 forbliver gældende med de af nærværende Lov følgende Ændringer.
14. De i § 15 i Lov Nr. 229 af 20. December 1929 om Ordning og delvis Ophævelse af det kommunale Pligtarbejde indeholdte Bestemmelser om en Kommunes Udgifter til Læge-, Sygehus- samt Jordemoderkørsel til trængende forbliver i Kraft med den Ændring, at Hjælpen betragtes som Særhjælp, og at Udgifterne refunderes som i § 75, Stk. 1, Nr. 2, fastsat.
15. Lov om Foranstaltninger til Tuberkulosens Bekæmpelse Nr. 145 af 12. Marts 1918 § 5, Stk. 2-3, og § 13, Stk. 2.
16. Lov om Statsstøtte til tuberkuløses Sygebehandling Nr. 66 af 29. Marts 1924 §§ 9 og 10.
17. Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning af 30. Juni 1922 §§ 19 og 21, Nr. 12.

§ 335. 1) Regeringen bemyndiges til ved kgl. Anordning - helt eller delvis - at sætte denne Lov i Kraft paa Færøerne[88] med de Lempelser, som ifølge disse Øers særlige Forhold maatte findes hensigtsmæssige. Indtil dette sker, skal de i § 334 nævnte Lovbestemmelser, forsaavidt de har Gyldighed for Færøerne, fremdeles gælde for disse Øer, dog saaledes, at en færøsk Kommune for den Del af det offentliges Udgifter i Henhold til paagældende Love, der efter disse paahviler en Forsørgelseskommune i det øvrige Danmark, indsender Opgørelse til Færø Amt, der til Socialministeriet anmelder Udgiften til Refusion efter Reglerne i § 77 om mellemkommunal Refusion, at Hjemsendelse af trængende til en Kommune i det øvrige Danmark ikke kan finde Sted, og at Statskassens Tilskud til Kommunernes Udgifter til de kommunale Hjælpekasser fastsættes til 1/10 af Kommunens Tilskud til Hjælpekassen.

2) Ifølge dansk-islandsk Forbundslov[89] Nr. 619 af 30 November 1918 har islandske Statsborgere Forsørgelsesret her i Landet. Udgifterne ved trængende islandske Statsborgeres Forsørgelse refunderes vedkommende Opholdskommune med 2/3 af Statskassen; forsaavidt paagældende islandske Statsborger ved Ankomsten her til Landet er trængende til offentlig Hjælp, refunderes Hjælpen dog fuldt ud af Statskassen, indtil paagældende Trangstilfælde er ophørt.

[Indholdsfortegnelsen]