Film
Tag med Carsten Porskrog Rasmussen til Sønderjylland, og hør om landsdelens historie fra 1200-tallet og frem til i dag.
Sønderjyllands historie adskiller sig på mange måder fra det øvrige Danmarks. Fra slutningen af 1100-tallet udviklede Sønderjylland sig til et særligt territorium, hvor sønderjyske hertuger efterhånden overtog den danske konges beføjelser. I 1200-tallet blev Sønderjylland et egentligt hertugdømme, der fra 1300-tallet kaldtes Slesvig. Som hertugdømme adskilte Slesvig sig fra Kongeriget Danmark forvaltningsmæssigt såvel som sprogligt. Efter krigen i 1864 blev Slesvig afstået til Preussen og Østrig, og i 1867 blev Slesvig sammen med Holsten indlemmet i Preussen som en provins. Hertugdømmet ophørte dermed. Versaillesfreden, der afsluttede 1. verdenskrig, fastsatte, at placeringen af en ny grænse mellem Danmark og Tyskland skulle afgøres ved folkeafstemning. Resultatet heraf var, at Nordslesvig blev dansk, mens det øvrige Slesvig forblev tysk. Men selvom Sønderjylland i dag er en del af Danmark, er landsdelens tyske mindretal og mindretalsinstitutionerne et blivende udtryk for landsdelens helt særlige historie.
Filmen er en del af Aarhus Universitets onlinekursus i danmarkshistorie.
Klik på 'CC' og vælg 'Dansk' eller 'English', hvis du vil se filmen med undertekster.
Se flere film i danmarkshistorien.dk's filmarkiv.